Blackmail

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 20 jul. 2017
  • Status: Igang
Da Cornelia Milburn en eftermiddag efter skolen, opdager at en af de mest populære drenge fra skolen har en mørk hemmelighed, afpresser hun ham til at hjælpe hende. Hans velkomst ind i hendes liv, bringer både varme og kulde, men mest af alt vender det op og ned på alting.

________________________________________________________________________________________________________________
Der kommer nye kapitler cirka hver tredje dag :))

0Likes
0Kommentarer
68Visninger

1. Kapitel

Hun er en smuk, selvstændig og udadvendt pige som altid er typen der gør de rigtige ting, siger præcis hvad der skal siges på de korrekte tidspunkter, og har de helt rigtige mennesker ved sin side. Hendes navn er Cornelia Daniella Milburn.

Eller... Det er det måske i et andet univers. For i det her univers, tilhører det navn altså mig. Desværre kan jeg ikke sætte hak ved siden af størstedelen af de førnævnte ting, udover det allersidste. 

I stedet er jeg en normal pige, som arbejder sig igennem mit sidste år inden college, junior year. For at være helt ærlig, kan jeg ikke sige at mit skoleliv helt levede op til de drømme jeg havde da jeg var otte år gammel. Dengang havde jeg regnet med at jeg på nuværende tidspunkt ville have en stor gruppe venner, fester hver weekend, og drenge sværmende om mig. Tja, jeg nyder da de venner jeg har, og får i det mindste nogle forholdsvist gode karakterer. Det er vel altid noget, ikke sandt?

For at få understreget min pointe, er jeg ikke den allermest spændende person i verdenen. Eller bare i St. Clair for den sags skyld. St. Clair er den by jeg bor i. Ikke den største by, men den er der. Og den befinder sig lige midt i Missouri. Jeg gentager, ikke det allermest spændende. Det er nu ret rart med et lille lokalsamfund. I det mindste behøver jeg ikke køre langt for at ende hjemme hos mine gode venner.

”Nellie!”

Når man taler om solen…

”Nellie der var du… Jeg har ledt efter dig på hele skolen!” udbryder Addie. Addie Gillian Brown. Det er navnet på min nok allerbedste veninde. Og det er altså i det her univers. Jeg har altid haft svært ved at vælge nogen frem for andre, men titlen går til hende. De fleste har svært ved at tro det, og jeg ser deres pointe. Addie er cheerleader, og ligger ikke låg på charmen overfor drengene. Uden at lyde alt for kliche, forestiller jeg mig at vågne op som hende må være ligesom en film. Perfekt blondt hår ned til navlen, store blå øjne, vellidt i skolen, får alle fyrene… Ja, der er ikke rigtig noget at klage over der. Udadtil, altså. Nu kender jeg hende så en smule bedre. Vi har været venner siden tredje klasse, da en af drengene synes at det var super komisk at klaske maling på min nye hvide kjole i billedkunst. Addie kaldte ham en kæmpe idiot og hældte alt hendes lilla maling i håret på ham. Hun lånte mig hendes jakke, så ingen kunne se pletterne, og fulgtes med mig hjem. Efter den dag har vi fulgtes hjem stort set hver dag.

”’Ledt efter mig på hele skolen’ min bare røv… hvordan kan det så være du lige er kommet ud af det klasselokale derhenne, smarte?” spørger jeg, og nikker hen imod venstre. Et lille smil breder sig over mine læber, mens hun ryster stædigt på hovedet.

”Visse vasse, jeg fandt dig i det mindste, korrekt?” svarer hun spydigt, og lader hendes arm glide ind under min så vi går arm i arm. Gangene fyldes med flere og flere mennesker, og jeg holder mig så tæt på Addie som jeg overhovedet kan, imens hun begynder at fortælle om hvordan hendes geografilærer havde blinket til hende tre gange under timen, og at hun er helt sikker på at han fantaserer lige så meget om hvordan hun ser ud uden tøj på, som hun gør om ham. Jeg prøver at følge med så godt jeg kan, men den pige snakker så absurd hurtigt, at min hjerne slet ikke kan nå at finde hoved og hale i det der kommer ud af hendes mund. Vi møver os uden om de forbipasserende elever, i retning mod kantinen. Gud, hvor jeg håber de har noget ordenligt i dag…

Da vi endelig når derhen er Addie blevet færdig med at fortælle om de to sidste drømme hun har haft om Professor Whittle, geografilæren, og hvor perfekte deres børn ville være. Jeg spotter hurtigt May – Endnu en veninde som Addie og jeg begge kender fra fællesfaget, musik – som vinker os hen til et bord i hjørnet. Jeg smiler stort til hende, og trækker Addie med mig, som er i fuld gang med at dagdrømme igen.

”Hvad er der på menuen i dag?” spørger jeg, imens jeg dumper ned på sædet ved siden af May. Hendes grønne øjne finder febrilsk mine, og hun griber ud efter min arm med begge hænder.

”Diskrimination, det er hvad der er!” udbryder hun, og lader fortabt hendes pande dumpe ned i hendes ene hånd. Jeg hører Addie mumle utilfreds, og når lige at se hende himle med øjnene.

”Uha nej, har de nu lavet blå og lyserøde muffins igen, ligesom til juleballet?” siger Addie, og vifter med hænderne og sender mig et blik der skriger ’sarkasme’. May løfter hovedet, og kigger muggent hen på Addie.

Nej, selvom jeg stadig synes det var en absolut forfærdelig måde at sætte kønnene i båse på den måde – ” påminder May, med en løftet pegefinger.

” – Men, de har afskaffet veggie-sandwichen i kantinen!” afslører hun endelig, og kaster igen panden ned i hænderne. Addie og jeg begynder begge to at fnise lavt, imens May sukker dybt. May er nok den mest spændende person jeg kender. Hun har altid gang i noget nyt, og tør sige præcis hvad hendes holdning er. Sidste uge besluttede hun sig for at klippe hendes hår af, så hun går nu rundt med 4-5 centimeter pjusket hår. Jeg er stadig i gang med at vænne mig til det. Udover det, er de ting hun har oplevet fantastiske. Det går nok i takt med at hun er født med en sølvske i røven, på grund af hendes far som er Producer i Hollywood. Hendes atten års fødselsdagsgave var en Rolls Royce Dawn i guld. Det er vidst nok sagt.

Efter at havde lyttet til halvkvalte, utilfredse lyde fra May, fisker jeg min egen madpakke op fra min taske.

”May, tag min. Det er en avocadosandwich, som jeg i bund og grund hellere vil bytte for en pulled pork sandwich oppe i kantinen,” siger jeg, og støder min albue ind i hendes skulder et par gange for at få hendes opmærksomhed. Hun kigger op fra hendes skjul med store øjne, og tager glad imod maden.

”Du er seriøst den bedste jeg kender,” siger hun så, og slynger en arm om skulderen på mig, og masser hendes kind mod min.

”Okay, okay, så så, nok kærlighed,” mumler jeg og griner lavt da hun giver slip, og ivrigt begynder at pakke emballagen op. Addie står allerede op igen, og kigger utålmodigt på mig.

”Skal du med op og have noget så?” spørger hun.

”Rolig nu,” svarer jeg, og rejser mig op for at gå med hende.

Der er ikke så mange mennesker i kantinen i dag. Jeg kan ikke forestille mig at det er på grund af den nyhed om veggie-sandwichene som havde ødelagt Mays dag, men jeg klager heller ikke. Jeg har aldrig været stor fan af meget larm og store flokke, så det er rart for en gangs skyld.

En varm hånd rører min skulder kort, da en dreng møver sig forbi mig. Jeg løfter forbløffet hovedet og kigger efter ham. Åh gud. Det var ingen mindre end Benjamin Peterson. En af stjernerne på skolens football team, og i den grad en flot en af slagsen. Hans blonde hår stikker lidt ud under den grå hue han har trukket over hovedet, og den blå football-jakke sidder tæt om hans skuldre og overarme… Åh gud de overarme…

”Årh, undskyld Cornelia,” mumler han og sender et kort smil inden han fortsætter ligeud, hen mod de andre drenge fra holdet. Jeg åbner munden for at svare, men da det går op for mig hvad der lige er sket, stopper jeg midt i den bevægelse. Benjamin kan mit navn? Siden hvornår kan han det?

”Holy… Macaroni…” hvisker Addie, og begynder at fnise imens hun trækker mig hårdt i armen.

”Det er officielt! Addie Brown og Cornelia Milburn er blevet populære. Jeg vidste denne dag ville komme, jeg havde bare ikke troet det ville være så nemt,” fortsætter Addie begejstret, og laver store fagter med armene mens hun går. Jeg kan mærke varmen stige mig til kinderne, og vender mit blik imod jorden. Aldrig i mit liv har jeg udvekslet et ord med Benjamin, og så sker det her? Billeder af Benjamin og jeg, hånd i hånd, hans smil der er forårsaget på grund af mig, og små kys han planter på mine læber…

Jeg kigger hen imod deres bord, og ser hvordan drengene sidder og snakker henkastet med hinanden. Selvfølgelig er det ikke en ’big deal’ for dem…

”Kom så Addie, jeg gider ikke stå i kø i for lang tid,” siger jeg, for at skifte emne og komme tilbage til virkeligheden. Jeg trækker hende videre igennem menneskemængden, og prøver at glemme hændelsen før.

 

***

 

Efter frokost, og de sidste moduler, står jeg – som altid – og venter på Addie på parkeringspladsen. Det er altid hende som er mest langsom. Forskellige undskyldninger hver gang, og hver dag godtager jeg dem, uden yderligere ballade. Jeg går om bag den store del af parkeringspladsen, og læner mig op af murstensvæggen ved den bagerste del af skolen. Jeg kigger ned på mine fødder, og lader min vægt skifte fra side til side, imens jeg venter.

Mine tanker vandrer tilbage til tidligere i kantinen. For lige at gøre det klart – jeg har ikke sindssygt meget erfaring når det kommer til drenge, og selveste fænomenet ’kærlighed’. Udover de sædvanlige akavede kærester man havde i alderen 5-10, så tror jeg min eneste rigtige kæreste var i 8., men alligevel tæller han ikke da han droppede mig 2 uger efter for en anden pige. Derfor kommer jeg aldrig til at kunne gå efter drenge so Benjamin. Så ville jeg i hvert fald skulle have en meget vis guru. Sådan i stil af filmen ’Hitch’, hvor man har en lovedoctor med sig, som hjælper en med hver en detalje.

Min dagdrøm bliver afbrudt da jeg kan høre en bil suse hen imod den lille baggård jeg står ved, og jeg læner mig op langs muren, da jeg kort frygter at bilen farer rundt om hjørnet, og ind i mig. En sort polo drejer ind, og parkerer i hjørnet skråt overfor mig. En ung fyr, ikke fra skolen, men nok i tyverne, stiger ud af bilen. Godt nok kender jeg ham ikke, men umiddelbart fik hans sorte kasket og hans anspændte ansigtsudtryk ham til at se ret skummel ud. Det ser ikke ud som om at han kan se mig, hvilket jeg egentlig har det ret godt med.

Efter få sekunder åbner der sig en dør ved den mur jeg står op af, og forskrækket flyver mit blik fra manden til personen der hastigt kommer gående ud af døren. Det er Thomas Langley. Jeg kender ham, fordi han også er en del af footballteamet, og så også fordi han er flyttet hen på min vej så sent som to måneder siden. Imens han går hen imod manden, stryger han en hånd igennem hans mørke hår. Faktisk, en ret flot fyr, men han er slet ikke min type. Den pris går til Benjamin.

Uden at sige noget til hinanden, trækker Thomas en kuvert op af lommen. Manden tøver ikke et sekund før han nærmest hiver kuverten ud af hænderne på ham. Han vender ryggen til resten af parkeringspladsen, og Thomas stopper nervøst sine hænder ned i lommerne på sin grå hoodie igen. Manden sprætter kuverten op, og jeg rynker brynene sammen da det går op for mig at det er penge der er i kuverten. Mange penge. Han tæller dem alle sammen, og vender sig derefter imod Thomas igen. Han er sur.

”Hvor er resten?” mumler han muggent, og træder et skridt frem imod Thomas. Thomas rækker beskyttende hænderne frem, og trækker kort skuldrene op mod ørene.

”Hør, der har lige været nogle små komplikationer, men jeg lover at jeg har dem inden næste gang, der får du dem alle, og lidt oveni endda.” svarer han hurtigt, og prøver at se afslappet ud, fejlagtigt.

Manden stirrer vredt på ham i et par sekunder, og selvom jeg står en del væk fra dem, kan jeg se hvordan hans kæbe spænder.

”Fint,” sukker manden til sidst, ”men jeg vil se alle pengene næste gang, ellers kan jeg ikke love hvad der kommer til at ske,” fortsætter han så, og trækker en stor plasticpose op af lommen. Thomas nikker, og tager imod plasticposen.

Det går mere og mere op for mig hvad det egentlige er der foregår, og jo flere sekunder der går, jo hurtigere bliver min vejrtrækning.

Manden stiger hurtigt ind i bilen igen, og imens han suser væk i høj fart igen, roder Thomas frustreret begge sine hænder ind i sit hår.

”Shit…” lyder det svagt fra hans læber da bilen er helt væk.

Jeg står, mundlam, og overvejer hvad jeg skal gøre nu. Men inden jeg når at tænke videre end det, at løbe skrigende væk, drejer Thomas om på hælen. Han stivner og stopper brat, da hans øjne pludselig borer sig dybt ind i mine.

 

Fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...