Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1584Visninger
AA

9. Kapitel 8

Luna og Snape havde forladt Dumbledores kontor og han kiggede roligt på mig.

’’Du undre dig nok over, hvorfor jeg har tilbage holdt dig?’’ Jeg nikkede, jeg vidste det ikke, men jeg ville gerne vide det.

’’Da du var sammen med Luna i skoven mødte du en enhjørning. Vil du fortælle, hvad den sagde til dig?’’ Jeg så ham ind i øjnene og nikkede. Der kunne ikke ske noget ved det.

’’Den sagde, at jeg havde et ønske. Og at jeg skulle tænke mig godt om, så jeg ikke begik den samme fejl som min skaber.’’ Dumbledore så eftertænksom ud og rejste sig. Han gik foran bordet og støttede sig op af den. Der gik lidt tid og han nikkede til sig selv.

’’Jeg vil fortælle dig en historie, en historie som skete for længe siden.’’ Jeg nikkede og Dumbledore begyndte at fortælle.

’’For længe siden var der ro på Hogwarts, dog var der stadig ballademagere. De var dog ikke i Weasley familien. Vi var mange som ikke ville havde troet at det de kunne gøre var sandt, men de beviste os, hvor forkerte vi var den dag. Ikke nok med det var det en dag, som skulle ændre meget. Da mig fortælle dig om en muggler.’’

 

Mørket havde lagt sig og natten var endelig kommet, de tre dreng begav sig rundt på Hogwarts. De var i gang med at finde alle gangene som var skjult på Hogwarts. Hvorfor de gjorder dette, var for at hjælpe deres ven Remus. Men dette var ikke ligesom de andre nætter, James og Peter havde ikke set at Sirius ikke længere var ved deres side. Han var for længst gået en anden vej og ikke længere på de kendte kort på kortet. Sirius bevægende sig gennem gangen, han ville se, hvor den førte hen. Han havde aldrig drømt om at gangen ville endte ved en metal låge i mørket.

’’Lumos!’’ Lys skinnede mod metallet, det mærkeligste var at metallet stadig var skinnede, som om det var helt nyt. Han kiggede nærmere på lågen og endte ord dukkede frem på metallet. posse sine spe maleficio consentaneam vitae non.

’’Håb kan vokse uden magi, men ikke uden liv.’’ Sirius kiggede nærmere og et enkelt ord dukkede frem.

’’Stamen’’ Som han sagde dette, åbnede lågen sig og sne begyndte at komme til syne. Et genfærd kom til syne, hun var ikke lig dem på Hogwarts. Hun kiggede på Sirius og smilte roligt.

’’Følg gangen. Du må hjælpe hende her til.’’ Stemmen var som perle klokker, deres blide klang genlød i gangen. Sirius kiggede på hende og så noget forvirret ud.

’’Hvad mener du?’’ Hun smilte.

’’Stamen, Skæbnen. Hun skal her til. Hun kan bringe håb til begge sider.’’ Sirius så afventede på hende, han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle reagere. Men noget var klart. Hun var ikke ondskabsfuld og han var sikker på at hun mente det godt.

’’Du må føre hende her til, men du må ikke lade hende se dig. Skæbnen siger hun skal kende en anden. Hun skal finde sandheden og vise håbet til os.’’ Hun førte roligt sig arm omkring og pegende mod gangen bag metal lågen.

’’Din skæbne er nu, men dette er ikke enden på din skæbne.’’ Sirius kiggede mod sneen og så mod hende.

’’Hvem er du?’’ Hun smilte og rystede på hovedet. Det var et smil som gemte på alt. Hun lagde hovedet let på skrå og smilte stadig roligt.

’’Min skæbne er slut, jeg kan intet gøre for hende.’’ Hun vendte sig og forsvandt ind gennem gangen. Sirius stod lidt og kiggede efter hende. Han vidste ikke helt om det var en god idé, men det kunne aldrig skade.

Han skubbede metal lågen lidt længere til siden og begyndte at gå gennem gangen. Sneen lå tung på jorden. Der var ingen tegn på, hvor sneen var kommet fra, men det var ikke noget som undrede en troldmand. Mørket lagde sig om ham, han kunne ikke længere se, hvor han havde været eller hvor han var på vej hen. En klokke ringende mildt længere fremme, og han satte farten op. Noget sagde ham, at det var der han skulle hen. Pludselig blev det bidende koldt, og vinden tog til i gangen. Sirius tog hånden op for øjnene og lyset skinnede ind på ham.

Han stod i midten af en lille by, de mange gamle huse så ubeboelige ud. Der var intet tegn på liv, intet virkede til at være som det engang havde været. Der var stilhed. Der var mørke fra natten. Lyden af klokken lød igen og Sirius kiggede forvirret rundt. Et simpel kirketårn skød i vejret længere væk fra byen, i tårnet var en sølv skinnede klokke. Sirius bevægede sig mod kirketårnet, hele tiden på vagt. Men byen var mennesketom og øde.

’’Time goes by, light gets no meaning.

Silverlight without the sun, we will erase.

Time slips away, keeping us to the dark.

Silverlight drown in red, it will fight till end.’’

En svag pige stemme bar sangen gennem byen, det var som om hun sang til klokken. Sirius gik tættere og tættere på, men stadig holdte han sig skjult. Han var ved kirketårnet, og stemmen var tæt på. Hun sang det igen og igen, som om det holdte hende i live. Han kiggede omkring hjørnet.

Pigen var kun lidt yngre end ham, hun havde lettere rødt hår. Hendes øjne var sorte, de var tomme. Hun havde bare fødder i sneen og hendes klæder var kun en tyng hvid kjole. Hun bevægende sig omkring, som om hun dansede i trance. Hendes læber var næsten helt blå, og hendes kinder rødlige. Han var hel stille, bange for at standse hende. Hendes bevægelser mindende om en duet, som om hun manglede en del af hende selv. Han havde holdt sit åndedrag, fordybet i hende. Hun snurrede rundt og sneen svævede omkring hende som var hun i en sne kugle. Hvordan skulle han dog få hende gennem gangen?

Klokken ringede endnu, den kaldte hende. Hun stoppede sin snurren og dansen fortsatte. Sirius trådte frem fra sit skjul. Han kunne virkelig ikke se, hvordan ellers han kunne få hende med sig. Han bevægede sig langsomt mod hende. Hun vendte sig mod ham og åbnede hendes øjne. Hendes blik var stadig tomt, men et lille smil spillede på hendes læber.

’’Hvem er du?’’ Hendes stemme var som en sang, hun holdte sig i ro og lod ham komme tættere på.

’’Sirius Black, hvem er du?’’ Han havde svaret hende oprigtigt, men han kunne stadig ikke glemme, hvad genfærdet havde sagt.      

’’Det har jeg glemt…’’ Hun vendte sig igen væk og begyndte igen dansen. Men denne gang så hvert skridt ud til at gøre ondt.

’’Har du det ikke koldt? Gør det ikke ondt at danse?’’ Han kiggede på hende, det var som om han også kunne mærke smerten.

’’Jeg har intet andet end dette sted, jeg kender ingen vej som kan føre mig væk.’’ Sirius nikkede.

’’Hvad nu, hvis jeg viser dig en vej?’’ Igen stoppede hun sin dans og kiggede på ham. Et smil var tydelig på hendes blå læber. Hun nikkede roligt og gik tættere på ham. Sirius nikkede tilbage og førte hende mod byen og mod gangen.

Genfærdet smilte fra toppen af kirketårnet, men der faldt også en tåre fra hendes øje. Det var ikke sådan skæbnen skulle havde været, men intet kunne nu stoppe fremtiden der ventede pigen. For hendes ønske skulle ikke havde været det.

Sirius førte pigen gennem gangen og metal lågen kom til syne foran ham, den var stadig åben, ligesom han havde forladt den. Men sneen som havde dækket jorden var væk, som om det aldrig havde været der. Da de begge var kommet igennem lågen, lukkede den og teksten forsvandt. Sirius lagde ikke mærke til dette, men førte hende videre tilbage gennem gangen. Endelig kom han tilbage til de velkendte gange og han førte hende rundt på Hogwarts. Han vidste bare ikke længere, hvad han skulle gøre.

’’Hvor er vi på vej hen?’’ Hun henvendte sig til ham, men han vidste det ikke selv.

’’Måske ved mine venner, hvad vi skal gøre?’’ Han begyndte at gå, men hun fulgte ikke efter. Ud af hendes øjenkrog havde hun set et skinnede lys. Lyset mindede hende om klokken og hun forsvandt gennem gangene for, at komme tættere på. Hun havde ikke selv lagt mærke til at drengen ikke længere var ved hendes side, hun var fordybet i lyset. Hendes skridt bar hende længere og længere gennem gangene og til sidst stod hun for foden af bjerget. Hendes blik vandrede op og der så hun et slot som intet kunne måle sig med.

Vinden var rolig, den var ikke bidende eller kold, men varm. Hun smilte og svingede sine arme rundt. Det havde været så længe siden, hun havde mærket varme. Igen fangede hun lyset med sit blik og det lokkede hende. Hun gik gennem skoven og hendes bare fødder knækkede grenene hun trådte på. Hun bevægede sig roligt mellem de tæt liggende træer, ikke bange for den ledes mørke som omgav skoven. Hun var kun fokuseret på lyset.

Hendes fødder bragte hende til stop, skovsøen lå foran hende og hun kiggede lige mod lyset. Lyset skinnede som var det selve månen. De sorte øjne kiggede på hende, men disse var ikke tomme. Dyrets pels var hvid som den fineste sne, og dens horn en genfærds sølv uden lige. Lyset var kommet fra spidsen af hornet, den havde kaldt hende hid. Hun smilte til dyret og satte sig ned på jorden. Lige som hende lagde dyret sig ned og så på hende. De så begge længe på hinanden, før hun henvendte sig til den.

’’Hvad er du?’’ Pigen rakte sin hånd ud og dyret lod sit horn berøre.

’’Jeg er det I mennesker kalder en enhjørning.’’ Hun smilte og nikkede.

’’Hvad hedder du så, hr. Enhjørning?’’ Dyret så på hende, aldrig havde nogen ville vide hans navn. Aldrig havde han fortalt sit navn.

’’Det har jeg glemt…’’ Men det der overraskede dyret mest, var at han selv ikke længere kunne huske det. Pigen smilte venligt og nikkede forstående.

’’Jeg har også glemt mit.’’ Dyret kiggede med overraskelse på mennesket, aldrig havde han hørt om et menneske som glemte sit navn.

’’Lad mig give dig et navn… Xian!’’ Hun smilede stort og stolt. Dyret kunne ikke selv holde et smil tilbage og nikkede tilfreds.

’’Du skal hedde Celest.’’ Hendes smil blev større og hun nikkede med store bevægelser. Det var tydeligt, at de begge holdte af navnene.

’’Celest, vil du fortælle mig, hvad en muggler laver her?’’ Hun så undrede på ham, en muggler?

’’Hvad er en muggler?’’ Nu var det enhjørningen der undrede sig, havde hun intet fået fortalt?

’’Et menneske, som ikke kan magi. Mens at troldmænd og troldkvinder kan magi.’’ Pigen nikkede eftertænksomt.

’’Så må drengen havde været en troldmand.’’ Hun nikkede til sig selv, tilfreds med hendes opdagelse. Enhjørningen var stadig efterladt i sin undren.

Natten fortsatte med at de to lærte hinanden ting, enhjørningen fortalte pigen om verden og omkring magien der fandtes. Pigen lærte enhjørningen dansen og de mange følelser som hun havde efterladt sig. Som tiden gik begyndte solen langsomt at stå op og enhjørningen rejste sig for at gå.

’’Hvor går du hen?’’ Der var tristhed i hendes stemme, hun ville ikke være alene igen.

’’Jeg skal tilbage.’’ Dyret kiggede på hende, afventede.

’’Hvad med mig? Det eneste sted jeg kender er der, hvor jeg har været. Jeg vil ikke tilbage der til…’’ Enhjørningen så roligt på hende.

’’Men du kan ikke blive her, her er kun troldmænd og troldkvinder.’’ Pigen satte sig ned og enhjørningen lagde hovedet på skrå.

’’Som tak for, at give mig et navn, kan du få et ønske.’’ Enhjørningen sukkede, han vidste om det var det rigtige valg, men han kunne ikke længere tage det tilbage.

’’Jeg ønsker mig magi.’’ Pigen smilte.

’’Jeg ønsker mig at blive en troldkvinde! Så kan jeg blive her!’’ Enhjørningen rystede på hovedet, han vidste at dette ville skabe kaos. Men aldrig ville han gå tilbage på sit ord.

’’Du kan ikke fortryde dit ønske, og du kan kun forblive troldkvinde, så længe du aldrig fortæller kærlighedens ord eller lader ondskaben få rod i dig.’’ Pigen nikkede, hun ville aldrig mere være alene. Aldrig mere ville hun være ensom.

Lyset fra hornet skinnede blankt, lysets spejlede sig på pigen og en varme bredte sig gennem hendes krop. Hun lukkede sine øjne, bange for at dette blot var en drøm. Bange for at åbne dem og se sneen og kirketårnet.

’’Farvel Celest…’’ Dette var de sidste ord fra hendes første ven, men også de sidste mellem dem.

Mørket lagde sig igen omkring skoven og Sirius kom til syne mellem træerne. Han var tydeligt forpustet og kiggede på hende.

’’Hvor har du været? jeg har ledt over alt.’’ Bag han dukkede tre andre drenge frem.   

  

Dumbledore så roligt på mig og smilte venligt, han fortalte ikke mere. Men jeg vidste at historien fortsatte, men jeg måtte vente på fortsættelsen.

’’Hvem var hun? Og hvorfor ville genfærdet havde hende her til?’’ Jeg havde mange flere spørgsmål, men disse var de vigtigste for mig lige nu.

’’Hun var en ung pige, som havde glemt at hun havde et stort hjerte. Hvorfor hun skulle hertil, er der ingen som rigtig kender svaret på.’’ Han efterlod mig kun med flere og flere spørgsmål.

 

Jeg stod foran Slytherins opholdsstue, optaget i mine egne tanker. Optaget i spørgsmålene. Draco trådte frem, han så roligt på mig.

’’Tog fjolset point fra Slytherin?’’ Det var det eneste han spurgte mig om, og jeg rystede på hovedet. Mærkeligt nok, havde Dumbledore ikke taget point fra Slytherin eller Ravenclaw.

Malfoy efterlod mig på gangen, han havde åbenbart vigtigere ting at tage sig til. Jeg kiggede ind i opholdsstuen, de grønne farver var ikke indbydende, men jeg havde ingen andre steder at gå hen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...