Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8057Visninger
AA

62. Status - igen

Kl. 22:17, fredag, d. 3. november, 2017.

 

Jah. Så gik der sgu to uger. Igen. 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, om de to uger. Alting har været messy fra start til slut. I fredags skulle jeg have haft besøg af ham sygeplejersken, der er yderst pushy, men han blev sgu syg. Det var fint nok. Lidt trist, men også fint, fordi så kunne jeg bare slappe af.

Faktisk gik første uge i klinik fint. At stå op om morgenen var helvede, men jeg faldt stille og roligt til i afdelingen, og blev mere og mere veltilpas. Jeg kan godt lide, at være sygeplejerske, og godt lide, at agere som sygeplejerske. 

Men jeg kan godt mærke, at min angst kommer tættere. Min OCD flipper shits, med nogle af de patienter, som jeg har. Det er totalt dumt. 

Lørdagen forløb også rigtig fint, i sidste uge - jeg var i byen, og damn, det var bare tiltrængt og længe ventet! Jeg havde gået hele dagen og trampet løs til Kesi, fordi jeg skulle ind og se ham, men så blev han syg, og det blev Johnny Deluxe i stedet. Ikke helt det samme, men det var da okay. Jeg hyggede mig i hvert fald. Min veninde og jeg drak os stangbacardi. Jeg drak... puha, 14 genstande, den aften, tror jeg, men var slet ikke lige så fuld, som til campusfesten. Jeg havde det pissefedt, og jeg var fucking glad. Jeg dansede løs hjemme hos hende, mens vi tog makeup på osv., og det var bare så sjovt og hyggeligt. Jeg faldt også ned fra hendes seng og slog min ryg pretty bad, fik blå mærker op ad rygsøjlen, men altså... drikkes væk, ikke? Så i did. Og we had a blast, hold kæft, jeg har aldrig følt den så meget i byen. Vi var nærmest de eneste på dansegulvet, og vi fyrede den bare af, i to timer, indtil Johnny Deluxe kom på... så kom der flere til, og der blev lidt proppet, men også da fyrede vi den af. Vi dansede nonstop i 4 timer, og jeg kan love jer, mine ben var ømme, lol. Jeg lavede så mange booty-pops det var unbelievable. 

Jeg scorede også... flere gange. Uden rigtig at prøve. Jeg dansede bare med min veninde. Så lad os gå igennem - den første er en høj fyr, der dansede lidt med os, han tager min hånd og kysser den (wtf bro), og så siger han alt muligt med, at jeg er smuk, hvorfor jeg bliver genert, at jeg har en god krop, at jeg danser flot, blabla, alt muligt, og jeg står bare akavet og smiler/griner... haha. Men han dansede med mig og lavede nogle piruetter med mig, og det var nice nok, rly. Anden fyr var så hans ven, superakavet, lidt lille fyr, men mega på, og meget forelsket i min butt, åbenbart... han var vild med bootypops'ne, men han var også pænt weird, fordi han ville sådan hit it off og være all "damn gurl" til mig, og så leave i fucking lang tid for at bage på andre tøser, og så komme tilbage til mig??? og sådan fortsatte han bare all night??? mega sært. Ikke, at jeg ville have ham, didn't rly care. Men det var bare weird adfærd. På et tidspunkt kom han op til mig, gav mig en redbull, og forsvandt i skyggen igen... senere tog han min veninde og jeg op til hans bord, hvor han gav mig den STÆRKESTE vodka-redbull ever, jeg sværger, jeg døde faktisk. Wow. Turns out han bor i samme by som mig, så fucking rip mit liv. Tredje fyr er jeg rimelig okay sikker på er lidt småhandicappet, han er i hvert fald ikke helt færdigbagt, og hitter på mig - og alt andet med en puls faktisk - hver eneste fucking gang, jeg er i byen... takkede pænt nej.... Fjerde fyr synes, jeg var lidt offensiv/grænse, når jeg dansede omkring, og tror, at han var lidt cringe over mig, men at the same time, så ville han også gerne lidt have mig, og søgte tit min opmærksomhed, når han ikke lige fik den. Det var hilarious. Femte fyr var en fucking douchedick. 

Vi stod og dansede, had a great time, og pludselig griber jeg bare min veninde og står... "fuck det er ham... det er I's ekskæreste. Det er fucking I's ekskæreste." lang historie kort - I var min bestie gennem hele HF, men that bitch var en manipulerende so, der altid skulle nedgøre mig, ikke kunne finde ud af at sige undskyld, og konstant fucking svigtede mig. Hun var så emotionally abusive det var sindssygt. Hun fik så en kæreste, ham her, der var muslim - intet ondt - men ja, så måtte hun ikke gå i byen eller drikke, eller hænge ud med mig, fordi han mente jeg var iiiih og åhhhh så dårlig indflydelse, og det skulle hans dame bare ikke være en del af. Although I var den der fik mig til at gå i byen og prøve stoffer, men 'eyyyy. Whatevs. De slog så op for hvad, et halvt år siden? Idk. Så jeg prøvede at reconnect med I, men hun var samme manipulerende, abusive snotso, som tideligere, så jeg called her out on it, og hun sendte mig den ondeste besked i verdenen om, at jeg ikke fortjente en skid, og at jeg altid var problemet... og så blokerede hun min ass. Senere "undskyldte" hun så ved at ringe og sige, at vi var lige gode om det, hun ville mødes, og da jeg så skrev til hende, hvornår vi kunne mødes, ignorerede hun mig i to uger, og åbenede først beskeden aftenen på den dag, jeg havde forslået, vi kunne mødes. Så sagde jeg bye-bye. Anyway, det var fucking akavet, fordi han sendte mig bare blikket, du ved... og på den ene side, var det tydeligt, at han udmærket godt vidste, hvem jeg var, og på den anden side forsøgte han at lade som om, han ikke kendte mig... whatever. En fyr, der hang ud ovre ved ham, kom sådan hen til min veninde og jeg, og begyndte MEGET aggressivt at danse op ad os, og jeg stod sådan wtf, og han blev bare ved, virkelig fucking offensivt, og så river han min nederdel op :)) god fucking bless jeg havde cykelshorts på indenunder... men jeg blev helt paf, og stod bare sådan wtf og trak den ned igen, jeg kan ikke engang huske, om jeg sagde noget til ham, men jeg var helt blown away, og så går han over til min eksvenindes ekskæreste dér, og så råber han bare til mig, at jeg er "en tør bitch", og jeg blev bare endnu mere paf. Tænkte bare, han var en fucking luder at opføre sig sådan, altså seriøst, narrøv. Men jeg fik også bare tårer i øjnene, fordi flashbacks bare spillede for mit indre blik, så jeg måtte stikke af ned på toilettet. Min veninde opfangede dog hurtigt noget var galt, så hun gik med, og det var nok meget heldigt, for ellers havde jeg hundrede procent gjort noget fucked op. Så ja, vi kom ned på toilettet og jeg tudede bare. Det var sådan en ubehagelig følelse, fordi... der skete ikke noget, jo. Jeg var fucking god, jeg havde mine cykelshorts på, så ingen så en skid, men han overskred bare min grænse så meget, ved bare ud af det blå at hive min nederdel op - hvem gør sådan? Altså at folk rager på en eller er offensive med en, fair nok, det kan jeg deale med, men dét dér var bare så sygt. Jeg kunne slet ikke have det. Især fordi jeg bare kun tænkte på hændelsen i sommers... hvor han også rev min nederdel op multiple times den fredag aften, hvor jeg ikke havde cykelshorts på, slog mig så hårdt i røven, at jeg fik blå mærker, og what fucking not... Ting, jeg bare slet ikke ville tænke på. 

Min veninde spurgte, om vi skulle tage hjem, men jeg ville ikke. Jeg ville blive. Jeg ville drikke mere. Blive mere fuld. Mere ligeglad. Men hun havde så ondt i knæene af bootypop, så... vi tog mod et pizzaria, og bestilte pizza, og damn bro, jeg spiste 1 hel pizza selv plus to af hendes pizzaslices.

Som vi sad der, tager jeg så en hånd ned i min bh - jeg havde en hoodie på, så det var ikke fordi jeg flashede - fordi jeg havde shots dér, og det gjorde ret nade, og magtede dem ikke, og jeg var så stiv, jeg ikke rigtig lige tænkte over det... uheldigvis så nogle fyre ved et andet bord det, og bare RÅBTE noget med, at jeg ikke skulle rage sådan på mig selv, og jeg fik fisket shotsne op og wavede dem sådan lidt "skulle bare have de her op"-agtig, men fuck det var awkward og stupid. Jesus christ. En anden fyr flirtede med mig med øjnene oppe fra disken af, kom ned og spurgte, hvad der var godt at spise her, på sådan en virkelig flirty way, og så gik han??? totalt sært.

Men vi fik vores pizza, og to fyre slår sig ned ved bordet ved siden af, som vi smalltalker med, og de dissede vores knæklysarmbånd for syyygt. Han stod bare "du har rød på, så du er optaget. dig derovre har alle på, hvad fuck betyder det", og hans ven stod "i har knæklys på.... frivilligt?" det var enormt sært. ham den første var ret cute. nummer to var bare mærkelig... men nummer to spurgte, om jeg ville have resten af deres fritter, og det ville jeg... hell fucking yeah, han havde dog kastet fritter efter min veninde, så jeg kastede en frit efter ham, og fucking om luderen så ikke henter fritter fra gulvet og kaster efter mig??? gross. men ham den søde og jeg talte forsat, og da de skulle gå, sagde han, at jeg var meget cute med mit røde hår, og jeg stod bare... ohfuckinggod. 

Jeg sov hos min veninde, jeg kunne dog ikke sove, og jeg havde totalt mavekramper, ew. Jeg tog hjem, skrev til I at jeg havde set hendes eks, og hun stod sådan "akavet", og jeg var bare "øh ja fucking meget". Jeg skulle så skrive en opgave, og that went shitty, fordi jeg var så hungover. Jeg fandt også ud af, at jeg var blevet trådt over tæerne af en so i byen, hvilket jeg egentlig godt husker - og vigtigst af alt, så tror jeg, mit haleben er fucking brækket. Igen. Fra da jeg faldt ned fra sengen. Jesus christ. 

 

Mandag startede og hele ugen efterfølgende var bare pure shit. Jeg har haft enormt mange smerter i halebenet, og i et ar, jeg har på håndleddet, hvilket er fucking sært, men whatevs. Jeg har været enormt deprimeret og ked af det, grædt hver dag, været totalt udmattet... Det har virkelig bare været vågen op, vær depri, tage i klinik, fake it 'til you make it, tage hjem, være depri, være ved at besvime, lave mad, gå i seng, ikke kunnet sove, repeat. Jeg har været så meget ved at pass out den sidste uge, fordi jeg er så udmattet og træt, og det er fucking horrible. 

Tirsdag havde jeg møde nr. 2 med skolen, og der fik jeg dem så til at ændre min mødetid til 7:15 i stedet for 7, startede med det i torsdags, og det hjalp MEGET. Men tirsdag var pure shit derudover, fordi jeg følte ikke, der blev lyttet til mig og mine behov, selv om jeg fortalte, hvor dårligt jeg havde det, og at jeg skippede mine behandlinger pga. fravær, osv., og jeg fik bare i hovedet at "det er vilkårerne", og jeg stod bare... hvorfor fuck har jeg så det her specielle forløb, der kommer til at stå i mine studiepapirer??? for at sidde og snakke med dig, og du ikke kan gøre noget??? wtf. shitty.

Onsdag var the same shit, men blev inviteret hjem til min farfar og spise. Hvilket var godt, fordi jeg havde overspist hele dagen alligevel, så det gav mig en "grund" til at blive ved med at overspise. Også selv om det var terrifying, fordi jeg ikke kunne stoppe med at overspise, og jeg virkelig bare spiste meget, og virkelig hurtigt, og literally bare ALT jeg kunne finde. Urgh. Noget, der er blevet virkelig, virkelig svært for mig. 

Jeg overspiser så meget. Jeg har ingen kontrol over mad mere. Og det gør mig SÅ deprimeret. Jeg plejede at kunne gå en hel dag, uden at spise andet end fucking läckerol, og nu spiser jeg mere end før, og craver stadigvæk mere? Jeg prøver at undskylde det med, at når jeg står op kl. 4:30 og bevæger mig hele dagen, så har min krop brug for mere mad... men jeg føler mig bare dum og klam. Føler, at det er en dårlig undskyldning, for at undskylde mit klamme kontroltab. Føler, at jeg bare er ulækker og udisciplineret. Jeg hader det. Det er så slemt, jeg bare fyrer mad ind. Alt det med, patienterne ikke spiser, det fyrer jeg bare ind i kæften når ingen kigger, så hurtigt, jeg får heartburn og ikke engang kan tygge det. Det er klamt. 

Torsdag var en god morgen, fordi jeg mødte dét senere, men went to shit ret hurtigt. Jeg ved ikke, hvorfor. Min patient gik mig på nerverne, og jeg kan ikke sætte fingeren på, hvorfor. Men jeg blev irriteret. Jeg skulle snakke med en fysioterapeut om nogle ting, og min medstuderende skulle det samme; med hende var han virkelig irritabel, så jeg havde slet ikke lyst til at spørge ham, men jeg var nødt til det, og med mig var han lige så irritabel. Virkelig sådan "fuck nu af"-attitude, og det gjorde mig usikker og fucking ulykkelig. Samtidig havde jeg hørt tilbage fra min åndssvage skole - jeg skulle nemlig skrive til studievejlederen, om jeg kunne få nedsatte timer i klinikken, så jeg kunne tage i behandling, fordi det havde jeg hørt, man kunne med det her specielle forløb, og nu havde jeg prøvet at få det til at løbe rundt uden - at de ikke kunne tilgodese den hjælp, jeg spurgte om. Alting ramlede sammen for ørerne af mig, og jeg var enormt stresset og bare ked af det. Virkelig fucking ked af det. Så skulle jeg i afspændingsgruppe, og det gjorde mig ultimativt bare deprimeret og sløv og dissocierende, og jeg ved slet ikke, hvad der skete. Jeg havde endnu en af mine close to blackout moments, hvor jeg bare floatede through space eller sådan noget shit, jeg var svimmel, og har no recollection af, hvad der skete, hvor jeg var, eller noget andet... så mødte jeg tilbage i afdelingen, endnu mere spaced out og forvirret end før, og fik at vide, at mit psyk om fredagen var aflyst, og alting var bare... urgh. 

Sener blev jeg inviteret ud at spise igen, og jeg havde endnu en massiv og sindssyg overspisningssession. Det var så vildt. Og virkelig meget. Og også i selskab med min farfar. Det var så slemt, at jeg havde så dårlig samvittighed, da jeg kom hjem, at jeg gik ud og brækkede mig for første gang i... ja, i hvert fald et år? Jeg havde det forfærdeligt. 

Så græd jeg bare endnu mere. Græd, fordi jeg ikke har nogen kontrol. Græd, fordi jeg ikke ville tage på. Græd, fordi jeg spildte min farfars penge. Græd, fordi min farfar elsker mig, og gerne vil gøre noget godt for mig, og i stedet for at være glad og taknemlig, så brækker jeg mig med vilje. Græd, fordi min farfar recently købte en lysterapilampe til mig, for at hjælpe på mit humør og min angst, og det eneste jeg bare gør, er at ville dø hele tiden. Græd, fordi jeg synes det er så hell-ish, at jeg har det så dårligt. Græd, fordi jeg er så ked af, at jeg bare ved, at han ville blive knust, hvis han vidste, hvordan jeg har det. Græd, fordi jeg ved, at jeg sårer ham. Græd, fordi jeg ikke er rask. Græd, fordi jeg nogle gange slet ikke har lyst til at være det. Alting var bare for meget. Jeg græder også nu. Jeg bliver sgu så ked af det. Jeg vil gerne gøre ham stolt og glad. Og jeg vil gerne være sammen med ham, og lade ham forkæle mig, uden at jeg bare tænker "jeg er fed og klam og burde dø". Men jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke. Og det dræber mig. 

 

Og nu i dag. Fredag. En dag, jeg virkelig glædede mig til, men som blev spoleret, i samme lorteøjeblik, som jeg stod op. For jeg skulle til halloweenfest i dag, som jeg havde glædet mig enormt meget til. Eksflirt og veninde, D, som jeg var i byen med sidste weekend, skulle komme hjem til mig til noget præfest. Men eksflirt var syg, så D gad ikke alligevel. Og hun håbede ikke, jeg var sur. Yeah fucking right... 

Skrev til hende jeg ikke var, hun skrev, at det virkede sådan, jeg skrev jeg var skuffet og ked af det, fordi hun sagde, at jeg bare skulle sige, hvis jeg var sur... hendes brilliante respons var "ej det skal du ikke være". Jeg havde bare lyst til at skrige af hende. Skrige, hun havde ødelagt alt. Hvilket er totalt overkill, men jeg er bare så emotionel og broken. Jeg har brug for en god grund til at drikke. En god grund til at let loose, og glemme, at jeg har det af helvede til, og dulme smerterne over, at jeg har absolut ingen kontrol over mit liv. Jeg var ked af det, fordi jeg ikke fik den mulighed. Ked af det, fordi det var fucking halloweenfest, bare that one party, hvor man kan klæde sig lovligt ud. Skuffet, fordi jeg havde glædet mig. Men mest af alt også ked af det, over, at jeg fucking havde knækket det måltid mad op, min farfar gav mig dagen før, fordi jeg ikke ville være fucking oppustet til halloweenfest dagen efter, som så bare blev cancelled anyway. Jeg følte, at det havde været så... unødvendigt. Rationelt var det unødvendigt i første omgang, men alligevel. Der er åbenbart bare noget ved mig, der gør, at alle bare synes, det er a-okay at svigte og abandone aftaler. Fair nok eksflirt var syg, håbede på lidt cuddles and shit, men whatever, men at D så bare droppede det også, det syntes jeg ikke var okay. Den pige kan kraftedeme heller ikke andet end at abandone og være fucking twofaced. Why do i fucking bother? 

Jeg var også sur, fordi jeg efter min "jeg har lige knækket mig" session i går, var nødt til at spise lidt snacks i nat, fordi min mave var tom og dårlig... hvilket bed mig i røven i mit kalorieindtag for fredag, så jeg selvfølgelig endte med at tænke fuck it, jeg har allerede ødelagt det i nat, så may as well continue, og nåede igen endnu engang op på shocking 5.000 kalorier. Igen. 5.000 kalorier dagligt i tre dage. Er jeg fucking out of my mind? Hvilket jo så ledte til at jeg kradsede min arm med en negleklipper. Fucking amazing. Jeg ville have skåret mig, men can't do that når jeg skal møde i skodklinik mandag morgen med korte ærmer, vel :):) så smider de mig 100p ud af uddannelsen, fordi jeg er "ustabil~" og det er bare not necessary lige nu. 

Så overall er alting pure shit, og jeg håber fandeme, ja, nærmest bare, at jeg snart dør? Idk. Jeg er bare in such a bad place, og jeg bliver bare ved med at ønske, at der sker noget virkelig slemt, så jeg bliver indlagt eller whatever, så folk fucking kan fatte, at alting ikke er fint. 

Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så skidedum hele tiden. Men det er jeg åbenbart, fordi sådan er jeg :)) 

Also bliver jeg ved med at ruine tingene med sygeplejersken, tror endelig det er lykkes mig at manipulere ham til at tro, jeg er et horribelt menneske (which i am), og at jeg ikke er værd at bruge tid på what-so-ever, og det er godt, fordi så spilder jeg ikke hans tid, men why the fUCK er jeg så ked af det over det !!! :)))) logic. 

jeg er kraftedeme the worst fucking mess ever. og jeg er bange. og ked af det. og vil bare gerne have at nogen holder om mig og passer på mig. nogen, der ikke fucking abandoner mig, fordi min hjerne er messy og dum. nogen, der bare... bliver ved mig. nogen, der holder af mig, måske ligefrem elsker mig, om det er som love-interest eller ven... men bare nogen, der er der. nogen, der siger, at alting bliver okay. nogen, der siger, at jeg ikke er ved at gå fra forstanden. nogen, der kan hjælpe mig, med at få noget af alt det her shit til at stoppe. for jeg har virkelig, virkelig brug for hjælp. jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal spørge om den eller tage i mod den. så please hjælp mig, for jeg drukner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...