Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 11 aug. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

6Likes
39Kommentarer
1940Visninger
AA

10. Hvem kan jeg stole på?

Kl. 18:21, fredag.

 

Det værste er ikke, at vide, at du går fri. Jeg er faktisk pisseligeglad. Jeg håber dog, at du har lært af det her, så der ikke er andre, der kommer ud for det samme. Inderst inde hader jeg dig. Men det ligger ikke til mig, at ønske dårligere ting for andre. Og selv om du har ødelagt mit liv fuldkommen, har du, og mange andre, overbevist mig om, at det er min egen skyld. 

Og netop fordi det er min egen skyld, havde jeg svært ved at melde dig. Jeg ville jo ikke ødelægge dit liv. Jeg ved, jeg gjorde det rigtige. Jeg ved, at du fortjener, at få dit liv ødelagt. Hvordan kan du tage så let på, at du har lagt mit liv i ruiner? 

Alligevel er jeg også så fucking ambivalent... jeg fortjener det. Jeg fortjener det så meget. Jeg fortjener alt ondt, der nogensinde er kommet i min retning. Jeg lider, og jeg ønsker ikke det samme for nogen andre. Det gør jeg virkelig ikke. 

Så derfor er det okay, at der ikke sker mere i den sag. Jeg savner dog noget fucking klarifikation på, hvad der er sket, for jeg er stadigvæk fuckeddd uppp, og jeg ved stadigvæk ikke, hvad der fucking skete, og jeg finder aldrig ud af det. Hvad kan jeg kalde det, du gjorde mod mig? Et uheld? Men var det overhovedet det? Er du helt sikker på, det ikke var overlagt? Jeg har så fandens svært, ved at tro på dig. 

Men det var slet ikke det, den her "entry" skulle handle om. 
Den skulle handle om, at lige siden jeg fik den her besked... lige siden jeg fik at vide, hvad du har sagt... 

Jeg har aldrig følt mig mere skyldig. 

Aldrig følt mig mere beskidt. 

Jeg hader mig selv uendeligt, og jeg har det horribelt, med mig selv som person. 

 

Og jeg er bange. 

Jeg er i tvivl. 

Kan jeg virkelig stole på mig selv? 

Du har inddirekte sagt, at jeg gerne ville. Det ville jeg ikke. Det har jeg aldrig villet. Slet ikke med dig. Ærligt, så frastøder du mig, og du var så fucking offensiv og havde ingen respekt for andres sfære eller grænser. Overhovedet. Jeg brød mig virkelig ikke om dig. Du gjorde mig utryg, og du gjorde mig utilpas. 

Jeg tror, det er derfor, det var så nemt for mig, at putte med dig. For jeg gav ikke en fuck for, hvad du tænkte om mig. Hvis du tænkte, jeg var fed eller grim, så måtte du tænke det, i didn't care, for jeg kunne aldrig i livet finde på at lave noget med dig, og jeg skulle aldrig se dig igen, så whatever.

Og det var rart. Fucking rart ikke at være ved at dø af angst, bare fordi nogen rørte mig. I hvert fald den korte tid det varede, indtil du lammede fucking hele mit system med dine klamme berøringer, fordi det gik over grænsen. 

Hvor dum er jeg ikke også? Du havde brugt hele forrige aften, og denne aften, på at være over the top, og hele tiden overskride mine grænser. Hvorfor var jeg så hjernedød at tro, at det her ville være anerledes? Hvorfor var jeg så dum at tro, at du var et decent menneske? Hvorfor troede jeg, at det bare var jokes og drillerier? 

Fuck, hvor jeg fucking frastøder mig selv, lmaooo. 

 

Jeg ved, at jeg ikke ville. For jeg brød mig ikke om dig, og jeg ville ikke kysse dig. Jeg ville ikke røre dig. 

Jeg gengældte intet, af det du gjorde. 

Jeg var tavs og slap. 

Men jeg føler mig skyldig. Jeg føler mig skyldig, fordi du har the fucking nerve at påstå, at jeg gerne ville. Fordi du ikke vil fucking indse, at det du gjorde var forkert. 

Jeg føler mig skyldig, fordi jeg hele mit liv har fået at vide, at det jeg siger er løgn. At jeg overdriver. At jeg lyver for opmærksomhed. Det gør jeg ikke. 

Men jeg bliver mere og mere bange for, om jeg har haft en psykotisk episode. 

Har jeg gjort noget, uden jeg var klar over det? 

Har jeg lagt op til det her? 

Er det min skyld? 

Er der noget, jeg ikke husker? 

Politimanden spurgte, om jeg var sikker på, jeg ikke havde flirtet med dig... at jeg har nusset dig på låret. 

Det har jeg ikke. 

Eller har jeg? 

Jeg husker det ikke selv.

Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på mere. 

Mit sind løber fucking af med mig hele tiden, fylder mig med løgn og ængstelighed og tvivl.  Kalder mig grimme ting. Jeg ville aldrig lyve, slet ikke om sådan noget her, men min hjerne forsøger så indædt at få mig til at skifte mening. At få mig selv overgivet til at sige, at det hundrede procent var min skyld. At jeg lagde op til det. At jeg gerne ville. 

Jeg har lyst til at slå mig selv så fucking hårdt i hovedet. Jeg bliver stresset over alt det her tankemylder. Bliver stresset over, at jeg ikke ved, hvad jeg kan stole på, og hvad jeg ikke kan. Jeg vil så gerne være tro mod mig selv. Jeg vil så gerne stå fast ved, at jeg ikke gjorde noget forkert, at jeg ikke indbød til noget, men tvivlen nager mig stadigvæk. 

Hvad hvis jeg fucking gjorde? 

Ikke at det giver dig ret til at gøre, hvad du gjorde.

Men hvad hvis jeg... hvorfor vil min hjerne ikke bare lade mig være i fred? Hvorfor må jeg ikke bare... hvorfor skal jeg tvivle på alt? Jeg er ved at blive fucking sindssyg. 

Jeg er sikkert sindssyg. 

Vær sød at fortæl mig, at jeg ikke er skør. Vær sød at fortæl mig, at jeg husker rigtigt. Vær sød  at fortæl mig, at det ikke er min skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...