Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

5Likes
8Kommentarer
581Visninger
AA

5. Kapitel 4

Vi tog for os af maden, men jeg var ikke rigtig sulten og jeg havde stadig slik i lommerne fra togturen. Alle var begyndt at snakke og jeg listede roligt væk fra bordet og bevægede mig gennem slottet. Men det var virkelig svært at finde rundt og til sidst fandt jeg mig udenfor. Luften var kold og jeg kiggede omkring mig, slottet var lige bag mig og det grønne græs foran. Jeg havde aldrig troet af dette kunne findes, men det gjorder det. Magi var virkeligt. Jeg sukkede og bevægede mig omkring slottet, men det der fangende mit blik var uglerne som fløj gennem luften fra et lille hustårn. Jeg gik langs slottets mur og kom endelig hen til stedet, der var stilhed, medundtagelse af vinger der baskede. Jeg tog nogle enkelte skridt og fandt mig selv inde blandt fuglene. Der var ugler i massevis, og Al sad i vinduet og kiggede ud over naturen. Min ugle var ikke den største, den var den mindste af dem alle. Jeg stillede mig hen til den og den prikkede mig let på skulderen. Det var som om den vidste, hvordan jeg havde det.

’’Eva…’’ Jeg vendte mig om og kiggede på ham.

’’Det er hvis din?’’ Dumbledore smilte venligt til mig og havde min kat Tira i hans arme. Den så glad ud og meget afslappet. Det var tydeligt af den nød det.

’’Det må du undskylde, hun er normalt ikke venlig mod andre end mig. Og så opføre hun sig som en rigtig kælepot når hun kan lide en.’’ Dumbledore smilte bare og nikkede.

’’Minder mig om en muggler som jeg har mødt her i år.’’ Jeg vidste han mente mig, men jeg kunne ikke rigtig svare igen, for jeg vidste selv det var sandt.

’’Hvem var det kvindelige spøgelse ved Ravenclaw bordet?’’ Jeg kiggede på ham, og han nikkede på hovedet, som om han havde ventet på det spørgsmål.

’’Hendes navn er Helena Ravenclaw, mere vil jeg ikke fortælle dig. Det skal også være lidt spændende for dig.’’ Jeg lagde hovedet på skrå og sukkede. Men nu havde jeg da hendes navn.

’’Kom vi må hellere ind igen, før desserten kommer på bordet.’’ Dumbledore førte mig tilbage til Storsalen, men denne gang var det ikke uden at blive lagt mærke til. Mest var det fordi Dumbledore var kommet tilbage med mig, end at det i sig selv var mig. Men de blikke som var tydlist var; Hermiones, Rons, Harrys, tvillingernes, Malfoys, Helena Ravenclaws og et andet spøgelse som holdte sig ved Slytherin bordet. Dumbledore smilte til mig og jeg gik ned til Slytherin bordet og satte mig.

’’Hvem er hun?’’ lød det fra bordet længere nede og nogle af de ældre Slytherin elever kiggede mod mig.

’’Hendes navn var hvis nok Eva Celest Ruben. Men har aldrig hørt om den magiker familie.’’ Jeg kunne høre at det ikke længere kun var Slytherin bordet som snakkede om mig, men også de andre elever fra de andre kollegianer snakkede. Jeg prøvede at lukke det ude og kiggede mod lærerbordet, Dumbledore snakkede sammen med professor McGonagall. Og desserten blev langsomt spist og fadene kom til syne fra den dejlige sukkerrige mad. Dumbledore kiggede udover salen og rejste sig så, dette fik alle eleverne til at være stille.

’’Ja, blot endnu et par ord nu, hvor vi alle har spist og drukket. Jeg har nogle enkelte praktiske oplysninger. Førsteårseleverne bør lægge sig i sinde, at skovene her i området er lukket land for alle elever. Visse af de ældre elever bør også indprente sig dette lidt nøjere.’’ Dumbledore kiggede mod Weasley-tvillingerne, som klappede hinanden på skulderen og smilte til hinanden.

’’Hr. Filch, pedellen, har bedt mig minde om, at der ikke må udøves magi på gangene i frikvarteret.’’ Jeg kunne svagt høre tvillingernes stemmer.

’’Så når skolen er slut må vi jo godt, ikk George?’’

’’Jep, for det er jo ikke et frikvarter.’’ Og deres latter kunne svagt høres som en bekræftelse af deres smuthul.  

’’Der vil blive afholdt Quidditch-øvelseskamp i semestrets anden uge. De, der ønsker at stille op for deres kollegium, skal kontakte madam Hooch. Endelig vil jeg meddele, at i år er tredje sals korridor til højre lukket for alle, der ikke ønsker at lide en meget smertefuld død.’’ Jeg kiggede op fra bordet og så mod Dumbledore, det havde han ikke sagt noget omkring, da jeg ville høre om Hogwarts.

’’Før vi trækker os tilbage, synes jeg, at vi skal synge skolesangen!’’ råbte Dumbledore smilede. Jeg sukkede, skulle vi virkelig synge… Det var tydeligt at jeg ikke var den eneste der havde det på den måde. Dumbledore svigende let med tryllestaven og et gyldnet bånd svævede ud fra spidsen. Båndet svævede højt oppe i luften og slog let omkring sig selv for at danne ord.

’’Lad os alle finde kammertonen, så begynder vi!’’ og alle sang med al den kraft de kunne få.   

 

Hogwarts, Hogwarts, Hoggy, Warty, Hogwarts,

lær os noget, vi kan bruge,

giv os viden, hver og en,

gammel som ung,

med stok eller plaster på knæet,

vore ho’der skal fyldes

med alskens lærdom

for lige nu er de tomme og fulde af luft,

døde fluer og flødeskum

så lær os, hvad der er værd at vide,

gi’ os noget at terpe på,

gør dit bedste, vi klarer resten,

tager ved lære og yder,

til vores hjerner syder.

 

Alle sang den i forskellig tempo, hvilket gjorder at alle sluttede på forskellige takter. Man kunne ikke kalde det at synge i kor, men tvillingerne gjorder virkelig deres bedste, men til ingen nytte. De var meget lang bagefter os andre. Og det fik mig til at smile. Da sangen sluttede var det Dumbledore der klappes højest.

’’Åh, musik, det er dog den største magi i verden! Og nu er det sengetid. Afsted med jer!’’ Dette var det sidste Dumbledore sagde til os, før vi blev samlet i fire forskellige grupper af førsteårseleverne fra de forskellige kollegier. En ældre elev fra Slytherin skulle vise os vej til vores sovesal, han smilte ikke, men holdte ansigtet i en maske. Vi blev ført gennem mange gange og hemmelige passager. Men Der hvor vi endte var kælderen. Vejlederen smilte og fik maleriet til at åbne sig, det der ventede os, var mytisk.

Grønne farver var ikke det dominere, men det var stenenes gråtoner og mørket som var en del af rummet. Pejsen brænde med voldsomme flammer, og stearinlysene skabte en stemning af mytisk og gav mig et sug i maven. Møblerne var i en mørkstil, tæt på Goth, men dog i en smukkere og mørkere retning. Over pejsen var Slytherins logo med slangen og på den grønne baggrund i skjoldet. På pejsen lå kranier af flere dyr og væsner jeg ikke kendte til. Men det der fangende mig mest, var hvordan mørket virkede levende.

’’Pigernes sovesal er ad døren til højre og drengenes ad døren til venstre.’’ Han efterlod os i opholdsstuen. Jeg gik sammen med pigerne ind i vores sovesal og så at alle vores ting var sat for enden af himmelsengene, de havde tunge grønne forhæng. Jeg var for træt til at tænke på de andre og tog hurtigt mit nattøj på og lagde mig til rette i sengen, efter jeg havde lukket forhængene for. Jeg lukkede mine øjne, men det stoppede ikke de andre pigers stemmer fra at nå mine ører.

’’Malfoy er en pure-blood, og det skal vi selvfølgelig tage hensyn til og derfor er I ikke i betragtning.’’ Stemmen var høj og lød som om hun var bedre end alle andre. Jeg vendte ryggen til dem og lagde puden over mit hoved.

’’Hvad så med Harry Potter?’’ En anden pige spurgte, og der lød gips.

’’I kan gå efter, hvem I vil, men jeg går efter Draco Malfoy.’’ Den første piges stemme lød og svarede. Endelig var søvnen stærk nok til at trække mig til drømmeland. Men enden det hørte jeg pigens stemme igen.

’’Hvem er hende der Eva?’’

 

Lyden af et tikkede ur nåde mine ører og jeg lukkede mine øjne op, det var tydeligt at natten stadig var ung og at der var mange timer til at solen igen ville stå op. Jeg satte mig op i sengen, så stille som jeg kunne.

’’Er du vågen?’’ En stemme jeg genkendte lød og det kvindelige spøgelse kom til syne gennem forhænget.

’’Jeg havde glemt at præsentere mig selv. Helena Ravenclaw.’’ Jeg nikkede og kiggede længe på hende, ingen jeg selv præsenterede mig.

’’Eva Celest Ruben.’’ Helena smilte venligt og nikkede, hun satte sig på sengekanten og kiggede hen på mig.

’’Jeg undskylder, hvis jeg tidligere har skræmt dig eller skabt dig unødig fortvivlelse.’’ Hun virkede oprigtig og venlig.

’’Hvorfor spurgte du om, hvem jeg var?’’ Helenas blik blev en smule trist og hun kiggede ned.

’’Du mindede mig om en, jeg mødte for lang tid siden her på Hogwarts.’’ Det var det eneste hun sagde før hun rejste sig for at gå.

’’Hvis du ønsker at finde mig, så spørg hende som aldrig lader sig holde tilbage, du vil møde hende snart.’’ Helena forsvandt og igen var jeg alle i sengens grønne bur. Hun havde efterladt mig med flere spørgsmål end svar. Med mere forvirring end lettelse. Jeg gled forhænget lidt til siden, og kiggede ud i rummet. Der var kun mørke, det var som om det lurede med uventede mytisk og en ro der kun skulle ødelægges. Forhænget gled igen i vejen og jeg lagde mig ned. Søvnen rullede stille ind over mig og sendte mig igen til et drømmerige af vand og mørke.

 

Den næste dag begyndte tidligt, skemaet som jeg havde fået var propfuld, med alle mulige fag. Botanik var et fag som foregik i drivhuset bag slottet, læreren var en lille tyk heks ved navn professor Spire. Hun lærte os hvordan planterne kunne hjælpe os med at heale og andre egenskaber de besad, der var en plante ved navn Mandrake, som kunne bruges som antimedicin til mange forskellige slags gift. Magiens Historie var et anderledes fag, da vi blev undervist af et spøgelse, professor Binns, men det var ligeså kedelig som historie var i den almindelige skole. Jeg havde hørt at han eftersignende skulle være faldet i søvn, hvorefter han vågnede for at undervise og havde efterladt hans krop. Faget Besværgelser blev undervist af professor Flitwic, han var så lille at han måtte stå på en stak bøger for at kunne se over katederet. Han var venlig nok, men jeg valgte altid at sætte mig bagerst for en sikkerhedsskyld. Mange af fagene havde jeg sammen med Harry, Ron, Hermione og en bukke andre elever, tildeles Malfoy og hans gruppe.

’’Hvad time er det nu?’’ Rons stemme lød et stem fra midt i lokalet, de var kommet ind i sidste minut, nok fordi de var faret vild, da der var hundrede og toogfyrre trappegange som man skulle rundt imellem.

’’Forvandling med professor McGonagall.’’ Kom det fra Hermione som sad oppe foran. McGonagall kom ind i klassen, hun vidste at hun havde kontrollen, og det viste hun også.

’’Forvandling er noget af det vanskeligste og farligste, man kan bruge magi til. Men her på Hogwarts vil I lære at omgås disse kræfter med agtpågivenhed og fortrolighed. Derfor siger jeg på forhånd, at hvis nogen begynder at lave numre i mine timer, vil vedkommende blive smidt ud og skal ikke regne med at få lov til at komme tilbage. Nu er I advaret!’’ Med det forvandlede hun katederet til en gris og så tilbage til et bord. Timen gik med at vi skulle trylle en tændstik til en nål, men jeg kunne selvfølgelig ikke bruge magi, og lod bare som om det ikke lykkes. Hvilket var let, da den eneste som lavede sin tændstik om til en skinnede sølvnål var Hermione, dette belønnes med et smil fra McGonagall. Jeg sukkede og pakkede mine ting sammen. Nu havde jeg ikke flere timer sammen med Gryffindor for i dag, men da jeg kiggede på skemaet kunne jeg se at på fredag havde jeg fag sammen med dem igen.

Skoledagen var endelig over og jeg bevægende mig igennem slottet, men gang på gang farede jeg vild. Jeg sukkede opgivende og George kom til syne.

’’Hvor skal du hen?’’ Han smilte til mig og træk mig ind til siden.

’’Slytherins opholdsstue, men der er al for mange veje og de ender alle andre steder, end der hvor jeg vil hen.’’ George nikkede forstående.

’’Hvis du tager trappen op og går bagom statuen af Phineas Nigellus Black kommer du næsten helt derhen.’’ Jeg smilte og takkede ham inden jeg igen gik på min færd mod Slytherins opholdsstue. Som han sagde var der en statue med navnet Phineas Nigellus Black forneden, og bag den var der rigtig nok en gang. Gangen var smal og lyset nåde kun en meter ind i gangen, før mørket dominerede. Jeg tog et dybt åndedrag og tog mig sammen. Min højre hånd var på væggen for at retningen var ret, og min venstre hånd var foran mig for at fortælle mig om mulige ting jeg kunne støde ind i. Heldigvis var der intet i gangen og den anden åbning kom til syne. Jeg gik ud og kiggede mig omkring. Jeg kunne genkende gangen og vidste at jeg bare skulle fortsætte til højre for at komme til opholdsstuen og sovesalene. Jeg smilte lettet og begyndte at gå.

’’aahh, jeg er hundrede på at Narglerne er bag det!’’ en piges stemme nåde mine ører, og jeg kiggede op fra gulvet. Lige fremme stod en pige og hoppede op og ned efter noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...