Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8024Visninger
AA

47. Jeg har det fint, ikke?

Kl. 15:40, mandag, d. 4. september, 2017.

I'm losing my shit. 

I går havde jeg da mine lonely moments, sure, men i dag er bare så terrible, jeg literally ikke orker at leve mere.

Det er sandsynligvis bare et comedown, og at some point, så vil jeg få det bedre igen. Ikke? Det håber jeg virkelig. 

I dag var allerede terrible, da jeg vågnede for tre timer siden. Yup, jeg vågnede klokken lidt i et, på en fucking mandag. Efter at have sovet 11 timer. Elleve. Timer.

Det deprimerede mig udover alle grænser. Af flere grunde. Jeg havde virkelig besluttet, at mandag, tirsdag, onsdag ville jeg bruge på at studere. På at komme back in the game, læse op, være forberedt til de få timers undervisning jeg ville få torsdag og fredag. Virkelig prøve. Gøre mit bedste. 

Og så vågner jeg bare så sent, og in the worst fucking mood. Jeg ved bare, det er sådan et dårligt tegn, at jeg har sovet så meget. En veninde sagde, jeg nok havde haft brug for det, og det er rigtigt nok... men det betyder også, at jeg er på vej ind i en virkelig fucking shitty periode. Jeg sover altid mere, når jeg går ind i en dårlig periode. Og det sidste halve år har jeg bare været inde i en semigod periode, hvor at hvis jeg fik lige omkring 9 timer, så havde jeg det fantastisk, og jeg ville ikke kunne sove mere end 9, så jeg vågnede altid på slaget efter ca. 9 timer. Der har været max 5 slipups, hvor jeg har sovet mere end 9 timer det sidste halve år, jeg kan faktisk kun huske en gang, efter jeg var blevet udskrevet og begyndt at få det lidt bedre igen søvn- og åndedrætsmæssigt. 

Og vejret er også lort, hvilket totalt meget påvirker mit humør også, uden jeg helt ved hvorfor. Jeg sidder bare og græder lige nu. Alting er sådan et fucking shitshow. 

Jeg er så deprimeret, at jeg ikke engang gider spise noget - og jeg spiser ellers altid, og især ret meget, når jeg er deprimeret. Jeg er sulten, men jeg kan bare ikke fysisk få mig selv til at gå ud og hente noget at spise. Jeg kan heller ikke drikke. Jeg har ikke prøvet, men jeg har slet ikke lyst til det heller. Ikke engang kakaomælk eller pepsi max kan lokke mig, og så er det virkelig bare slemt. 

 

Jeg måtte lige holde en pause fra at skrive dér, fordi jeg bare hulkede. Jeg har ondt i brystet nu. Fuck, hvor er jeg træt. Af mig selv. Af mit humør. Af alting.

Good news er, at jeg trods alt er for deprimeret, til at jeg ville orke, at lave nogen form for skade på mig selv eller det, der var værre. En anelse tragikomisk, for når man ikke engang orker det, er man bare virkelig fucked.

Det hjalp ikke på humøret, at vægten stadigvæk står stille. Det er en blessing, den ikke er gået op, thank lord, men hvor ville jeg bare please ønske, den gad gå ned. Bare med 100 gram. Bare et eller andet.Jeg er så træt af at se det samme dumme nummer.

Og jeg havde selvfølgelig lykkelig glemt, at jeg ikke havde vasket op i går, og det gjorde også bare humøret tusinde gange værre, for det virker bare så uoverskueligt, og jeg kan bare ikke overskue andet end at gå i seng igen. 

Oh, and let's not forget another joy of depression, for det gik jo også op for mig, at jeg ikke har været i bad siden onsdag...... gross, I know, og trust me, I hate myself endlessly på grund af det, men åbenbart ikke nok til, at jeg orker at sparke min egen røv i gang og komme i fucking bad, fordi what's the point anyway? 

 

Lige nu ligger jeg på min sofa under dynen (when don't I?), prøver at holde op med at græde, ryster lidt på fingrene, når de står stille. Hader mig selv over de endeløse timer, der bare passerer forbi, hvor jeg spilder tiden. Hvor jeg ikke læser. Hvor jeg ikke rigtig gør noget. Fordi jeg er for dum, og for deprimeret.

Men er jeg nu det? 

Deprimeret, altså. 

Er jeg helt sikker? 

Jeg er nok bare doven, ikke? 

Depression findes ikke.

Ikke hos mig i hvert fald. 

Jeg er ikke deprimeret.

Jeg har det fint. 

Der er ikke noget galt med mig. 

Jeg har ikke noget, at være deprimeret over? 

Jeg aner ikke, hvorfor jeg er i dårligt humør. 

Så det er jeg nok ikke.

Det er nok bare noget, jeg har fundet på, så andre får medlidenhed med mig, ikke? 

Jo. Det tror jeg.

It's not real. 

 

"Du er jo nok deprimeret over det, der skete." 

Nope. Nej. 

I ain't. 

It's been 8 weeks, jeg har selv talt dem, i går var det 8 uger siden. It's fine. Jeg har det fint. Det er ikke det.

"Det er jo meget normalt."

Det er ikke det. Jeg har det fint. Det er så lang tid siden nu. Det var ikke så slemt. Jeg har det fint. 

Desuden, det var barely i mine tanker i dag, det er ikke sådan at jeg har massive flashbacks lige nu, så det kan ikke være det. 

It's not real. 

Og hey, hvem siger det overhovedet skete? Not me. For jeg er ikke sikker mere. LOL. Hvis det var sket, ville jeg jo være fuldkommen shattered, og det er jeg ikke. Jeg har det fint.

Jeg faker bare alt det her, fordi jeg er en opmærksomhedskrævende lille luder, ikke? 

Jeg er ikke deprimeret.

Jeg er doven. 

Jeg er doven, og jeg tror, jeg er entitled. Tror, at jeg kan springe over, hvor gærdet er lavest. 

Tror jeg nok. 

For jeg kan da ikke være deprimeret? 

Det er jeg ikke. 

Vel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...