Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 20 sep. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
39Kommentarer
2825Visninger
AA

16. Hvis jeg drikker vodka nok, kan jeg så få smagen af dig væk?

Kl. 12:19, søndag.

I nat var ikke så nice, for at sige det mildt.

Efter at have drukket min kamillete, lå jeg i lang tid og tænkte. 

Tænkte på, hvad du gjorde. Hvad jeg gjorde. Hvad der ledte op til. Hvad jeg skulle have gjort anerledes. 

I sig selv er tankerne ikke så slemme, det var mere det, der fulgte, og næsten fik mig til at tude. 

Faktisk husker jeg ikke dit ansigt ret tydeligt. Eller din krop. Det er vildt mærkeligt, men det gør jeg ikke. Jeg så heller ikke ret meget på dig, under aftenen, og slet ikke, under det, der skete. Jeg ved ikke, hvad du havde på af tøj, for det spurgte politimanden mig om, og jeg kunne slet ikke erindres det. Jeg ved ikke, hvor meget du havde drukket. For to år siden, blev jeg truet på livet til samme fest. Med en kniv for struben. Det var ret syret. Jeg forstod det slet ikke. Jeg grinede. Så stak jeg af, fordi jeg ikke gad deres pis mere. Først, da jeg nåede over til politibilen, slog det mig, at jeg kunne have været død. Så begyndte jeg at græde. Men de hjalp mig ikke. De havde for travlt, til at tage sig af mig, selv om jeg fortalte, hvad der var sket, og sagde, at jeg var bange for, at de var fulgt efter mig, fordi de så, jeg var gået herover. Men de kørte fra mig, og efterlod mig stortudende på et fortov. Det tog virkelig lang tid, før jeg kom tilbage til mine venner, og vi måtte ringe til min farfar. Først da vi næsten var hjemme, kunne jeg fortælle, hvad der var sket. Jeg blev spurgt ind til, hvordan han så ud, men jeg huskede det slet ikke. Jeg huskede kun kniven, der lignede en lille jagtdolk. I don't even know. Så det er tilsyneladende et tema, at jeg ikke husker ansigterne på dem, der gør mig ondt.

Alligevel slår mit hjerte et slag over, hvis jeg ser nogen, der ligner dig. Til trods for, at det er diffust for mig, hvordan du i det hele taget ser ud, så reagerer min krop med det samme. Jeg skælver. Hjertet slår hurtigere. Pulsen stiger. Jeg får det varmt. Jeg bliver bange. 

 

Som jeg lå i min seng, omsluttet af dynen og mørket, kunne jeg høre din stemme. Helt klokkeklart. 

Det var ubehageligt. 

Men det var mere ubehageligt, at jeg kunne mærke dig. 

Mærke dine hænder på min krop. 

Først steder, der var lidt grænseoverskridende, men alligevel okay, fordi jeg troede, det var harmløst. 

Hvordan det hele skiftede fra at være okay, til ikke at være okay. 

Jeg prøvede, at ignorere dig. 

Det tror jeg i hvert fald.

Jeg er ikke sikker mere.

Jeg er ikke sikker på noget mere. 

Men som jeg husker det, vendte jeg mig yderligere på siden, for at have ryggen til dig, og lagde hånden ind under mit hoved, fordi jeg gerne ville sove. 

Du fangede det ikke. Du blev ved. 

Selv om jeg ikke erindrer dit ansigt, erindrer jeg nogle småting ved din krop, fordi det føles som om, du stadigvæk gør det mod mig. 

Jeg husker diffust en lyd, du lavede. 

Vi kyssede ikke, men alligevel kan jeg smage dig i min mund? 

Hvorfor kan jeg ikke få dig ud af mig? 

Hvorfor kan jeg ikke få dig væk? 

 

Jeg kan ikke finde ud af, at nyde stilheden mere, fordi hver gang der er stille, så tænker jeg på dig eller mærker dig. Jeg vil ikke. Men jeg kan ikke styre det. 

Jeg har haft min morgenmad ved mig i en time, og jeg har spist halvdelen. Jeg kan ikke få noget ned i dag, selv om jeg er sulten. 

Vejret gør mig ked af det. Det er mørkt, og det er gråt. Men det regner ikke.

Hvis det i det mindste regnede, ville jeg have det godt. Jeg elsker regnen. Jeg føler, den renser mig. Føler, at den tager alle de dårlige tanker fra mig. Elsker, at sidde indenfor, mens det regner. Elsker, at høre regnen på ruderne. 

Men der er ingen regn, kun kulde og grålighed. Tomhed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...