Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

5Likes
8Kommentarer
584Visninger
AA

7. Kapitel 6

Igen var vi på færd gennem de mange hemmelige gange, men det som undrede mig mest var, hvordan Luna var kommet til kendskab til dem. Jeg spurgte hende ikke, for der var ingen grund til at jeg behøvede at vide det. Men som 11-årig var jeg med på eventyr, selvom det var i en verden jeg ikke kendte meget til. Faktisk kendte jeg kun denne verden fra eventyrbøgerne hjemme i London.

’’Eva, ved du, hvorfor spøgelserne er så nysgerrige omkring dig?’’ Luna kunne tydeligvis ikke holde spørgsmålet tilbage længere og kiggede på mig over hendes skulder.

’’Ikke rigtig, Helena Ravenclaw siger, jeg minder hende om en.’’ Luna vendte blikket tilbage til retningen vi gik og sukkede.

’’mmn… Skal jeg prøve at spørge hende?’’ Jeg grinte lidt og rystede på hovedet, jeg kunne lige se samtalen mellem Helena Ravenclaw og Luna Lovegood.

’’Det er ikke nødvendigt, tænker at jeg prøver biblioteket. Det kan være, at det står i en bog omkring hende.’’ Luna nikkede, men havde stadig blikket fremadrettet.

’’De fleste bøger, som omhandler de fire kollegiespøgelser, er i den forbudte afdeling.’’ Hun kiggede kort om på mig.

’’Ikke fordi jeg har været der, men … men du kan altid spørge mig om hjælp.’’  Vi rundede hjørnet på en af gangene og jeg kunne nu se søen for foden af bjerget, hvorpå Hogwarts lå. Det var den sø vi havde sejlet over, for nu snart flere dage siden.

’’Prøv at kigge nærmere på søens kant, derover ved skoven.’’ Luna pegede og jeg kiggede efter som hun sagde. Man kunne svagt ane Thestralerne, som de gik omkring hinanden og nogle drak fra søens vand.

’’Vi skal ned til dem.’’ Luna førte mig igennem endnu flere gange, og til sidst var vi for foden af bjerget. Luna kiggede på mig.

’’Vent her.’’ Luna forsvandt i en kort stund og kom tilbage med en snor i hånden. I den anden ende, flød en båd.

’’Vores transport er ankommet.’’ Et smil bredte sig på Lunas læber, som hun fik båden til at stoppe foran mig. Luna kiggede ned på hendes arm og kiggede hurtigt op igen. Men mit blik var stadig på hendes arm. Det lignede et ur, men der var ingen visere og var en rund flad plade. Pladen var delt i to halve, i form af farverne hvid og sort farve.

’’Klokken er 01:37, så … vi må afsted, hvis vi vil nå at være lidt ved Thestralerne.’’ Jeg nikkede, stadig ikke helt klar over, hvordan hun havde fundet frem til klokkeslættet. Vi hoppede op i båden og Luna fik båden til at bevæge sig mod den anden bred. Alt imens jeg så ned i søens vand.

’’Du skal passe på, Dumbledore siger at mange væsner er stadig ukendte i søen.’’ Jeg nikkede, men jeg kunne stadig ikke lade være med at kigge, eller sætte fingeren på vandets overflade. Fra dybden kom små lysglimt og jeg satte hånden endnu længere ned i vandet. Et af de små lysglimt bevægede sig nærmere min hånd og jeg kunne mærke en berøring. Det var som om en varm lille hånd rørte min hånd. Luna vendte sig mod mig og smilte.

’’Vandnymfer. De er ikke så glade for drenge, men elsker at være i selskab med piger.’’ Luna smilte og satte nu også selv hånden ned i vandet. Flere og flere lysglimt samlede sig om båden og Luna smilte som om intet kunne stoppe hende, fra at udfordre verden.

’’De kan genkende en, de har mødt før. Vil du møde en?’’ Jeg stoppede ikke mig selv fra at nikke. Luna formede hendes hånd til en skål og et lysglimt satte sig der i. Derefter løftede hun hånden over vandet og lod noget af vandet fra hånden løbe ud. Lysglimtets styrke aftog en smule og det var nu muligt at se vandnymfen.

Vandnymfens krop var den af en kvinde, dens krop havde lange elegante ben og et timeglas form i kropsform. Hendes bryst var synligt i sin størrelse gennem kjolen hun bar. Hendes hår var lettere krøllet og hendes øjne bar en katte lignede ømhed.

’’Dette er Freja.’’ Luna holdte vandnymfen frem mod mig og nymfen rakte hendes hånd mod mig. Jeg rakte forsigtigt min hånd mod hende, og hun tog fat i min lille finger og vippede den op og ned i en hilsen. Det var ret kært, når man tænkte det til kontrast mod nymfens udseende. Efter dette viste nymfen sine vinger frem og med Lunas hånd som afsats hoppede hun igen ned i vandet.

Båden begyndte igen at bevæge sig mod vores mål, søens bred. Vi kom tættere og tættere på bredden, men Thestralerne var ikke længere til at se.

’’Hvor er de?’’ Jeg spurgte Luna, hun så roligt ind i skoven og sagde:

’’Kig mellem træerne, kan du se at der er noget som bevæger sig?’’ Jeg kiggede bedre efter og rigtig nok var der bevægelser. Jeg kiggede nu endnu nærmere og denne gang kunne jeg se Thestralerne. Vi kiggede på hinanden og kom roligt på land igen.

’’Vil du med?’’ Luna rakte hånden frem mod mig. Hun gav mig et valg, men jeg havde for længst besluttet mig. Jeg smilte og tog hendes hånd.

’’Det kan du væde med.’’ Jeg overraskede mig selv på det punkt, for bare nogle uger siden, ville jeg have sagt nej. Men nu kunne jeg ikke vendte på, at se det som Luna kunne vise mig. Luna hev mig med ind i skoven og hun rakte den anden hånd mod Thestralerne. Til at starte med lod de os bare være, men efter noget tid kom to af dem gående mod os. Luna smilte stort og stolt.

’’Disse to herrer vil gerne give os en tur.’’ Luna slap min hånd og hoppede op på ryggen af den ene, da hun sat der oppe, kiggede hun afventede på mig. Den anden stod og trampede i jorden utålmodigt, den ville gerne afsted og det var klart, at den ikke gjald vente på mig for evigt.

’’Jeg kommer, jeg kommer.’’ Dette var nu mest henvendt til Thestralen, men Luna smilte bare og satte hendes i gang. Jeg hoppede nu op på Thestralen og uden at gøre noget, satte den i gang. Ivrig efter at komme hen til den Luna var på.

 

Skoven var mørk og kun korte øjeblikke kunne man ane månens stråler på huden, som vi red gennem skoven. Luna førte an, men det var tydeligt, at det var Thestralerne som bestemte vores retning og mål. Jeg satte mig til rette og nød skovens mange udtryk. Lydene af blade der rasede, grenene der knækkede under Thestralernes vægt. Enkelte fugle kunne høres, for deres nattesang var kun lige begyndt. Dyrenes åndedrag der blev ført til os på ryggen af de store væsner. Luna kiggede tilbage på mig og smilte, det var tydeligt, at hun tænkte på noget.

’’Hvad er der?’’ Hendes smil blev større og hun kiggede op mod nattehimlen.

’’Skal vi tage en flyvetur?’’ Jeg kunne ikke nå at svarer, for det var som om Thestralerne allerede havde bestemt at flyveturen skulle ske. Deres vinger slog hårdere slag og vinden blev presset nede af den læderagtige hud, som vingerne bestod af. Trætoppene var nu langt under os, og Thestralerne bevægede sig med lethed gennem luften.

’’EVA!’’ Luna råbte mit navn og jeg kiggede på hende. Vi var nød til at råbte, for luftmodstanden var for stærk for os.

’’HVAD ER DER?’’ Råbte jeg tilbage, Thestralen jeg sad på fløj lidt hurtigere, men dette kunne stadig ikke hjælpe os af med råberriet.

’’HVEM HAR DU SET DØ!’’ Jeg tænkte længe, for jeg havde aldrig et minde om at have set nogen dø.

’’DET VED JEG IKKE, JEG KAN IKKE HUSKE DET!’’ Luna nikkede.

’’JEG ØNSKER AT HUSKE, HVORFOR JEG KAN SE THESTRALERNE!’’ Jeg vidste, hvad hun mente med det, hun ønskede at huske dem som var døde, og dette var hendes måde. Vi snakkede ikke mere sammen under flyveturen, det var som om vi lod stilheden være vores minde. Jeg lukkede mine øjne.

Månen var tydelig bag de lukkede øjenlåg, og lyden af vind og stilhed var endeløs. Thestralen bar mig med lethed og den vidste vores vej. Enkelte skygger lod månen forsvinde, men aldrig kom den ind i mit synsfelt igen. Det var som endeløse cirkler, et vindpust i et åbnet landskab. Med et dyppede Thestralen.

 

Engen, som vi var landet på, lå i midten af skoven. En lille skovsø lå foran os, men det som fik os til at blive overrasket var væsnet stående i vandet.  Lunas øjne var store og runde, det var tydeligt at man ikke så dette væsen ofte.

’’Jeg har aldrig set en enhjørning før!’’ Det var et lille udbrud fra Lunas side, men jeg vidste ikke helt, hvorfor den virkede bekendt.

’’Vi må hellere vendte om…’’ Luna begyndte at få hendes Thestral til at vendte sig, men jeg følte noget ved denne enhjørning. Jeg hoppede ned fra Thestralen og begyndte at gå tættere på den lille skovsø og enhjørningen. Den kiggede roligt på mig og begyndte at gå mod mig. Luna holdte vejret og sad helt stille. Enhjørningen var nu kun få meter væk og jeg rakte min hånd ud mod den. Den bevægede sig tættere på mig og bukkede sit hoved så hornet rørte min hånd.

’’Du har et ønske, lille menneske.’’ Stemmen var indeni mit hoved. Men dette stoppede mig ikke fra at kigge forvirret rundt.

’’Tænk dig godt om, du skulle ikke lave den samme fejl som din skaber.’’ Hvad mente den med skaber? Mente den mine forældre? Jeg kiggede forvirret mod Luna, men idet kunne jeg ikke længere mærke enhjørningens horn. Jeg kiggede tilbage, men den var ikke længere tilstede.

 

Det grønne forhæng skjulte omverden for mine tanker. Klokken var blevet 4 før vi igen var kommet tilbage på Hogwarts og nu lå jeg i sovesalen for Slytherin pigerne. Jeg kunne ikke sove, jeg var efterlad med for mange spørgsmål, ikke bare omkring enhjørningen, men også omkring Helena og personen hun engang kendte. Men mest af alt, hvordan havde en enhjørning mødt en af mine forældre? Jeg var ikke magikere, og det var min far heller ikke. Og så vidt min far fortalte, var min mor heller ikke. Der var bare noget som ikke hang sammen. Med disse tanker, faldt jeg hen i drømmenes rige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...