Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1587Visninger
AA

8. kapitel 7

Klokken på sovesalen ringene og jeg træk det grøneforhæng til siden, de andre piger lå stadig gemt bag forhængene. Jeg tog hurtigt uniformen på og bevægende mig ned til Storsalen for at få morgenmad. Det var blevet fredag og stemningen i salen var høj. Jeg satte mig ned ved Slytherin bordet, helt nede bag i for at sidde alene. Jeg var stadig ikke faldet til rette i Slytherin. Mit blik vandrende rundt til de forskellige kollegieborder.

Mit blik landende på Gryffindor bordet, hvor Harry og Ron sad og snakkede. Hermione sad lidt længere nede, men stadig tæt på de to drenge. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at sukke, hvorfor kunne jeg ikke havde været i samme kollegie som dem? Jeg lande mit hoved i hænderne og sukkede igen.  

Posten begyndte at vælte ind, som uglerne kom flyvende. Uglerne var efterhånden blevet mere velkendt med deres ejers siddeplads og der fik ikke lang tid før at brevene var ved deres ejermand. Den første dag havde været et flyvende kaos, for uglerne var ikke velkendt og de var føjet rundt i cirkler i lang tid før brevene var endt ved ejermanden. Men nu var de også faldet til. Min ugle var ingen steder at se, men det var ikke første gang. Al rørte sig ikke meget fra uglehuset. En ting som havde overrasket mig var, at uglerne ikke var blevet forvirret af loftet, som her til morgen var solbeskinnet og rolig.

Pludselig kom Tira ind af døren til Storsalen. I hendes mund havde hun et hvidt brev. Hun gik velbevidst uden om mig og jeg så urolig og bange efter hende. Brevet måtte da være til mig, ikke? Tira gik mod lærernes bord, med alles blikke rettet mod hende. Det var tydeligt at Tira nød opmærksomheden. Hun hoppede elegant op på bordet og gik roligt hen til Dumbledore, hvor hun lagde brevet. Han kiggede på brevet og smilte til Tira. Han tog brevet og begyndte at læse indholdet, jeg rykkede mig langsomt længere og længere ned i sædet, håbede for alt i verden ikke at blive lagt mærke til. Et smil spillede på hans læber som han lagde brevet fra sig. Han rettede nu blikket ud mod salen og så ned på mig og vinkede mig op.

Alle kiggede de nu mod mig, jeg gik meget modvilligt fra min plads og op mod lærerne. Hvorfor skulle der være rettet så meget opmærksomhed mod mig? Jeg stod endelig foran lærerbordet og Dumbledore smilte venligt til mig.

’’Det er hvis din kat.’’ Jeg nikkede og Dumbledore kiggede nu ned forbi mig og vinkede en anden op. Lidt efter stod Luna ved min side.

’’Jeg vil gerne se jer senere på mit kontor.’’ Der opstod snakken fra kollegiebordene, men Dumbledore smilte bare venligt.

’’Kom når jeres timer er slut.’’ Det eneste som vi kunne gøre var at nikkede. Vi så kort på hinanden, vi begge havde spørgende udtryk i ansigtet.  Vi gik ned mod kollegiebordene og satte os på vores plads igen. Jeg mødte ingens blik, og stemmerne bar kun disse ord.

’’Hun har kun været her en uge, og allerede tager hun point fra Slytherin.’’ Det var stemmerne tættes på.

’’Slytherin trækker altid nogen med, hvad mod hun har gjort for at få Luna med?’’ Stemmerne længere væk bar disse ord. Det var tydeligt at der var intet godt i deres ord og sætninger. Jeg kiggede kort op og så Den Blodige Baron hænge i luften lidt før mig.

’’Sådan en kvinde, har aldrig hørt til i Slytherin. Skaber alt for meget ballade.’’ Mit blik vandrede til Den Grå Dame. Hendes blik var mild og hun rystede opgivende på hovedet af de mange elever.

Dumbledores stemme lød igen.

’’Oh, mens jeg husker det. Fred og George Weasley, jer vil jeg nu også gerne se på mit kontor.’’ Gryffindor bordet blev flydt med latter, og snakken vendte sig mod de to tvillingebrødre.

Tvillingerne smilte til hinanden og klappede hinanden skuldre. Det var tydeligt at de var stolte af, hvad enten de havde opnået. Lærerne så der imod noget opgivende ud over de to drenge.

’’Det er spild af deres talent, men de to ændre sig nok aldrig.’’ Det var kommet fra lærerbordet. Jeg sukkede lettet, endelig var opmærksomheden væk fra Luna og mig.

 

Lidt efter lidt var der igen faldet ro over Storsalen og dagens vigtigste måltid var brat til ende. Nu ventede kun fredagens timer. Jeg skulle have eliksir-undervisning sammen med Harry, Hermione og Ron. Men selvom vi havde faget sammen, sad jeg for mig selv bagerst i lokalet. Vores lærer var Snape og lige som Slytherin opholdsstue var lokalet, hvor undervisningen fandt sted, dybt nede i kælderen. Der var koldere end i resten af slottet og lokalet bar en uhygge og genfærdlig atmosfære. Lokalet var fyldt med reoler langs væggene, og på hylderne var glas med væsker, døde dyr og levede laver. Snape startede sine timer med navneopråb. Han dvælede ved Harrys navn.

’’Åh ja, Harry Potter. Vores nye berømthed.’’ Hans stemme var rolig, men Harrys efternavn blev sagt med så meget afsky som muligt. Der lød en fnisen fra Draco Malfoy og hans venner Crabbe og Goyle. Snape kiggede udover klassen, da han var færdig med navneopråbet. Hans øjne mødte kort mine. Aldrig havde jeg set så tomme øjne. Det var som om hans sjæl var gemt væk bag lås og slå.

’’I er her for at lære den fornemme kunst og eksakte videnskab at fremstille eliksirer.’’ Det var kun en hvisken, men det var det eneste man hørte. Vi var alle stille, alle vidste vi at stilheden var det han ville have.

’’Selvom vi ikke benytter os af fjollede sving med tryllestaven, vil I nok tro, at der ikke er megen magi i dette fag. Jeg forventer ikke, at I skal opnå fuld forståelse af skønheden i de simrede kar med de boblende væsker, de opstigende dampe, den umådelige kraft, der frigøres, når disse eliksirer slippes løs i den menneskelige organisme, hvor de vil forhekse sindet og narre sanserne…’’ Han stillede sig foran klassen, det var tydeligt at han var midtpunktet. Men der var noget over ham, en mørke og en mystik, meget lignede Slytherins opholdsstue.

’’Jeg vi lære jer at indfange berømmelsen, brygge storhed og endda standse døden …’’ Jeg kiggede på Snape, jeg kunne mærke at en sorg hang over ham i det sidste af hans sætning. Jeg kiggede rundt, men det var tydeligt at jeg var den eneste som havde lagt mærke til dette.

’’Hvis I altså er lidt mere vågne og intelligente end som så.’’ Snape kiggede igen ud over klassen. Der var helt stille efter denne lille tale.

’’Potter! Hvad vil jeg få, hvis jeg blander pulveriseret asfodel-rod i en infusion af malurt?’’ Jeg kiggede hen på Harry, han var tydelig forvirret og vidste ikke svaret.

’’Det ved jeg ikke, hr. professor.’’ Snapes læber krusedes i et hånlidt smil.

’’Det må jeg nok sige. Berømmelse er altså ikke alt.’’ Snape stillede igen spørgsmål til Harry og igen kunne Harry ikke svaret. Det var tydeligt at Snape udstillede Harry foran klassen. Hermione rakte hånden op hver gang Snape stillede et spørgsmål, men han så ingen gang på hende. Ved det tredje spørgsmål kunne hun ikke sidde tilbage længere og hoppede næsten op. Harry var tydelig forvirret og anede ikke, hvad han skulle gøre.

’’Det ved jeg ikke, men jeg tror, at Hermione ved det. Hvorfor spørger du ikke hende?’’ Harrys svar frembragte en lille latter fra klassen, men Snapes blik var is kold og det var tydeligt at det ikke morede ham.

’’Sæt dig!’’ Han snerrede ligefrem til Hermione, som satte sig hurtigt ned igen. Han vendte sig mod klassen og svarede på de selv samme spørgsmål som han havde givet Harry.

’’Og hermed bliver Gryffindor frataget et point for den frækhed, Potter.’’ Det var tydeligt at Malfoy og hans venner var glade for dette. Der var ligefrem store smil på deres læber.

Men det endte ikke kun med et tabt point for Gryffindor, som timen skred frem skulle vi lave en simpel mikstur. Dette endte dog galt for Neville og Seamus. Neville havde åbenbart tilsat pindsvinepiggene før karret var fjernet fra ilden, hvilket havde smeltet karret og det meste af vores sko. Seamus havde været heldig og havde ikke fået noget på sig, men det kunne man ikke ligefrem sige om Neville. Han var dækket og uhyggelige røde brandsår svulmede op overalt på hans arme og ben. Snape havde givet Harry skylden for ikke at havde fortalt Neville omkring det, og Gryffindor tabte endnu et point. Neville var selvfølgelig kommet på hospitalet. Det der undre mig, var hvor hadet til Harry kom fra? Jeg kiggede på Snape og han mødte kort mit blik. Der var et eller andet han holdte skjult.

 

Timerne sluttede endelig, men dette var ikke det jeg allerhelst ville havde. Dumbledores kontor ventede og jeg var ikke ligefrem glad for at skulle derhen. Luna stod for bunden af trappen og ventede på mig.

’’Hvad tror du han vil snakke om?’’ Luna spurgte mig, velbevidst at jeg ikke selv kendte svaret. Jeg løftede kort skuldrene og vi kiggede kort på hinanden før vi begav os op af stentrappen. Trappen endte foran en statue af en gargoil. Den drejede til siden og lokalet som ventede os var stort og bar en mystisk stemning. Det var tryllebindende og jeg stod med åben mund.

’’Kom I bare ind.’’ Dumbledores stemme kunne høres inde fra og vi begav os ind. Døren lukkede sig efter os og vi så kort på hinanden. Dumbledore sad smilede ved hans bord og kiggede på os.

’’I behøver ikke være så bange. I undre jer nok, hvorfor jeg har indkaldt jer.’’ Vi nikkede og tog plads.

’’Tira kom med en meget informativ information omkring jeres nattevandring.’’ Det var tydeligt at han fandt det morsomt. En lille latter undslap ham og han smilte venligt til os.

’’Rolf skrev, at han glæder sig til at se jer igen og at der endelig ikke måtte gå for lang tid.’’ Han smilede og rystede kort på hovedet.

’’Men det er det eneste som jeg sige, det kan jeg overse. Men jeg vil fraråde jer at bevæge jer på tredje sals korridor til højre. Jeg ønsker ikke at se nogen dø.’’ Jeg nikkede, men det var tydeligt at Luna var en smule utilfreds.

’’Men Fluffy har ikke gjort noget forkert.’’ Dumbledore sænkede blikket kort, men sukkede så.

’’Luna, jeg advarer ikke mod Fluffy, men jeg anbefaler, at I ikke ser Fluffy igen før der er styr på tingene.’’ Det eneste som Luna kunne gøre var at nikke.    

’’Men til gengæld vil jeg tilbyde jer at passe thestralerne, de har brug for lidt mere pasning, og da I to udviser evner til at passe dem, kunne jeg ikke forestille mig andre. Hvad siger I?’’ Luna kiggede på mig og jeg nikkede til hende.

’’Det vil vi gerne.’’ Vi sagde det i kor, vi var begge glade for muligheden. Dumbledore smilte og nikkede roligt. Han kiggede kort på mig og sænkede så blikket.

’’Til at hjælpe jer med at passe dem, vil Hagrid være der. Men jeg har også tænkt at give jer en mentor som kan hjælpe jer i forhold til eliksirer, jeg har forstået at dette er noget i gerne vil lærer mere om.’’ Døren gik til siden og ind kom Snape. Aldrig før havde jeg gemt mig så hurtigt bag en anden. Luna havde en hel anden reaktion. Hun smilede stort, det var tydeligt at hun glædede sig. Hvorimod jeg helst ville gemme mig i en fangekælder fyldt med rotter.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...