Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8031Visninger
AA

49. Du må ikke lade mig falde

Kl. 23:06, fredag, d. 8. september, 2017.

 

Jeg har stadigvæk rigtig mange tanker, i forhold til sidste indlæg. Rigtig mange tanker, i forhold til, om det er det ene eller det andet. Om der er sket noget eller ej. Om det er alvorligt eller ej. Så fucking mange ting. Så mange minder. Lyde, jeg stadigvæk kan høre. Ting, jeg stadigvæk kan mærke. Følelser, jeg har svært ved at kontrollere. Tanker, jeg ikke forstår, hvorfor jeg har, skammer mig over at have, eller slet ikke føler, er mine egne tanker.

 

Men det er imidlertid ikke det, der er mit fokus. 

Onsdag var jeg en anelse triggered. 

Jeg har været nødt til at skrive til politiet, nu hvor jeg var hjemme igen, og jeg fandt det nemmere at skrive en mail, end at ringe ham op, fordi... not 2 be dramatic, but i'd rather die. 

Så I did, og bare det at se, at han har sværet var bare #triggered instantly. 

I wanted to chop my own head off. 

Fuck. 

Og det er egentlig ikke, fordi han på den måde er dårlig, men det bare alt det her... at min kontakt til politiet ikke er slut endnu, tror jeg? 

Det her med, at sagen er slut, og der sker ikke mere, og I'll have to suffer for the rest of my life, men eyyyy, whatever right? Og så kan jeg jo lige fortsætte the pain and suffering lidt længere, fordi jeg skal beholde kontakten længere end ham, der gjorde mig fortræd, fordi han ikke skal ind og hente sit lortetøj. Urgh. Stress manner. 

Det gør det selvfølgelig heller ikke meget bedre at det 1) er en mAND lmao kill me og 2) samme irriterende type, der insinuerede, at det lidt.... kinda.... var min egen skyld.... for jeg havde jo nok..... sendt nogle signaler.... lololololololol, du u realize, at hvis jeg så suttede hans pik, så skal han stadigvæk ikke fucking røre mig, uden at have sikret sig, at det er okay???? Ærligt how fucked up???? 

Men vi fik stablet et møde på benene på tirsdag efter skole, og I literally want to DIE hver gang jeg tænker på det. Jeg prøver derfor på det kraftigste at ignorere, at det møde skal finde sted. For jeg bliver fysisk utilpas og bare ewewewewew ved tanken. Hjertebanken. Og jeg skal ringe til ham, når jeg står ude foran stationen. Death. Fuck, hvor jeg bare virkelig ikke overskuer det.

Måske skulle jeg spørge nogen, om de vil tage med? 

 

Nå. Men det var dén del. 

Der har været lidt kaos, og jeg har haft det okay shitty, så jeg har ikke lige haft tid til at skrive. Så det gør jeg nu. 

Så var jeg til terapi i går. Det var horrific as shit. 

Triggering as usual. 

Vi snakkede lidt om noget forskelligt, og hun spurgte ind til, at jeg var startet i afspændingsgruppe igen. Hvilket jeg kunne sige ja til. Og så sagde jeg, at det var horrific. Jeg forklarede hende så, at jeg havde haft de her flashbacks, and she didn't really seem to care??? Det var ikke rigtig, som om det betød så meget for hende? Jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun sagde til det. Ikke noget specielt, sandsynligvis. 

Så snakkede vi vidst om, hvad jeg havde brug for... og jeg var sådan, at jeg havde brug for nogen, der kunne fortælle mig, at det var real, og de ting jeg følte var real, og det der var sket var real, fordi jeg havde så svært ved at overbevise mig selv... og hun gik all into: "ja det er der jo ingen der kan, kun dem der var til stede, men ingen kan tage følelsen fra dig", hvilket jeg bare slet ikke havde brug for at høre??? Jeg har netop brug for noget konkret. Jeg har ikke brug for, at mit hoved kan løbe af med mig og sige "du overreagerer, der skete ingenting". Jeg har brug for mere, end en fucking følelse at gå ud fra. Jeg har brug for, at nogen sætter sig ned, kigger mig i øjnene og siger, at det er reelt det hele. At jeg ikke finder på det. At det er helt normalt og okay, at jeg reagerer ved at distancere mig fra det, og lade som om det ikke er rigtigt i perioder. Jeg har ikke brug for en omgang "det ved du bedst selv". 

Hvorfor slog du mig ikke? 

Rev mig? 

Sparkede mig? 

Bed mig? 

Generelt bare var voldsom? 

Hvorfor truede du mig ikke? 

Hvorfor sagde jeg ikke nej? 

Hvorfor kæmpede jeg ikke i mod? 

Urgh. 

Anyway. Hun sagde så, at hun gerne ville høre ad, om det var muligt, at jeg kunne snakke med en af deres psykologer, hvis jeg havde lyst. 

Den idé kunne jeg rigtig godt lide. 

Men det var i forbindelse med, hvor hun så sagde, at det jo kun var mig selv, og mine følelser, der lidt afgjorde, hvad der var sket, og så faldt det hele langsomt til jorden for mig. 

For meningen med en psykolog var, at jeg så skulle fortælle psykologen hele episoden. Noget, jeg ikke har snakket med min terapeut om, hvilket vi er enige om, at vi ikke skal. Men måske psykologen kunne have taget fat på den del. 

Og så frøs jeg bare. 

Jeg vil rigtig gerne snakke med en psykolog. Jeg vil rigtig gerne snakke med nogen om det hele. Fortælle dem historien. Sige "voldtægt eller ej?". Få noget konkret. Finde ud af, hvad der er sket med mig. 

Men det ville jeg ikke komme til, for det var jo mine følelser, der afgjorde det, og ingen andre end dem i rummet kunne objektivt beslutte, hvad det drejede sig om. 

Og så er det jo lige meget.

Jeg har brug for noget klarifikation. Noget reassurance. 

Og så blev jeg i øvrigt fucking ængstelig. 

For hvad hvis hun sagde til mig, at det var for åndssvagt? 

For barnligt? 

At jeg bare skulle tage mig sammen og komme videre? Lige som min mor? 

At det var min egen skyld? Ligesom den psykiatriske sygeplejerske, da jeg ringede til hende? 

Det kunne jeg ikke bære. 

Jeg kunne ikke bære katastrofetanken om, at det kunne ske. 

Jeg kunne ikke bære det, fordi jeg vidste, at det ville ende sådan.

For der var jo ikke sket mig noget.

Jeg er bare en pivskid.

En pivskid, der ikke kan finde ud af, at sige fra. 

En pivskid, der overdramatiserer.

En pivskid, der selv var skyld i det.

En pivskid, der bare fortryder. 

En pivskid, der bare er dum og klam. 

En pivskid, der bare burde dø. 

Så jeg endte med at sige nej. Jeg forklarede hende også hvorfor. Hun samlede ikke rigtig op på det. Hun sagde bare, det var mit eget valg, om jeg ville eller ej, og at hun bare havde tænkt, det måske kunne hjælpe, men hvis jeg ikke ville, var det helt fint, og jeg kunne jo tænke over det - og igen, at ingen andre end dem, der var til stede, kunne afgøre, hvad der var sket, og at vi måtte gå ud fra mine følelser, for dem kunne ingen tage fra mig. 

Men jeg føler ikke, mine følelser er valide nok. For jeg er kaos. Jeg er et vrag. Jeg er følelsesmæssigt ustabil. Så hvordan skal jeg kunne stole på mig selv? 

Dette var imidlertid dog ikke det værste ved samtalen. 

Det værste var det der skete bagefter. Som var, at hun meddelte, at jeg blev færdig med mit forløb til februar, og at jeg nu var i udslusningsfasen, hvor man normalt kun havde samtaler hver 2. uge, og at jeg i øvrigt også var startet i fredagsgruppe, og så havde man normalt kun samtaler hver 2. uge. 

Ærligt, hvad tror hun selv? Jeg kan fucking ikke skrige højere. Jeg synes, at alt jeg gør... ingen tager det seriøst. Jeg prøver og prøver. Jeg prøver virkelig at være verbal. Jeg prøver virkelig, at udtrykke mine behov og bekymringer. Jeg prøver virkelig at få hjælp. Og jeg bliver bare virkelig afvist og ignoreret. Gang på gang. 

Så begyndte hun at snakke om min lillebror, og så begyndte jeg at græde. 

Hun troede, det havde noget at gøre med ham.

Men det havde det ikke.

Jeg var bange. 

Bange, ked af det og knust.

Jeg har det sidste halve år ofte kun haft tider hos hende hver 2. uge, nogle gange hver 3. eller 4. fordi hun ikke havde tid. Og nu, det sidste halve år, jeg har tilbage, og i øvrigt nu, hvor jeg har det sværest, så synes hun det er logisk at cutte det ned til konsekvent hver 2. uge? 

Jeg kunne slet ikke være i mig selv. 

Men jeg kunne ikke få mig selv til at tale om det.

For jeg syntes, jeg fortjente det.

Jeg syntes, ikke, jeg kunne tillade mig at bede om mere.

Jeg syntes bare, jeg burde give op og dø på forhånd, for det er tydeligt, at alle er ligeglade.

Jeg betyder ikke noget. Mit liv betyder ikke noget.

Jeg er bare en patient. Jeg er bare en anden i rækken, hun skal tale med, for at få sin lødseddel. 

Jeg er ikke noget specielt. 

Og jeg er slet ikke værd at hjælpe. 

Så jeg holdt min kæft. Og jeg lod hende give mig en tid om 2 uger. 

Og jeg gik ud. 

Og jeg græd.

Der var så mange andre ting, jeg heller ikke fik sagt. Ting, jeg synes er svære. Ting som "jeg drak mig stiv i lørdags alene, fordi jeg ikke kunne cope med mig selv eller mit liv". Eller: "jeg tror min spiseforstyrrelse er ved at komme ud af kontrol, hvad gør jeg". 

Men jeg tør ikke. 

For jeg er ikke syg.

Der er ikke noget galt med mig. 

Hvis min spiseforstyrrelse var slem, ville jeg ikke være fed.

Hvis min spiseforstyrrelse var slem, havde jeg tabt mig nu. 

Jeg fortjener ikke bedre. 

Så jeg bliver ved med at tie stille. 

Bliver ved med at sige, at alting er okay. 

Indtil den dag, jeg får nok, og det hele går galt. 

Ikke fordi nogen ville opdage det. 

Hvem skulle også det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...