Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 20 sep. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
39Kommentarer
2846Visninger
AA

4. Trigger

Kl. 13:34, lørdag.

 

I dag triggede jeg (igen) mig selv.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved. Lige nu var det mest af alt et uheld. Jeg har ikke ret meget plads på min telefon, så jeg skal have overført nogle billeder og videoer, til min computer. Det betød, at jeg var nødt til at gennemgå dem alle, fordi nogen af dem driller. De vil kun overføre lyd, og ikke billede også, så nu har jeg prøvet at gemme dem på en anden måde, og ser, om det lykkes.

Men da jeg gennemgik videoerne, blev jeg ked af det. Også selv om de videoer slet ikke omhandler dig. Jeg bliver ked af det, fordi tanken om fest både gør mig ellevild efter at drikke, danse og glemme, men også fordi tanken om fest gør mig usikker, ængstelig og bange for, at det kan ske igen. Den her video er fra startjuni, den jeg lige så, og jeg bliver ked af det, fordi jeg den dag mødte en fyr, der var fucking sød. Nu er jeg bange for, om jeg tør se ham igen. Om jeg tør lade ham komme tæt på. Om jeg tør lade ham kramme mig mere, eller kysse mig. 

Jeg har det meget ambivalent. På den ene side har jeg bare lyst til at jump straight to it, have noget ligegyldig sex og komme videre. Fordi jeg håber, at hvis jeg er sammen med en anden, så vil din berøring gå væk. 

Omvendt vil jeg virkelig, virkelig, virkelig ikke have, at nogen nogensinde rør mig, fordi jeg føler mig kontamineret. Forgiftet. Som om hele min krop er klam og uren, og uanset hvad jeg gør med den, så vil det aldrig gå væk. 

Jeg hader dig så fucking meget. 

 

Nogen af de andre videoer er fra den fredag. Episoden skete søndag. Jeg mødte dig fredag. Jeg var plørestiv, fordi jeg havde drukket siden klokken 12 alene i min lejlighed, hvilket måske lyder lidt dumt og alkoholisk, men jeg drikker virkelig langsomt, og jeg elsker at være pattestiv, så hvis det skulle lade sig gøre, inden jeg kom til festen, så måtte jeg jo ligesom gå tidligt i gang, så det gjorde jeg. Jeg var virkelig fuld. Det var fedt nok, jeg havde en fest for mig selv. Jeg synes I alle var pissekedelige, at I bare sad der og smådrak. Jeg løb rundt ude på græsset, mens jeg sang med på jeres musik, dansede, optog videoer og tog selfies. Jeg bliver altid mega "love urself" når jeg drikker, så det var jeg også den fredag. Videoerne i sig selv gør mig glad nok, for jeg ser virkelig glad og carefree ud. Det var jeg ikke helt hundrede procent, for jeg plaprede løs om selvmord for whatever reason, men jeg stavede som en brækket arm, så der var nok ikke nogen, der fangede, at det var dét, jeg talte om. Hvilket var fint nok, for mit selvmords-moodt gik over igen, og jeg festede videre. 

Når jeg ser videoerne nu, er der nogen af dem, hvor man kan høre dig. Høre din stemme. 

Det giver mig myrekryb, hjertebanken og kvalme. Jeg kan slet ikke cope med det. 

Alligevel bliver jeg ved med at gå tilbage til de videoer, i håb om, at jeg på et eller andet tidspunkt vil have det fint. At jeg på et eller andet tidspunkt stopper med at føle ubehag ved lyden af din stemme. Indtil videre har det ikke virket, og kun gjort mig i dårligere og dårligere humør. 

Du sagde ikke noget, da du gjorde det. Du var tavs. Jeg var tavs. 

Det var som om, du ikke ville have, at nogen fandt ud af, hvad du lavede. 

Jeg var frosset til is. Jeg kunne ikke røre mig, og jeg turde heller ikke. Min krop var slap, og jeg følte mig som en kludedukke. Du behandlede mig i øvrigt også som en. 

Ved du godt, at jeg ved det? 

På trods af, at du intet sagde, heller ikke bagefter, så gør din stemme mig alligevel utilpas. Det må skyldes selve mindet om dig. 

Jeg tjekker også hele tiden min messenger for beskeder fra dig, i håb om, at du skriver. Ikke noget sødt, for jeg er ligeglad med dig. Men jeg håber, at du bliver sur. Jeg håber, du bliver gal. Jeg håber, at du mister besindelsen. Taler over dig. Kalder mig en fucking luder, siger jeg er en løgnhals, et eller andet, så jeg har noget konkret, jeg kan hade dig over. Noget konkret, jeg kan sige "derfor kan jeg ikke lide dig". 

For lige nu er der kun mine minder. 

Jeg ved ikke engang, hvad retsmedicineren sagde. Min veninde siger, at han sagde, der var tegn. Det erindrer jeg slet ikke at have hørt. Politiet sagde heller ikke noget om det. Så lige nu er det stadigvæk ret diffust for mig. 

Jeg ville ønske, jeg havde noget håndgribeligt. 

 

Jeg ville ønske, du havde slået mig. 

Sparket mig.

Råbt af mig. 

Spyttet på mig. 

Et eller andet, der kan få den her skyldfølelse til at smelte væk.

Et eller andet, jeg kan tage og føle på, og sige, det er DIN SKYLD, DU GJORDE DET HER. 

Noget, hvor jeg kan vise de omkring mig, at jeg ikke finder på det her.

... hvor jeg kan vise mig selv, at jeg ikke har fundet på det. 

 

Men det gjorde du ikke. 

Du var stille som en mus i alle dine bevægelser. Jeg tror ikke engang din vejrtrækning ændrede sig. 

Jeg ved ikke om min egen gjorde. Jeg prøvede at holde den i ro. Prøvede at holde den tung og afslappet. Fuck knows, om det virkede.

Du må da have vidst, at det du gjorde var forkert? Ikke? 

Har du gjort det før? 

Er der andre som mig? 

Du giver mig kvalme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...