Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 20 sep. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
39Kommentarer
2815Visninger
AA

23. Undskyld

Kl. 21:43, tirsdag.

 

Jeg løj. 

Det lyder sindssygt, og det lyder dumt.

Og tro mig, jeg skammer mig. 

Men det gjorde jeg.

 

Jeg løj, da jeg sagde, at jeg ikke huskede andet.

Jeg løj, da jeg sagde, at jeg sov. Jeg sov ikke. Jeg lod som om. Jeg lod som om, fordi min hjerne ikke arbejdede hurtigere. Jeg kunne ikke forstå, hvad der skete. Jeg kunne process det. 

Jeg detachede fuldkommen fra min krop. Min hjerne kørte derudaf med 180 i timen, men min krop var død. Den var tung, og den var slap. Jeg kunne ikke bevæge den. Jeg kunne ikke tale. Jeg kunne ikke fjerne dig fra mig. Jeg kunne ikke ytre ordene "stop" eller "nej". Jeg lukkede øjne. Klemte dem hårdere sammen end før. 

Håbede, at når du opdagede, at jeg ikke var game, og du opdagede, at jeg ikke var til stede, så ville du lade mig være.

Jeg løj, da jeg sagde, at jeg vågnede op til det, for det gjorde jeg ikke.

Jeg løj da jeg sagde, at jeg ikke var sikker på, hvor henne du havde rørt mig, efter jeg var "faldet i søvn".

Jeg husker hver eneste fucking detalje.

Jeg løj, da jeg sagde, at jeg ikke vidste, om der var gået noget forud for det.

Jeg fucking løj. 

Jeg løj ikke, om det der skete, men jeg løj om min tilstand.

Jeg udsendte alle "nej"-signaler i bogen. 

Du testede selv. Du prøvede at prikke til mig, skubbe til mig. Jeg reagerede ikke. Dér skulle dine advarselssignaler været gået i gang. 

Dér skulle du have tænkt "hun er gået kold, det her er ikke i orden". 

Men du blev ved.

Og jeg detachede mere og mere.

Jeg kunne ikke reagere.

Jeg var bange, men jeg tror ikke, at det var angst, der paralyseret mig.

Jeg havde bare ingen kontakt til mig selv.

Det var min skyld. Det hele var fucking min egen skyld.

 

Jeg løj.

Jeg løj, fordi min veninde sagde til mig, at hvis jeg ikke sagde, at jeg sov - hvis jeg fortalte, at jeg bare havde ladet som om, og ikke havde kunnet reagere - så ville de ikke tro mig. De ville ikke tro mig, hvis jeg sagde det sådan. De ville ikke tage mig seriøst. De ville ikke hjælpe mig.

Og siden jeg havde givet alle sovesignaler, og ikke havde sagt klart og tydeligt ja, eller vist et klart og tydeligt ja, kunne jeg ligeså godt have sovet rigtigt, så det gjorde ikke nogen forskel. 

En anden veninde sagde også, at jeg skulle sige, at jeg var vågnet til det.

Min egen dømmekraft er fucking shit. Den er trash. Jeg turde ikke stole på mig selv. Jeg turde ikke lytte til min egen fornemmelse. Jeg ville gerne tros, og jeg ville gerne hjælpes, og jeg ville have, at der var nogen, der sagde til mig, at det ikke var min skyld. Jeg ville have, at der var nogen, der fortalte mig, at det ikke var min skyld. At det var okay, at jeg havde det, som jeg havde det. At jeg ikke havde gjort noget forkert.

Jeg ville ikke smides på porten. Jeg ville ikke sumpe rundt i det alene. Det turde jeg ikke.

Så jeg lyttede til deres råd, og jeg løj. 

Også selv om det vendte sig i maven på mig, hver gang jeg måtte fortrænge minderne op til, og blot sige "det ved jeg ikke" eller "det husker jeg ikke". 

For jeg huskede det hele.

Jeg huskede, hvordan angsten straks slog ind, lige så snart du begyndte... 

Jeg huskede dine stille, desperate bevægelser.

Jeg huskede så mange ting. 

Og det var et helvede, ikke at kunne sige dem højt.

Men jeg kunne ikke bryde det. Jeg var nødt til at holde til min historie. Holde til den historie, de ville tro på. 

 

Selv anden gang, jeg var derinde, holdt jeg mig til den. 

Jeg spurgte min veninde utallige gange op til samtalen, om jeg skulle komme clean, fordi de havde nok fået flere detaljer på - detaljer, som jeg ikke havde fortalt, fordi jeg jo "sov", men som ville være usandsynligt, at jeg havde sovet fra. 

Men hun insisterede. 

Og jeg turde ikke gøre andet.

Det ville også få mig til at se dårlig ud, at skifte historie midt i det hele.

Men jeg kunne ikke få mig selv til at skrive under, på min vidneforklaring. 

Det føltes ikke rigtigt. 

 

Udover det, følte jeg mig også dum, og endnu mere skyldig. Jeg var bange for, at de ville sige, det var min egen skyld. Ligesom skadestuen gjorde, da jeg ringede til dem. 

Jeg var bange for, at de ville sige "du kunne bare have sagt nej". 

Bange for, at de syntes, jeg var dum. 

Jeg kunne ikke sige nej. Jeg kunne ikke sige noget.

Kunne ikke bevæge mig.

Kunne dårligt nok få vejret.

 

Så jeg løj. 

Og jeg har det forfærdeligt med det.

Og jeg har snakket med en rådgiver om det.

Hun sagde, at jeg ikke skulle være så hård ved mig selv.

Sagde, at så slem var løgnen ikke. For når jeg havde givet alle signalerne på at sove, og han - medmindre han var virkelig fucking dum - ville opfange, at jeg sov, så var det faktisk lidt ligegyldigt, om det var reel søvn eller ej. Faktum var, at han højest sandsynligt troede, at jeg var gået kold, og at jeg sov. 

Og gjorde mig fortræd alligevel.

 

Og sagen er sluttet, på grund af de modstridende forklaringer.

Hvilket får mig til at få det mere shitty med mig selv.

For han tog jo ikke fejl, da han sagde, at jeg var vågen. Det var jeg.

Men han tog fejl, da han sagde, at jeg var med på det.

At jeg var indforstået med det.

Men hvem vil de tro på nu?

Ikke mig, i hvert fald.

 

Jeg er bare en løgnagtig luder.

Ikke vær at spilde krudt på.

Det var kun min skyld.

Jeg fortjente det.

 

Så hvilken ret har jeg til at tude over det nu? Jeg gjorde ingenting. Jeg lod det ske. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...