Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8057Visninger
AA

67. Jeg hader dig stadigvæk

Kl. 17:29, søndag d. 18. februar, 2018.

 

Bum. It's been a while. 

Jeg har det egentlig okay.

 

Jeg har fået viaplay, og dermed adgang til Special Victims Unit igen. 

Jeg har altid elsket SVU. NCIS, Criminal Minds og SVU er mine yndlings crimeshows, og tanken om SVU efter... det der skete, har egentlig virket god på mig. Tanken om at se et show, hvor alle douchedicksne ryger i fængsel... det var sgu rimelig 10/10. Så jeg begyndte at se SVU i går. Det fungerede fint for mig, intet der, det var præcis, som det plejede.

 

Indtil jeg havnede i den her ene episode.

En pige blev voldtaget af en fyr, i hendes egen lejlighed, hun gør, hvad han siger, fordi han har en pistol og truer hende. Så hun gør selvfølgelig, hvad der bliver sagt. Hun venter 24 timer med at melde det. Hun bliver slutshamet for sygt under sin retssag, fordi hun dagen før voldtægten havde været sammen med en anden fyr, mens hun var pissestiv (et onenightstand). 

Hun ville gerne klare det hele selv, men fortalte det endelig til sin far, der krammede hende og passede på hende. Støttede hende.

Under retssagen blev der spurgt, hvorfor hun havde ventet... om det var fordi, at hun ikke ville have nogen skulle vide noget, hvilket det så var...

I slutningen af episoden ender fyren med at gå fri, og hun bliver selvfølgelig vred og ked af det.

 

Alt i alt mindede den her episode sådan set ikke om mit forløb.

Overhovedet.

Men det triggerede så meget alligevel. 

Jeg ventede med at melde det. Ikke 24 timer, men en del timer. Det skete vel ved 5-tiden om morgenen, tror jeg, og jeg var først på politistationen ved 15-16 tiden. Det var horribelt. Jeg ventede, fordi jeg ikke ville have, nogen skulle finde ud af det. For mine forældre havde ikke rigtig givet udtryk for, at der var sket noget, jeg skulle have det sådan her over... det var bare lidt uheldigt. Så jeg var terrified for, at de ville finde ud af det, hvis jeg meldte det. Og derfor ville jeg ikke. Men en veninde fik mig presset til det til sidst. 

Da jeg fandt ud af, at sagen blev droppet, var jeg lettet og vred. Lettet, fordi jeg ikke behøvede bekymre mig om en retssag, og risikoen for, at nogen jeg kendte fandt ud af det. Vred, fordi jeg vidste, at nogen havde gjort mig fortræd, og fik lov til at slippe af sted med det. 

Da pigens far krammede hende, var jeg ved at bryde sammen, fordi det var det eneste, jeg gerne ville have haft, at mine forældre havde gjort. Ja, min mor kom hjem til mig. Ja, hun krammede mig. Men samtidig negligerede hun mine følelser fuldkommen (selv om det ikke var hendes mening), så jeg aldrig oplevede den støtte fra min familie, som jeg havde behov for, og det skar i mit hjerte at se nogen andre, selv om det bare var fiktion, modtage den støtte, jeg så brændende gerne ville have haft. Den støtte, der skulle have hjulpet mig igennem de værste knubs. Den støtte, der kunne have gjort, at jeg kunne have talt åbent om skolens lorte behandling af mig, talt åbent om, at jeg aldrig tog min farmakologieksamen til planlagt tid, talt åbent om, hvordan min sygdom blussede op igen... 

Den slutshaming, der blev fremvist under retssagen i showet var unreal, og mindede så meget om det, jeg selv var udsat for. Jeg glemmer aldrig den fucking skodbetjent, der overtog min sag efter, at jeg havde meldt det, og hvordan han bare virkelig kraftigt prøvede at overbevise mig og sig selv om, at det var min skyld. Spurgt ind til mit tøj, hvor meget, jeg havde drukket, om jeg nu var hundrede procent sikker på, jeg ikke havde lagt op til noget, om jeg havde gjort noget, han kunne misforstå, om jeg dit-dut-dat, og at han jo var en "nydelig ung fyr", eller hvad fuck, der blev sagt... måden han fik mig til at tage al mit tøj fra poserne og åbne dem, og putte det over i en anden pose midt ude på en fucking parkeringsplads. Tak for lort din fucking nar. Hvordan han fik mig til at tvivle på, om det nu var min skyld... han må tro, hvad han vil. Men det var fandeme strengt, at få mig til at tvivle på mig selv. Især, når jeg havde været så åben om alting. Jeg vidste godt, hvor jeg havde hvilket blå mærker fra, men det var lige meget, for jeg havde jo nok bare været for fuld og væltet rundt og fået dem. Det sagde han ikke, men det kunne han fandeme ligeså godt. Han sagde nemlig, at det ligeså godt kunne være det, som det kunne have været ufrivillig sex, som det kunne have været noget helt tredje. Det kunne jeg ikke bruge til en skid. Jeg vidste, hvor de blå mærker stammede fra. Jeg vidste det. Men det var ligegyldigt. 

Sidst men ikke mindst; fyren slap godt fra det. I både mit og pigens scenarie. 

 

Generelt rippede episoden bare op i en masse gamle ting. 

Nu er jeg stærkere. Jeg er ikke lige så meget i tvivl, som jeg var. Jeg ved, at nogen gjorde mig fortræd. Jeg ved, det var mod min vilje. Jeg ved, det ikke var noget, jeg bad om. Eller det ved jeg i hvert fald det meste af tiden. 

Så nu er mit raseri også større. Før var frygten størst. Lettelsen over, at der ikke blev en retssag. Lettelsen over, at jeg ikke behøvede ødelægge hans liv, som han havde ødelagt mit. 

Nu er jeg vred. Vred over, det ikke gik videre. Vred over, at han får lov til at fortsætte sit liv uden nogen problemer. Vred over, at jeg skulle igennem det her. Vred over, at jeg ikke har fået nogen form for afslutning over det her. Vred, vred, vred. Han fortjener, at få sit liv ødelagt. Han fortjente den fucking retssag. Han fortjente alt, hvad der kunne være haglet over ham, med min anmeldelse, for det han gjorde var forkert, det var ulovligt, og det var på ingen måde OKAY eller ACCEPTABELT. 

Jeg plejede at være bange for at støde ind i ham på gaden, selv om vi bor langt fra hinanden. Nu håber jeg på det. Håber på det, så jeg får en undskyldning for at sige noget til ham. Håber på, at han en dag kan fucking fatte, hvad han har gjort. Håber, han en dag fucking kløjedes i at vide, at han gjorde det her mod mig. Har lyst til at fortælle til alt og alle, hvem han er, og hvad han har gjort. Men mest af alt, så vil jeg bare tale med ham.

Jeg vil vide hvorfor. Jeg vil fucking vide, hvorfor han syntes, at det var okay. 

Jeg vil fucking vide, hvordan han kunne sidde og lyve, sidde og bilde sig selv og andre ind, at det var det jeg VILLE. 

Jeg vil høre sandheden. 

Jeg vil høre, at han ved, at det han gjorde var forkert.

Høre, at han bare var ligeglad.

Høre, at det fucking ikke var min fucking skyld, men kun hans og hans alene.

Høre, at han fortjente at blive straffet, men bare gjorde hvad han kunne, for at redde sin egen røv. 

Fuck, jeg er vred.

Og jeg ved ikke, om det nogensinde går væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...