Sommerlandet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jul. 2017
  • Opdateret: 18 jul. 2017
  • Status: Igang
Historien er til konkurrencen piger 2018 den handler om ensomhed og hedder Sommerlandet.

1Likes
1Kommentarer
157Visninger
AA

1. Busturen og sommerland

Hun sad i bussen sammen med de andre, hun følte sig fremmed.

Alexander snappede billeder med sin nye smartphone, og sendte dem til alle. Imens han lo højt og fjoget, man kunne se hans tænder der var dækket med sølvfarvede togskinner.

Der var sang og latter, og der var en fed stemning i bussen, glæden summede som en hummelbi der flyver fra blomst til blomst.

Om morgenen inden de skulle afsted, havde hun endnu engang prøvet at overtale sin mor til at ringe til klasselæreren.
”Jeg tror jeg er syg mor, jeg kan ikke tage med.”
Moren havde kikket bekymret på hende, men sagde så.
”Jamen Lise du skal da med, ellers bliver du bare ked af det senere, og fortryder det. Jeg har arbejdet over, for at du kunne komme med. ”
”Jeg skal nok tage af sted mor. ”
Hun havde stampet hidsigt i gulvet, og smækkede med døren, så hele huset rystede. Ud af øjenkrogen havde hun godt set hvor ked af det moren blev.
Hun kunne godt lide sin mor, men efter hun var blevet teenager var det som om moren slet ikke forstod hende. Ugen før havde hun overrasket Lise med en biograftur, og hjemmelavet mad. Men de var endt med at skændes på vej hjem fra biografen, over en ubetydelig bagatel omkring Lises tøj. Lise var tændt helt af, og havde lukket sig inde på sit værelse resten af den aften. Hun var ikke en lille pige mere, hun kunne sgu godt selv bestemme sit tøj.  

Bussen skrumlede afsted, og luften var tæt af forventninger, nu var de der snart.

Lise strøg det ravnesorte hår om bagved øret, hvor der hang en farvestrålende papegøje ørering i.
Hun sukkede dybt, og så tomt ud af vinduet. Hun synes bussen lugtede af gammel mand, og glemte ostemadder. Hun tog sine pink hørebøfferne på for at lukke larmen af bussen, og de andre ude.

Hvis hun selv skulle vælge, ville hun være taget ud i skoven. Hun så drømmende ud på de grønne træer, og forstillede sig at ligge på et rødternet tæppe. Hører vinden der stille susede i trækronernes toppe. Fuglene der sang, og duften af den fugtige jord.
Kun hende og drømmene.
Ligge og se op på den safirblå himmel, der kunne skimtes imellem de grønne blade. Skyerne der svævede afsted, som lignede fantasidyr.

Hun var døset let hen, da der var en der rev ud i hendes hørebøffer. Hun for sammen.
”Skal du ikke havde en cola og en sandwich. ”
Jytte havde banet sig vej ned igennem bussen, hun havde svedperle på panden. Jyttes lyse hår så fedtet ud, og hendes Hummel trøje strammede over hendes robuste krop.
”Ellers tak Jytte. ”
Den der sandwich så bare så fedtet ud, og lunken sodavand, føj.
”Jamen min mor har selv smurt dem. ” ævlede Jytte videre.
Hun gik tilbage i bussen, imens hun mumlede
”Lige meget jeg spiser den bare selv. ” Jytte tog en ordentlig bid, hun havde fået dressing på kinderne, men hun spiste bare ufortrødent videre.
Lise sad og tænkte på hvor skønt det kunne være, at være så ligeglad som Jytte, selvom hun var stor pige, så var aldrig nogen der havde drillet hende. Hun udstrålede respekt! 

Hun havde fra de var helt små, bare været sig selv, take it or leave it. Jytte chillede bare i sit eget og andres selskab.

Nu drejede bussen ind på parkeringspladsen, der var stille og roligt ved at blive fyldt op af biler, busser og små og store mennesker. De andre jublede, Lise pakkede telefon, og hørebøfferne væk. Hun tog modvilligt sin lilla fjeldræv på, og strakte sig dovent. Hun fulgte efter de andre ind i skoven, hvor kakafonien af højlydte stemmer tog til.

Hun så på alle de glade ansigter, de andre havde det sjovt, de gik i grupper og prøvede de forskellige forlystelser. Overalt kunne hun høre latter, højlydte skrig fyldt med glædesfrygt.Hun svedte, og ville ønske at hun havde taget mindre tøj på. Der lugtede af grillede pølser, is, og mange mennesker samlet på et sted.

Hun gik alene, om det var selvvalgt, eller om de andre var gået fra hende, kunne hun faktisk ikke huske. 

 De negative og onde tanker, begyndte at kørte inde i hendes hoved...

”Du kan lige så godt forsvinde, ingen kan lide dig! ”
”Hvorfor kæmper du den her kamp, den er ikke værd at kæmpe. ”
”Hvorfor kan du ikke være som de andre? ”
Bedst som hun gik der, og overvejede hvad hun skulle gøre ved sig selv, og sit sindssyge hoved, snublede hun over sine egne ben.

 Hun røg ned på hænderne, indeni bandede hun over sig selv og sin klodsethed.

”Du er simpelthen så dum, nu falder du også over dine egne ben. Har du ikke lært at gå ordentligt. ”
Hun ømmede sig, og så på hænderne, de var fyldt med blod og småsten, hun pillede de største sten ud. Hun så sig omkring, der var ingen der havde opdaget hende. Nu så hun ned af sig selv, de flotte bukser som mor og hende havde købt sammen, var blevet sorte på knæene. Hun vidste at moren ville bebrejde hende. Hun kunne næsten høre hende brokke sig over vasketøj og penge.

Rundt omkring hende var træerne lysene grønne, og sommerdagen virkede ubarmhjertigt smuk.

 Hun betragtede en rød falmet vandcykel, der stille gled igennem det grumsede grønne vand, det var nogen fra hendes skole. Fyrene spillede op til pigerne, specielt var der en sorthåret flot fyr, der lagde op til en lille rødhåret pige. Hun havde et stort rødt krøllet hår, det lå tæt omkring hendes smukt fregnede ansigt. Hun bandede indvendigt, hvorfor kunne hun ikke bare se ud som hende, være noget specielt. Hun så på sig selv udefra, det leverpostejsfarvet hår, der ikke rigtigt var krøllet eller glat. Som om det ikke kunne bestemme sig. Den lidt spidse næse, der altid stak lidt for meget frem. Den lange nakke, og den ranglede krop, som der ikke rigtigt gad at blive til en kvinde. Hvor formerne blev ved med at vente på at komme frem. Alle de andre havde fået kvindelighed...

 Hun blev ved med at være den lille pige, der ikke rigtig vidste hvad det ville sige at blive voksen.

 At havde ansvar for livet.

At finde ud af hun selv havde ansvaret for lykken, der kom ingen og passede på hende.

Det var hendes egen kamp hun måtte kæmpe, hun var helt alene her...

Lise var lige ved at vende rundt for at flygte ud af sommerlandet, da hun blev ramt af et 

" Hey Lise."

Hun tog sig sammen, og vinkede til dem i båden, den sorthåret fyr smilede til hende. Hun smilede til ham, og vandcyklen kom langsomt ind imod land. Imens de andre spruttede af grin, over hvor svært det kunne være at cykle på vand. De lagde til kaj, han sprang op på broen, og tog galant hendes hånd.
      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...