Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 23 sep. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
39Kommentarer
2894Visninger
AA

27. Ikke den bedste dag

Kl. 12:21, torsdag.

 

Jeg har selvfølgelig ikke fået læst noget. Jeg har faktisk ikke sådan for alvor fået lavet noget, siden sidste gang, jeg skrev. Ingenting. Jeg har prøvet at tvinge maden ned, og det lykkedes til sidst. Og så har jeg bare siddet i sofaen med kolde tæer, og alt, alt for mange tanker.

Og nu vælter det hele.

Jeg går i et behandlingstilbud, og det har jeg gjort i 1,5 år. Jeg bliver fuldt af en sygeplejerske, som jeg burde have ugentlige samtaler med, men det får jeg ikke, for hun er pisseligeglad med mig. Jeg får de tider, hun har, og der går gerne 2-3-4 uger i mellem, afhængig af, hvornår det lige passer hende. Hun var også så flink at indformere mig om, at nu hvor jeg er startet i gruppe, skal jeg kun have samtaler hver anden uge, og i øvrigt plejer man også det sidste halve år kun at have samtaler hver anden uge, og jeg er i gang med mit sidste halve år. Så det sutter. Ret meget. Hun er lidt ligeglad med mine behov, og jeg får ikke rigtig den hjælp, jeg skal have. Og når jeg prøver, at snakke om det, bliver det bare fejet væk og glemt. Så jeg opgiver. Tænker, at det har jeg nok fortjent. Tænker, at jeg bare skal tage mig sammen. Tænker, at så syg er jeg ikke, for hvis jeg var det, ville de vel hjælpe mig? Så jeg tier stille.

Jeg er nu løbet ind i, at jeg havde min sidste samtale hos min primærbehandling, som det hedder, for 2 uger siden, fordi der gik hun på ferie. Og når hun kommer hjem fra ferie, har jeg ferie. Så min næste tid er først om yderligere 4 uger. Det betyder, jeg har været terapiløs i 6 uger. Og i stedet for at få nogen til at fill in for her, mens hun var væk, nu hun ved, jeg ikke har det pissenice, så tænkte hun da, at jeg kunne sejle min egen sø. 

Og nu er det så gået op for mig, at jeg er nødt til at aflyse den tid jeg har, fordi jeg har skole den dag, det tidspunkt. 

Fuck knows, hvornår jeg så kan få en ny tid. 

Sikkert om + yderligere 2 uger. Fordi hvorfor skulle det været nemt, ikke? 

 

Med det sagt, så havde jeg også snakket med rådgiveren i tirsdags, der sagde, at det måske var en idé, jeg snakkede med min anden behandler om det, at jeg syntes, jeg havde løjet, og at jeg fik noget klarifikation, i forhold til at få bearbejdet traumet, og fundet ud af, what the fuck happened. Fordi det har jeg virkelig brug for. Og jeg følte ikke, mens jeg gik der, at jeg bearbejdede mit traume, fordi der var så mange detaljer, jeg huskede, som jeg ikke kunne snakke om, osv., så det føltes mærkeligt at gå til samtaler der, hvorfor jeg droppede det.

Men hende ringede jeg så til i dag, og spurgte, om hun ikke havde en samtale til mig, fordi jeg ville faktisk gerne snakke med hende igen. Det havde hun. Om 6 uger.

Jeg takkede ja til aftalen, selvfølgelig, og nu sidder jeg og tuder. 

Fordi jeg føler ikke, at jeg kan bære det her alene i 6 fucking uger. Det er virkelig fucking lang tid, at skulle gå og have det så skidt. Det er virkelig fucking lang tid, at skulle døje med skyldfølelse hele tiden. Det er virkelig lang tid, at have lyst til at dø. I'm just going to say it, fordi sådan er det, og det gør virkelig ondt, og jeg bliver virkelig ked af det.

For det er nu jeg har brug for hjælp.

Og jeg ved godt, at hele verdenen ikke drejer sig om mig, men jeg synes bare, det hele er så svært lige nu. l

Det var det samme, dengang jeg mærkede symptomer på mine psykiske problemer. Jeg var ved at dø efter, at finde ud af, hvad fanden der var galt med mig, og ingen ville hjælpe, så der gik 5 år, før jeg fik en diagnose, og 6 år, før jeg kom i behandling. Og det hjalp virkelig meget endelig at vide, hvad der var galt med mig, fordi så kunne jeg sætte ord på det diffuse, og jeg kunne komme videre, jeg kunne søge efter, hvad der kunne hjælpe mig videre og den slags. Jeg fik en form for closure. 

Og det fucking dræber mig, at der skal gå yderligere 6 fucking uger, før jeg får closure på det her. Jeg har brug for fucking at vide, hvad der er sket. Jeg har brug for at vide, hvad der er galt med mig, hvorfor jeg er sådan her, og jeg kan ikke holde det ud. 

Det gør fucking ondt over det hele, fordi jeg er så ked af det. Jeg har hovedpine af alle tårerne, og jeg har ondt i brystkassen, fordi jeg ikke kan få luft.

Jeg har virkelig fucking meget brug for at blive valideret. Jeg har brug for, at nogen fortæller mig, what the fuck der foregår. Jeg har brug for, at nogen fortæller mig, at det jeg ikke finder på det, og at jeg er valid præcis som jeg er. At min historie er valid. At jeg ikke overdriver det hele. 

Det gør så fucking ondt, og jeg kan ikke engang se, hvad jeg selv skriver, fordi jeg har tårer i øjnene, og mine håndled klistrer til min bærbar, fordi de er våde af sved. 

Jeg vil have et kram. Jeg vil have, at nogen validerer mig. Don't let me drown. Jeg kan ikke svømme. 

Jeg kunne sikkert komme med en milliard metaforer for, hvor dårligt jeg har det. Hvor ondt det gør. Hvis I nogensinde har haft et panikanfald, eller hyperventileret, er det sådan, min brystkasse har det. Jeg gisper efter luft hele tiden, som om jeg er ved at blive kvalt, men i virkeligheden er det bare fordi, at hele kroppen trækker sig sammen, når jeg græder, og derfor er der ikke plads til, at jeg kan trække vejret samtidig. Det gør fysisk ondt, at trække ilt ned i lungerne. Det gør så fucking ondt, og jeg vil bare gerne have det til at stoppe.

Jeg kommer i hvert fald ingen vegne med eksamenslæsning sådan her. Which makes absolutely everything a whole lot worse. 

Jeg er så bange for, om jeg pludselig får et mentalt sammenbrud, når jeg er ude og rejse. Hvad hvis det hele kokser sammen for mig? Hvad hvis jeg bliver psykotisk? Hvad hvis jeg ikke kan nyde det? Jeg har betalt fucking 15.000 for den dumme rejse. Hvad hvis jeg slet ikke kan lide det? Det er fucking ikke fair.

Hvad hvis det hele kokser, når jeg kommer hjem? Hvad hvis skolen er alt for stressende, med alt den nye uddannelse og pis og lort? Hvad gør jeg så? Everything's just too much. Jeg kan ikke cope med det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...