Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 25 sep. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
39Kommentarer
2917Visninger
AA

21. Grine eller græde?

Kl. 13:40, tirsdag.

 

Jeg har meget på hjerte i dag. 

Jeg havde en dum aften, med mange tanker. Prøvede at finde svar. Prøvede at finde ud af, hvad du gjorde mod mig. Jeg vil vide, hvad jeg kan kalde det. Jeg vil vide, hvad jeg må sige. For mit hoved bliver ved med at overbevise mig om, at så slemt var det ikke.

Og det var det ikke.

Men hvis det ikke var så slemt, hvorfor har jeg det så så dårligt?

Har jeg lige så meget ret til at sige det her, som andre, der har oplevet noget værre? 

Eller er jeg bare en faker? 

En opmærksomhedskrævende unge? 

Jeg ved det ikke.

Og derfor vil jeg have svar.

Det dræber mig, ikke at vide det.

 

Jeg vågnede her til morgen med 2x trigger. 

Først hørte jeg nogen grine udenfor, og det lød som dit grin. 

Det sendte isninger gennem min krop. 

Et splitsekund troede jeg, at du befandt dig udenfor.

At du var her. 

Det, der trøster mig mest, er at vide, at du bor langt væk.

Jeg kommer aldrig til at se dig igen.

Måske næste år, til samme fest.

Men ikke før.

Alligevel føler jeg mig ængstelig, når jeg går rundt i den by, min skole ligger i.

Er du her? 

Står du lige pludselig foran mig?

Tager du pludselig fat i mig? 

Min anden trigger bestod i, at jeg så en story på Instagram, og der var nogen, der kyssede.

Skørt.

Men lyden lød præcis, som det du gjorde, inden du gjorde mig fortræd.

Det gav mig kvalme.

Jeg havde lyst til at græde.

 

Jeg har igen snart været tre timer om at spise min morgenmad, for jeg er endnu ikke færdig. 

Jeg modtog en mail fra skolen, her for ikke så lang tid siden, der faktisk kickstartede det her. 

Jeg lå i mange timer i aftes og tænkte på, om jeg er valid? 

Skete der noget med mig? Er jeg sikker på, at jeg ikke fandt på det? Er der en reel grund til, at jeg gerne vil undgå min eksamen? Eller er jeg bare doven? Bruger jeg mit "traume" som undskyldning for, ikke at gå til eksamen? Som opmærksomhedsmoment? Som afpresning? Som manipulation? Jeg skal jo bare tage mig sammen? Der er ikke noget galt med mig!!!!! Jeg er rask. Ikke? 

Jeg ved det ikke.

Jeg ved det fucking ikke, og det gør mig sindssyg, at folk hele tiden questioner, hvorvidt der skete noget eller ej, hvorvidt det påvirker mig eller ej, hvorvidt jeg har ret til at føle sådan her. 

Hvorfor kan I ikke tage mine ord for gode varer? 

Hvorfor skal I altid gøre tingene værre? 

Hvorfor skal jeg altid stå tilbage og være vokal om mine problemer, og så ikke blive troet, og stå med sheer terror om, at jeg sikkert har fundet på det, fordi jeg kan ikke mærke mig selv mere, og jeg ved ikke, hvad jeg mærker, om det er rigtigt eller forkert? 

Hvorfor kan I ikke bare....... lytte til mig? 

 

Men jeg modtog denne mail. Fra skolens leder, der har været cc på mig og studievejlederens samtaler. 

Fordi min studievejleder stoppede jo med at svare, efter jeg bad om at se, hvilken bekendtgørelse, hun gik ud fra, fordi når jeg søgte, så stod der, at jeg godt kunne få dispensation for prøven (udsættelse), hvis der forelå særlige behov... 

Men lederen skrev så til mig, at hun var uforstående overfor problematiseringen af min deltagelse i eksamen, da jeg beskrev, at jeg ikke kunne deltage grundet traume, hvilket for hende betød, at jeg måtte sygemeldes prøven, hvis jeg ikke magtede at deltage, og at jeg beskrev, at det blev bakket op af forskellige hospitaler. Så nu skulle jeg sende en lægeerklæring og blive sygemeldt fra prøven, og til omprøve at some point.

Don't get me wrong, jeg er ovenud lettet over, at jeg ikke skal til eksamen om en måned. Det er jeg. Jeg er hella stressed over, at jeg måske skal om en måned og en uge, en måned og to uger, whatnot, så på nuværende tidspunkt er det for tidligt for mig at slappe helt af. 

Men jeg er fucking sur og rasende over, at jeg skulle igennem en HEL UGES KAMP med en inkompetent studievejleder, der nægtede at vejlede mig, og nægtede at hjælpe mig, selv om jeg praktisk talt græd for hjælp. Jeg er rasende over, at jeg som "syg" skulle kæmpe for, at få lov til at få det, jeg har RET TIL i min situation. 

For det viste sig jo, at jeg havde ret.

Det viste sig jo netop, at jeg GODT KUNNE BRUGE EN FUCKING LÆGEERKLÆRING FRA LÆGEN TIL AT SYGEMELDE MIG PRØVEN. 

Præcis som jeg fik at vide på hospitalerne. 

Præcis som jeg fortalte studievejlederen.

Hvorfor skulle jeg så trækkes igennem alt det her? 

Jeg er glad, og jeg er lettet, ikke helt fri endnu, men somewhat mere rolig. Og alligevel har jeg lyst til fucking at drukne mig selv, fordi jeg ikke kan fatte, at der arbejder folk, der er så inkompetente med skrøbelige elever, der søger hjælp og vejledning. Ærligt, hvad fanden. Hvordan kan man være ved sig selv. 

Jeg håber, hun har en dårlig smag i munden.

Men det har hun sikkert ikke.

For hun er pikkeligeglad med, at hun har givet mig lyst til at dø.

Fået mig til at tude ukontrolleret. 

Fået mig til at tænke de grimmeste tanker, om at gøre skade på mig selv, blot for at få dem til at lytte.

Fuck, hvor kan jeg ikke forstå, man kan være sådan.

 

Og så er jeg slightly irriteret over, at man skriver "magter" at deltage. Magter? Bitch magter? 

Okay, nej, jeg magter ikke. Men jeg magter heller ikke at gå i bad, spise, trække vejret, gå i behandling, eller noget som helst andet.

Måske kunne du være en anelse mere forstående og bare sige "ikke kan deltage", jeg skriver for helvede ikke, at jeg har traume for sjov vel? Det er ikke fordi jeg synes, jeg bare ikke gider eksamen? Jeg kan reelt ikke fokusere. Mit liv ligger i fucking ruiner. Jeg kan fysisk ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...