Slavetøs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 jul. 2017
  • Opdateret: 23 jul. 2017
  • Status: Igang
Fauna var der på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted og i et desperat forsøg på at redde sin lillebror, bliver hun selv taget.
Selvom det virker fredfyldt mellem de fire lande, Njorden, Vestren, Reve og Gråland, så ulmer urolighederne under overfladen. To af landene tøver ikke med jagten på det magiske nomade folk, Ellerne, som er kendt i alle landene som gode slaver og tjenere - når de er altså blevet sat på plads.

2Likes
0Kommentarer
248Visninger
AA

2. Fauna

For foden af et større bjerg, står en ung elt kvinde. Hun er hekselærling, tydeligt set på vædderhornene og klokkerne omkring hendes højre ankel. På både hænder og fødder bærer hun små metalklør, der kan tages på som fingerringe.
 Hun er efterhånden nitten vintre gammel og er lige nu med en lille del af hendes klan, nede for at lade fårene græsse et par timer, skjult af tågen.

 

Fauna smutter med smidige bevægelser, et par meter længere væk for at stoppe et får fra at komme for langt væk. Tågen gør at de er nødt til at holde dem en smule mere samlet, selv hvis der kun er 9 dyr. Ved hvert af hendes skridt, ringer klokkerne omkring hendes ankel blidt. En lyd hun som barn hadede, men nu værdsætter hun den. De tre små klokker gør at klanen altid kan høre hende, selv i tåget vejr, og så bringer det dem dermed en form for sikkerhed. Men hun har i årenes løb også lært af hende mester, hvordan man går og løber stort set lydløst med dem. Fauna er ikke god til at løbe med dem endnu, men hun kan gå lydløst.

Det er lang tid siden fauna har været på den bløde jord nede ved foden af bjerget, hun er efterhånden vant til det hårdere og til klippernes kolde kanter. Men selvom de har spejdere ude i dag og holde vagt, vil Fauna nok ikke vente lang tid før de leder fårene op igen af de mange gange og stier - for tågen bliver efterhånden tynder og tynder. Fauna har et par enkelte gange stampet i jorden og hvisket blidt til tågen om at give dem blot et par timer endnu - dog uden held. 

Ud af øjekrogen får Fauna øje på sin lillebror Aias, der løber efter et får som er på vej lidt for langt væk. Han er grunden til at hun gik herned i dag, han havde så ivrigt bedt hende om at tage blot en enkel dag fri fra hendes øvelser. Til sidst havde klanens heks bedt hende om at tage med, for hun var blevet træt af Aias plageri. Synet af den lille, spinkle dreng der får dirigeret fåret tilbage, bringer et smil på hendes læber. Han er det eneste hun har, ud over deres far. 

Men akkurat som Aias får gennet fåret hen til de andre igen, bliver deres fredelige stilhed brudt af et skrig. Flere sekunders stilhed bagefter, får dem alle til usikre at stå stille, tøvende. Indtil lyden af en spejders fløjte lyder og pludselig går alting hurtigt. De kommer.

Med vante råb jager de fårene op imod de små stier, hvor ingen af de fremmede sjældent tør begive sig op. Fårene er vigtig for klanens overlevelse, men Fauna vil hellere at hendes klan kommer i sikkerhed. En spejder dukker op fra skoven, løbende med en pil stikkende ud af skulderen og råber panisk at de skal afsted nu.

Fauna er hekselærling og derfor er hun betragtet visere end de fleste andre i gruppen, men selv hun kan se at de om ganske få minutter står i store problemer.

"Hurtigt, op, nu!" råber hun bare som hun hjælper med fårene. De enkelte ældre som er med nede, kravler i forvejen og hjælper de andre op ad de høje klipper. Fårene ved selv hvor de skal hen når de først er på vej op, så klanen går altid igennem gange, sværere at komme til.

Der mangler kun tre får da Fauna ser gruppen komme ud fra skoven, på deres heste. Jægere, en gruppe på omkring ti. De er bevæbnede og en stor hund løber foran dem, som Fauna er overbevidst om kunne spise et lam til frokost. 

Fauna skynder panisk endnu en gang på hendes gruppe, som hun ser dem kravle op ad klipper imod gangene og får fårene ledt op ad de mindre gange. Panikken får hendes hjerte til at hamre så hurtigt at det næsten gør ondt, og da hun ser til siden, opdager hun Aias der løber efter sit får der endnu en gang er stukket af. Hendes hjerte stopper næsten, som lyden af hundens gøen og hovenes trampen kommer nærmere.

"Aias," skriger hun desperat som hun løber imod ham, " Lad det løbe, lad det løbe!"

Han snubler over en sten i jagten på fåret og Fauna får fat i hans arm og løfter ham hurtigt op. Han er ti vintre gammel og tung, men hun er nød til at få ham med op til lejren. To fra klanen er blevet stående på den høje klippe for at sørge for dem og Fauna stikker Aias op først. Han bruger hendes skuldre og udstrakte hænder til at nå op til dem fra klanen og Fauna giver ham et ekstra skub, så de får fat i ham og trækker ham op.

Akkurat som hun får skubbet ham op og Aias bliver trukket op, bliver Fauna væltet. Kollisionen får hende skubbet imod klippevæggen og hun skubber hvad der viser sig at være hunden, væk med sit ben. Fauna kan ikke lide at skade dyr men hun har begrænsede valg nu og slår ud efter den med hendes klør på den ene hånd.

Hendes mestres ord, "kun i selvforsvar," genlyder kort i hendes hoved men som hunden piver kort og sakker et par skridt tilbage, fortryder Fauna ikke. Hun kan høre Aias begynde at skrige og hun vender ryggen til hunden og sætter klørene imod klippemuren for at komme op.

"hurtigere," skriger en af dem og rækker hånden frem, og Fauna kan mærke hjertet i hendes hals, som hun rækker ud efter hånden og prøver at holde balancen på den stejle klippevæg. Hun har næsten fat i hånden over hende, da hun mærker en kold hånd omkring hendes bare ankel, der river hende ned. Hun lander hårdt på jorden og så snart hun lander, råber hun "Løb!". Snart vil de være langt nok oppe til at jægerne opgiver, en tanke der beroliger Fauna kort i hendes panik. Dette er indtil hun ser manden der rev hende ned. Han trækker hende oppe og stå og Fauna når akkurat en af jægerene sige noget, før hun kradser ud efter hans ansigt og rammer ham på kinden. Han sakker et par skridt bagud, imens et vredt skrig undslipper ham og Fauna spytter foran ham, imens hun håber han aldrig når de evige vildmarker.

Med ryggen imod klippen af Fauna omringet af omkring ti heste og hendes chancer for at slippe herfra er efterhånden så små, at hun hellere vil dø.

"Fald ned - hvis du kæmper imod bliver det værre," siger en mandelig stemme, i en tunge Fauna med sikkerhed forstår. Hun stirrer imod manden som talte, der tydeligvis er elt selv. De ældre i klanen har nogle gange talt om forræddere, men Fauna har altid været naiv nok til ikke at tro på dem. Men manden foran hende, hjælper deres fjender med at jage deres eget folk. Bare tanken om det, får vreden til at blusse op i Fauna, som trækker sin kniv imens hun højlydt kalder ham forræder. Morder. Da hun trak kniven, blev flere buer spændt, pile rettet imod hende.

"Læg nu kniven ned, " siger manden med det korte går, som han står ved siden af en hest med en kvindelig rytter, "Det hele skal nok gå, det lover jeg dig." 

Fauna kan mærke tårene presser sig på, som hun svagt fra bjergene kan høre Aias skrige.
"jeg har familie," beder hun bare stille, men mere når hun ikke før en løkke griber fat om hendes arm og vælter hende omkuld. Soldaten fra tidligere har hurtigt fat i hendes hår og holder hende nede imod jorden. Han er klædt i en brynje, så hendes forsøg på at kradse ham yderligere dør ud og snart holder yderligere et par hænder hende nede og hun hører elteren fra før mumle "det er okay, det skal nok gå.".

Hun tror ikke på ham, og bliver bare revet op, hendes  hænder nu bundet bag på ryggen. Hun ser ganske kort op imod bjerget, hvor hun akkurat spotter Aias lange hår der blæser i vinden. Han skriger endnu engang og hun skriger tilbage, uden ord. Hun bliver tysset på af jægerne, soldaten der fangede hende har fat i hendes hår og leder hende fremad med det. Hendes hjerte hamrer afsted og for hvert skridt hun tager, ringer klokkerne omkring hendes fod blidt og minder hende om en roligere tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...