Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 25 sep. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
39Kommentarer
2901Visninger
AA

28. Telefonangst

Kl. 20:41, torsdag.

 

I morgen skal jeg på hospitalet. I gruppe. Jeg orker ikke rigtig, men jeg bliver også bare nødt til at komme ud af huset. Den sidste uge har jeg bevæget mig minimalt. Jeg har absolut ikke haft overskud til noget. Ikke engang at handle, og jeg elsker ellers at handle. Elsker at kigge tilbudsaviser igennem, finde alle spotvarerne, alle tilbuddene, idk, der er en vis ro over, at gå rundt og handle, synes jeg. Den ro er endelig vendt lidt tilbage til mig, så det er rigtig rart. 

Men jeg er træt, og jeg er ugidelig, og jeg magter ingenting. Stadigvæk. Det stresser mig så fandens meget, at skolen ikke skriver til mig. Like yes, hello, jeg krænkede mit hjerte ud til dig, frk. leder, og u can't even fucking text me back to know om jeg skal læse op eller ej? Are u even... like... doing ur job?? 

Politistationen ligger i samme by som hospitalet. Det var meningen, at jeg ville - bare én dag i løbet af ugen - havde ringet op, og spurgt angående mit tøj. Det skal de jo ligesom ikke bruge mere, når efterforskningen er stoppet. Idek, om jeg kan have det på mere, men fuck knows. Jeg vil bare gerne have det tilbage.

Men jeg tør simpelthen ikke ringe. Jeg aner ikke, hvem jeg skal ringe til, og jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle sige. Jeg kan sikkert slå sagsnummeret op i den besked, jeg fik, men jeg har bare ikke haft balls nok til at gå ind på den igen og kigge. Det er en ekstrem trigger for mig. Og jeg ved også bare at jeg, at some point, bliver nødt til at gøre det, men hvor ville jeg ønske, at det ikke var nødvendigt. Like... kunne I ikke bare.... sende det til mig??? Plz and thank u??? 

Men det kan de selvfølgelig ikke. 

Alt er så fucking svært.

Jeg har mulighed for at ringe ind til "offerrådgivningen", og har da godt overvejet, om det er det, jeg er nødt til at gøre. 

Men det kan jeg bare ikke.

Jeg kan ikke få mig selv til at sidde og sige den slags. Ikke få mig selv til at sidde og forklare alting, og spørge totalt åndssvagt "do i have the right to feel like i do", og shit like that. Idek, det føles mærkeligt.

Da jeg var yngre var jeg angst for at tale i telefon, og det er jeg egentlig stadigvæk. Jeg synes det er noget af det værste på jorden. Jeg hader det virkelig meget. Det er også derfor, jeg ikke kan ringe ind. Jeg tør simpelthen ikke. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle sige, eller hvordan. Jeg ville enten begynde at græde hysterisk eller grine manisk. It would be such a mess.

Det ville være meget nemmere, hvis der var nogen, man kunne skrive til. 

Og jeg kan også lige se, at det bare er frivillige, der er inde i offerrådgivningen. 

Hvilket er fint. Flere frivillige. Mere hjælp. 

Men det er ikke den slags hjælp, jeg har brug for. 

Jeg har brug for validering. Jeg har brug for at vide, what the fuck happened. Det er literally alt jeg har brug for. Og kun folk der arbejder med den her slags ting, vil kunne fortælle mig, hvad det er, der er sket, og hvordan jeg kommer videre fra det. Og det er der fucking lange udsigter til. Oh boy...  så for nu sumper jeg bare rundt. 

Dealer med dumme flashbacks, triggermoments, alt muligt andet pis. 

At jeg igen burde spise noget mere, men also igen er pisseligeglad, fordi nothing really matters. I dag er der gået en uge, fra da jeg kom hjem fra ferie, og i den uge ligger mit gennemsnitlige indhold for ugen på (triggerwarning), fucking 1.050 kalorier???? hvad fanden har jeg gang i???? like hello yes, jeg er sygeplejerske, og also kan ikke finde ud af fucking at spise som et normalt menneske fordi jeg er dum i fucking hovedet, lol, whats up??? jesus. No wonder min krop er begyndt at brokke sig igen, ugh. Det værste er, at det ikke bliver bedre, når jeg starter i skole igen. Det bliver godt, når jeg rejser, tror jeg. Jeg vil smage alt udenlandsk mad. Jeg elskser mad. Men så vil jeg komme hjem, og så vil jeg gå tilbage til whatever the fuck jeg laver lige nu. Og det værste er, at jeg er ligeglad. Jeg er faktisk næsten stolt. Stolt over, at jeg endelig er nået så langt, at jeg faktisk nogle gange glemmer at spise. Hvor jeg tror, at jeg har bare spist hele dagen og spist vildt meget, og turns out jeg så stadigvæk ikke har spist nok. Men det bliver også en konkurrence. Hvis du kunne det i går, kan du også i dag. Du kan gøre det endnu mindre i dag, faktisk. Sejt ikke? Og shit like that. Og jeg vil ikke have hjælp. Ikke før jeg er færdig med det her syretrip. 

Og jeg er træt af hele tiden at føle hans hænder på mig. Alle mulige steder. 

Den her entry er totalt pointless. Det er langsomt progressed fra at være "okay this dude fucking hurt me" til at være "lmao i am literally fullblown insane, wanna join the crazytrain to crazyville" jesus fuck me up manner

Glæder mig bare ekstremt til at være hammerlam på lørdag. Måske jeg lige skulle høre nogen, om jeg kunne få nogle smøger, så jeg ikke behøver at købe nogen. Good plan. Very good plan. 

I am losing my shit. 

Like, jeg ved literally ikke hvem jeg er mere. Someone tell me? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...