Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 11 aug. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

6Likes
39Kommentarer
1573Visninger
AA

11. Stop, stop, stop!!

Kl. 23:58, fredag.

 

Jeg er bange.

Jeg er bange.

Jeg er bange. 

 

Jeg har lyst til at skrige det ud til alle. 

Jeg er bange!!

Hvad er du bange for? 

Jeg er bange!!

 

Jeg kan ikke finde samling på mig selv. Eller noget andet, for den sags skyld. Mine tanker er stadigvæk en overkogt-pasta-scrambled-egg-mush. Jeg er fucking træt af det. Jeg er træt af at leve. Jeg er træt af, at tankerne bare raser derudaf med 180 kilometer i timen. Jeg er træt af, at jeg går fra, at være okay, til at være fucking suicidal eller voldelig. 

Jeg er træt af angsten.

Træt af ambivalensen. 

 

Skal jeg fortælle dig en hemmelighed? 

Jeg er stadigvæk usikker på, hvad du gjorde mod mig, og hvorfor. Jeg er usikker på, hvad jeg selv husker. 

Men jeg er mindst lige så usikker på resten af verdenen. 

Hvad fuck er ægte? Hvad er ikke? 

Min virkelighed har... lige så langt tilbage jeg kan huske, været anerledes end andres. Ikke markant anerledes. Jeg hallucinerer ikke. 

Men jeg har vrangforestillinger. Jeg synes det er så pinligt. Jeg er rationel. Hvorfor har jeg irrationelle symptomer? 

Jeg er blevet mobbet hele livet. Jeg tror, det har kickstartet vrangforestillingerne. 

Jeg tror, at alle vil mig det ondt. Min første forelskelse, mit første kys... jeg nød det ikke. Jeg var angst. Jeg var så fucking angst. Jeg havde lyst til at begå selvmord. Jeg var så overbevist om, at det hele var en prank. At alle hans venner stod udenfor, bare så de kunne grine over, hvor dum, fed og grim jeg var. Det her skete i 10'ende klasse. Det hang ved gennem hele HF. Hele min nye uddannelse. 

Hver gang nogen viser interesse for mig, romantisk eller venskabeligt, har jeg rigtig svært ved at knytte mig, fordi jeg er sikker på, at det er en joke. Jeg har så svært ved at stole på folk. Der skal ingenting til, før jeg mister tilliden. Du skrev til mig, og jeg tolkede det som surhed? Can't trust you anymore. Du hader mig. Du har bare villet ind på livet af mig, for at fucke alt op, ligesom alle andre. 

Jeg tror indædt, at alle vil mig det ondt. Lige meget hvem det er. Det har efterhånden også vist sig at være sandt mange gange. 

Jeg har virkelig været igennem en masse psykisk terror gennem tiden, jeg har syge abandonment-issues og trust-issues. 

Flere personer, som jeg stolede på, vendte mig ryggen.

Nogen brugte de svære ting mod mig.

 

Dette betød også, at jeg havde meget svært ved at snakke med politiet og retsmedicineren og sygeplejersken. 

Jeg var sikker på, at de ville mig det ondt. Jeg var sikker på, de ledte efter huller, så de kunne vende det hele og ødelægge alt for mig, og sige, det hele var min egen skyld. 

 

Det er her, de mere bizarre tanker kommer. De psykotiske træk. Jeg er så pinlig over det. Jeg har så svært ved at tale om det, fordi jeg ved det lyder sindssygt og egoistisk. 

Siden alt det her skete, er de her symptomer blæst op. Helt ud af proportion. Hvilket gør mig endnu mere i tvivl og bange for, om jeg havde en psykotisk episode under episoden? Eller om alt det psykotiske først er kommet efter, fordi min krop og hjerne slet ikke kan cope med, hvad der er sket? Hvad fuck er ægte? 

Nå. 

Jeg tror på tankelæsere. Eller ikke hvilke som helst tankelæsere. Kun specifikke tankelæsere. Alligevel diffuse. 

Jeg har altid haft det med, at jeg tror, at en højere magt kan læse mine tanker, og sætte mine tanker i andre mennesker, især mine voldelige tanker, og at disse så udfører de voldelige eller skadelige tanker. 

Men efter det her, har jeg været meget overbevist om, at politiet er tankelæsere. Og ikke kun når jeg er sammen med dem, men som om de tracker hver eneste af mine tanker, når jeg går for mig selv. Som om de gransker min hjerne, mine minder, mine tanker, mine følelser, efter noget, der ikke stemmer overens. 

Jeg opfører mig mærkeligt, fordi jeg hele tiden svinger i følelserne. 

Jeg er bange for, at politiet senser det, og har tænkt sig at bruge det mod mig til at sige "du er okay, der er sgu ikke sket dig noget, get over yourself luder". 

Rationelt ved jeg godt, at sådan er det ikke, men jeg frygter det bare alligevel. Jeg er så fucking bange. Jeg føler slet ikke, mine tanker er private. Mine følelser. Intet er privat. 

Udover det, er der følelsen af at blive overvåget. Ikke den typiske stalking, men mere elektronisk overvågning? Som om de følger med i alt, hvad jeg skriver, alt hvad jeg søger på, alle jeg snakker med... igen, leder efter clues, der fortæller, der modstrider en typisk reaktion som en hos mig. 

Jeg tør ikke sms'e mine veninder om det. Jeg tør ikke ringe til dem. Fordi jeg føler, at nogen læser mine sms'er og optager mine opkald. Den her platform er heller ikke helt hundrede procent sikker, så jeg er varsom... 

Det er så drænende. Og det er hammerpinligt. Selvfølgelig bliver jeg ikke tracket, og selvfølgelig findes tankelæsere ikke.

Men jeg kan ikke slippe angsten, jeg kan ikke komme ud af det, jeg er hele tiden bange, jeg passer hele tiden på, med, hvad jeg siger og tænker eller gør, og straffer altid mig selv psykisk eller fysisk, hvis jeg gør noget forkert. 

Jeg fortalte endda min behandler, at de her psykotiske træk var vendt tilbage. Jeg ville gerne have haft noget hjælp. Noget støtte. Eventuelt noget medicin, der kunne bremse dem lidt. Holde dem i ave. Men hun gjorde ingenting. 

Jeg føler, jeg er ved at blive sindssyg, når jeg har de her tanker. Jeg vil ikke tænke de her ting. Jeg vil ikke være så bange. Jeg er så panisk for, at det lige pludselig developer og bliver til en real life psykotisk episode. Jeg er så bange for, at jeg lige pludselig også begynder at høre stemmer eller se ting. Jeg mærker allerede ting, der ikke er der. Jeg tror det er normalt i min situation, men jeg ved det ikke. 

Er jeg sindssyg? 

Du har gjort mig sindssyg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...