Slavetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 23 jul. 2017
  • Status: Igang
Fauna var der på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted og i et desperat forsøg på at redde sin lillebror, bliver hun selv taget.
Selvom det virker fredfyldt mellem de fire lande, Njorden, Vestren, Reve og Gråland, så ulmer urolighederne under overfladen. To af landene tøver ikke med jagten på det magiske nomade folk, Ellerne, som er kendt i alle landene som gode slaver og tjenere - når de er altså blevet sat på plads.

2Likes
0Kommentarer
165Visninger
AA

3. Selmund

På den skimle hingst sidder Selmund, som leder dagens jagt. Han har den højeste stilling blandt de tilstedeværende og fangsten vil kun sætte ham i bedre lys hos kongen af Vestren. En del af folkene omkring ham er soldater under ham, der bærer brynje imens Selmund selv bærer velsyet tøj.

Det er kun ganske sjældent at Selmund er med ude på disse jagter, det er ikke noget han normalt har tid til. Han er leder af soldaterne fra Vestren og derfor er det ikke uvant at de jager nomadefolket. Men Selmund har aldrig set en heks fanget før. Hun har horn bundet fast i hendes mørke, vilde krøllede hår og hvad der ligner metalklør på hænderne. Hun er dækket af forskellige former for smykker og som hun kæmper imod soldaten der har hende, lyder der en ringende lyd fra hende, som om hun bærer en form for klokker.

"Nao, pas - " når Selmund akkurat at advare soldaten, Nao, men for sent. Metalklørene snitter imod hans kind og får ham til at vakle et par skridt bagud. Kvinden spytter på jorden foran ham og råber højlydt på et sprog som Selmund ikke forstår.

Arn, som er Ea's personlige elt slave, står ved siden af Ea's hest og siger noget til elt kvinden, som får hende til at brumme surt og trække en kniv, hvilket får hele gruppen til at trække våben og flere buer bliver spændt, pile rettet imod hende.

Selmund er skam godt klar over hvordan det er for ellerne i den her situation, Arn har forklaret ham det. Arn bliver betragtet som landsforrædder, fordi han hjælper dem med at jage. Selmund er imponeret over at han alligevel gør det, men han fornemmer at det er af loyalitet til Ea. Arn fortsætter med at tale til kvinden og Selmund stopper ham ikke. Hvis han kan berolige hende lidt eller i det mindste distraherer hende, er det jo ganske fint for dem. Men heksen ligner nu en der ser mere og mere fortabt ud, og hun virker til at være på randen til at græde. Dog distraheret, kaster en af de mere erfarende fangere et reb med en løkke og får væltet hende. I løbet af et par sekunder er hun på jorden, og Selmund ser kort op ad bjerget, som tågen fortynder og forsvinder. Han kan se flere hoveder betragte dem deroppe i det høje, men at jage dem i deres eget område ville være selvmord. Desuden kan han ikke forestille sig at de er glade for at han tager deres heks.

Han ser ud at øjenkrogen at Nao er over hende endnu en gang og Arn hjælper til denne gang. Oppe fra bjerget lyder et skrig, sikkert fra nogen af dem der nåede at flygte. Heksen skriger igen, til de flestes forskrækkelse. Hun skriger, en grådet høj lyd, der får fugle i området til at flyve paniske væk. Arn ser utilpas ud som Nao tager over og trækker hende op og hen imod til vognen de efterlod længere nede med nogle af de andre.

Selmund har på intet tidspunkt gjort mine til at gribe ind, ikke fordi jagterne ikke er intense men fordi han stoler på at hans mænd har styr på det. I stedet sætter han blot sin hingst i skridt og fører an imod vognen. Omkring kvindens ankel er et par klokker, som ringer for hvert skridt Nao trækker hende frem. Heksen er, på en mystisk måde, smuk. Hun står vel for noget ukendt, som flere mænd nok ville finde erotisk, noget vildt der skal tæmmes. Selmund er nysgerrig omkring ellerne og deres kultur, selv hvis det ses ned på. 

"Jeg troede ikke hekse var med til at hyrde." konstaterer Selmund efter at have undret sig et kort stykke tid og kaster et blik over skulderen på Arn, der trods alt ved mest omkring det. Det virker meget under hendes værdighed, hvis man skal tro på alle de historier han har hørt gennem tiden.

"Hun er en lærling, sir." svarer Arn blot som han går, trofast som en hund ved siden af Ea. Han er en af de eneste ellerer som Selmund har mødt, der hverken har haft brug for lænke eller halsbånd. I stedet følger han i Ea's fodspor, som en lydig hund der aldrig kunne drømme om andet.

Selmund nikker blot og stopper da de ganske kort tid efter kommer til den lille vogn, med buret hvori der allerede sidder to andre ellere, de fangede i skoven. Det er et metalbur, stort nok til 10 tætsiddende ellere. De som allerede sidder i vognen, er er klædt i mere grønlige klæder i forhold til heksen, der skiller sig ud med hornene og mere mørke farvede skind. 

Heksen vrider sig i Nao's arme, da det går op for hende hvor hun skal sidde henne og Selmund åbner blot døren til buret med sin nøgle. En af de andre jægere træder til og hjælper Nao, og ganske få sekunder efter låser Selmund buret igen. Hun græder og Selmund betrager hende et kort sekund, før han vender sig om og stiger op på sin hingst igen. Han er stærkt overbevidst om at kongen, populært kaldet for Guldhånden, nok skulle blive tilfreds med denne fangst.

"Hvorhen, sir?" spørger soldaten som har seletøjet i vognen og sætter sine heste igang med et roligt slag.

"Mod slottet." konstaterer Selmund roligt og sætter sin egen hest i gang. I et par korte øjeblikke bevæger gruppen sig fremad i stilhed, indtil den bliver brudt af ellerne. Det er en af dem fra skoven, som først starter med sang. Nao tysser på ham og rider kort op ved siden ad buret og slår imod det. Men elt manden fortsætter og snart stemmer de to andre med, heksen slår en kort rytme med foden med klokkerne omkring ankelen. Selmund kaster et blik over skulderen på Arn, i håb om han kan hjælpe og Arn ryster bare på hovedet. Han ser bleg ud.

"Arn?" spørger Ea roligt, den kvindelige ridder kaster et blik ned på slaven, der virker utilpas.

"De synger farvel, Mistress." forklarer Arn kort, før han kaster et bedende blik op imod hende. Hun betragter ham et kort øjeblik, før hun giver et kort nik. Selmund er næsten overbevidst om at de havde en hel lydløs samtale.

Men Arn synger med og hvis Selmund ikke tager helt fejl, hører han også svage stemmer i skovene omkring dem. De holder sig til de større veje som ellerne ikke begiver sig ud på, af sikkerhedsmæssige grunde, men han kan høre stemmer ret tæt på dem.

Alligevel er der ingen som stopper dem på vej mod slottet og sangen dør til sidst ud. Heksen græder nu, højlydt og de andre virker til at trøste hende. Selmund ignorerer hende, for med hvad hun skal igennem, kommer der til at fælde flere tårer. Mange flere.

En elt slave er først rigtigt god når de er ødelagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...