Walt Disney's forsvundne skat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jul. 2017
  • Opdateret: 13 okt. 2017
  • Status: Igang
I 1983 får Mickey en besked i en drøm, den består af Walt Disneys sidste ønske. Mickey og hans venner tager på hvad der var ment som Mickey og Walt’s sidste eventyr sammen. Men senere finder de ud af at eventyret ikke er for sjov. Det er et kapløb med tiden for Mickey, for at redde et liv, som er mere en diamanter værd.

Mit kokurrencebidrag til "Battle of fandoms". :D

4Likes
8Kommentarer
485Visninger
AA

3. Flugten

 

Mens musse børnene havde travlt, med at planlægge deres flugt. Havde Mickey, Minnie, og Pluto ikke forladt indkørslen endnu. Et kig på Mickeys røde Jalopy, som var helt begravet af sne, slukkede alt håb om at køre nogen steder. “Bare rolig, Minnie.” Mickey smed et bærbart hul på sneen. “Dette vil spare os noget tid.” Således sprang Mickey, Minnie, og Pluto ned i det bærbare hul, som Mickey formodede ville føre dem til Anders Ands hus på 1313 Webfoot Street, Andeby Toontown. Men musens beregninger var en smule ved siden af. Trioen faldte ud af det bærbare hul og stoppede i nøjagtig den afstand de antog jorden ville være på. En vinterstorm bryggede sig omkring dem. Mickey scannede en aktuelle visning af Andeby, gennem det faldende sne og flyende grene. “Det er sjovt. Jeg kan ikke huske Andeby med en top som denne. Og hvor er Anders hus?” Mickey overvejede højt. Pluto snusede til ‘jorden’ og cirklede omkring Mickey og Minnie, på jagt efter Anders. Minnie var den første til at indse, hvad der var galt. “Mickey … Jeg har fundet Anders hus.” Minnie dirrede. 

 

Mickey vendte sig ophidset mod hende. “Du har? Hvor?” spurgte Mickey. Minnie pegede nedad. Mickey kiggede langsomt ned. Han mistede næsten sit fodfæste lige der, da han fik en fugleperspektiv af Anders’ snedækkede tag og værftet. Mickey vippede usikkert sit hoved op igen. Alt, hvad han kunne sige var “Uh-oh.” Lige meget et gik det op for musen, at de styrtdykkede ud af himlen. Minnie og Mickey greb hinanden instinktivt. ‘Der ville være en hundrede fod ned!’ overvurderede Mickey. Han lukkede øjnene. Pludselig en tyk, kold, masse af sne ramte Mickeys ansigt og gennemblødte hans krop lige igennem pelsen. Sneen lammede han et øjeblik, ligesom en isnende stikken … overalt. Mickey og Minnie kæmpede for at løfte deres hoveder ud af de museformede kratere, de havde lavet i sneen. Deres første øjekast var Anders’ silhuet stående på den oplyste, åbne, døråbning. “Mickey! Minnie!” udbrød anden. Anders opdagede sneen som, dækkede halvdelen af Mickeys ansigt, og hang fra hans hage. “Ah! Wah-wah-wah-wah!” kaglede Anders. “Det ser ud som julemanden kom for tidligt!” “Anders! Afslut fjolleriende og få dem ind!” råbte Andersine over skulderen. Hun kastede en dyne i hans ansigt og skyndte sig udenfor med en anden. Andersine svøbte Minnie ind i dynen, mens Anders forlegent fulgte bagefter. Pigerne gik forbi ham, Minnie rystede meget, og Andersine lovede hende kaffe og en varm pejs. 

 

Anders så på Mickey. Musen stod på egen hånd, foroverbøjet med armene krydset over brystet, og næsen begravet i hans håndled. Han rystede voldsomt ligesom Minnie. “Åh, det er jeg ked af Mickey.” stammede Anders, kastede dynen og Mickeys skuldre. Mickey rystede. Anders lagde en hånd på, Mickeys skuldre for at føre ham indendørs. Men Mickey indså noget. “Vent. Hvor er Pluto?” spurgte han. “Jeg har ikke set ham.” Anders trak på skuldrene. I det øjeblik fik Mickey og Anders øje på den manglende jagthund. Pluto gik stadig i luften, efter hans næsen. Han gik yderligere to cirkler over huset. Så Pluto vandrede hen til Anders’ tag, gik lige ned af væggen, og pløjede sin næse gennem den dybe sne, indtil han kom hen til Anders’ fødder. Pluto snusede til Anders. “Ruff! Ruff! gøede Pluto lykkeligt. Han stod på bagbenene og gav Anders’ ansigt en klisteret slikker. Anders åbnede næbbet, og rappede utilfredshed, Pluto kiggede til Mickey for en bekræftelse eller belønning. Mickey smilede og rystede på hovedet. “God hund, Pluto”. sukkede Mickey.  

 

Senere

 

“Det er derfor, vi har brug for at du komme hen til Walts lejlighed i aften.” sagde Mickey efter en lang genfortælling af nattens begivenheder. De fem af dem sad på stuegulvet og omkransede snekuglen. Mickey og Minnie havde selvfølgelig ryggen til pejsen. Mickeys fortælling om snekuglen, var Pluto faktisk mest interesseret i, da han ikke havde modtaget megen forklaring før nu. “Jeg vil høre, den optagelse. Kom nu. Hvad venter vi på?” annoncerede Anders. Mickey kunne se lige igennem Anders. Han tvivlede på Mickeys historie og ønskede beviser. Musen kunne ikke bearbejde sin ven. Dette var grunden til Mickey og Minnie kom til deres venners hus i egen person. Walts mission for de seks af dem var så ud af det blå, at det ikke kunne forklares over telefonen midt om natten. “Vi mangler Fedtmule.” besvarede Mickey. “Jeg har ikke lyst til at starte, før vi alle er samlet.” “Så I kommer med os?” håbede Minnie. Andersine stod op. “Selvfølgelige vil vi med! Det kunne være et rigtigt spændende. Forestil dig den garderobe, jeg kunne købe med en brøkdel af en skat, der er mere værd end Disneyland! Udover hvis det er, hvad Walt ønsker, vil vi gøre det værd.” Andersine snakkede, og tog en pause for at kaste et blik på sin mand.

 

 “Ik Anders?” Det var altid pinligt at skulle bed om tilladelse. Anders vidste at Andersine allerede havde indstillet hendes sind på noget, og intet ville afholde hende. “Okay, skat.” mumlede Anders.Andersine greb hans arm og triumferende slæbte ham op ad trappen. “Vi vil være klar om 10 minutter.” kaldte Andersine. Atten minutter senere, kom ænderne ned ad trappen i ordentligt vintertøj. Minnie puttede snekuglen tilbage i hendes taske. De fem Toons mødtes ved hoveddøren. “Vi er klar.” sagde Andersine. “Skønt. Det bærbare hul vil være den, hurtigeste måde at finde Fedtmules hus …” begyndte Mickey. Han trak et andet bærbart hul, op fra inderlommen af jakken. Jeg tror det ikke, Mickey Mouse.” irettesatte Minnie. Hun scannede den sorte cirkel i hans hånd. “Jeg vil håndtere det bærbare hul fra nu af.” Mickey gned bagsiden af hovedet nervøst. 

 

“Åh … Selvfølgelig. God ide, Minnie.” sagde Mickey nervøst. Minnie pressede det bærbare hul på døren. Hendes moderlige instinkt hviskede noget i hendes øre. “Anders, du ser ikke bekymret ud, selvom du efterlader drengene alene hjemme.” påpegede Minnie. “Åh, de er hos Onkel Joakim i aften.” forklarede Anders. “De ønskede at tilbringe dagen sammen med ham imorgen, for at fejre udgivelsen af vores featurette.” Minnie og Mickeys sind gik straks tilbage til deres børn. Andersine bemærkede deres bekymrede udtryk. “Hvad med Peter, Martha, og Timothy?” spurgte hun. “Nå …” tøvede Minnie. 

 

I mellemtiden på musse slottet, iagttog Martha nattehimlen fra de tårnhøje balsale vinduer. Ja, de havde en balsal, et musiklokale, et spillerum, en biograf, et bibliotek, og meget mere. Pigen holdte sine øjne på himlen, mens drengene formålsløst kom omkring balsalen, ventende på deres ledsagere. Lige da Timothy slog sig ned på gulvet, i håb om at få et par minutter mere søvn, råbte Martha. “Der er de!” Martha løb ud af lokalet. Peter nærmede sig vinduet for at se, hvem Martha havde kaldt på, for at hjælpe med rejsen. Fire pegasuser kom ned fra himlen. Peter hævede øjenbrynene. Han var overrasket, men på samme tid ikke. Kunne han virkelig forvente mindre fra Martha? Peter gik tilbage til sin bror og samlede den næsten vægtløse mus op i sine arme. “Kom Tim. Lad os gå på skattejagt.” sagde Peter. “Mm-hmm.” mumlede Timothy. Hans højre hånd klamrede sig om hans krykke, selv i halv-søvne. Peter bragte Timothy udenfor på forsiden af indkørselen, hvor de bevingede heste landede. De fire stod på række, uafbrudt rystede snefnug af deres vinger. Martha stod på forsiden af gruppen, og nussede deres næser. 

 

“Drenge.” sagde Martha. Hun virkede dramatisk. “Må jeg præsentere Kitrine, Roza, Portokalia, og Blena.” Hun vinkede til de gule, pinke, orange og blå heste. “De er fra landet med de græske guder, og stjerner af Disneys Fantasia!” Hun afsluttede sin kongelige introduktion og tilføjede som en side bemærkning. “Deres bror Mavro kunne ikke gøre det. Han ligger i sengen med en øm hestehals.” “Rart at møde jer alle. Vi er glade for at i kunne komme med så kort varsel.” socialiserede Peter med den yderste tvungen høflighed. Martha fniste og gjorde Roza klar. “Så, Peter. Du tror, du kan sluge din stolthed længe nok til at ride på en pegasus?” udfordrede Martha. Peter smiskede. Han havde hemmeligt spurgt sig selv det samme spørgsmål for et øjeblik siden. “Lad os håbe, at skatten er det værd.” sagde Peter. Han skubbede Timothys kludedukke krop op på Portokalias ryg, og gjorde Blena klar. “Okay. Tag os op, piger.” befalede Martha. Peter forventede de bevingede heste ville vende rundt og bruge indkørslen som en løbebane. I stedet tog det kun pegasusserne, et klap med deres vinger for at komme opad. Peter greb blå hestens manke i forskrækkelse. “Ih, du godeste!” skreg han. Pegasusserne fløj nu frem i en diamant formetdannelse. Martha lo ad Peters skrig. “Hvad er der galt, Peter? Jeg vidste ikke, at du er bange for højder.” hånede hun. “Jeg er ikke bange for noget!” argumenterede Peter. “Jeg har lige forladt min mave på jorden. Det er alt.” Martha fnisede igen og vendte hendes blik mod himlen forude. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...