Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 11 aug. 2017
  • Status: Igang
Kan du stole på dit eget sind?

6Likes
39Kommentarer
1940Visninger
AA

18. Av, for fuck

Kl. 23:32, søndag.

 

Godaften brothr og velkommen til emotional damage.

Okay, jeg gider ikke lyde som en whiny lil bitch, men fuck fuck fuck, hvor gør mit inderste ondt lige nu.

Jeg har prøvet at skubbe det fra mig i lang tid, fordi jeg obviously er dumb as fuck, og åbenbart elsker at torturere mig selv??? 

Men en af mine gode veninder, samme veninde, der tvang mig til at melde dig til politiet, er recently (nogle måneder siden, hvis ikke mere) blevet venner med en af mine eksveninder. 

Som hun ved har behandlet mig dårligt.

Som hun ved er skyld i mange af mine udfordringer.

Hvorfor gør man sådan noget? 

Nu har jeg så fundet ud af, at hun ikke bare sov der natten til i dag, men sådanset også skal sove der natten til i morgen... selv om jeg rly needer hende lige nu??? Lmaoooo. 

I don't even know, hvorfor jeg bliver ved.

Hvorfor bliver jeg ved med at blive såret over det? 

Ugh.

 

Jeg skal spare jer fra alle detaljerne, men hende her min eksveninde... damn bro, she did some fucked up stuff. Vi var bedstevenner gennem det meste af folkeskolen, fordi jeg, dumb as shit, ikke kunne fatte, at hun var en manipulerende so, der kun brugte mig for egen vindings skyld. Fuck, jeg kunne skrive bøger om, hvad hun har gjort mod mig af psykisk misbrug, for damn bro... den pige kendte bare ingen grænser.

Hun vendte hele vores klasse i mod mig engang, da vi skændtes. 

Hun drillede mig, med de ting, hun vidste, jeg var usikker på. Fik mig til at få det dårligt, over den mængde mad, jeg spiste, og sådan nogle ting.

Fik hendes mor til at arrangere et møde mellem hendes mor og min mor, fordi at når jeg snakkede sammen med andre piger i klassen, hvis vi skændtes, så troede hende min eksveninde altså, at der blev talt om hende, så jeg skulle lade være med at snakke med andre i klassen, hvis jeg var uvenner med hende.

Da jeg fik problemer, troede hun ikke på mig. 

Jeg skar ikke i mig selv, for mine sår var overfladiske og ligegyldige, og jeg ville bare have opmærksomhed.

Mine familieproblemer var startet, da jeg var barn, så dem kunne jeg umuligt have endnu.

Jeg var irriterende, når jeg havde depressive episoder, fordi hvis jeg virkelig mente, at jeg bare gerne ville dø, skulle jeg da bare prøve at begå selvmord.

Min klasselærer læste min stil, der tydeligt fortalte, at jeg havde det svært, og gerne ville dø. Alligevel tog hun mig til sidde, for at bede mig passe på min eksveninde, der lige nu gennemgik en svær tid, og jeg var hendes eneste ven, så jeg skulle være der for hende, og gøre skolen et rart sted for hende at være.

Men hvad med mig?

Hvorfor var jeg ligegyldig?

Hvorfor var der ingen, der passede på mig? 

Spurgte, om jeg var okay? 

Jeg blev endda taget til side, og der blev sagt, at jeg havde tabt mig helt vildt.

Men der blev stadigvæk ikke spurgt, om jeg var okay.

Der blev stadigvæk ikke taget hånd om mig.

Jeg var ligegyldig.

Hvis jeg skulle være sammen med hende her, var det altid på bekostning af, at jeg skulle hjem til hende, hun ville aldrig hjem til mig. 

Engang skulle jeg købe snacks med til os, og da de ikke havde de snacks i min hjemby, måtte jeg tage til en anden by, og jeg spurgte, om hun ikke ville med, og jeg blev mødt af "nej jeg har for ondt i fødderne det gider jeg ikke". 

Dengang jeg var så syg, langt nede i min spiseforstyrrelse, måtte jeg stikke af fra en engelsk eller tysktime, fordi jeg skulle kaste op, og jeg nåede kun lige ud på badeværelset, hvorefter jeg knækkede mig ukontrolleret ned i kummen, mens jeg græd. Da jeg kom tilbage til klassen, grinede hun af mig og sagde: "ved du godt, man kunne høre dig?". Da jeg tog hjem, fordi jeg stadigvæk havde det skidt, sagde hun: "så du efterlader mig bare alene her?" 

Det fortsatte gennem tiende klasse, og gennem HF, selv om vi ikke længere gik i skole sammen. I tiende klasse gjorde vi, og det fik jeg fandeme også at høre for. Jeg ødelagde dit liv, jeg var grunden til du skar i dig selv, og jeg var grunden til, at du ville begå selvmord. Selv om jeg sådan set ikke havde gjort andet, end at sige fra overfor dig. 

Du bildte alle ind, at du var blevet mobbet gennem hele folkeskolen, når det i virkeligheden var mig, der var mobbeofferet, og du bare stod og så på, at de andre mobbede mig. Én gang var der nogen, der sagde noget grimt til dig, og jeg tog dig straks i forsvar, hvorefter jeg så selv blev talt grimt til. Du tog aldrig mig i forsvar. Hvorfor gjorde du ikke det? 

Du begyndte også at bilde folk ind, at du led af en spiseforstyrrelse og af depression. Eller, det havde du faktisk gjort længe. Men det var først nu, det virkelig tog overhånd. 

Jeg troede ikke på dig, og det indrømmede jeg også tit overfor dig. For du spillede bare syg. Det virkede i hvert fald sådan. Nu er jeg jo selvfølgelig i tvivl, ligesom jeg er med alt andet i verdenen. Men hvordan kan du skrive til mig, at du ligger og græder hver eneste dag i din seng, og brækker dig, og sulter i flere uger i træk, når du samtidig gemmer dig bare en social medie profil, hvor du poster glade stunder af dig, der løber udenfor med din dumme hund, dig der drikker cola, dig der er ude og shoppe, og whatnot. Det er meget vigtigt at sige, at det her var din skjulte sociale medie profil. For på dem, du vidste vi andre kendte, var du selvfølgelig dit deprimerede selv, der tiggede alle om opmærksomhed. Men der, hvor du troede, at ingen kiggede, viste du dit sande jeg.

Hvilket du også tit skældte mig ud over, og du manipulerede mig til at tro, at du havde det så skidt, og var så dårlig, så jeg fik det dårligt med mig selv, over at jeg nogensinde tænkte anerledes, hvilket ultimativt gjorde, at jeg hadede mig selv endnu mere, og benyttede endnu mere selvskade. Jeg var værdiløs, og jeg var et ondt, ondt menneske. Ikke? 

Du fremlagde en dag i skolen, hvor du sagde til alle, at du var blevet mobbet gennem hele din skoletid, og derfor havde du fået anoreksi, og var stoppet med at spise, og det havde dine forældre opdaget, så de havde taget dig til psykolog og fået skaffet dig hjælp. Den dag var jeg der ikke, men jeg fik det af vide, at nogle andre, der var der.

Til mig sagde du altid, enten at du 1) aldrig havde sultet dig, men bare spiste sundt og trænede eller 2) at du kastede op hele tiden, og at du sultede dig selv i ugevis, og dine forældre var blinde og opdagede ikke, at du gjorde det. 

Hvad er sandt? 

 

Så for nogle måneder siden kontaktede jeg dig. Da jeg fik min spiseforstyrrelsesdiagnose. Jeg spurgte, hvordan du kom over din.

Du sagde, at du ikke havde haft nogen spiseforstyrrelse, men at der bare var gået rygter om det, men at du havde tabt dig af stress, og ikke fordi du havde en spiseforstyrrelse.

Det ødelagde fuldkommen mit liv. 

Hvorfor skulle du lyve sådan? Hvorfor var du sådan? Hvis du ikke havde en spiseforstyrrelse, hvorfor HELVEDE piskede du mig så igennem skyldfølelse over ikke at tro på du havde en? 

Hvorfor helvede fik du mig til at føle, at jeg skulle DØ for at være så hensynsløs? 

Hvorfor gjorde du de her ting mod mig? 

Hvad har jeg gjort dig? 

Er du klar over, hvor dybe de ar fra folkeskolen sidder i mig? 

Både de fysiske, men fandeme også de psykiske. 

Jeg hader dig så meget, og jeg kan alligevel ikke slippe dig. 

 

Og min nuværende veninde, hun ved det her. Hun ved det hele. Alligevel vælger hun at bruge tid sammen med dig? Alligevel prioriterer hun dig? 

Hvem gør sådan noget? 

Hvorfor hænger hun ud med en, der sønderknuste mig fuldkommen, og ikke engang angrer at have gjort det? 

Hvorfor FUCK fortjener jeg de her shitty relationer til andre mennesker? 

 

PS. jeg ved godt, at hele den her entry har et andet "dig" i fokus end normalt, og jeg beklager den eventuelle forvirring, jeg orker bare ikke at ændre det på nuværende tidspunkt, jeg tror jeg vil kravle under min dyne og tude mig selv ihjel over, hvor uretfærdigt livet kan være.

Ciao bella. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...