Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
41Kommentarer
4706Visninger
AA

19. Lige som man troede, at alting ikke kunne blive værre

Kl. 11:50, mandag. Jeg ringer ikke til politiet i dag, tror jeg. Jeg magter ikke. Tør ikke. Overskuer det ikke.

Måske får jeg heller ikke ringet til viceværten.

Jeg har ikke været i bad i 5 dage i dage. Jeg er ikke rigtig dit typiske offer, og det var jeg aldrig. Jeg vil så gerne have dig vasket af, men jeg har også bare til dels indset, at ingen mængde vand kommer til at skylle dig væk. Og jeg kan slet ikke magte, at gå ud og tænde for det. Jeg ligger bare i min seng eller sofa hele dagen. Dealer med de flashbacks, følelser, tanker og fornemmelser, der nu er. Prøver at overbevise mig selv til at hente mad ude i køkkenet - og spise den mad. I går tog det mig 3 timer at spise min morgenmad. I dag har jeg slet ikke hentet noget. Jeg er styrtet ned i det depressionshul, jeg kender så godt, og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer op igen. Jeg ved, jeg bliver nødt til at gå i bad i dag, for det er ikke sundt for kroppen, men bare tanken giver mig lyst til at synke sammen på gulvet og tude. 

Jeg satte mig i sofaen og begyndte at græde, efter jeg havde læst min mail.

 

I dag er en dum dag.

Den er dum, fordi jeg hele tiden mindes om, hvor dumme andre mennesker er.

Hvor dum min skole er.

Jeg forstår slet ikke, at man kan få sig selv til at være sådan overfor andre mennesker, men det kan man åbenbart. 

Der har i lang tid været en del problemer med min skole, og en del problemer med deres behandling af mig. Det er lidt som om de glemmer, at jeg faktisk er et menneske, ligesom alle andre, også selv om jeg har en diagnose. 

Men nu synes jeg, det hele er lidt for meget. Det har jeg syntes i en uge.

Jeg fik at vide, af sygeplejersken på hospitalet, at når man ligesom jeg, havde været udsat for traume, kunne man kontakte skolen og få udsat sin eksamen. Først synes jeg, det var dumt, for jeg ville ikke have, at skolen skulle vide noget. Jo mere de ved, jo mere fucker de bare evig og altid op. Jeg har aldrig fortrudt noget så meget i hele mit liv, som da jeg sagde til dem, at jeg havde psykiske vanskeligheder, og gerne ville bede om støtte. Jo, der kom da nogle okay ting ud af det, men der kom fandeme mere ondt, end godt ud af det. Jeg fortryder, at jeg stolede på min specielt tilknyttede vejleder, og fortalte hende, at deres valg, der fratog mig al selvbestemmelsesret, gjorde mig så vred, at jeg havde lyst til at slå på alting, for da indlagde hun mig på psykiatrisk for en enkelt overnatning, men gjorde ikke noget ved selve problemet. Derfra tog det selvfølgelig fart, og alt blev tusinde gange værre, og det endte da også med, at jeg fik et massivt relapse, så tusind tak for, at I ikke lyttede til mig, da jeg sagde, at jeg ikke kunne klare det. Fuck, I er nogle fucking røvhuller.

Men jo mere, jeg tænkte over det, sygeplejersken sagde, jo bedre mening gav det for mig. Når jeg stadigvæk synes, det er svært at handle ind, og jeg stadigvæk ikke magter at gå i bad, eller magter andet, end at ligge i min seng, er det måske meget hensigtsmæssigt, at jeg får udsat min eksamen.

Sagen er den, at jeg skal til eksamen, den første dag, jeg starter i skole igen. Hvilket er d. 28 august. Den 13. august tager jeg på ferie indtil d. 27. Min pensumbog skal afleveres d. 11. Jeg har 5 dage til at læse pensum, fordi jeg også har aftaler på Rigshospitalet, det andet hospital, og en masse andet, jeg skal nå. 

5 dage, til at læse et helt pensum og forstå og huske det i 2 uger, og så gå til eksamen, når man har det, som jeg har det? Det går ikke op. Mine chancer for at bestå denne her eksamen er... 50%. Og det er med en højt sat bar. Jeg har allerede taget testen, og der dumpede jeg 20+ gange. Men på grund af den nye studieordning, er det ikke nok, at have bestået testen, nu skal vi have den som en reel eksamen. Hvilket betyder, at jeg har 3 forsøg til at bestå. Hvilket i sig selv er en enorm stressfaktor.

Når jeg så samtidig skal bruge et forsøg nu, som ikke engang bliver et helhjertet forsøg, fordi min hjerne er fucking fried, har jeg jo ikke en chance. Jeg kommer aldrig til at bestå.

 

Så jeg tog den rationelle løsning, og skrev til en SPS-vejleder, da jeg ikke huskede, hvem jeg skulle skrive til.

Hun skrev tilbage til mig, at jeg skulle kontakte studievejlederen (selv samme so, der på sidste modul opførte sig fuldkommen uanstændigt og barnligt overfor mig). Men at hun syntes, det lød oplagt at få en lægeerklæring, så min eksamen blev udsat, til jeg var rask, idet jeg ikke ville bruge nogen eksamensforsøg på det.

Så jeg kontaktede studievejlederen, og blev mødt af beskeden om, at jeg ikke kunne få udsat min eksamen, og at en lægeerklæring kun gjaldt, hvis jeg var syg på selve dagen. Hvis jeg ikke var rask, grundet traume, så burde jeg overveje at sygemelde mig for hele semestret, til jeg var rask. Ellers kunne jeg vælge at vende situationen med mine nærmeste, og læse op på pensum, så jeg var klar.

På grund af forrige modul ved hun udmærket godt, at jeg ikke kan sygemelde mig. Jeg skrev tilbage til hende, at så måtte jeg jo dukke op og dumpe, fordi det var en komplet umulighed at læse op, når jeg ikke kunne forstå bogstaverne, og ikke kunne tænke. Det vendte hun selvfølgelig ikke tilbage til mig omkring, hvor hun giver ikke en fuck.

Efter at have vendt situationen, der virkelig ødelagde mit humør, med sygeplejersken på hospitalet, sagde hun, at det lød godt nok mærkeligt, og det havde hun aldrig hørt før, for ALLE vidste, at hvis man havde været igennem et traume, så kunne man ikke huske eller koncentrere sig, så det var komplet meningsløst at gå til eksamen, og påførte kun endnu mere stress. Hvilket jeg selvfølgelig er totalt enig i, for jeg var ved at gå ud af mit gode skind af stress. Hvilket også er en grund til, jeg ikke har været i bad. Når jeg stresser og er deprimeret, bliver mit liv altid en del mere uoverskueligt. 

Så jeg vendte tilbage til SPS'en, som havde virket til at være nogenlunde på min side, og skrev, at jeg havde snakket med studievejlederen, der gav mig dette mærkværdige svar, og at jeg havde snakket med sygeplejersken igen, der også syntes det var mærkeligt. Samtidig, at det stressede mig helt enormt, at vide, at jeg skulle til denne her eksamen, når jeg ikke kunne koncentrere mig eller forstå noget. Jeg fortalte også, at studievejlederen godt vidste, at jeg ikke kunne sygemelde mig semestret. 

Hun besluttede sig så for at vende 180 grader og sige, at en sygemelding fra semestret jo også udsatte min eksamen, og sådan som jeg beskrev min tilstand, skulle jeg nok sygemeldes, trods de konsekvenser, det førte med sig, fordi jeg først skulle starte op, når dette var realistisk. Hvis jeg blot sygemeldte mig på selve dagen, ville jeg efter raskmeldelse så skulle til eksamen. Spørgsmålet var bare, om jeg var rask nok til at følge min klasse.

Til det måtte jeg så respondere, en anelse surt, at jeg simpelthen ikke forstod, det kunne være så svært at forstå, at jeg ikke bare kunne sygemelde mig, fordi det, at starte i en ny klasse, ville være komplet umuligt. Og at jeg derudover jo bare måtte gøre mit bedste for at følge med i klassen. Hvortil jeg spurgte ind til, hvornår en sygeeksamen så ville finde sted (for hvis det er straks efter raskmeldelse, er det jo lidt ligegyldigt), og at jeg ikke forstod, hvorfor det ikke bare kunne udsættes, som sygeplejersken sagde.

Hun skrev tilbage, at jeg skulle kontakte studievejlederen, og at det udelukkende var hende, jeg faktisk skulle snakke med, og ikke hende (selv om jeg er tilknyttet en SPS-ordning, hvor man skal kontakte sin vejleder, nemlig hende her, ved brug for special pædagogisk støtte, og at overkomme et traume og fortsætte på et studie, eksamensproblematikker, etc., burde lidt høre ind under det, men fair nok, der er tilsyneladende INGEN i det her åndssvage uddannelsessystem, der er interesserede i, at deres studerende, navnligt mig, har det godt). 

Så jeg måtte igen skrive til studievejlederen, og spørge, hvorfor jeg ikke kunne udsætte min prøve, og at jeg i øvrigt ikke forstod, det var så svært at lytte til de studerende, der kom og bad om hjælp, og at jeg ikke forstod, hvorfor jeg skulle trækkes igennem så meget unødvendigt stress, når jeg i forvejen havde det rigtig skidt ovenpå traumet, og om de ikke ville have, at deres studerende gennemførte deres uddannelser (for jeg har fandeme været igennem meget shit med den her skoduddannelse). Dertil, at hun godt vidste, jeg ikke kunne sygemeldes, og at hvis jeg var syg på selve dagen, om hvornår jeg så skulle op. 

Hun svarede tilbage, at fordi jeg var registreret som aktiv studerende, kunne jeg ifølge bekendtgørelsen ikke framelde mig prøver, og derfor ikke gives dispensation for reglerne. Og at jeg som studerende på semester 5, som det så bliver, skal have gennemført farmakologieksamen, inden klinik (dvs. oktober fuck me up). Og derfor havde jeg tre eksamensforsøg, så hvis jeg ikke bestod første gang, havde jeg yderligere to forsøg i de efterfølgende uger (hvilket nok så er inden jeg starter i klinik i oktober).

 

Umiddelbart ser det ud til, at jeg er bare er fucked, og jeg er rasende, og jeg er ked af det, og jeg kan ikke stoppe med at tude, for jeg kan seriøst ikke fatte, at folk kan være så inhumane, og jeg kan seriøst ikke forstå, hvorfor DU fucking skal ødelægge hele min uddannelse for mig nu. Det er ikke fair. Du har ødelagt så  meget, og der er bare ingen udsigt til, at ødelæggelserne nogensinde stopper. Hvis jeg ikke består min dumme eksamen, så ryger jeg ud af uddannelsen efter jeg har opbrugt de 3 forsøg. Jeg har 3 forsøg indtil fucking oktober, til at bestå min eksamen, og lige nu kan jeg ikke engang magte at komme ud af sengen og trække vejret og leve. Hvorfor slog du mig ikke bare ihjel? Sandsynligvis fordi sådan er du ikke. Sandsynligvis fordi du ikke ville opdages, i det, du lavede, og derfor efterlod så få spor, som overhovedet fucking muligt. Men fuck, hvor ville jeg ønske, at du bare havde slået mig ihjel, for det her er virkelig ikke det værd. Det er i sig selv svært nok at holde sammen på alting, og stressen bliver bare ved med at pile sig op over mig. 

Jeg har bare lyst til fucking at dø. Jeg har ikke engang lyst til at leve mere, fordi hvis jeg ikke gennemfører min uddannelse, har jeg ikke mere tilbage.

Jeg har lyst til at råbe og skrige ind i hovedet på de dumme mennesker på skolen, at det ikke er fair. At jeg ikke har valgt, at det her er sket. At jeg ikke har valgt, at min hjerne ikke gider samarbejde, og min krop bare er træt og sløv. At det ikke er okay, at de behandler folk sådan. At de giver mig lyst til at kaste håndklædet i ringen og dø. At de giver mig lyst til at være den typiske, psykotiske karakter fra film, der cutter sine håndled og arme fuldkommen op og ringer på døren hjemme hos dem, mens de skriger "det er din skyld".

For det er det.

Det er selvfølgelig ikke deres skyld, at alt det her er sket. Men måden de fucking håndterer det på er til at brække sig over. Hvordan kan man leve med sig selv? Hvordan kan man kalde sig selv studievejleder, eller i det hele taget kompetent indenfor et fag som sygepleje, hvor man netop har AL viden om kriser, krisehåndtering, psykiske udfordringer, stress-sårbarhed, what fucking not, og stadigvæk tvinge folk igennem mere stress? Hvordan kan man være sig selv det ved, at man giver sine studerende så meget stress, at de hellere vil dø? 

De ved udmærket godt, hvordan jeg har det, for jeg har kraftedeme sagt det til dem så mange gange. Jeg har direkte skrevet til dem på sidste modul, at det de gjorde ikke var okay, og at min krop og sind ikke kunne holde til det, at jeg græd konstant, at jeg måtte tage beroligende hele tiden, fordi jeg ikke kunne holde det ud, de gjorde, at det krævede blod, sved og tårer (og guess what, it fucking did, jeg var clean i 13 måneder, og de fuckede det op ved at blive ved med at stresse mig mere og mere, selv om jeg gentagne gange sagde fucking STOP). 

Og det er nøjagtig det samme nu. 

Der må sgu da være en form for modifikation? En form for fucking nødløsning? En form for "ja okay, vi kan godt se, dette ikke er muligt, så vi må bøje reglerne lidt"? Hvis jeg havde fået en fucking hjerneblødning, eller midlertidigt hukommelsestab, havde de så sagt det samme til mig? 

Jeg vil være sygeplejerske, fordi jeg gerne vil gøre en forskel, og fordi jeg gerne vil hjælpe.

Det kommer jeg aldrig til, for jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan gennemføre min uddannelse nu. Jeg kommer til at dø i forsøget, for jeg er for dum til at sige fra, og jeg er for dum til at sige stop, og jeg er for dum til at stoppe, når legen er god, for jeg vil ikke give op. Jeg vil vinde. Jeg vil gennemføre. Og hvis jeg ikke kan det, kan jeg ligeså godt være død. 

Hvorfor hjælper de mig ikke? 

Hvorfor tvinger de mig igennem det her? 

Jeg har virkelig, virkelig lyst til at skrige det ind i ansigtet på dem. 

Men de forstår ikke ord.

Hvilket leder mig til at føle mere og mere, at der må mere drastiske midler til.

Det sværste er, at være ligeglad med sig selv. For når man er det, så er der ikke nogen grænser for, hvor langt man vil gå, for at prove en pointe. 

Jeg er ikke helt derude endnu.

Men det kommer lige så stille. 

At some point, I will break.

 

Og jeg hader mig selv, for at have sat mig i den her situation.

Jeg skulle aldrig have bedt om hjælp.

Fordi folk er pisseligeglade med en. 

Og det er svært ikke at have nogen at snakke med om alle sine bekymringer, og al sin angst. 

Jeg vil bare gerne kunne ringe til min mor og sige "hjælp mig, mit hjerte er knust, jeg er bange, og jeg ville ønske, jeg ikke levede" 

Men det kan jeg ikke.

Så jeg smiler.

Og siger ja tak til grillaften med familien.

For alle er ligeglade alligevel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...