Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 11 aug. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

6Likes
39Kommentarer
2024Visninger
AA

17. Hvorfor hører I mig ikke?

Kl. 21:34, søndag.

 

I dag er faktisk en ret sær dag. I dag er der gået præcis 30 dage, siden sidste gang jeg for alvor skar, og grådkvalt måtte ringe til min mama, fordi det gik all wrong... Og i dag er det 3 uger siden, du gjorde mig fortræd. 

Det har været nogle svære 3 uger. Jeg lovede min mor, jeg ikke ville gøre det igen, så det har jeg heller ikke gjort. Selv om det selvfølgelig er løgn. Hvis jeg har lyst, så gør jeg det, uanset hvad jeg har lovet eller ikke lovet. Men lige for nu, er jeg nødt til at tage mig sammen. Det duer ikke, at jeg skal på ferie og rende rundt i korte ærmer, og gøre min lillebror ked af det og bekymret. Det nægter jeg at byde ham. Så jeg holder mig stærk. Holder hovedet koldt.

Hvad der kommer til at ske bagefter? Fuck knows. 

Som nævnt - der er ikke noget, der holder mig tilbage, nu hvor efterforskningen er stoppet. 

Indholdet i min mave vender sig, hver gang jeg siger det. Ikke fordi den er stoppet, men fordi jeg ser linjerne i brevet danse forbi mine øjne, og ser dit navn stående sort på hvidt, og det giver mig kvalme. Dit fornavn gør mig ikke noget. Mærkeligt nok, for det burde runge i mit hoved. Men dit for- og efternavn, samlet i én sætning, sætter gang i så mange følelser og tanker, at jeg ikke engang kan sætte andre ord end "kaos" på. 

Det fucking piner mig, at jeg i morgen skal åbne det brev igen, for at se mit sagsnummer, til når jeg ringer til politiet. For jeg ved, at mine øjne vil glide ned over det, jeg ved, at de vil opsnappe ordene på papiret. 

Jeg får lyst til at knække mig, ved tanken om det der står, i det fucking lortebrev. 

 

Og selv om der er gået 3 uger, synes jeg egentlig ikke, at jeg er tættere på at hele. Tættere på "recovery". Tvært i mod. Jeg ved selvfølgelig godt, at det kommer til at tage lang tid. Mere end 3 uger. Givetvis mere end 3 måneder. Men hvert eneste sekund er bare hell. Selv om tankerne, følelserne og fornemmelserne ikke piner mig konstant, så lurer de bag kulissen. Klar til at springe frem, når jeg mindst venter det. Ligesom i nat. 

Hele tiden skal jeg deale med mere voldsomme følelsesmæssige udsving end normalt. 

Jeg føler ting meget intenst. Alle følelser, meget intenst. Jeg er ekstremt impulsiv. Hvilket også er grunden til, at da jeg læste brevet, smadrede jeg knytnæven ind i klinkerne på mit badeværelse. 

Ikke et klogt træk. 

Der skete heldigvis ikke andet, end at det blev lidt rødt, og beholdt farven i ca. to dage. Og så gjorde det selvfølgelig ondt. 

Udsvingene har været der altid. Længe. Impulserne - i evigheder. Jeg ved ikke, om jeg er blevet bedre eller værre til at styre dem. Jeg ved bare, de ikke længere går ud over andre mennesker. Da jeg var helt ung, havde jeg det med at lade vreden gå ud over andre - og selvfølgelig ud over mig selv. Nu er det primært mig selv, og døde objektiver, der får vreden at føle, når den kommer. Som eksempelvis den jernstang, jeg smadrede håndleddet ned i for to måneders tid siden. That shit was painful. Jeg kunne ikke støtte på armen i en hel måned. Jeg forstuvede også engang en tå, i sådan, niende klasse, eller sådan noget pis. Vold er tydeligvis min aesthetic. Rest in peace @ mit liv. 

Men forskellen fra dengang og nu er, at udsvingene nu kommer uden varsel. Eller, også uden varsel. Før kunne jeg i det mindste guide mig selv lidt igennem. Sige til mig selv "ikke åben den besked, for du VED den vil trigge dig". Det kan jeg ikke nu. Nu kommer det bare som et lyn fra en klar himmel, når jeg ligger i min seng, eller skal ud og tisse, og får en pludselig trang til at smadre mine lår med en hammer. What the actual fuck. 

Jeg bliver så træt af, at råbe og skrige, uden at få noget hjælp. Jeg er så træt. Hvorfor er det altid sådan her? 

Hele mit liv har jeg skreget af mine lungers fulde kraft, og alligevel fik jeg absolut ingen hjælp. Hele det sidste halve år har skreget endnu højere. Kun for at få at vide, at det er min egen skyld. At jeg har et handicap. At jeg ikke kan skelne. At jeg er umoden. At jeg er uden refleksionsevne. At så længe, jeg lover, at jeg ikke dræber mig selv, så er der ingen grund til at hjælpe mig. Og det kan jeg sagtens love, for jeg vil ikke dø. Jeg vil bare gerne leve. 

Så hvorfor er der ikke nogen, der hjælper mig med at leve?

Hvorfor skal alle omkring mig svigte? 

Hvorfor skal alle, inklusiv min lorte-fucking-røv-skole, gøre alting så svært? 

Give mig mere lyst til at dø og slippe væk fra det hele, end jeg havde i forvejen? 

Kan I ikke se jeg drukner? 

Kan I ikke se, jeg har brug for en livline? 

Kan I ikke høre mig? 

Så HJÆLP MIG DOG, for helvede, i stedet for bare at stå og kig på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...