Isak Valtersen

Smut ind og læs min histore af sæson tre i skam, hvor du følger Isak Valtersen i hans liv, hvor han bla. møder Even Beck Næsheim som han jo også gør i skam:) Da jeg skriver den på min måde, kommer jeg rigtig meget ind i hans tanker og point of view af det hele. Jeg har også lavet historien lidt om, men alle faktaer fra Skam er stadig med, don't worry;)

3Likes
1Kommentarer
77Visninger
AA

1. Slørede minder

mandag 09.10

Jeg vågnede med en knaldende hovedpine. Jeg kiggede lidt rundt og lagde så mærke til at jeg var hjemme. Underligt. Jeg kunne ikke huske at jeg var taget hjem. Det sidste jeg kunne huske var at jeg var taget ud ved 20.00 tiden og var gået ind på den første bar jeg kunne få øje på, derefter er det hele bare sort eller sløret. Jeg plejede ikke at drikke dagen før skole, men jeg magtede bare ikke at være derhjemme fordi min mor havde opført sig sært på det sidste, nok fordi min Far var aldrig hjemme mere. Jeg magtede ikke noget mere, jeg havde brug for bare at give lidt slip på mig selv og nyde livet, mere eller mindre. Jeg vidste ikke hvad det var min mor og far havde gang i, men jeg egentlig heller ikke det helt store behov for at vide det. Jeg tjekkede min mobil og så at der var 3 ubesvarede opkald fra Jonas, og nogle beskeder fra gruppen med gutterne. Jeg sukkede, magtede ikke til at svare på dem nu. Jeg tjekkede klokken. 09.12, jeg havde sovet over mig. Pis.

 

Jeg nåede ikke andet end lige at få tøj på, børste mine tænder og forsøge at sætte mit hår, da jeg tænkte jeg ikke skulle gøre det for åbenlyst at jeg havde været ude i byen en søndag uden en forklaring der var til at forstå for drengene. Efter to minutters tid i kampen om at sætte det, gav jeg op og måtte indse at ligemeget hvad jeg gjorde ville det stadig være åbenlyst. Jeg tog min mobil frem og tjekkede hvad klokken var, jeg havde præcis to minutter til at nå sporvognen. Jeg skyndte mig ud i gangen og tog den kasket jeg havde lånt af Jonas på. Jeg ledte efter min jakke som plejede at hænge på tøj knagen ved siden af mine kasketter, men der var ingen.

“Hvor faen er min jakke henne?”

Jeg måtte have mistet den i går.

 

mandag 09.45

 

Pis igen.

Jeg havde glemt mine høretelefoner derhjemme, så jeg kunne ikke bare gå ind som om jeg var for opslugt af musikken til at lægge mærke til noget som helst. Solen skinnede heller ikke den dag, så solbriller ville ikke være en diskret løsning. Desuden gik jeg alligevel aldrig med solbriller, så hvorfor ville jeg gøre det?

 

Jeg orkede ikke at høre på alle mulige spørgsmål om hvor jeg var igår og hvorfor jeg ikke svarede dem på deres opkald eller beskeder. Jeg kiggede lidt rundt da jeg var kommet ind på skolegården og fik hurtigt øje på gutterne som, stod samlet ovre ved indgangen og snakkede om hvad de havde oplevet i deres weekend. Jeg begyndte langsomt at gå over mod indgangen med mit blik rettet mod jorden for at de ikke skulle se mig. Det virkede indtil jeg var  på vej op af trappen hvor Magnus så åbenbart havde set mig, og skreg,

“Hallaaaa Iiiiisak!!”

jeg stoppede hurtigt op, og kiggede op på døren og fortrød at jeg ikke bare var spurtet ind som om der var en flok sure aber efter mig. På den anden side, så havde det nok været ret så åbenlyst at jeg prøvede at undgå dem. Jeg plastrede hurtig det mest falske overraskede fjæs på og kiggede over på dem,

“Hva’ faen! Står i der? Jeg havde slet ik set jer, hva’ såå?”

Og gik derefter over til dem og gav dem det obligatoriske bro hug. Magnus kiggede på mig igen,

“Du ville nok ha’ haft det lidt nemmere ved at se os, hvis du rent faktisk kiggede op”

Jeg hostede og smilte nervøst til ham. Jonas gav mig hans standart sære blik, som om han havde gennemskuet at der var noget jeg ikke fortalte. Han kiggede kort ned i jorden og sparkede til et af efterårsbladene som var faldet ned på jorden. Han kiggede op på mig igen og åbnede munden,

“Hvae, du ser lidt træt ud? Har du haft en hård weekend?”

Jeg tøvede lidt med at svare og kiggede usikkert ned i jorden igen imens jeg svarede,

“Jae, jeg var til sådan noget familie noget, min far holdte fødselsdag i går, og klokken nåede at blive ret mange før vi kom hjem og sådan..”

Jeg kiggede op på ham igen for at se om han købte den. Han kiggede lidt undrende på mig til at starte med, men så ringede skole klokken heldigvis. Jeg gik hurtigt op af trappen og ind af døren, og tog hurtigt mine bøger fra mit skab frem. Første time var biologi så jeg hev min biologi bog og biologi hefte frem.

.

mandag 11.50

Efter en skod time biologi med Sana som partner, havde jeg egentlig bare lyst til at sige fuck det, og pjække så jeg kunne tage hjem og sove. Hvorfor skulle Sana altid være så ond mig mig? Jeg havde spurgt hende om hun kunne arabisk siden hun jo var muslim. Hun kom bare med et sygt fornærmet fjæs, og satte mig derefter på plads. Forstod ik hvad problemet med det var? Anyways, det var frikvarter så jeg var på vej ned til kantinen for at købe noget mad.     Der var ikke var en skid derhjemme, fordi min mor bare sov 24/7 og ik magtede at tage ud og købe ind længere. Heldigvis var min far var sådan en rigtig business mand, så han tjente mange penge, dvs. jeg altid bare kunne spørge ham. Jeg købte mig en toast med ost på. Ikke lige det bedste kantinen kunne byde på i forhold til andre dage, men nu var det jo også kun mandag. Efter at have stået og spekuleret lidt over hvor jeg skulle sidde, besluttede jeg mig for at tage den med op ovenpå, så jeg kunne sætte mig i sofaerne der var ude for dansk klassen. Da jeg kom derop havde jeg forventet et hav af mennesker og en masse larm men der var slet ik nogen. Jo to ligegyldige piger fra 1.g som jeg faktisk aldrig havde set før. Ikke at jeg var gået glip af noget. Jeg satte mig over ved det runde bord fordi de der tøser der havde taget den gode sofa, og hvis jeg ikke kunne få den gode sofa, skulle jeg slet ikke have nogen sofa, sådan var det bare. Jeg satte mig på en af stolene der stod der, og begyndte at spise min, nu kolde, toast. Jeg tyggede lidt på den bid jeg lige havde taget ind i munden og fik så øjenkontakt med en af de to tøser der sad på den gode sofa. Hun havde langt lyst hår, og et smalt ansigt som hun havde taget make-up på, men meget minimalistisk så hun ikke lignede matas i fjæset. Hun var ikke grim, men jeg synes heller ikke at hun var sådan, wow, eye catching agtig. Hun smilte lidt til mig, nok eftersom jeg havde nærstuderet hendes fjæs i 30 sekunder. Jeg gav hende et falskt smil tilbage og fokuserede videre på at spise min mad. Pludselig gik døren til dansk klassen op og det væltede ud med en masse larmende elever. Jeg fik hurtigt øje på gutterne. De var på vej over til mig. Jeg kiggede hurtigt ned i bordet imens jeg prøvede at fjerne brødkrummerne fra mine fingre. De satte sig på resten af de stole der stod ved siden af mig rundt om bordet, som jeg nu havde fyldt med brødkrummer. Jeg kunne mærke de stirrede på mig, så jeg kiggede op, uheldigvis for mig, sad Jonas foran mig så han var den første jeg fik øjenkontakt med.

“Halla?”

sagde jeg spørgende som om det var det han ville høre..

“Jamen hej da.”

svarede han grinende med det ene øjenbryn løftet. Jeg rullede lidt med øjnene og lod den ligge. De tog deres mad frem og begyndte at spise. Jeg havde i realiteten ingen grund til stadig at sidde der da jeg allerede havde spist.

“Hvorfor kom i først ud nu?”

Jeg var egentlig lidt ligeglad, for jeg fik bare min mad ro fordi de først var kommet ud nu, men jeg kunne lige så godt spørge ind til noget for at starte en samtale.

“Der var nogle piger fra 1.g der lige ville snakke med klassen om en hyttetur de åbenbart har planlagt i et sommerhus en af dem ejer. Jeg pisse ligeglad så jeg kan ikke huske hvem af dem det var...”

 

svarede Mahdi med en stemme hvor man kunne mærke hvor latterlig en ide han synes det var.

“Hva?! Er du ligeglad? Så du dem slet ik? De var jævla dejlige!”

skreg Magnus nærmest op i mit øre. Så kom tøse snakken igen. Jeg havde aldrig interesseret mig for det. Jeg forstod bare ikke hvorfor det var det eneste snakken altid skulle falde på. Hvorfor ikke snakke om mad i stedet så, endda det ville interessere mig mere. Min mere eller mindre irritation, udløste endnu et rul med øjnene, så jeg besluttede mig for at tjekke min mobil. Der var zero nye beskeder. Trods det blev jeg ved med at stirre på skærmen, hvor jeg havde et billede af 2pac som baggrund.

“Du glemte den her igår”

Jeg kunne genkende stemmen så jeg kiggede hurtigt op, og fik øjenkontakt med nogle blå øjne. De virkede bekendte, som om jeg havde set det blik før. Slørede billeder fra igår poppede op i hovedet på mig. Der gik et par sekunder hvor vi bare stirrede på hinanden indtil Mahdi’s irriterende stemme afbrød.

“Igår?”

Efterfulgt af Jonas’ irriterende stemme.

“Hva faen? Hvorhenne??”

Så kom jeg i tanke om det han sagde, og kiggede så på det han stod med i hånden. Der var min jakke! Men hvorfor fanden havde han min jakke? Og hvem var han overhovedet? Så kom jeg i tanke om at jeg jo havde sagt til drengene at jeg havde været til min fars fødselsdag. Dritt. Jeg sukkede, og kløede mig lidt i panden og prøvede at virke cool selvom jeg var ved at blive busted. Jeg kiggede op på drengen igen, med et blik der bare skreg ‘hjælp mig lige ud her’. Han startede ud med at kigge undrende på mig, men fangede så hvad det var jeg var ude på.

“Nå, undskyld jeg må ha’ taget fejl, det må være en af mine venners så”

Han løftede øjenbrynene på den der måde der, og smilede til os alle sammen som et slags farvel, og gik så sin vej. Det var endnu en gang alt for tæt på. Jeg betragtede ham imens han gik. Der var noget specielt ved ham.

“Det var da din jakke?”

Sagde Magnus med det mest spørgende ansigtsudtryk. Det var typisk Magnus at snakke alt for meget.

“Du ved ligesom at der også er andre der kan have den samme jakke som mig ik?”

Svarede jeg som om det var det mest åbenlyse og at det var det dummeste overhovedet at spørge om. Magnus reflekterede lidt over det jeg havde sagt og spiste så sin mad videre som om intet var sket.

 

mandag 16.30

Jeg tog min mobil frem og tjekkede klokken. Vi havde fri. Jeg lagde den bold jeg havde spillet lidt rundt med, på plads og gik så ud i omklædningsrummet. Alle var allerede gået hjem da der havde været fritime fordi vores lærer var syg. Så enten kom de bare slet ik til timen eller også var de der kun halvdelen af timen. Jeg havde ikke travlt med at komme hjem så jeg valgte bare at hænge der lidt længere. Jeg gik hen til det skab jeg havde mine ting i, og begyndte så at skifte. Jeg startede med at tage trøjen af. Jeg kiggede ned på min mave, den var ikke særlig trænet, men da jeg altid havde været en slank dreng som min mor plejede at sige, var mine muskler bare tydelige. Så kiggede jeg over på mine arme, de kunne godt bruge lidt flere muskler, ikke fordi der slet ik var nogen muskler i dem, men der kunne bare godt være lidt mere. Jeg spændte lidt i overkroppen for at se om det så bedre ud, det gjorde det. Mine muskler blev lidt tydeligere. Jeg blev revet ud af mit lille moment af et hosten. Jeg fik et chok og kiggede lynhurtigt op for at se hvem det kom fra. Det var ham fyren med de smukke øjne igen. Han stod lænet op af dørkarmen. Normalt ville jeg ikke sige at en fyr havde smukke øjne, det var mere sådan noget jeg sagde til piger, men der var bare noget specielt over ham hers øjne. Akavet. Jeg kiggede hurtigt ned i gulvet og lod som om jeg ikke lige havde stået og tjekket min krop ud. Så kiggede jeg på ham igen, hans blik var rettet på min mave. Jeg fik en underlig følelse i kroppen, han bed sig lidt i læben mens hans blik fjernede sig fra min mave til mine øjne så vi fik øjenkontakt igen. Jeg kiggede på hans læber og blev helt fascineret af dem. Hva fanden var det jeg havde gang i? Jeg kunne mærke kuldegysningerne på hele min krop, og vidste at jeg var blevet helt rød i hovedet. Jeg vendte mig om og tog hurtigt min hættetrøje på for at skjule det.

“Halla”

lød det fra ham med en dyb men sød stemme. Jeg vendte mig om igen, nu lidt mindre nøgen.

“Hei”

Svarede jeg med en nervøs stemme. Jeg prøvede at hoste nervøsiteten væk, men det virkede ikke, i stedet fik det mig bare til at se skide dum ud. Som om jeg prøvede at hoste en hårbold op. Han måtte have lagt mærke til det, for to sekunder efter begyndte han at fnise lidt af mig. Jeg rødmede igen.

“Jeg har din jakke med til dig, jeg ville jo ha’ givet dig den der i første pause, men det var åbenbart dårlig timing”

sagde han imens han smilede skævt til mig. Jeg grinte akavet og tog så derefter imod jakken og lagde den over på bænken til mit andet tøj.

“takker”

Han blev bare ved med at kigge på mig med det der skæve smil. Det var som om han havde lyst til at sige noget, men så alligevel ventede på at jeg gjorde det først. Ikke at der var så meget at tænke over, da det var åbenlyst at der manglede en del brikker i puslespillet. Jeg havde egentlig ikke lyst til at spørge men jeg blev vel nød til det på en eller anden måde. Jeg samlede det lille smule mod jeg stadig havde sammen, og spurgte,

“Hvor har du egentlig min jakke fra?”

Han smilte igen. Det var helt klart det han havde ventet på jeg ville spørge om, man kunne se det i hans blå skinnende øjne. De lyste helt op nu.

“Du tvang mig bogstaveligtalt til at tage den”

Svarede han med et skævt smil. Hva faen? Jeg løftede det ene øjenbryn og kiggede på ham som om han var et spøgelse. Jeg kunne intet huske fra dagen før, så jeg havde ingen ide hvad fanden han snakkede om. Jeg kendte jo ikke engang den her dreng som stod og sagde at jeg havde tvunget ham til at tage min jakke. Han læste mit ansigtsudtryk og sukkede imens han rettede sig op fra dørkarmen.

“Jeg tror aldrig nogensinde jeg har set nogen være så stiv som du var igår, men jeg nød hvert sekund”

han blinkede med det ene øje til mig, og gik derefter sin vej med et lusket smil på hans læber, og forlod mig som et stort spørgsmålstegn.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...