Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8049Visninger
AA

53. CSO

Kl. 12:32, mandag, d. 18. september, 2017.

 

Her klokken 10 var jeg til samtale på CSO - Center for Seksuelle Overgreb.

Ew.

Det gør næsten fysisk ondt at sige, men det er okay. It's all okay. 

Det var imidlertid dog ikke den følelse jeg havde, da jeg gik derind. Jeg havde det mildest talt fucking horribelt. 

Men hun er sød, hende sygeplejersken. Hun taler lidt for meget, synes jeg nogle gange, men hun er sød. Sød og forstående. Hun kan ved, hvad hun snakker om, og hun kan afslutte nogen af de ting, jeg selv synes er for svære at sætte ord på. Og det er rart. Min normale terapeut bliver nemlig bare stille. Venter på, jeg selv færdiggører det, selv om det er obvious, at jeg ikke kan.

Men det er ikke hende, vi skal snakke om.

 

Jeg havde en "agenda", da jeg kom ind i dag. Jeg skulle fortælle hende, at jeg havde løjet. Jeg skulle fortælle hende, at jeg udelod detaljer. 

Men jeg kunne bare ikke.

Det var så svært, og jeg fik tårer i øjnene, og jeg skulle i skole bagefter og havde mascara på, og could just NOT cry. Så jeg afbrød. Jeg grinede. Everything was kinda embarassing.

Hun snakkede om gråzoner, og det er fint, men... jeg syntes, det var svært at finde en gråzone. 

Hun bad mig skrive det ned på et papir, men jeg kunne stadigvæk ikke fortælle om det.

Så vi snakkede om nogle andre ting, der ikke var lige så "farlige", omend lidt ubehagelige. 

Bl.a. om, hvorfor jeg syntes, det var så svært.

Jeg fortalte hende, at det var fordi, jeg var bange for, at hun blev sur på mig. At jeg skammede mig. At jeg følte mig skyldig. Og at jeg også bare følte mig ulækker... jeg var fucking ulækker. Alt ved mig var. 

Hun spurgte, om jeg kendte den følelse.

Jeg svarede ja.

Hun spurgte, hvad jeg plejede at gøre ved den. 

Jeg svarede, at jeg plejede ikke at gøre noget, andet end fuckedness... 

Hun spurgte indtil, om jeg lavede selvskade, når det var.

Jeg svarede ja.

Hun spurgte, om jeg lavede andet.

Jeg svarede ja.

Vi kom derfor ind på spiseforstyrrelse-life, og hun fortalte, hun syntes, at det var en form for selvskade, men også at det var en anelse personlighedsforstyrret, og så flækkede jeg af grin, fordi jeg jo egentlig i lang tid har gået og overvejet, om jeg har borderline... 

Så snakkede vi om, at jeg skulle snakke med min terapeut om udredning, bl.a. pga. mine madproblemer, men også mine issues med impulsivitet/selvskade, en ting mere, jeg ofc. har fucking glemt, og så øh, mit forhold til andre mennesker, og hvor hurtigt min tillid til andre bliver brudt, mit need for attention og validation, osv... Hun syntes, det var en meget god idé, at jeg prøvede at blive udredt, lol. 

Vi snakkede om mit awkward forhold til min terapeut, og hvordan vi kunne forsøge at gøre det bedre, så jeg fik noget ud af mine samtaler, der hvor jeg går... bl.a. med at skrive ting ned, som hun bad mig om at gøre nu. 

Det brugte vi meget tid på. 

 

Eventually løb tiden fra os, og jeg var nødt til at break it til hende, det, jeg egentlig kom fra, og så gik det lige pludselig ret nemt. Det var pinefuldt, og det gjorde ondt, men... jeg gjorde det.

Jeg fortalte hende, det havde plaget mig i lang tid. At jeg ikke havde følt, jeg måtte have det dårligt over det, der var sket.

Jeg fortalte hende straight up, som jeg havde skrevet på papiret: "Jeg husker mere flere ting, end jeg oprindeligt sagde, fordi min veninde bad mig udelade dem", og så fortsatte jeg ellers i samme spor: "Jeg sov ikke rigtig på noget tidspunkt. Jeg var vågen hele tiden. Jeg kunne bare slet ikke reagere, jeg havde ikke nogen connection til min krop." 

Hun sagde, at det ikke gjorde min oplevelse mindre forfærdelig. Det gjorde ikke forbrydelsen mindre. Det var stadigvæk ikke okay, uanset omstændighederne.

Hun spurgte, hvordan jeg havde det med det nu. 

Jeg sagde, at jeg syntes... at det var svært. Fordi på den ene side vidste jeg udmærket godt, at det ikke var okay uanset hvad, men alligevel så larmede det andet bare så meget... jeg kunne ikke sige mere. 

Hun fortsatte.

Hun læste mine tanker.

Eller ikke, men... hun er nok bare så erfaren, at hun ved, hvad man tænker.

"Det har nok noget at gøre med, at hvis du var vågen, så... tænker du, at du også skulle have gjort noget, ikke? Kæmpet? Jeg har lavet det her i mange år. Og jeg har aldrig hørt nogen berette om dén historie. Alle tror, at det er sådan, de vil gøre, men... sådan er det slet ikke. Og det er forbundet med så meget skyld og skam, og du reagerer helt normalt, på noget unormalt, der er sket." 

Og så tudede jeg.

Jeg ved ikke, hvorfor. Jeg tror bare, det var så rart at høre... at jeg stadigvæk var lige så valid og okay, som jeg var før. At det virkelig ikke var mig, der havde gjort noget forkert eller dumt.

Og så sagde hun de mest gyldne ord, i hele samtalen: 

"Men du gjorde det, du var nødt til. Din kamp er lige så reel som alle andres. Det, du gjorde, var at lade som om at sove, for at håbe på, at det så hurtigt gik over. Det er din kamp - og den er helt okay." 

I swear i was crying so hard. 

Men det var også svært.

Det var virkelig svært, fordi det var lettende, det var det. Det var så rart at få det ud af systemet, og så rart, at jeg ikke havde gjort noget galt, og det ikke automatisk var min skyld nu, fordi jeg havde løjet eller ladet som om. 

Men det var hårdt, fordi min hjerne stadigvæk blev ved med at bilde mig det ind. Det ville have været meget lettere, hvis hun havde sagt til mig, at det var min skyld, fordi det ville have passet så godt ind i mit hoved.

Men det var det ikke.

Og det, jeg skulle øve mig på nu var at tænke, at ikke alting var min skyld. Og slet ikke det her. 

Og det var bare så rart. Skræmmende, men rart.

 

Og nu her kl. 15, skal jeg så have samtale det andet sted, which i am dreading as shit. Men lige nu føles alting okay. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...