07:56

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 20 jul. 2017
  • Status: Færdig
Bidrag til piger 2018 med emnet ensomhed.

0Likes
0Kommentarer
395Visninger

1. 07:56

Hendes iskolde men samtidig tomme blik gled endnu engang rundt på den ellers så velkendte gang, da hun trådte ind på skolen. Den tunge hoveddør lukkede i bag hende, og hendes blik faldt på de mange forskellige grupper af elever der gik på gangen; elever der gik og snakkede, elever der stod med deres venner og grinede, og elever der stod med deres mobiler og tjekkede deres sociale medier.
Hun fandt endnu engang vejen fra hoveddøren, hen til klasselokalet der lå på øverste etage; det sædvanlige klasselokale, nærmere lokale 107. Som altid havde hun sin mobil i sin højre hånd, og høretelefonerne proppet i ørene, mens hun hørte sine yndlingssange. Musikken var efterhånden det eneste der kunne holde hendes humør en lille smule oppe, og havde det ikke været for det, var hun nok brudt sammen. Psykisk sammen.

Hun nærmede sig den lukkede dør der førte ind til lokale 107, og hun tog fat i håndtaget. Hun tog en dyb indånding, hvorefter hun trykkede håndtaget ned, og døren gik op. Hun gik ind i klasselokalet, og det første hun så, var det samme syn hun fik enhver anden morgen; de fleste af hendes klassekammerater stod derinde, opdelt i grupper. Nogle af dem så hen på hende, da døren lukkede i bag hende, men de så hurtigt væk igen, og fortsatte samtalerne med deres venner. Ligesom altid var højtalerne tændt, mens musikken flød ud fra dem. Endnu engang var computeren sat til at spille Despacito af Justin Bieber. Det var stort set den eneste sang hendes klasse spillede, det var som om de aldrig blev træt af den sang. Men det var hun. Hun skruede højere op for sin egen musik, og gik med langsomme, tunge skridt hen i den anden ende af lokalet, og hen til sin plads. Hun hængte skoletasken over stolen, og satte sig tungt ned på stolen. Hun så ned på sin mobil, og klokken der viste 07:56. Et suk forlod hendes læber; stadig fire minutter til timen ville starte. Hun ville bare have skolen overstået, så hun kunne komme hjem, og væk fra sin klassekammerater.

Hendes blik gled rundt i lokalet, og stoppede ved en gruppe; en gruppe bestående af syv piger og tre drenge; hendes gamle vennegruppe. De stod og snakkede, og grinede, og en følelse af både vrede og jalousi dukkede frem i hende. Hun havde haft det godt med sine gamle venner, eller det troede hun i hvert fald, indtil hendes såkaldte venner langsomt begyndte at lukke hende mere og mere ude. Hun havde længe prøvet at komme ind i gruppen igen, men hver gang hun havde prøvet at komme ind i gruppen igen, havde de bare holdt hende endnu mere udenfor, og ladet som om hun ikke eksisterede. Kun en enkelt af dem skrev indimellem til hende, men det var kun for at spørge om de havde fået nogen lektier for.

Endnu et suk forlod hendes læber, og hun så væk fra vennegruppen, hvorefter hun så kort hen på dem igen. Hun fik øjenkontakt med sin tidligere ”bedste veninde”, og hvis øjne kunne dræbe, ville de begge to havde været døde. Hun fjernede sit blik fra dem igen, hvorefter hun stirrede med et iskoldt blik ned i bordet. Selvom hun gjorde alt hvad hun kunne, for at prøve at ignorere sine følelser, kunne hun ikke skjule det helt; hun følte sig forrådt, forladt, såret, vred, og værst af alt, ensom. Hun havde hverken troet eller håbet, at hun nogensinde skulle føle sig så ensom som hun gjorde for tiden, og hun hadede følelsen. Det gjorde hende vred, iskold og hun prøvede at lukke ned for alle sin følelser, selvom det kun var forgæves.

Da klokken ringede ind efter hvad der føltes som lang tid, men egentlig kun var få minutter, kom deres lærer ind. Deres lærer fortalte hvad de skulle lave, og de skulle gå ud i grupper, som de selv måtte lave. Alle fandt hurtigt deres grupper; dem de altid var i grupper med. Undtagen hende. Hun endte med at sidde tilbage i klassen alene sammen med deres lærer, hvilket fik ham til at se hen på hende.
”Skal du ikke være i gruppe med nogle af de andre? Du sidder altid i klassen alene” sagde han, hvilket fik hende til at se hen på ham, og trække på skuldrene.
”Nej tak, jeg vil hellere være alene” svarede hun, hvorefter hun tog sin matematikbog frem, og begyndte på dagens opgaver. Det var efterhånden altid blevet sådan; hun endte med at sidde alene inde i klassen uden en gruppe, og hendes lærere spurgte altid om hun ikke skulle være i gruppe med nogle af de andre. Hun ville arbejde alene, de andre tog det hellere ikke alvorligt, og sad alligevel bare med deres mobiler. Hun havde efterhånden vænnet sig til at arbejde alene i skolen, og havde det efterhånden også bedst sådan.

Timerne var gået, og skoledagen var endelig ovre, hvilket også betød weekend. Det var hendes yndlingstid på ugen, når hun bare kunne gå hjem, og ikke skulle over på skolen i to dage. Det var aften, og hun sad inde på sit værelse, oppe på sin seng, og tjekkede sine sociale medier igennem. Hun loggede ind på snapchat, og ind på sine snapchatvenners MyStory. Hun fik øje på alle sine tidligere venners snapchatnavne, og gik ind på dem alle. De havde alle ti lagt billeder op, hvor de holdt filmaften, og selvom en del af hende følte sig såret over det, havde hun hellere ikke regnet med, de ville invitere hende. Hun var ikke en del af deres vennegruppe længere, nu hundrede procent officielt. Hun havde allerede regnet med det, da hun blev fjernet fra deres gruppesamtale på både Messenger, Snapchat og Instagram, og de ikke ville tilføje hende igen, da hun spurgte.

Hun sukkede, og slukkede sin mobil. Hun sad og stirrede med et tomt blik ud i luften, mens hun gjorde alt for at holde tårerne inde. Hun ville ikke græde over det, ikke igen. Selvom hun ville gøre alt for ikke at indrømme det, følte hun sig ensom. Mere ensom end hun nogensinde havde forestillet sig, man kunne være. Hun vidste hun ville klare sig igennem det på en eller anden måde, og hun skulle nok finde sig nogle nye venner der ville værdsætte hende, men hun vidste også det ville tage tid, og det ville blive hårdt, men hun skulle nok komme igennem det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...