Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 16 okt. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
41Kommentarer
3101Visninger
AA

12. Freck

Kl. 00:40, lørdag.

 

Pludselig slår det mig, at jeg ikke har fået spist de snacks, jeg planlagde. Og ja, jeg er typen, der planlægger mine snacks og min mad. Af og til. 

Lige for tiden har jeg været ordentlig dårlig, til at planlægge min mad. Jeg tager ikke mad op at fryseren, jeg husker ikke rigtig, hvad jeg skal, hvornår jeg skal spise, osv. Jeg glemmer det simpelthen. 

Dog måtte jeg i nat ud i køkkenet, og lige kigge mit køleskab igennem, så jeg kunne få sorteret ud, i det mad, der skal spises, inden jeg rejser på ferie, og det, der godt kan tåle at blive liggende. Derefter måtte jeg tage noget ud af fryseren, som blev en hvidløgsmarineret kotelet, jeg kan spise til aftensmad. 

Jeg måtte også - ved hjælp af en veninde - få spist noget mad, inden jeg gik i seng. Hun måtte lige rationalisere det lidt for mig. Da det gik op for mig, jeg ikke havde spist ret meget, blev jeg nemlig sulten, men jeg turde ikke spise, fordi den var over midnat, og derfor ville tælle med i lørdagens kalorieregnskab, og det kunne jeg ikke helt overskue. 

Sagen er den, at jeg havde spist... 808 kalorier, og forbrændt ca. 265. Hvilket gav mig et net på ca. 550 kalorier spist, fordelt over dagen. Jeg kan så allerede nu afsløre, at man helst ikke skal under 1200, fordi ellers begynder det at blive svært at nå de næringsstoffer, man skal have. 

Jeg vidste selvfølgelig godt, at det ikke var helt smart, og at det derfor ikke gjorde noget, hvis jeg spiste lidt mere om lørdagen, fordi jeg var bagud. Men det var bare så svært at overbevise sig selv om, fordi jeg også bare var glad? Lykkelig, nærmest, over, at jeg ikke havde spist mere? What the fuckkk. 

 

Jeg har i mange år været spiseforstyrret. No biggie. Jeg blev helt overrasket, da jeg læste i et brev, min behandlende læge sendte til kommunen, da jeg søgte om tillæg til min SU, hvor hun skrev, "Derudover har hun en spiseforstyrelses-problematik: Atypisk Nervøs Spisevægring F50.1." Selvfølgelig slog jeg dette op, og det hører åbenbart under atypisk anoreksi? Dvs. symptomer på anoreksi, men ikke i det omfang, det kræves, for at få diagnosen anoreksi, eller hvis ét af nøglesymptomerne for anoreksi mangler. 

Jeg anede ikke, om jeg skulle grine eller græde.

Jeg havde fandeme ikke anoreksi, eller noget, der lignede. 

Nu måtte det sgu holde op. 

Jeg sultede jo ikke? Jeg spiste godt nok hverken morgenmad eller frokost, hvis jeg kunne slippe udenom, men jeg spiste da läckerol i løbet af en dag og drak sukkerfri sodavand? Stop dog... 

Og jeg havde ingen gener? 

Godt nok frøs jeg konstant, jeg blev blå, jeg var svimmel og træt/afkræftet, jeg sov meget, jeg hadede mig selv, når jeg spiste mere, end mit hoved sagde, jeg lod mit humør bestemmes af vægten, fik mentale breakdowns omkring mad, osv., men... anoreksi-lignende spiseforstyrrelse? Nej. 

Hvis jeg endelig havde noget, måtte det være bulimi-lignende. Jeg kastede også op i en kortere periode, og jeg var helt høj, fordi jeg endelig kunne. Det var lidt fucked up, ærligt. 

Jeg blev chokeret over diagnosen, fordi hun ikke direkte havde sagt til mig "Cecilie, du har en spiseforstyrrelse", og fordi jeg ikke er i behandling, eller er blevet tilbudt behandling. Hvis jeg er så "hårdt" ramt af en spiseforstyrrelse, burde jeg så ikke få hjælp? Det var simpelthen for underligt. 

 

Jeg discoverede dog langsomt, at der måske var noget om snakken, for da jeg læste gamle beskeder, fra da jeg var ung, kunne jeg godt se, den var gal. Der spiste jeg ingenting, drak ingenting, i løbet af en dag. Det var så slemt, at jeg kastede op om morgenen af sult, måtte hjem fra skole, og sådan nogle ting. Jeg besvimede ikke, men jeg kunne simpelthen ikke holde mig vågen. Hverken i skole, derhjemme, eller når jeg var på arbejde. Jeg faldt i søvn konstant. Når jeg tænker tilbage, var det virkelig fucking horribelt. Og jeg fattede slet ikke, hvad jeg gjorde mod mig selv dengang. 

Min mor blev til sidst træt af, at jeg tog hjem fra skole, på grund af opkastninger, så hun begyndte at stå op om morgenen og sørge for, at jeg fik morgenmad. 

Jeg sendte en besked til en ven dengang, fordi jeg vågnede, og var pissesur på min mor. Der var ikke mere brød i skabet, så hun var stået op og havde lavet havregrød til mig. Jeg flippede fuldkommen ud. Jeg var så vred over det.

Sådan var der mange ting. Jeg blev høj af at se, hvor længe jeg kunne gå, uden at spise. 

Jeg græd hysterisk, hvis min mor lavede om på aftensmadsplanerne. 

I tiende klasse blev det meget loose. Jeg begyndte at sætte kalorierne op fra 1000 til 1200, fordi det gik op for mig, det andet måske ikke var det sundeste i verdenen, men jeg blev trigget utrolig meget af forskellige ting, og den omgangskreds jeg var med, var psykisk usunde for mig, og de traf nogle usunde valg, så jeg traf nogle usunde valg, og spiste mere, og jeg hadede mig selv for det. 

Jeg steppede i en til to timer af gangen på tom mave, og jeg blev så glad for at brænde kalorierne af. Jeg var tit ved at falde om, men fuck det, jeg skulle bare forbrænde noget. Det var så åndssvagt. 

Da jeg kom i HF, brugte jeg første år på at restriktere, faste, og ignorere kantinens eksistens, jeg ville ikke have noget med den eller menneskerne i HF at gøre, for jeg ville ikke tage på. Jeg fik mentale sammenbrud, når jeg nåede over 600 kalorier. Dog havde jeg også cheatdays, og kæmpede meget med overspisning. Så min vægt sprang op og ned hele tiden, fordi jeg enten kun spiste aftensmad, og ellers så spiste jeg for 6.000 kalorier mad. Det er ret mange. 

I anden halvdel begyndte jeg at gå mere i byen, jeg havde en veninde, der hele tiden ville ud og spise, hun ville hele tiden drikke, og jeg sagde tit fra, fordi jeg ikke ville drikke, fordi jeg ikke ville tage på. Jeg endte dog med at sige fuck it, og så rullede lavinen, og jeg begyndte at tage på. Ikke meget, men... jeg fik fra 57 kilo til ca. 62 kilo på 1-2 år. Det var det værste, der kunne ske for mig. 

Jeg kunne ikke tabe vægten, fordi jeg hele tiden svang mellem overspisninger og sultning, og jeg kunne bare ikke stoppe cirklen. Der blev flere overspisninger, og mindre sultning, og samtidig ville jeg også bare gerne være sund og rask... det var noget rod. 

Så kom jeg ind i en periode, hvor, at når jeg skulle sørge for mad til mig selv - hvilket jeg skulle 2 gange ugentligt - så spiste jeg ikke mere end 900 kalorier. Det var totalt fjollet, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at få tilbagefald... 

Det samme oplever jeg nu. 

Det, at jeg kun spiste 550 kalorier, og var tilfreds og glad for det, viser mig, at jeg er på vej ned af en dum vej. Det viser mig, at jeg har det skidt, og jeg er på vej tilbage i de gamle vaner. Samtidig magter jeg bare ikke at ændre det, for jeg vil også bare gerne være tynd. Helst hurtigt. 

Jeg havde nok fået de her tanker, uanset, om du havde gjort mig noget eller ej. Men jeg har ingen motivation til at få det godt igen, for jeg er ligeglad med mig selv nu. Det betyder sgu ikke noget, om jeg får de næringsstoffer, jeg skal bruge, for jeg er alligevel trash.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...