Hvordan den hvide kanin besejrede tandfeen og ændrede verdens gang

Selv om man kun er en lille kanin, kan det godt være vigtigt at blive vist frem. Og det det skal ingen - heller ikke tandfeen - komme i vejen for!

1Likes
1Kommentarer
103Visninger
AA

1. Verden ifølge den hvide kanin

Klørene godt ind i pelsen på ham foran - og så skrab til, indtil han piver.

Og lad så den bedste kanin komme frem!

Gør plads for Karla Kanin.

 

- Se den ækle hvide kanin, mor. Den flænser de andre kaniner. Hvorfor gør den det?

- Jo, nu skal du høre Luna: Kaniner kan jo ikke tænke onde tanker. Den hvide kanin kom bare til at skrabe de andre i sin begejstring for at komme frem til os.

 

Nu handler det om at holde de andre kaniner væk med alle kræfter. Så er det mig, som bliver taget op på skødet og kælet med.

Se nu hende den slibrige grå kanin. Hun tror altid, hun er vigtig. Tænderne frem og så et velanrettet bid i halestumpen, så skal hun nok pakke sig.

Jeg, Karla Kanin, har fortjent at blive taget op som den første – også i dag

 

- Nej, mor. Nu bider den dumme hvide kanin også den fine sølvgrå i halen. Det gjorde den altså med vilje, mor. Jeg så i dens øjne, at den bed med vilje.

- Sludder. De leger jo bare. Kaniner er ikke onde. Kaniner kan slet ikke være onde.

 

Det er da utroligt, som de andre kaniner ikke vil makke ret. Har jeg da ikke gang på gang fortalt dem, at de må vente til det bliver deres tur. De hvide kaniner må naturligvis først – og da der kun er én hvid kanin i denne bondegårds-zoo, så har jeg førsteret. Det siger sig selv.

Til siden. TIL SIDEN, siger jeg. I andre 12 kaniner skal bakke. Jeg skal først. JEG SKAL FØRST. Skal jeg da ligefrem bide jer i ørene og gnaske alle jeres haler i småstumper, før I fatter det.

Grumpf, gumle, gnaske.  Gulp.

Ja, nu piver I, men jeg advarede jer. I må kende jeres plads.

Sådan. Det var bedre. De hvide har fortrin frem for de fejlfarvede.

 

- MOR! MOAR! Få den hvide kanin til at stoppe. Den er ond ved de andre. Den bider i dem med vilje. Jeg kan se det i dens røde blodskudte øjne.

- Så, så. Rolig Luna. Kaninen er måske nok lidt vild. Måske hjælper det, hvis vi tager den op og kæler lidt med den. Kom her lille hvide kaninus.

 

Endelig! Fremme i forreste geled, hvor man hører hjemme. Og ja – nu vil menneskene selvfølgelig se nærmere på den pæneste kanin i flokken, altså den hvide kanin, altså mig. Nu kommer jeg hoppende.

 

- Se Luna! Nu kommer den hoppende. Den er vel nok sød, når man bare er god ved den.

- Må jeg også ae den?

- Selvfølgelig må du det.

- Bider den? Den ser stadig ond ud.

- Sludder og vrøvl. Den er nuttet.

- Jeg vil alligevel ikke ae den. Den er garanteret ond indeni.

 

Ae, ae. Sådan skal man gøre ved Karla Kanin. Nu er alle menneske optagede af at beundre min smukke hvide pels og mine flotte røde øjne. De får svært ved at lade mig gå igen, fordi jeg er så uimodståelig blød og sød.

 

- Mor, nu skal du altså slippe den dumme hvide kanin, inden den bider dig. Jeg skal også have min tandfegave. Det lovede du.

- Du tror da ikke på tandfeen længere.

- Tandfeen eksisterer. Og tandfeen er meget mere værd end en dum kanin. Slip den så.

 

Hov, hov, hov. Så bliver man sat ned igen med det samme. Hvad er det for en uorden. Og hvad var det, de sagde, menneskene. Ikke at jeg normalt gider at høre på deres bavl, men den sidste sætning lød nærmest som: ”Tandfeen er meget mere værd end en dum kanin”. Uhørt, siger jeg. Har jeg fået en konkurrent?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...