En våd aften

"Kommer du til festen i Jason huset i dag?"

-Oplev et samsurium af følelser gennem teenagepigen Rebecca.
//Bidrag til konkurrencen "piger 2018" // - Køn

0Likes
4Kommentarer
95Visninger

1. En våd aften

 

Joseph smil skylder en bølge af sommerfugle ind over mig - selvom smilet ikke er til mig. Han og hans slæng står let lænet op af gangens skabe, og hans sagte grin er den eneste lyd som jeg opfanger. Jeg fjerner mit klæbende blik fra ham og lægger åndsfraværende mine bøger ind i det aflange skab. Et par hænder lægger sig om mine hofter, og et påtaget smil spiller på mine læber…. Adam. Jeg vender mig mod ham i en kurvende bevægelse, som per automatik får hans hænder til at løfte sig fra mine hofter.

 

"Hey" siger jeg skyldbetynget, samtidig med at jeg prøver at få det til at lyde entusiastisk.                                             “Hej Becca. Har du nogen planer efter sidste lektion?”  “Det er et stykke tid siden sidst, og jeg savner dig" tilføjer han for at fylde den tomme luft ud. Oh shit! Jeg bider mig selv i læben og trækker tiden ud ved at låse skabet bag mig. Han er smart. Vi har været sammen i nok tid til, at han ved jeg ikke har arbejde om onsdagen.                 "Øhm... Jeg har faktisk en ekstra vagt i dag, så det passer ikke så godt" siger jeg kvækkende, og dramalinjen synes pludselig brugbar. Han rynker på næsen og virker uden tvivl utilfreds med mit afvisende svar.                                    "Du plejer da aldrig at tage ekstravagter? - Du ved, fokus på studiet"                                                                        Min hals snører sig sammen.                                                                                                                                    "Kate er syg, og jeg kan godt bruge pengene" forklarer jeg yderst utilfreds med min egen bortforklaring. Mine løgne vokser sig op om ørerne på mig, og jeg er taknemmelig for, at jeg ikke er Pinocchio. Chancerne for at han støder på hende i gangen, får mig til at genoverveje, om løsningen var den rigtige. Et "oh" slipper fra hans læber, og jeg er overbevist om, at han er mindst 5 cm lavere, da han bevæger sig væk fra mig. Koldsveden har lagt sig langs mine tindinger, og jeg stryger det væk med yderkanten af ærmet på min grå sweater.

 

En oprigtig glæde dukker op til overfladen, da jeg spotter Sofia i kantinen. Hun venter uden tvivl på mig, og den uskrevne regel om fællesspisning holdes intakt. Jeg trækker den tunge metal stol til side, og sætter mig, så jeg kan se mod både hoveddøren og de store tropiske planter, hvis blade står som en vifte over hovederne på os.       “Adam inviterede mig ud i dag" siger jeg uden videre, og jeg behøver ikke at kigge på hende for at se hende rulle øjne ad mig.                                                                                                                                                               “Det er altså din egen skyld Rebecca" siger Sofia stift.                                                                                               Jeg ved, at der ligger alvor bag hendes ord, for det er sjældent, at hun tiltaler mig ved fornavn. Jeg stikker gaflen mod pastasalaten velvidende, at jeg syndigt leger med manden. 


"Du bør gøre det forbi med ham. Jeg har ondt af, hvordan du holder hans hjerte i dine hænder uden rigtigt at vide, hvad du skal stille op med det. Snart prikker du hul i det med dine mågeklør!"

Jeg kan ikke andet end små le over hendes overdramatiserede bemærkning, men hendes stålfaste blik får mig til at skjule det i et host.                                                                                                                                                     "Jeg ved det godt", melder jeg ud med parerede hænder.                                                                                            
"og nej Becca, der er ikke noget 'men' i den her diskussion" siger Sofia tydeligt blødgjort.

 

"Kommer du til festen i Jasons hus i dag?" spørger Sofia, da vi rejser os for at gå til de sidste timer.                         "Nej den går ikke. Jeg har sagt til Adam, at jeg tager ekstra vagter på SunnyDays" siger jeg irriteret, for jeg kan tydeligt mærke, at jeg har behov for at løsrive mig fra studierne.                                                                             “Han kommer jo aldrig til college festerne. Eller fester helt generelt” pointerer hun.                                                 Hun har ret. Jeg kan let forestille mig hans fredag aften gå med at studere historie og andet litteratur. Læsehest tænker jeg, samtidig med at jeg forbander mine egne 4-taller. 


Jeg står vurderende foran det høje spejl på mit værelse, iført et par stramme jeans og en halvslidt sweater. Jeg træder ned i mine mørke støvletter, som får det til at klinge, da jeg begiver mig hen mod døren på det oliebelagte trægulv. En sms tikker ind. Den er fra Sofia, og med fede blokbogstaver har hun skrevet:

"JEG GIDER IKKE FØLGES MED DIG, HVIS DU TAGER SWEATEREN PÅ!"

Jeg sukker. Som læst i stjernerne. Hun kender mig bedre end nogen anden hvilket gør, at jeg både hader og elsker hende på samme tid. Jeg trasker tilbage på værelset, for at åbne skabet som er fyldt med enslignende trøjer. En enkelt udstikker gemmer sig dog bagerst på bøjlerækken, og en nyfunden energi overskygger min usikkerhed. Jeg iklæder mig den v-udringede stropbluse, som Sofia må have glemt hos mig, for det er ikke noget, jeg ville have købt.

 

Alt for nedringet. Bare nedringet.

 

Jeg skuler mod mit spejlbillede, og selv om jeg måske benægter det, kan jeg godt se at den fremhæver mine bryster.

 

"Wauw, nogle er vist stået op fra de døde" Udbryder Sofia, da hun ser mig nær Jason huset.                                 "Jeg tror det er din, men jeg tillod mig at tage den på"                                                                                              Hun giver mig det elevatorblik, som kun ens bedste veninde kan give en, uden at man føler sig utilpas til mode. "hmm, den sidder flottere på dig alligevel. Bare behold den"                                                                                      Før jeg kan nå at takke hende, tager hun et fast greb om mit håndled og trækker mig op ad trappen ind til huset. Et bundt veltrænede fyre pifter og baner os vej ind til forhallen. Jeg skuer over de mange mennesker, hvoraf jeg kun kender få af dem. De fleste virker allerede til at være godt berusede. Sofia møver sig gennem mængden og rækker mig en punch, som stensikkert ikke ville være tilladt til en skolefest.                                                                        "Tak du" siger jeg og prøver at lyde selvsikker.                                                                                                               Hun blinker til mig, og det står klart, at hun er i sit rette element. Hendes øjne stråler, og inden længe er jeg overladt til mig selv. Akavet placeret i lokalets hjørne finder jeg kun sikkerhed i mit punchglas. Musikken er overdøvende høj, og bassen sender små stød op gennem hele min krop. Gud hvor ville jeg ønske, at jeg havde beholdt sweateren på, og så alligevel. Joseph træder ind af døren, og hans blå t-shirt matcher hans øjne. Jeg er ikke den eneste hvis øjne hviler på ham, for samtlige langbenede piger sværmer allerede om hans gylden blonde lokker.

Et stik af jalousi knuger sig i maven på mig, da en af pigerne læner sig frem og hvisker noget i hans ene ører. Hun trækker sig tilbage med et lille bid i hans øreflip, som falder i åbenlys god jord hos Joseph. Hendes luskede fingre filtrer sig sensuelt ind i hans, og for åben skue trækker hun ham ind i et lidenskabeligt kys, som tigger for mere. Jeg tager mig selv i at stå med åben mund. Varmen blusser op til mine kinder, og jeg knuger endnu hårdere om plastikkruset, som giver svagt efter mellem mine fingre. Uvante følelser pulserer rundt i blodet, sammen med det alkohol jeg har indtaget. I en hurtig bevægelser bunder jeg punchkruset, som efterlader mig med en sprittet eftersmag. Jeg skyller den væk med samtlige andre læskedrikke, som ved første øjekast ligner sodavand. Plankegulvet svajer svagt under mine ben, og en tynd hinde har lagt sig over begge mine øjne. Dobbeltspejlinger får rummet til at virke væsentligt mindre, og den tidligere jalousi forstærkes. Med Sofia taget hjem, er der ikke nogen til at stoppe mig i at dulme det med flere drinks.

 

Bassen er skruet ned på minimum, og min tidsfornemmelse er stukket af. For hver gang jeg gør et forsøg på at rejse mig fra den plastdækkede sofa, føles det som jeg har et helt ton viklet rundt om overkroppen. Jeg er stoppet med at hive den nedringede bluse op, hvilket må give frit udsyn til mine bryster. De festlige begivenheder stryger væk i en tåge, og mine øjne falder i for at åbne sig igen, men jeg giver til sidst efter for tyngden som hviler på dem.

 

Jeg vækkes af en blid rusken i mine skuldre, som får mit hovede til at dunke i tindingerne.                                  “Becca ikke?”                                                                                                                                                             Jeg åbner mine øjne til små sprækker og kigger op på et ansigt jeg ikke har set før.                                                “jo” siger jeg fortumlet og fyren foran mig læser mit spørgende ansigt.                                                                  “Jason. Jason som i værten af festen” han smiler og er uden tvivl oprigtig bekymret.                                            “ahhh, en lækker vært som jeg ikke har kysset med”                                                                                            Ordene triller ud mellem mine læber og jeg har ingen kontrol over hverken krop eller sind.                                 “Klokken er ret mange og du ser pænt wasted ud. Hvor bor du?” Han kigger på mig med løftede øjenbryn.               “Hmmm… jeg offentliggør ikke nogen adresse til fremmede fyre”                                                                                Et smil spiller på hans læber, og han virker udfordret.                                                                                             “Jason, 17 år, studerer og spiller baseball. Kan vi passere fremmede stadiet?”                                                        Jeg skuler til ham med sammenpressede læber.                                                                                                        “ja, jeg bor nede ved svinget” siger jeg overgivende.                                                                                               “okay så” mumler han, som om han er blevet stillet overfor en uoverskuelig opgave.                                                   I en glidende bevægelse får han mig vippet op på benene og hans muskuløse arm ligger sig fast bag min ryg.       “Jeg kan godt selv gå” kvækker jeg i et fordrukkent toneleje, som formentlig ikke er ret overbevisende.                 Han løfter hænderne op til ansigtet.                                                                                                                          “som du vil”                                                                                                                                                               Selv gennem mit slørede synsfelt kan jeg fornemme, at han holder sig klar til at gribe mig. Jeg tager mig god tid til hvert enkelt skridt ned ad den lille trappe. Koncentreret om ikke at snuble. Vejen hjem føles længere, end hvad den plejer, og en blid regn trommer mod min bare hud.                                                                                                    “Har du nu også snerret af vejrguderne?” spøger Jason med sine blå øjne rettet mod mig.                                       Jeg smiler genert og stirrer mod det nu våde græs under mine fødder. Stilhed fyldt med forbudte lyster. Vi er nået til husets fortrin, og han har lagt sine hænder rundt om livet på mig. Han kigger ned på mig gennem sit dryppende hår og bøjer sig i en langsom bevægelse ned for at kysse mine læber. Jeg gengælder det med samme omhu som ham, men han trækker sig tilbage.                                                                                                                                     “Jeg vil gerne kysse dig overalt på din krop, men jeg skal vide mig sikker på, at det er det du vil, og det kan jeg ikke, når du er fuld”.                                                                                                                                                                Han sukker og rækker ned efter min mobil, som jeg har liggende i baglommen. Elegant indtaster han sit nummer og giver mig den i hånden.                                                                                                                                               “ring til mig” siger han og forsvinder ud i regnen.

 

 



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...