Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8045Visninger
AA

51. Hmmm

Kl. 00:01, lørdag, d. 16. september, 2017.

 

Jeg får ikke skrevet så meget mere. Jeg ved ikke helt hvorfor. Eller jo.

Jeg føler mig tom for ord.

Tom for mange ting, faktisk. 

Tom for følelser. 

Alligevel har jeg bare så mange af dem, der fræser rundt i kroppen på mig hele tiden. 

Jeg har svært ved at mærke mig selv, tror jeg. 

Altså, jeg kan mærke, hvis jeg har det koldt, har det varmt, hvis jeg slår mig, og den slags, men... det er som om, der ikke rigtig er nogen connection til min krop, du ved? 

Jeg ved det sgu ikke. 

Jeg får ikke så mange flashbacks lige for tiden. 

Så det er meget dejligt.

Omvendt går jeg lige p.t. bare rundt med en kronisk, tom, synkende, tung fornemmelse i kroppen. 

Jeg har svært ved at falde i søvn, og har overvejet virkelig meget det sidste stykke tid bare at sluge nærmest al min PN, for at kunne få sovet ordentligt igennem. For når jeg endelig falder i søvn, vil jeg ikke op igen. 

Jeg kan ikke. 

Jeg er træt, mat, og mine øjne gør ondt. 

Jeg har bare lyst til at blive liggende i sengen for evigt.

Jeg har misset min skole. 

Fordi jeg ikke orkede at stå op. 

Og det er så dumt. Jeg ved, det er så dumt. Det er dumt, fordi mine forældre altid siger til mig, at når jeg ikke har det godt, så isolerer jeg mig, og får det værre. 

Det er ikke noget, jeg tænker over.

Men jeg kan mærke, at det er det, jeg gør. 

Derfor jeg ikke tager i skole.

Fordi jeg er træt, og fordi jeg har det dårligt, og fordi livet er lige meget.

Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg har det dårligt? Det burde værre bedre nu. Jeg burde være ovre det nu. Eller i hvert fald på vej. Og når jeg ikke har nogen flashbacks, så kan det da ikke være det, der trykker mig? Kan det? 

Jeg ved det ikke. 

 

Jeg dreader at skulle i terapi på mandag. Gange 2. Det bliver fandeme en lang dag. Jeg møder i skole 11:30 til 14:30. Men jeg skal have terapi på gynækologisk afdeling kl. 10, og jeg skal have terapi med min faste terapeut kl. 15. 

Jeg glæder mig til at tale med hende den første. Fordi jeg har haft brug for det i virkelig, virkelig lang tid. Men jeg ved ikke, om jeg tør. Jeg ved ikke, om jeg kan få mig selv til at sige ordene. Jeg ved, hun er der for at hjælpe mig, og jeg ved, hun er der for at lytte til mig. For at støtte mig. Men hvad, hvis hun ser anerledes på mig? Hvad hvis hun mener, det er min skyld, ligesom alle andre gør? Jeg tør slet ikke sige det til hende, tror jeg. Fuck, nu bliver jeg ked af det. Det gider jeg ikke. 

Jeg glæder mig slet ikke til normal terapi. Det hænger mig LANGT ud af halsen. Hun har ikke engang skrevet i sine notater, at jeg fortæller hende, at jeg har det værre og er mere deprimeret. Eller er mere paranoid. Hun har ikke skrevet i sine notater, at hun forslog, at jeg kunne tale med en af hendes psykologer. Hun har ikke skrevet en fucking skid. Hun tager det jo slet ikke seriøst. Hun er ligeglad. 

 

Det værste er, at selv om jeg ikke tænker så meget over det, der er sket, har jeg enormt mange "instructive thoughts", og enormt mange random, selvdestruktive impulser... 

og enormt meget er gået op i mad og vægt igen. 

Det er totalt dumt. Jeg var endelig kommet lavere, end jeg har været i et stykke tid i dag. Og i går var jeg absolut terrified for at skulle begynde at tage på igen... hvad gør jeg? Jeg spiser går på en totalt bingespree i dag og spiser 3.000 kalorier? Hvad fuck er der galt med mig, man? 

Og don't even get me started over mine indkøb, jeg er fucking dum i hjernen, og jeg magter ikke mig selv. Jeg er SÅ træt af, at jeg ikke kan købe noget, uden at kigge på kalorieindholdet. Jeg er så træt af, at jeg hele tiden vælger det, med mindst kalorier i, i stedet for det, jeg har lyst til. Da jeg gik i HF, kunne jeg rigtig godt lide denne her Nestea Iste, White Peach hed den, og jeg så den nede i Meny i dag og went all "ahhh, den elskede jeg!!! tilbud!!! 20 kr for en liter!!! fedt!!" og så kiggede jeg på den, og guess fucking what? 1 kalorie pr. 100 ml. Så spørgsmålet nu er - kunne jeg reelt lide den, eller kunne jeg lide det faktum, at den havde så få kalorier? Fucking dumbass bitch, jeg fucking sværger. Den røg selvfølgelig stadigvæk ned i indkøbskurven, fordi jeg er en fucking idiot. 

Og jeg ved, at mad fylder for meget.

Jeg ved, at selv om jeg ikke er undervægtig - eller tæt på det, desværre, fordi jeg manager altid fucking at fucke op, når jeg kommer til lige præcis denne her vægt åbenbart - så har jeg det bare ikke godt. 

Jeg kan ikke styre det. 

Jeg yoyo'er derudaf med min vægt hele tiden.

Jeg har hele tiden lyst til at drikke, når jeg føler, jeg har spist for meget, som om det vil få mig til at cope bedre med det? 

Jeg har lyst til at kaste op igen. 

Jeg har komplikationer med mit blodomløb. Det kan godt være, at det også er fordi vejret er lidt værre, men jeg er ret sikker på, at det også spiller en rolle, at jeg er begyndt at slankekure-rer derudaf, og er begyndt at tabe mig igen. Komplikationerne indbefatter enormt kolde, prikkende, blå fingre og tæer.

Men jeg stopper ikke.

Jeg stopper ikke, fordi jeg stadigvæk er fed.

Jeg stopper ikke, fordi jeg har ikke noget problem.

Jeg stopper ikke, før min dumme terapeut selv fucking åbner øjnene og ser, at jeg er 4 kg mindre, end da jeg startede med at se hende. 

Ikke at 4 kg er ret meget, når man er så fed.

Men alligevel. 

Det er sjovt. Jeg kan se, når jeg tager på. Også selv om det kun er 100 gram. Jeg kan se det på mine kraveben. Nogle dage er de flotte og iøjenfaldne, og andre dage er de sammensunket i et lag af fedme. 

Lol @ me. 

Et eller andet sted ved jeg godt, at jeg burde søge hjælp. Gøre et eller andet aktivt.

Men nej. 

Jeg gider ikke begynde at spise normalt, før jeg er tynd.

Det ville da være rart ikke at tænke over det.

Men jeg ved også bare, at det bliver ikke sådan.

Det er ønsketænkning.

Og jeg kan alligevel ikke finde ud af at holde en normal madlivsstil, fordi jeg fucking overspiser altid. 

Altid.

Det stresser mig the fuck out. 

Alle jeg kender, siger altid til mig "start i fitness! brug dine aggressioner positivt! du får det meget bedre efterfølgende!" og ja, det gør jeg sikkert.

Men 1) socialangst 2) broke as shit og 3) how the fuck ville jeg nogensinde kunne finde ud af at være i et fitnesscenter? Jeg ville bare være all "lmao nu har jeg forbrændt min morgenmad", "ikke at 100 kalorier er... that much at forbrænde, men 'ey", "and there goes lunch", "hvis jeg bliver ved med det her kan jeg måske slippe med en kalorielet aftensmad og ramme et netindtag på 500", osv. Altså seriøst. Jeg ville jo ikke kunne. Jeg har ikke engang energi nok til at træde ud af min fucking seng og tage i skole, så hvordan skal jeg få energi nok til at tage ned i fitness center og træne, velvidende om, at det også betyder, at jeg så er nødt til at spise mere mad, så i don't fucking pass out midt i det hele. Nope. 

Alligevel overvejer jeg kraftigt at melde mig ind og sige fuck it, jeg kommer bare til at være lidt ekstra broke, så må jeg bruge mindre penge på mad, lol, er alligevel så fed... lolololololol. 

Fuck, hvor jeg hader mig selv, ærligt. 

Mine negle er blå, jeg kan se det selv i mørket...... ffs.

Jeg gik faktisk i fitness i en kort periode, og jeg havde det godt dernede. Jeg trænede med en veninde. Men det var bare heller ikke uden komplikationer. Nogle dage følte jeg mig mere fri ift. hvad jeg spiste. Andre dage ville jeg ikke spise noget inden, og kun til nødt noget efter, og altid kun 100-200 kalorier barer. 

Og boy, hvor gik det bare op i konkurrence for mig... vi startede altid med at tage en tur på løbebåndet - det vekslede lidt, men jeg blev rigtig glad for løbebåndet, så det gjorde vi tit. Problemet var bare, jeg lynhurtigt satte mig for, at jeg skulle forbrænde 200 kalorier, minimum, ellers var det ikke godt nok, og det var lige meget, hvor længe vi skulle gå på det forpulede løbebånd, jeg skulle bare forbrænde det pis... og jeg så altid over på hendes display, for at sikre mig, at min stigningsprocent var højere end hendes, og at min hastighed var hurtigere end hendes, så jeg ville forbrænde mere end hende. Når vi lavede nogen form for styrketræning, sprang jeg også straks på det, hun tog, selv om hun var vant til at træne, og jeg ikke var, og jeg blev rasende på mig selv, hvis jeg ikke kunne klare det. 

Og jeg tror bare ikke, det er dén mentalitet, man skal træne med. Det tror jeg virkelig ikke. 

Jeg tror, det ender med at gøre mere skade end gavn. 

Jeg er pissebekymret for mig selv, men alligevel er jeg også bare virkelig, virkelig ligeglad. 

Jeg er så træt. 

Så træt af at kæmpe mod mit eget sind.

Så træt af, at min hjerne modarbejder mig. 

Jeg vil bare gerne sove, og blive i min seng og aldrig spise, og bare. Urghhhh. Jeg føler mig så dum. Det gør jeg virkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...