Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 11 aug. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

6Likes
39Kommentarer
2064Visninger
AA

1. Hey, er du okay?

Kl. 15:57, torsdag.

 

Nogle dage er bedre end andre, I guess. 

For at være ærlig, så ved jeg sgu ikke helt mere. 

 

Du fortsætter dit liv. 

Du lader som om intet er forandret. 

Men alt er forandret.

Min hjerne føles stadigvæk enormt scrambled. Min hjerne føles som et æg, der har været i mikroovnen og eksploderet ud over det hele. Har du nogensinde prøvet det? Hvis du har, så ser du sikkert billedet tydeligt for dig lige nu. Sådan føles min hjerne 50% af tiden.

De andre 50% føles den som udkogt pasta, der langsomt glider fra hinanden, til det hele bare er én stor, klam mush. 

Jeg fatter ikke en krone. Min hjerne arbejder meget langsommere end normalt. Virkelig fucking meget. Jeg forstår ikke verdenen omkring mig. Jeg glemmer ting. 

Jeg står nede i supermarkedet, og leder efter... pas, jeg har glemt det. Og det har jeg også, når jeg står der. Jeg stirrer på de samme tre hylder, scanner dem for varer, men kan ikke huske, hvad det er jeg leder efter. Så kigger jeg på indkøbslisten og gentager nummeret én gang til. Jeg føler mig fucking dum. Dum i hovedet. Ikke kun over det med de dumme indkøb. Også på grund af den ængstelighed - eller, vel egentlig angst - jeg føler, når jeg står nede i supermarkedet. Jeg har været der hundrede gange. Jeg ved hvor alting er, jeg har min musik i ørerne, ligesom altid. Men det er anerledes. Ude på gaden har jeg det fint. Men lige så snart jeg kommer indenfor, blandt menneskerne i supermarkedet, så går min hjerne i overdrive. 

Jeg kan ikke trække vejret, mit hjerte slår hurtigere og hårdere, pulsen sættes op, jeg bliver svedig, og jeg bliver ramt af angst, uden at vide for hvad. Hvad er det, jeg er så bange for? Jeg har ikke været så angst siden mine teenageår, hvor jeg nærmest ikke kunne købe ind alene. Jeg husker, at jeg var i Fakta med en anden, der også havde angst. Jeg stak pengene i hånden på hende og løb ud af butikken, da vi skulle betale, og efterlod hende alene derinde. Det har jeg lyst til at gøre igen. Men det kan jeg ikke. Hun er ikke min veninde mere. I øvrigt er jeg 21 nu, jeg er flyttet hjemmefra, og jeg handler alene. Der er ingen at støtte sig op af. Så der er ikke andet at gøre, end at forsøge at holde hovedet koldt, prøve at overleve angsten, og kigge på indkøbslisten så mange gange, det nu kræver, før jeg har fundet alle mine varer - eller i hvert fald de mest nødvendige. Altimens jeg håber, at ingen ser sårene på min arm. Samtidig håber jeg også, at nogen ser dem. Ser dem, kigger på mig og smiler, som for at sige, at alt nok skal blive okay, og verdenen er god, ligesom den skal være. At nogen tager fat i mig, og siger "hey, er du okay?" eller "hey, det skal nok gå". Endnu engang samtidig med, at jeg håber og beder til, at ingen så meget som fucking rører mig. Hvis du rører mig, så skriger jeg. Det forestiller jeg mig i hvert fald, at jeg gør. Eller også fryser jeg igen. Måske begynder jeg at græde. Måske bliver jeg lettet. Måske trækker jeg hånden til mig, som om jeg er blevet brændt. Fuck knows, hvordan jeg ville reagere. Er der overhovedet nogen, der ser mig? 

Er der nogen der ser, at jeg lider? Hjælp mig. Vær sød at hjælp mig. Vær nu sød... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...