Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
41Kommentarer
3121Visninger
AA

29. Horrific er dagens ord

Kl. 21:12, fredag.

 

I dag var... rather horrific. Er. I dag er rather horrific. 

Jeg kunne ikke sove i nat. Overhovedet. Jeg lå i så lang tid, og vendte og drejede mig, jeg kunne slet ikke get comfortable, og alting var bare noget shit, og jeg frøs hele tiden. Hvilket betød, at jeg ikke fik mine 9 eller 8, jeg tror ikke engang jeg fik 7, timer. Which made it very difficult at stå op. Jeg var okay depressiv allerede fra morgenstunden. Og ængstelig, jeg nåede kun lige ud af døren på et hængende hår, og blev så i tvivl, om jeg nu havde slukket mit åndssvage glattejern, så det gik jeg og brugte evigheder på at tænke over, fordi min dumme hjerne ikke ville slippe tanken, selv om jeg et eller andet sted godt vidste, at det havde jeg gjort. 

Nå, men jeg satte mig i toget, på vej mod psykiatrisk, everything was fine, verdenen blev, in this episode of ur local emo, druknet af Escape the Fate, omfg. I am truly sorry til alle, der kunne høre noget gennem mine earbuds. Can't escape the emo. 

Anyway, den her unge fyr kommer så, og idek, han er nok 17 eller sådan noget pis, og af alle steder, han kunne vælge, at fucking sætte sig, synes han jo, at han skal sidde overfor mig. På firmandssædet. Der ellers var tomt. Hvorfor ikke skråt overfor? What's wrong with that kid? 

Og han har absolut ingen fucking resemblance til dig, og alligevel fucking freakede jeg ud. Mit blik flakkede rundt i det fucking tog, i felt like i was suffocating, jeg turde ikke røre mig ud af flækken, i was scared shitless. 

Han har max været fucking 17 år, og alligevel var jeg ængstelig, bare fordi han sad overfor mig??? 

 

Gruppe gik okay. Der er to deroppe, jeg godt kan lide at snakke med, og de var der begge i dag, så det var fint nok, men også scary-scary. 

 

Efter gruppe var jeg stadigvæk i smådårligt humør, og jeg skulle alligevel ned og handle, så jeg gik ned i byen, brugte fucking 4 timer dernede, og managede alligevel ikke alle mine indkøb, halle-fucking-luja man. 

At some point gik jeg rundt nede i Normal, ikke? Jeg ledte efter... vasketøjspose, sådan en til bh'er og shit, fordi sådan en har jeg ikke, kamme, og desinficerende servietter. Og pludselig havner jeg oppe på 2. sal, alene, med to fyre. 

Disse to fyre havde jeg hørt råbe til hinanden noget med graviditetstests og pis og lort, fordi de larmede så meget. De var virkelig højtråbende. De havner selvfølgelig også oppe på 2. sal. 

Hele min krop gik i beredskab. Mine tanker fløj af sted. Hver gang de sagde så meget som ét ord til hinanden, spjættede min krop. Jeg prøvede hele tiden at lokalisere dem, samtidig med, at jeg slet ikke turde kigge på dem. Jeg blev svimmel og kvalm, jeg begyndte at svede, jeg blev bange, jeg rystede, jeg kunne ikke trække vejret, jeg havde lyst til at græde. Jeg var så panikslagen. Dødsangst, nærmest.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. De to fyre skræmte mig så meget, og selv om jeg var sikker på, at de aldrig kunne drømme om at gøre mig noget - og slet ikke en fucking butik altså get over urself - så var jeg hele tiden rædselsslagen for, at en af dem pludselig ville stå ved siden af mig, tage fat i mig, eller et eller andet. 

Jeg var så fucking bange, at det ikke kan beskrives. Det var så ubehageligt, og så dumt. 

De lignede dig egentlig ikke, tror jeg, nu hvor jeg tænker tilbage. Alligevel mindede de om dig. Deres højtråbenhed, deres umiddelbare mangel på respekt for andre mennesker, sådan som de gik rundt og lavede pis og lort. Det var terrifying, og jeg havde bare aldrig troet, at det her ville ske for mig. 

 

Som toppen på lagkagen, er der så denne her fyr, der åbenbart synes, at han skal skrive til mig.

Han er sød nok, tror jeg, idk, jeg har mødt ham én gang, og der gik ikke lang tid, før jeg var fucking hammered. Hvilket ikke er noget nyt. It happens a lot, actually. 

Anyway. 

Det er en massiv fucking trigger at skrive med ham??? Like, han er ikke strid mod mig eller noget, tværtimod, men bare....... panicky. Jeg bliver panicky, når jeg skriver med ham. Han har nogle similar features til dig, og jeg tror det er det, der freaker mig fuldkommen ud. Jeg kan slet ikke deale med det, og jeg bliver fucking sur, fordi han er sikkert et ganske fint menneske, men du har fucking ødelagt alting for mig. Han minder for meget om dig, så jeg ser ikke ham, jeg ser dig, og det reagerer min krop på. 

Den reagerer med angst. Reagerer med væmmelse. Reagerer med tankemylder.

Og jeg er så fucking træt af det. Han er ikke dig. Han er ikke dig. Han fucking er ikke dig.

Så hvorfor ser jeg kun dig? Hvorfor hører jeg din stemme, når jeg ser et billede af ham? Hvorfor mærker jeg dine hænder, når jeg ser på ham? Andre dele af dig? Det creeper mig ud, og det dræner mig, og jeg har bare lyst til at sætte mig ned på gulvet og tude, for det er ikke i orden. Det er ikke okay.

Jeg vil ikke have det sådan her. 

Jeg vil ikke gå i panik, bare fordi jeg er alene med en fyr eller flere, fordi min hjerne straks går i forsvar og overdrive og tænker "hvad nu hvis", eller "gør han mig nu noget". 

Verdenen fucking handler ikke om mig, og det ved jeg udmærket godt, men alligevel føler jeg mig som centrum for fucking alting. 

Føler at jeg skinner som et fucking neonskilt.

Føler, at det står i fucking panden på mig "udnyt mig!!!! brug mig!!!!! er worthless!!!" 

Føler, at alle kan se, hvad der er sket, og alle tænker, at jeg er modbydelig og ulækker.

Føler, at alle tror, at de bare kan gøre det samme mod mig uden nogen konsekvenser.

Det er fucking træls, og jeg gider ikke mere.

 

Og jo mere, jeg fucking tænker, jo mere bliver jeg sur over, at sagen ikke er gået videre. 

Synes du, at jeg fortjener det her? 

Er du klar over, hvor fucking hell-ish det er, at have det sådan her? 

Synes du, det er okay? 

Jeg ville fucking ønske, at du kunne tage bare én dag i mine fucking sko, og se, hvordan du synes, det er.

Var det virkelig så fucking svært at spørge mig? 

Var det så fucking svært, at få tilladelse? 

Du er så fucking fej.

Det gør mig rasende, at du bare lever dit liv videre, som om intet er hændt.

Du har ingen mén.

Det er ikke dig, der skal prøve at leve et normalt liv igen. 

Det er ikke dig, der farer sammen, hver gang folk er lidt højrøstede, eller hver gang du ser en af det modsatte køn.

Og fucking pris dig lykkelig for det, din hund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...