Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

5Likes
41Kommentarer
4697Visninger
AA

15. Er du bange for mørke?

Kl. 00:48, søndag.

 

For knapt en time siden, kom jeg hjem fra aftenens gåtur. Jeg gik hjemmefra omkring klokken 22:10, og gik ret langsomt. Fik tilbagelagt 7,3 kilometer, og forbrændt 275 kalorier. I forhold til, hvor længe jeg var ude, gik jeg ret langsomt. Men det er okay. 

Det var sært at gå udenfor om aftenen igen. Men du kommer ikke til at tage det fra mig. 

Jeg har altid elsket at gå udenfor om natten, når det er helt mørkt. Gerne langt, gerne længe. Jeg kunne blive ude i timevis. Jeg bliver så glad i låget. Så carefree. Jeg putter noget musik i ørerne - i dette tilfælde noget Asking Alexandria, Panic! at the Disco og Escape the Fate - og går ellers bare derudaf, og føler den max. 

Mange synes det er mærkeligt, at jeg tør. Mærkeligt, at jeg gør det. Skræmmende. Det, der er mest mærkeligt er, at jeg stadigvæk tør. Jeg er ikke bange for dig. I mørket kan du ikke røre mig. 

I mørket er jeg på hjemmebane. I mørket bestemmer jeg. I mørket er verdenen min. I mørket er jeg alene. 

 

Der skete mange ting, mens jeg var ude at gå her til aften. Jeg gik forbi et hus, med lys i vinduet, som jeg kiggede ind af. Der sad en ældre herre på en stol foran sin computer, i et rum fyldt med bøger. Det gjorde mig glad at se. Jeg plejede at elske bøger. Plejede at elske, at læse. Min koncentration blev shattered, dengang jeg blev syg, så jeg har haft svært ved at læse bøger siden. Jeg har ikke samme overskud mere. Det piner mig, at jeg ikke har samme læseenergi, som jeg havde engang, og piner mig endnu mere at se andre læse. Se andre være helt opslugt i bøger, ligesom jeg engang selv var. Jeg bliver jaloux. Jeg bliver ked af det. 

Jeg kom forbi et lejlighedskompleks, hvor lamperne var tændt i opgangene, og lyste blåt. 

Jeg gik ned gennem gågaden. 

Ned gennem den mørke tunnel. 

Ned gennem skoven. 

Her så jeg det lille, røde hus. Det, der engang blev kaldt "Den Serbiske". Det foregik som et slags festhus, for 16+ unge, der ikke måtte tage i byen, men gerne ville noget andet end privatfester. Jeg husker min far, der ringede til sine venner, for at høre hvad dette "Den Serbiske" var for noget, og om det var sikkert at sende sin datter derned. Det var det, og jeg kom af sted til fest, og jeg var fucking stiv. Jeg husker at tale med nogle piger om forskellige ting. Selvsamme piger, der psykisk torturerede mig, og gjorde min tiende klasse til noget lort. Jeg mødte min eksflirt. Jeg stod udenfor iført nærmest ingenting, og han kiggede på mig og sagde "Kom ind! Tag noget tøj på!". Jeg sagde, at jeg aldrig blev syg. Han grinede, og sagde "nå ja, helt sikkert", fordi vi begge godt vidste, at jeg for et par måneder siden havde været syg i tre uger og indlagt på hospitalet, på grund af kold lungebetændelse. Som jeg i øvrigt er ret sikker på, at han gav mig. Selvsamme fyr, der ødelagde mit liv, og min tillid til fyre. Jeg kan seriøst ikke forstå, hvad jeg så i dig dengang. Eller hvorfor jeg ikke forstod, at det du gjorde, ikke var okay. Jeg mødte så en anden fyr, der gik i tiende klasse også, der gav mig sin jakke. Det var så sødt af ham. Vi satte os på en træstub, mig ovenpå ham, og så kom der en pige og joinede, så vi røg ud af balance og faldt ned. Jeg slog numsen noget så grusomt. En anden pige havde indenfor smuglet Cult Shakere med ind, som vi drak af. Det var en rigtig sjov aften. 

Jeg over broen til åen, og videre hen til gymnasiet, jeg gik i HF på. 

Mindedes al den smerte, forbundet med det sted. Jo, der var da nogle gode minder. Men langt størstedelen var smerte, mindfuckedness, og meget andet. Jeg var så syg. De gjorde mig syg. De gjorde min tilstand værre. De ødelagde mig. De fodrede mine mørkeste tanker. De spolerede alting. De fik mig til at tro, jeg ikke var noget værd. De skiftede hele tiden mellem at kunne lide mig, og så samtidig ignorere mig. Sige jeg var sej, og bare den bedste i verdenen, og så ikke invitere mig til noget af det, de lavede. Jeg var selvfølgelig god nok, op til afleveringer eller eksamener. Jeg var den kloge pige. Men derefter blev jeg smidt ud. Det gør ondt at tænke på alle de modbydelige, små ting, de gjorde, der ødelagde mig. Hvordan jeg knyttede mig til en veninde, der skulle vise sig at være noget så giftig for mig. 

Jeg gik videre. 

Forbi campingpladsen. 

Over åen. 

Ned gennem fabrikkerne. 

Ned til fjorden. 

Min mor ringede. 

Hun ville høre, hvordan jeg havde det. Jeg sagde, jeg havde det fint.

Det havde jeg også i momentet. 

Men overordnet set, så har jeg det ikke fint. 

Men det kan jeg ikke fortælle min mor. 

Jeg prøvede, og hun... skubbede det væk. 

Det er svært, at lyve overfor hende, og det er svært, at jeg ikke kan få et kram af hende, eller sige til hende, hvor slemt det er lige nu. 

Hun lagde på, og jeg gik videre.

Ned gennem det stykke land, der gik ned gennem fjorden. 

Planen var at gå helt ned til enden. Derned, hvor en ung dreng druknede for nogle måneder siden. 

Men jeg skiftede mening, og gik i stedet over broen, over til havnen, hvor jeg gik ud på stenene, der lå i vandet. Jeg satte mig på hug og kiggede ud over vandet. Det var så fint og skrøbeligt. Næsten ligesom havnen hjemme hos mine forældre. 

Jeg gik videre ned af molerne, indtil jeg havnede et sted, hvor jeg kunne se, der var en platform, der flød ude i vandet.

Uden at tænke nærmere over det tog jeg tilløb og hoppede ud på den.

Det var den bedste følelse. Måden, platformen svulpede lidt frem og tilbage i vandet, og gyngede, når jeg gik på den. Måden, jeg kom til at føle, at jeg bare kunne drifte væk, hvis jeg ville, selv om den var bundet fast. Det mindede mig om tryggere tider. 

Jeg sprang tilbage på stenene, og begyndte min vandring hjem. 

 

Det meste af tiden brugte jeg på at leve mig ind i musikken. Men mine tanker landede da også på dig indimellem. På det, der skete. På det, der skete efterfølgende. 

 

Jeg er ikke bange for at gå alene. 

Jeg er ikke bange for at gå i mørket. 

Jeg føler mig sikker i mørket.

Usynlig. 

Dog har jeg trods dette, altid været meget jumpy, når jeg går om aftenen. Ikke fordi jeg frygter mennesker, men derimod dyr. Insekter og den slags. Så der var da nogle gange, hvor hjertet sad oppe i halsen, fordi jeg ikke vidste, om det var et blad eller en snegl, der befandt sig dernede på jorden. 

Men du har ændret mig.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg kiggede mig over skulderen, for at sikre, der ikke var nogen. 

Eller de to gange, en bil kørte op på siden af mig, og jeg gik i panik. 

Men jeg gennemførte det, og jeg er stolt. 

For du får ikke lov til at tage det her fra mig. 

Du får ikke lov til at styre mit liv.

Du får ikke lov til at lade angsten æde mig. 

 

Jeg kom hjem i god behold. Træt, og med ømme fødder, fordi mine sko lige skal gås til. Hvis jeg havde gået længere, havde jeg nok fået vabler på hælene. 

Jeg tjekkede posten, inden jeg begav mig op på anden sal og låste mig ind, skubbede skoene af, og tjekkede, hvor langt jeg havde gået, og hvor meget jeg havde forbrændt. 

Så sorterede jeg reklameaviserne på badeværelsesgulvet, fordi jeg stadigvæk ikke har fået installeret lys andre steder end i køkkenet og badeværelset. 

Jeg satte noget vand over.

Gik ud og børstede tænder.

Lavede kamillete i min Winnie the Pooh kop, min mor købte til mig i Disney Store, og lagde mig ind i seng. 

Inden alt for længe, regner jeg med at dampe af til drømmeland. 

Og der kommer du ikke til at kunne røre mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...