Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

2Likes
7Kommentarer
206Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg gik frem mod pigen, for det var den vej jeg skulle. Hun havde lyst krøllet hår og gik i en uniform, hvor et blå skjold sat på, men det var tydeligt at der også var et rødt skjold syet på i hjørnet. Hun hoppede op og ned, men det var først da jeg kom tæt på, at jeg kunne se efter hvad. Hendes ene sko hang ned fra loftet, og jeg kiggede igen på hende. Rigtig nok manglede hun en sko, og det var det mindsk mærkelige, hendes sokker var i syrlige farver. Ikke nok med det var de i hver sin farve. Jeg holdte et smil inde, hun virkede sød, men også lidt fraværende. Hun kiggede på mig idet jeg gik forbi hende. Et smil spillede på hendes læber.

’’Du kan også se dem, Thestralerne.’’ Jeg kiggede tilbage på hende, men hun smilte bare.

’’Hvem er du?’’ Det havde jeg snart spurgt mange om, og det var jeg også snart selv blevet spurgt om for mange gange.  

’’Luna Lovegood. Og du er Eva. Der er mange som er begyndt at snakke om dig, siden det med festmiddagen.’’ Det var sandt, selvom der var gået nogle dage, var der stadig en del som snakkede om mig. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

’’Skal jeg hjælpe dig med at se slottet? Der er meget du ikke her set endnu.’’ Luna smilte venligt og rakte en hånd frem. Jeg smilede tilbage og tog hendes hånd.

’’Det må du godt, det kan være at jeg kan finde vej så.’’ Luna grinte let og nikkede.

’’Men først skal vi havde din sko ned.’’ Jeg kiggede op mod loftet, hvor hendes sko hang og jeg kiggede tilbage på hende. Vi var begge ikke høje, og hvis vi skulle klare det, måtte vi hjælpes ad.

’’Jeg giver dig en hestesko, så kan vi måske få fat i den.’’ Luna nikkede og jeg gjorder mig klar. Med lidt tilløb fik Luna fat i skoen og landende igen på jorden.

’’For resten, hvad er Thestraler?’’ Jeg havde næsten glemt, at spørge hende.

’’Thestraler er heste lignede væsner, men deres udseende kan godt minde om en skelethest. Deres ansigt er reptil agtigt og de har læder liggende flagermus vinger.’’  

’’Det var dem jeg så ved søen! Men så alle ikke dem?’’ Luna rystede på hovedet.

’’Kun dem der har set døden, kan se dem. Det er en af grundende til at de kaldes 'dødens hest', men de er kærlige og venlige.’’ Luna forklarede omkring Thestralerne, mens hun fik skoen på foden. Hun kiggede smilede på mig efter skoen var på dens originale plads.

’’Før jeg kan vise dig rundt, skal jeg lige hente nogle ting … hvis det er okay?’’ Luna så afventede på mig og jeg nikkede, jeg ville endelig også ligge mine ting først.

’’Godt, men så mødes vi ved statuen af Phineas Nigellus Black omkring … lad os sige 23:45’’ Hun virkede selv godt tilfreds med tidspunktet, men jeg var nu ikke helt sikker.

’’Men der skal vi være på sovesalen og der skal være ro. Vi må slet ikke gå rundt på skolen så sent.’’ Luna nikkede bekræftede.

’’Det er netop derfor! Jeg vil vise dig ting som kun sker om natten.’’ Jeg var stadig ikke helt overbevis, men på en eller anden måde, følte jeg at dette skulle jeg ikke gå glip af.

’’Okay, men lov at vi ikke bliver opdaget.’’ Et smil spillede på Lunas læber, men hendes øjne så noget længere væk.

’’Kan jeg ikke, må gå.’’ Luna forsvandt hurtigt og Malfoy kom til syne på gangen. Hans øjne hvilede kort på mig, som han gik forbi.

’’Hvis Slytherin mister point på grund af dig, kommer du til at fortryde det.’’ Det var det eneste han havde sagt i hans forbi fart. Det eneste jeg kunne gøre var at nikke til ham.

 

Klokken nærmede sig langsomt 23:45 og jeg rejste mig fra sengen. Det grønne forhæng skjulte min hast med at tage tøj på. Jeg trådte roligt og forsigtigt ud i sovesalen og bevægede mig i mørket mod døren. Månens stråler skinnede ind gennem vinduet, men det var kun enkle stråler som oplyste salen. Slytherins opholdsstue var stille, der var stadig ild i pejsen, og mørket dominerede stadig rummet i dens helhed. Døren til opholdsstuen var bagsiden af et maleri, jeg havde stadig ikke kigget godt nok på forsiden, til at vide hvem det var. Gangen hen til statuen, var ligesom resten af slottet mørk, og stille. Det hele var som en film, der var sat på pause. De store vinduer som kom nu længere man gik ad gangen, lukkede enkelte månestråler ind. Jeg nåde endelig statuen, og Luna vinkede venligt til mig.

’’Lad os starte med at se køkkenet!’’ Luna var opildnet og smilede. Det var tydeligt at hun også gerne ville se køkkenet. Jeg nikkede og hun begyndte at vise vej. Denne gang gik vi bagom en statue af en kvinde klædt i en stor balkjole. Navnet på foden af statuen, var hakket væk.


Luna sænkede kvinden et lille nik og gik derefter gennem den skjulte gang. Hun svingede let med hendes tryllestav og sagde:

’’Lumos!’’ Og for spidsen af staven glødende staven, med et klart lys. Gangen blev oplyst og vi kunne nu tydeligt ser gangens udformning og gangene som udgik fra den. Spindelvæv hang over det hele og det var klart at gangen ikke blev brug normalt. Luna vendte sig og kiggede om på mig.

’’Vi er der snart, shh…’’ Jeg nikkede og hun vendte igen blikket frem. Rigtig nok nåde vi køkkenet, men det jeg så var ikke noget, som jeg ville have troet tidligere på året. Husalfer gik hastigt omkring hinanden og arbejdede. De have alle kokketøj på og nogle have de høje køkkenhuer på. Luna kiggede på mig, det var ikke helt klart, hvad hendes blik udtrykte.

’’Kom, lad os hjælpe med at lave maden!’’ Luna hoppede ned fra afsatsen og husalferne kiggede på hende, de fleste rystede på hovedet og sukkede højlydt.

’’Ikke hende igen!’’ Lød det fra enkelte, men der var også en som smilte som et lille lys.

’’LUNA!’’ Husalfen smilte og vinkede med begge arme, hele dens kropssprog var venlig og åben. Luna smilte tilbage og vinkede også vildt med armene.

’’ROLF!’’ Lunas stemme fyldte køkkenet og de andre husalfer sukkede endnu mere opgivende.

’’Kom, kom! Du kan hjælpe mig.’’ Husalfen Rolf smilede og tog Lunas hånd, Luna kiggede tilbage mod mig og smilte.

’’Rolf, du skal møde Eva.’’ Jeg hoppede forsigtigt ned fra afsatsen og gik frem mod Luna og husalfen.

’’Åh, dig har jeg hørt om!’’ Husalfen smilte og rystede min hånd.

’’Alle spøgelserne snakker om dig!’’ Rolfs stemme var lys og han snakkede i hast. Hans hoved nikkede op og ned.

’’Du kan også hjælpe!’’ Rolf tog nu også fat i min hånd og træk både Luna og mig hen til et af bordene.  

’’Maden skal anrettes … Et kunstværk skal laves.’’ Husalfen smilte og tog tre fade frem, en til Luna, en til mig og en til ham selv. Luna smilte til mig og nikkede, hun små grinte og begyndte at tog for sig af maden. Altså for at anrette det. Da hun skubbede fader fra sig, stod et slot af forskelligt kød på fadet med en sovs som en flod omkring den. Salatblade var taget og vinduerne af rosiner. Rolf smilte glad og skubbede nu også sit fra sig. En skov af forskellige grønsager bredte sig på fadet og nøder lå på fadets bund som sten. Jeg var nu også godt i gang med mit fad, men jeg tog bær og lavede et ansigt af en kvinde.

 

Tiden gik og efter længere tid i køkkenet, havde vi hver lavet ti fade med forskellige ’kunstværker’. Luna, Rolf og jeg smågrinte, som vi kiggede på mesterværkerne. Men det tydeligst i køkkenet var utilfredsheden fra de andre husalfer. Luna smilte.

’’Når men vi må også videre.’’ Luna træk mig gennem en anden gang, og hendes grint genlød af gangens vægge.

’’Ha ha! Kom!’’ Luna træk mig længere og længere ind gennem gangen og til sidst endte vi på en loftsats, og kunne kiggede ned på en gang, et eller andet sted på slottet.

’’Se vi er ikke de eneste…’’ Luna pegende og rigtig nok, der gik Weasley-tvillingerne med et kort i hånden.

’’Hvad er det for et kort de har?’’ Jeg kiggede på Luna, og hun løftede let på skulderne.

’’Ikke helt sikker, men de har aldrig selv fortalt på kortet. Såååå, jeg har ingen ide.’’ Lige som hun var færdig med at sige det, kiggede tvillingerne op på os og smilte.

’’Er I på natte udflugt?’’ George smilte og vinkede lidt til mig. Fred smilte også og skubbede let til George.

’’Jep, hvad med jer?’’ Luna svarede og pegede på kortet i deres hænder.

’’Det samme, ikk Fred?’’

’’Jep George.’’ De vinkede farvel og forsvandt. Luna kiggede igen på mig og nikkede. Det var tid til vi også skulle videre.

 

Gangene, som vi gik igennem, var mørke og mange af dem henlagt til stille forfald. Luna vidste vejene og hjalp mig med ikke at gå ind i ukendte farer. Vi gik igennem mindst 6 gange før vi endte i et mørkt rum. Rummet var mørkt lagt og Luna kiggede smilede på mig.

’’Hvor er vi?’’

’’Tredje sals korridor til højre.’’ Jeg huskede pludselig Dumbledores ord: Endelig vil jeg meddele, at i år er tredje sals korridor til højre lukket for alle, der ikke ønsker at lide en meget smertefuld død.

’’Men vi må ikke være her!’’ Jeg kunne ikke stoppe mig selv, og det kom ud i et ret højt toneleje.

’’Shh… Der sker ikke noget, han er utrolig nuttet!’’ Luna smilte og tog igen hendes tryllestav frem.

’’Alohomora’’ Døren foran os gik op, og Luna skubbede forsigtigt til den. Den knirkede som hun åbnede den, nok til vi kunne komme ind.

’’Fluffy!’’ Luna stemme blev svaret af tunge åndedrag. Hun smilte og kiggede på mig.

’’Luk døren og vær stille.’’ Jeg gjorder som hun sagde og lukkede roligt døren. Luna tog noget frem på hånden og piftede så.

Et kort øjeblik var der stilhed.

En rystede bevægelse fyldte rummet og en skygge dækkede gulvet og væggene. Jeg kiggede lige ud, men kunne ikke se noget. Luna smilte bare og rakte hånden endnu længere ud.

’’Fluffy, jeg har godbidder.’’ Hurtige åndedrag lød og jeg rykkede mig lidt væk fra kilden.

’’Luna!’’ Hun kiggede tilbage på mig og smilte.

’’Han gør altså ikke noget, men han er ikke glad for nye mennesker. Han komme om lidt.’’ Rigtig nok, lidt tid gik og en kæmpe trehovedet hund bevægende sig mod Luna. Fra dens munde hang tykt savl.

’’Fluffy, Eva. Eva, Fluffy.’’ Hund kiggede kort på mig, men var mere interesseret i godbidderne som Luna havde. Luna smilte til den og nikkede roligt, hvorefter dens store hoved udsendte en lyserød tynge og slikkede godbidderne op i dens mund. Et glad hundesmil spillede på dens tre ansigter og Luna grinte hjerteligt.

’’Så må du hellere i seng igen.’’ Luna klappede hunden og begyndte at synge en vuggesang. Som hendes stemme og melodi nåde rummets vægge, var hundens åndedrag langsomme og rolige. Dens tre hoveder hvilede på de kæmpe poter, og dens halse slog et lille slag før den også faldt til ro.

’’Vi må hellere gå før vi vækker ham igen. Han har jo slet ikke godt af flere godbidder.’’ Vi forlod rummet og Luna låste døren bag os.

’’Fluffy er en meget sød hund, kunne ALDRIG finde på at gøre nogen fortræd.’’ Hun lød meget overbevisende, men jeg stolede stadig ikke helt på hendes udsagn.

’’Lad os gå videre, jeg har gemt det bedste til sidst…’’   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...