Walt Disney's forsvundne skat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2017
  • Opdateret: 6 aug. 2017
  • Status: Igang
I 1983 får Mickey en besked i en drøm, den består af Walt Disneys sidste ønske. Mickey og hans venner tager på hvad der var ment som Mickey og Walt’s sidste eventyr sammen. Men senere finder de ud af at eventyret ikke er for sjov. Det er et kapløb med tiden for Mickey, for at redde et liv, som er mere en diamanter værd.

Mit kokurrencebidrag til "Battle of fandoms". :D

4Likes
5Kommentarer
256Visninger
AA

1. Troldmanden og hans lærling

 

December 15, 1983. kl. 00:00

Mickey behøvede ikke en alarm eller en kalender for at vide at jubilæet var kommet. Selv i dyb søvn, følte han det komme. Ligesom hvert år på denne dato ved slaget midnat, nogle gange et par timer senere, det ramte ham. Den hjertesorg og depression kom tilbage fra december ’66 og de mørke dystre måneder, der fulgte med. Hvis de uforglemmelige følelser ikke vækkede ham straks var han plaget af mareridt. I år bragte et mareridt, som Mickey aldrig havde oplevet før.    

 

Mickey var omgivet af mørke. Men det var ikke som mørke i en skov. I skoven behøver du ikke rigtig være bange for mørket. Men man vil altid frygte det ukendte, i mørket. Mickey vidste, at han ikke var i en skov, for så ville han fornemme dyr som ville kigge på ham, høre dem knurre og moser deres tænder sammen. I stedet antog Mickey at han bare var i et tomrum af mørke, hvor han fornemmede noget at være bange for. Ingen rovdyr, ingen fremmede, ingen spøgelser. Bortset fra Mickey, var mørket helt tomt. Og det gjorde at Mickey følte sig virkelig bange for mørket. Uden at vide, hvad han ellers skulle gøre, begyndte Mickey at gå fremad. Hans fars ord, kom han til at tænke på: At vi skal bevæge os fremad. Måske ville det få ham ud af dette tomrum. 

 

Nogen tid senere følte Mickey en kold dråbe, på hans hoved. Regn? Nej, sne. Da Mickey kiggede op, begyndte uendelige hvide prikker falde ud af mørket. Selv uden lys, lyste hver eneste snefnug, det så ud som at der var antændt en stjerne inde i dem. Det var et smukt øjeblik af håb. Til Mickeys overraskelse, begyndte tomrummet at ændre sig. Med den indstilling, erstattede den mørket med et mere naturlig og trøstende syn. Over Mickey, skinnede en fuldmåne, hundredvis af stjerner, og alligevel sneede det uden en sky på himlen. Måneskinnet oplyste fine detaljer i en ørken, han så en stilhuet af en bygning, og et fortov. Han så mørket tog sin mest utrolige forvandling. Et træskilt adskilt i fire lameller, ordene “Røg” “Træ” “Ranch” dukkede op, og en uforglemmelige stemme kaldte på Mickey. 

 

“Hej søn. Det har været et stykke tiden siden…” Mickey faldt på knæ i chok. Han stirrede på skiltet med hans kæbe hængende lavt. “Walt” Mickey kaldte. “Far” råbte han mere presserende. 

 

“Hvis du hører denne meddelse, betyder det at der er gået lang tid, siden min død, og du har stadig ikke taget et meget grundigt kig på min sidste julegave til dig.” Sådan lød Walt stemme, han havde næsten glemt den. Mickey kunne mærke hans hjerte synke lavt i hans bryst. Det var kun en optagelse af Walts stemme: Han levede ikke, som Mickey havde håbet. Men budskabet fascinerede ham stadig. Walts stemme blev presserende. “Sytten år er gået nu, Mickey. Du har ikke råd til at forskinke længere! Alt hvad du behøver, er allerede i dine hænder.” I det øjeblik blev en jordbunden snefnug forvandlet til en halskæde. Den prellede Mickeys næse og han fangede det i hånden. “Intet af dette giver mening”. Mickeys sind spirrede af forvirring. En glemt gave, en søgen, hans fars sidste ønske, og nøglen til det hele var en snefnug halskæde. Den blege måne trak sig tilbage bag en sky, og ørkenlandskabet vendte langsomt tilbage til det sorte tomrum.“Jeg forstår ikke!” Mickey råbte på skiltet. Please! Lad være! Jeg har brug for svar!” Stemmen svarede ikke. Således var budskabet forbi. Skiltet blev opslugt i tomrummet og alt var død tavs. Så kom der en instinkt følelse, der fortalte Mickey hvorfor dette skete. I dag var årsdagen og Mickey havde mistet sin far igen. 

 

“Far”

 

Mickey vågnede med en forskrækkelse. Han satte sig op i sengen, og holdte en hånd over hans dunkende hjerte. Musens øjne pilede frem og tilbage, indtil han erkendte skyggerne rundt i lokalet. Han var sikker og forsvarlig i sit eget soveværelse. Til Mickeys venstre, var der lys der afslørede, en silhuet der ligner hans egen. “Mickey… Det var kun et mareridt.” Mickey justerede øjne og smilede svagt. Han var så lette over at se hende. “Minnie.” Mickey behøvede ikke sige mere. Minnie forvente denne rutine på hver jubilæum. Hun rørte ved hans ansigt, lokkede ham hen til hendes skulder og strøg hans ryg, mens hun lyttede til ham græde. Mens Minnie havde bevæget sig fra Walts bortgang, sympatiserede hun stadig Mickey, når han var fortvivlet. Men denne gang havde hendes mand, ikke fældet en tåre. Mickey blev tavs, han forsøgede at finde ud af hvad der lige var sket. 

 

Han havde aldrig haft et mareridt, som dette før. “Sytten år er gået nu, Mickey. Du kan ikke tillade at forsinke det længere!” Mickey huskede. Hans drømme havde aldrig haft sådanne advarsler. Denne drøm skulle betyde noget, musen regnede. Det han regnede mest ved, var at han ikke kunne dechifrere drømmens betydning: Selvom tolkning af drømme var en færdighed, han havde lært under læretiden af Master Yen Sid. “Det er det”. Mickey gennemtænkte højt. Uden yderligere forklaring forlod Mickey, Minnies skulder, farende ud af sengen, og med armene løftet op i luften. En glitrende uklarhed, som rød nisse støv fløj ud fra Mickeys handsker. Denne uklarhed kaskader ned af Mickeys arme og dannede to røde klokke ærmer. Den uklarhed fortsatte med at falde over ham, og forvandlede sig til Mickeys troldmandslærlings kåbe. 

 

Nu var kåben materialiseret og Mickey snoede den på plads. Hans bælte, hans shorts, hans sko: alt var der undtagen Yen Sids hat. Tilfreds, kigge Mickey op på Minnie igen. Hendes udseende af chok bragte ham ned på jorden igen. Måske handlede han lidt for hurtigt.“Mickey hvad i alverden laver du!? Minnie græd. Mickey trådte tilbage til sengen og tog hendes hånd. “Jeg har brug for at tale med Master Yen Sid. Dette var ikke en almindelig drøm.” Forklarede Mickey. “På denne tid?” Minnie argumenterede. “Jeg er nødt til det. Far sagde at jeg ikke måtte forsinke.” Han slap hendes hånd og forsøgte at forlade hende, men Minnie greb hans ærme kraftigt. Mickeys øjne tryglede hende, om at forstå. Kunne hun ikke se det var vigtigt? “Mickey, du har brug for at slå dig ned.” Fortalte Minnie ham alvorligt. “Du havde et mareridt, ligesom du har hvert år.” “Nej, dette var anderledes.” Mickey insisterede. Han trak ærmet fri fra Minnies greb. “Far gav mig en besked, der var tilregnet mig, efter hans bortgang.” Han standsede akavet. “Eller i det mindste forsøgte han at. Jeg kunne ikke forstå det. Pointen er, at dette er aldrig sket før.

 

Tror du ikke på mig?”

 

“Jeg ønsker ikke at ikke tro dig…” Minnie tøvede. “Det er bare…” “Lige hvad?” Spurgte Mickey. “Børnene.” Hviskede Minnie. Mickey bøjede hovedet, fordybet i tanker om, hvad i morgen, den sekstende betød for hans nyligt animerede børn. Den 16. December, vil 1983 kortfilmen Mickeys Christmas Carol blive frigivet som en genudsendelse for redningsfolkene. USA ville stirre på afkommene af verdens nummer et Toon, på skærmen for første gang. Dette ville være et monumental begivenhed for de tre Mouse børn, som det skulle være for enhver Toon. Toons fik to fødselsdage om året. En for deres animations dato, og en til deres første film/kortfilm premieredato. Naturligvis skulle Mickey og Minnie forbedre en kæmpe fest i Disneyland bagefter. Alle ville være der for den længe ventede præsentation af Peter, Martha og Timothy og deres offcielle barnedåb i Walt Disney Company familien. 

 

“Aww, jeg er tilbage før imorgen aften. Du ved, jeg ikke vil gå glip af børnenes store dag, for noget i verden. Mickey talte sødt. Minnie ville ikke lade ham gå så nemt. Hun lagde armene over kors i vantro. “Åh virkelig? Hvor ofte har dine besøg hos Yen Sid varet mindre end en dag? Hvor ofte er dine troldmands lektioner blevet til… nødsituationer i magiske verdner?” hun holdte et foredag. Mickey havde en fornemmelse af at han ikke ville vinde denne kamp. Han forsøgte at påvirke Minnie en sidste gang. “Det er det, jeg er bange for, Minnie. Dette kunne være virkelig vigtigt, liv ændrer sig, og …” Minnie havde fastlagt sig i sengen, hun lavede en irriteret ‘hmph’, og vendte ryggen til Mickey. Hun var færdig med at være sød, især hvis han skulle ignorere hvert ord hun sagde. Mickey var tom for ord. Skulle dette være hans chance for at gå. Men hvordan skulle han kunne forlade sin kæreste, når hun var så gal på ham. Mickey valgte sine ord med omhu. 

 

“Og … hvem er jeg hvis jeg vil forsømme min familie for nogle mareridt?” Den røde troldmands kåbe forsvandt, og Mickey kravlede tilbage i seng til sin elskede hustru. Minnie ville stadig ikke se på ham. Istedet tog hun sin højre hånd, over skulderen og rakte ham hendes mindste finger “Kan du lover mig at du ikke vil forlade mig.” Sagde hun. Mickey smilede over denne gestus. Lige siden de var børn, har Mickey og Minnie taget fingerløfterne meget alvorligt. Det hele dateres tilbage til 1929, da Walt lærte Mickey det. “Mickey lover.” Svarede Mickey, og slyngede sin mindste finger omkring Minnies. De to nød hinandens selskab, også selvom der var al den bekymring og mistillid nogle gange. Men så skete det. En vis blåklædt troldmand ville ikke finde sig i dette øjeblik, at den drøm, ville blive ignoreret. Ikke i yderligere sytten år, hvis bare han kunne hjælpe. Ukendt for musene, så den magtfulde troldmand Master Yen Sid ned på dem, gennem en kugle af vand der fungerede som en krystalkugle, over en sten gryde. At sige han var utilfreds med hans lærling ville underdrive den kendsgerning, og trække den gennem mudderet. Han var ligbleg. Troldmanden spildte ingen tid på, at lave en søvnbesværgelse til Minnie, og få Mickey transportet til slottet. En lyserød tåge omringede Minnie, og hun gik ud som et lys. Mickey duftede den velkendte duft, af søvnbevægelsen. Men istedet for at underkaste sig, blev musen trukket ud af soveværelset, på tværs af dimensioner, og faldte ned i Yen Sids sten heksekedel. Troldmanden så ynkeligt på sin lærlings pjaskeri,  i de tre liter vand. Ved ren og skær tilfældighed, fik Mickey sat en af hans arme på grydekanten. Instinktivt trak musen sig hen mod den afrundede kant og låste sine fingre fast omkring den. Nu kunne Mickey holde hagen over vandet. Han hostede flere gange for at uddrive alt vandet fra hans lunger, og han fjernede vandet fra øjnene med ærmet. 

 

Da han var færdig, stirrede han langsomt op, på troldmanen som så imponerende stor ud. Mickey gispede og veg tilbage, så vandet sprøjtede op til næsen på ham. Mickey følte sig flov over hans umiddelbare reaktion. Han vidste, at han var i problemer for noget. Men han vidste også bedre end at gemme sig for en retfærdig straf. Mickey kiggede op fra vandet igen. “Tilgiv mig, Master.” påberåbte musen. “Tør dig.” Befalede Yen Sid. Mickey farede hurtigt ud af gryden. Han bemærkede at han var iført sin lærlinge kåbe. Mickey rakte hænderne ud til siden, og helt magisk blev vandet trukket ud af den gennemblødte kåbe. Vandet kom i tynde strømme, som Mickey rettede ind i midten af luften for at sammensmelte det til en bølge. Han kastede derefter bølgen i en bue form, over hovedet og tilbage i gryden. Musen var helt tør. Mickey kiggede over skulderen for sin herres godkendelse, rådgivning, eller mere sandsynligt en barsk lugter på hovedet, med en kost. Men Yen Sid havde ryggen til Mickey. Troldmanden var besat af belysningen fra et stearinlys. Han viftede med hånden for at tænde vægerne. 

 

Så vinkede han til tilfældige steder langs væggene, og de udpegede områder blev fyldt med stearinlys. Yen Sid rørte sin pegerfinger til en stjerneform og en halvmåne form på sin hat. Pludselig glimtede to gigantiske figurer på væggen i blændende gyldent lys. Lyset blev slukket, og en smuk orange solnedgang blev vist gennem et stjerneformet og et måneformet vindue. Boghylder flyttede sig ud af intetsigende vægge, som om signalet var vinduerne. Væggene blev pludselig dækket af tryllestave, sværd, eliksirer, kranier, kort, stave bøger, krystalkugler, tæpper og en overflod af andre farverige magiske genstande. Mickey anerkendte rummet som Yen Sids fristed, hvor han kunne holde verden af magi i balance. “Kom.” Sagde Yed Sid. Mickey løb hen til troldmanden, ved det stjerneformet vindue. Musen forventede en lang forlæsning, men Yed Sid stirrede kun ud på den grønne jord dækket af dagens sidste døende lys. Mickey kiggede også: han blev mindet om at, der var en tidsforskel mellem Yen Sids rige og Toontown. 

 

“Mester.” Spurgte Mickey frygtsomt. “Du ved ikke, hvorfor du er her, gør du?” Spurgte Yen Sid, stadig uden at se på Mickey. “Nej, Master Yen Sid.” Indrømmede Mickey. “Dine senest drøm vil forklare hvorfor du er her” sagde Yen Sid skarpt. Mickey blev frisket op. “Ja!” udbrød Mickey, pludselig kunne han huske sin drøm.” “Åh … nej.. Jeg mener, Mester det er, hvad jeg ønskede at tale med dig om! Jeg havde denne drøm, hvor …” “Du hørte din fars stemme, fortælle dig en krypteret besked, og dit eneste spor er en snefnug halskæde.” Sagde Yen Sid efterfølgende. “Ja, hvordan ved du det?” spurgte Mickey. Yen Sid kiggede endelige ned på Mickey og musens syntes at der kom en blænding lige igennem hans sjæl. Mickey trådte tilbage. “Mester?” Han rettede sig op. Yen Sids udtryk ændrede sig ikke. 

 

“Lad mig vise dig det.” Sagde Yen Sid. Troldmanden slog sine hænder sammen, og genererede en hvid starburst af energien. Den spundne og udstrålede en næsten perfekt rund formular. Da starbursten forsvandt blev den erstattet af en meget fin udformet snekugle. Den var omgivet af  togspor. På sporene holdte et metallisk mørkeblåt damp-lokomotiv. Siderne var tomme for snebakkerne og togstationen i Christmas Town. Der var bare en poleret skifer af sølv med bitte små blå snefnug. Kloden selv var mærkelig. Inde på kloden var Mickey, da han blev tegnet i 1930, bortset fra at han var iført røde shorts, gule isskøjter, og et blåt halstørklæde. Musen i verden syntes at være på en frossen dam, klar til at race mod nogen. Mickey kunne ikke tro sine egne øjne. Han genkendte denne snekugle. Walt gav den til Mickey i sine sidste dage. Mickey kunne stadig huske, at julemorgen. Hvor smertefuldt det var at åbne den, vel vidende det var fra Walt. Mickey huskede at spørge sig selv sytten år siden, hvorfor skulle Walt give ham en Disneynipsting, hvorfor var det Mickey centreret i verden, og hvorfor kunne hans far ikke være der for blot en jul mere?

 

“Jeg troede, jeg mistede den.” Sagde Mickey imponeret. “H-hvordan … gjorde du det …?” “Rolig.” sagde Yen Sid. Mickey satte sine læbe sammen. Troldmanden rørte toppen af kloden med sin tommelfinger. En sølv snefnug, det samme snefnug fra Mickeys drøm, blev afsløret efter Yen Sid løftede sin tommelfinger. Der startede en snestorm inde i kloden, og det fik Mickeys figur til at forsvinde i det hvide. Pludselig talte en velkendt stemme inde fra den sneene klode. Det var naturligvis en optagelse, på grund af den svage knitrende lyd imellem talerens ord. 

 

.. “Hej Mickey. Tillykke med aktivering af snekuglen. Det vil være din guide gennem vores sidste eventyr sammen: Vores endelige Huzzah for otteogtredive år som partner Roy, Ubbe og mig selv, og mange andre har komponeret en søgen, for dig og mig.  Det meste af rejsen vil være i Toontown. Minnie og banden kan slutte sig til os, hvis de ønsker det. Men jeg må understrege, dette er ikke nogen skovtur. Du vil stå overfor forsøg med terror, grådighed, og offer. Alt dette vil føre dig til en storslået belønning. Dette er ikke en sentimental tidskapsel, jeg har stuvet sammen for dig. Der er blevet stjålet en skat, fra vores familie for lang tid siden, og jeg vil give alt for at få skatten tilbage. Herk, jeg ville endda sælge parken! Gør mig den ære, søn. Find den skat. Du vil opdage, at denne snekugle har et tog og en række kombinationslåse i bunden. For at få toget lyse op, skal du flytte numrene til en passende kombination, og derefter skal du rører snefnugget for at modtage den næste ledetråd. Vores søgen er slut, når alle lysene i toget er tændt, og fløjten lyder. Hvad der sker efter det er op til dig selv. Nu har du alt, hvad du har brug i dine hænder. Start på Main Street. Lad os begynde.” 

 

Snestormen aftog, og kloden blev klar igen. Mickey blev efterladt forpustet. Var det bare en anden vanvittig drøm? Han så ned for at finde ud af hvad han stod på, under hans fødder lå et tæppe designet med zigzag linjer og med et indviklet diamant mønster. En firkantet meditations pude var blevet lagt foran hans fødder. Yen Sid satte sig på knæ på en pude, på den anden side af tæppet. Han lagde snekuglen på gulvet mellem hans lærling og ham selv. Da troldmanden talte, fangede han Mickeys opmærksomhed igen. “Jeg forslår du gør det behageligt, lærling. Der er en masse historie at fortælle, og for lidt tid til at fortælle det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...