Sandt eller falskt?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 28 jul. 2018
  • Status: Færdig
Kan du stole på dit eget sind?

//Fiktion.

5Likes
43Kommentarer
8015Visninger
AA

46. Åbn nu øjnene?

Kl. 23:21, søndag, d. 3. september, 2017.

 

Jeg er alene.

Meget alene. 

Ensom, kan man vel kalde det.

Hvis man lige ser bort fra i går, hvor jeg var drunk, er det lang tid siden, jeg har haft det sådan her. Jeg tror måske, jeg har negligeret følelsen. 

Jeg er ked af det.

Jeg ville virkelig fucking ønske, at der var nogen, der bare... gave a fuck, du ved? Nogen, der kunne sige "kom herover", eller "hey, du ligner en, der kunne trænge til et knus". 

Fordi alt gør ondt. Alt gør så fucking ondt hele tiden, og jeg prøver at skubbe det væk, og jeg prøver at lade som om alting er fint. Men det er det ikke. Hell, jeg sidder og kæmper med tårerne, for ikke at bryde stortudende sammen på gulvet lige nu. 

I de sidste mange kapitler har jeg brugt humor meget exsessively, jeg har virkelig, virkelig... lost it. Jeg har altid brugt humor som en coping mekanisme, virkelig altid, og i takt med, at jeg fik det dårligere, blev mere stresset, blev mere deprimeret, osv., jo stærkere blev joksne og distancen til mig selv. Jeg havde ikke lyst til at have det dårligt. Så det eneste, der gav mening for mig, var at joke med det. 

Det kan jeg bare ikke mere.

For der er ikke noget, der er sjovt ved det her. 

 

Jeg er træt af, at lægge mig til at sove alene. 

Jeg er træt af at sove alene. 

Træt at vågne op alene. 

Træt af, at når jeg vågner om natten, for whatever reason, at så har jeg kun mig selv. 

Logisk nok ved jeg godt, at det aldrig ville du i praksis at sove sammen med nogen, uanset hvor uskyldigt, det så måtte være, fordi jeg ville straks gå i fullblown panik, og jeg ville ikke kunne falde til ro, og dermed ikke sove. 

Men jeg craver virkelig bare... tryghed. Nogen, der holder om mig, og ikke lader mig slippe, indtil jeg har det bare remotely bedre.

Nogen, der ikke giver mig lyst til at hade mig selv og min ynkelige eksistens. 

 

Jeg har virkelig følt mig out of my mind lately. 

Det gør jeg egentlig stadigvæk. 

Det er også derfor, jeg skriver overdrevet meget med alle mulige, også folk, jeg virkelig ikke giver en fuck for. 

I guess det er bedre at tvinge sig selv gennem yderligere emotional damage, end det er, at være alene? 

Like, denne her fyr, samme fyr fra i går, han har hash, og like, not gonna lie, det er tiltrækkende as fuck. Jeg vil virkelig gerne ryge. Jeg vil virkelig gerne feel better. Jeg vil virkelig gerne have, at it makes me feel better. Og jeg vil gerne have ham, på en entirely non-sexual way, fordi ærligt, kan ikke udstå ham. Får virkelig stress af hans personlighed, den er annoying as freck, og han tror, han er the shit, og det er han bare ikke, og it pains me, at man kan være så fucking selvoptaget og oblivious, altså wow. Ok, du har penge? Ok, du er en "pimp"? Ok, du sælger stoffer? I rly don't care? I mine øjne gør det dig ikke mere eller mindre cool, men den måde du konstant sender snaps af det, makes u kikset as hell, og giver mig lyst til at kvæle mig selv, men altså... jesus. 

Alligevel stopper jeg jo ikke med at skrive.

Faktisk lægger jeg ret meget op til anything. Faktisk er jeg vildt ærlig. Fortæller jeg har det crap. Fortæller, jeg er på vej ned i et sort hul. Og jeg får intet tilbage, andet end sexsnak, hvilket er ok, men.... wow, not what I fucking need? Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre mere. Jeg har bare lyst til at råbe og skrige. Men det ville sikkert ikke hjælpe noget.

Hvorfor er der ingen, der fucking forstår, at jeg bare gerne vil have noget safety og stability? Nogle cuddles, noget omsorg, anything. 

I want someone to care for me. 

Jeg vil have dig er nogen, der gerne vil det bedste for mig.

Jeg vil have, at der er nogen, der trøster mig når mit humør bliver sådan her, og jeg sidder i min dumme sofa i min dumme lejlighed og græder, fordi jeg føler, jeg ikke er noget værd, og fordi jeg har lyst til at sulte og cutte og dø. 

Især i de her tider.

Jeg vil ikke være alene. 

Fordi når jeg er alene, bliver jeg ensom.

Når jeg bliver ensom, bliver jeg deprimeret.

Når jeg bliver deprimeret, træffer jeg dumme valg. 

Som i går, da jeg besluttede at drikke. 

Eller som nu, hvor jeg skriver til dumme fyre, der kun vil have sex. 

Eller når jeg kigger tilbage på dengang, hvor mit liv var bare en anelse mindre smashed, så jeg bliver deprimeret over, at alle aspekter af mit liv nu bare er deprimerende. 

Eller når jeg trigger mig selv endnu dybere ind i min halve spiseforstyrrelse (since jeg stadigvæk ikke er sikker på, om jeg vil admit der er en eller ej). Jeg vil bare tabe mig, tabe mig, tabe mig. Se knogler, knogler og flere knogler. Få blå mærker over ingenting. Fryse hele tiden. Få blå negle. Pass-oute mærkelige steder. Og det er nogle mærkelige ting, gerne at ville have. Og jeg ved, det er skidt. Jeg ved, det er et symptom på, at jeg har det skidt, men jeg kan bare ikke stoppe det. For så længe jeg stadigvæk er rask, er der ingen, der opdager, jeg har det skidt, selv om jeg siger det til dem. Så jeg bliver nødt til, at matche min yderside med min inderside. 

Jeg ville bare virkelig ønske, at nogen tog fat i mig. Sagde til mig, de kan se, at jeg falder. Beder mig om at stoppe. Beder mig om at passe på mig selv. Validerer mig.

Hvorfor er der ingen, der gør det? 

Hvorfor bliver de ved med at lade mig falde? 

Kan jeg ikke nok please stoppe med at falde. 

Se mig. 

Vær nu sød, at se mig. 

Selv jeg kan se, at jeg har tabt mig, når jeg kigger på mig selv. Ikke alverden, men jeg kan se det. 

Så hvorfor kan I ikke? 

Det er trods alt 3-4 kilo siden sommerferien, der er tale om. 

Jer, der siger, I bekymrer jer, hvorfor ser I det ikke? 

Jer, der hele sidste år havde ih og åh så fucking travlt med, at jeg skulle huske at spise, og at jeg så bedre ud, nu jeg havde taget på? Hvorfor ser I ikke, at jeg smider det hele igen? 

Kan I ikke se det store cut på mit håndled? I ved, jeg har haft en fortid med det pis. Se det dog. Spørg mig, hvorfor det er der. Hjælp mig. Se mig. 

Hvorfor opdager I ikke, jeg stadigvæk ikke spiser noget i skolen? 

Hvorfor ser I mig ikke? 

I fucking wish, at jeg bare besvimede midt i det hele, så I var nødt til at se mig. 

Men jeg er for stor en baby, og kan ikke sulte nok til, at det sker.

Det behøver egentlig heller ikke at komme derud, når I kalder jer mine venner.

I burde da kunne se, jeg ikke er mig selv mere?

Kram mig. 

Lad mig vide, jeg ikke er alene.

Så er I søde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...