Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1012Visninger
AA

4. Kapitel 3

Det syn som mødte os var utroligt, aldrig havde jeg forventet dette syn. Stien var endt ved søbredden og på den anden side på toppen af et højt bjerg lå Hogwarts. Et slot som stækkede sig mod nattehimlen, dens vinduer var oplyste og var som lysglimt i mørket. Det var et magisk syn og et man aldrig kunne glemme.

’’Der må sidde fire i hver båd!’’ halvkæmpen vendte sig mod mig og smilte.

’’Det er godt at se dig igen, lille ven. Jeg hedder for resten Hagrid.’’ Jeg smilte til ham og nikkede.

’’Eva Celest Ruben.’’ Hagrid nikkede anerkendende.

’’Jeg har mødt din far, en venlig mand.’’ Jeg kunne ikke lade være med at smile, min far var altid venlig og havde altid været det.

’’Du tager bare en båd for dig selv, for det ser ud til at alle andre har fundet nogen af sidde i samme båd med. Og jeg fylder desværre en båd selv.’’ Hagrid smilte venligt og vendte sig så mod bådene for at råbe igen.

’’Er alle kommet på plads?’’ Eleverne nikkede og Hagrid og jeg fandt hver en båd.

’’Så lad fortøjningerne gå - FREMAD!’’ Bådene satte i gang og bevægende sig glidende over den blanke sø overflade. Månen kunne ses i den og jeg kiggede mod dybere ned i vandet. Et hesteansigt viste sig og jeg rykkede mig væk fra kanten. Men det holdte mig stadig ikke væk fra at kigge mig mere omkring. Ude ved bredden stod en hest, deres krop var kun et skelet med sort læderagtig hud. Jeg kunne ikke stoppe med at kigge på den. Den havde vinger som var foldet tæt ind til dens krop. På en eller anden måde føltes det som om jeg havde set den før.

’’Så er det ned med ho’derne!’’ Hagrids stemme nåde os og vi bukkede alle hovederne som klippebredden nu ved os. Bådene førte os ind gennem en mørk tunnel og vi nåde til en underjordisk havn. Vi gik alle gennem en passage som var hugget ud i klippen, for enden af den mødte den friske luft os og det dugvåde græs havde en eventyrlig mytisk over sig. Hagrid hævede sin gigantiske næve og slog tre gange på slottets tunge dør.

 

Døren blev åbnet og en høj kvinde, med sorthår, stod derinde og kiggede på Hagrid. Hun var meget skræmmende og jeg kiggede mig omkring og så mange andre havde det på den samme måde som mig.

’’Her er førsteårseleverne, professor McGonagall.’’ Sagde Hagrid.

’’Tak skal du have, Hagrid. Jeg tager mig af dem fra nu af.’’ Døren blev åbnet helt og det som mødte os, var ligeså utroligt som det syn vi først havde fået af Hogwarts. Der var så højt til loftet at man ikke kunne se hvilket materiale det var lavet af, og gulvet var af blanke fliser i mørke og lyse farver i nuancen skalaen sort-brun-hvid. Der var en pragtfuld marmortrappe som førte op til de andre etager. Profosser McGonagall førte os forbi en stor dør, hvor der inde bag døren kunne man høre stemmer, det var sandsynligt fra alle de andre elever. Men McGonagall førte os forbi døren og ind i et andet rum lidt længere ende, men i samme side. Da vi alle var inde i rummet vente hun sig mod os.

’’Velkommen til Hogwarts. Velkomstmiddagen vil snart blive serveret, men før I indtager jeres pladser i Storsalen, vil I blive fordelt på de forskellige kollegier. Jeres kollegium vil blive jeres hjem her på Hogwarts, ligesom jeres kollegiekammerater vil blive en slags familie. I skal desuden gå i klasse sammen med jeres kollegiekammerater, I vil sove sammen med dem i kollegiets sovesal og tilbringe jeres fritid i kollegiets opholdsstue.’’ Jeg var bange, det var da umuligt at holde min hemmelighed hemmelig, hvis jeg skulle være sammen med så mange mennesker.

’’De fire kollegier er Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og Slytherin. De har hver en ærværdig historie og de har alle frembragt enestående hekse og troldmænd. På Hogwarts arbejder vi med et pointsystem, så jeres bedrifter kommer jeres kollegier til gode, hvorimod overtrædelser af vores regler vil resultere i afstraffelse af hele kollegiet, ved fratagelse af point. Ved slutningen af hvert skoleår vil det kollegie, som har optjent flest point, blive belønnet med en kollegiepokal, en særdeles fornem pris. Jeg håber, at hver enkelt af jer vil gøre jeres kollegium ære, uanset hvor I bliver placeret.’’ Hun kiggede over os og smilte roligt.

’’Det hele vil blive overværet af de andre elever, så jeg vil råde jer til, at gøre jer selv lidt i stand.’’ Hun kiggede ikke ret meget på mig, men havde hendes blik rettet mod Neville, der bar en krøllet kappe og Ron med hans næsten sorte næse. Jeg kunne se at Harry glattede hans hår og jeg smilte lidt til mig selv, da jeg kiggede mod Hermione. Hun stod helt klar og var rolig.

’’Jeg vender tilbage, når vi er parat til at gå i gang.’’ Professor McGonagall efterlod os i lokalet og en spændt stemning var bredt sig over os. Men det var ikke kun spænding, angst var også mellem os. Ingen af os vidste, hvordan fordelingen skulle foregå. Vi ventede alle sammen, men et skrig lød og andre begyndte også. Spøgelser. De var kommet gennem bagvæggen og svævede henover os.

’’Wow…’’ jeg sagde intet andet, jeg havde aldrig set spøgelser før, men jeg var ikke bange for dem. De var perlehvide og lettere gennemsigtige. De snakkede sammen, men så ikke rigtig på os. Dog var der en som kiggede ned på mig og slog sine åbne vidt op. Det var en kvinde, hun var smuk. Nogle af de andre spøgelser førte en samtal, der lød lidt kold.

’’Tilgiv og lad alt være glemt. Jeg mener, at vi skal give ham en chance mere…’’ Det var en lille, fed munk som sagde dette og et spøgelse med pibekrave svarede.

’’Min kære abbed, har vi ikke givet Peeves, alle de chancer han har fortjent? Han giver os alle et dårligt ry, og ligesom jeg ved, ved du at han ikke er et ægte spøgelse.’’ Han så nu ned på os.

’’Hør, hvad laver I dog her?’’ Ser var ingen af os der svarede ham.

’’Åh, de må være nye elever, som venter på at blive fordelt. Vi glæder os til at se jer i Hufflepuff! Det er mit gamle kollegium, at I ved det.’’ Sagde abbeden.

’’så kan I godt følge med, fordelingsceremonien skal til at begynde.’’ Sagde en skarp stemme. Hun var vendt til. Professor McGonagall kiggede mod spøgelserne og et efter et svævede de bort gennem den modsatte væg. Men spøgelsets som havde holdt øje med mig, svævede tæt på mig og rørte min kind. Jeg kunne mærke at alle kiggede på os.

’’Hvem er du?’’ Spøgelset så forvirret på mig, hende blik glemte på så mange følelser. Et af de andre spøgelser kaldte på hende.

’’Helena, kom så.’’ Hun kiggede tilbage til de andre spøgelser og nikkede. Hun svævede nu også bort, men hendes blik forlod ikke mit. Jeg kunne stadig mærke kulden, hvor hun havde rørt mig.

’’Stil jer op på række, og følg mig.’’ McGonagalls stemme fik alle igen tilbage til nuet.

 

Storsalen var magisk, jeg kunne ikke forklare det på andre måder. Der stod fire langborde som alle havde de ældre elever siddende. Forenden stod et langbord på tværs, det var tydeligt at dette var lærernes bord. McGonagall fik os stillet tilrette foran lærerbordet og alle elevernes blikke var vendt mod os. Spøgelserne svævede over bordene i en sølvdis. Bestikket på bordene og bægerne var gyldne, det var tryllebindende. Jeg kiggede hen på Harry, han virkede til at være overvældet og havde rettet sit blik mod loftet. Jeg kiggede også. En himmel med stjerner var det man så, men der var ingen kulde. Hermiones hvisken nåde mine ører.

’’Det er fortryllet, så det ligner en nøjagtig kopi af himlen udenfor.’’ Det var utroligt, men havde aldrig før troet af magi kunne fortrylle mig på denne måde. McGonagall kom ind med en trebenet skammel og satte den foran os. På skamlen lagde hun en spids troldmandshat. Hatten var lappet, slidt og virkelig beskidt. Men selvom den så sådan ud, var der noget særligt over den. Alle stirrede vi på den. Hatten begyndte at ryste og en flænge nær skyggen åbnede sig som et gab og så begyndte den af synge.

 

Du syn’s måske, jeg er en bør,

men døm ej bare, hvad du ser.

Jeg vil æde mig selv, hvis du finder,

en hat med min karakter.

 

Behold du blot den høje hat,

din sorte, blanke bowler,

for jeg er Hogwarts’ bedste skat:

en rigtig smart fordelingshat.

 

Jeg ser alt, hvad du i ho’det skjuler,

intet undgår mit falkeblik.

Så tag mig på og få besked

 om dit nye tilholdssted.

 

Måske du skal til Gryffindor,

hvis du har løvehjerte.

Det er her, de tapre bor,

hvor handlekraften hersker.

 

I Hufflepuff du kan få plads,

hvis du er en stræber:

loyal og god, og venners ven

er nok, hvad huset kræver.

 

Eller hvad med gamle Ravenclaw

 til den, hvis visdom spirer,

for lærdom og fordybelse

resultater altid giver.

 

Endelig kan Slytherin

den rette hylde blive

 til den, som ingen midler skyer

for sine mål at gribe.

 

Så tøv nu ikke, sæt mig på

uden fumlerier.

Stol trygt på mig, det skal nok gå

med mine tryllerier.  

 

Salen brød ud i klapsalmer, da hatten var færdig med sin sang og den bukkede mod de fire border. Hatten var nu igen stille og alle havde de igen vendt blikket mod os førsteårselever. Jeg vidste ikke, hvor hatten ville fordele mig hen. Jeg ville bare gerne et sted hen, hvor jeg ikke behøvede at lyve. Professor McGonagall trådte et skridt frem, hun holdte en lang rulle. Jeg gættede på listen af nye elever.

’’Når jeres navn bliver råbt op, efternavn først, skal I træde frem og tage hatten på og sætte jer på skamlen. Hvorefter hatten vil meddele jer, hvor I skal bo. Den første Abbot, Hannah!’’ en pige med lyse rottehaler trådte usikker frem og satte sig på skamlen med hatten på.

’’HUFFLEPUFF!’’ råbte hatten og bordet til højre brød ud i klapsalmer. Pigen gik ned og satte sig. Flere og flere navne blev råbt op.

Hufflepuff eleverne virkede venlige og smilede, Ravenclaw var rolige og så eftertænksomme ud. Gryffindor og Slytherin var dem som virkede mest modsatte, Gryffindor var larmede og smilede, mens Slytherin virkede kolde og tilbageholdende.

’’Granger, Hermione!’’ Hun løb hen til skamlen og satte ivrigt hatten ned over hovedet.

’’GRYFFINDOR!’’ råbte hatten. Vi bare blevet færre og færre oppe ved lærebordet.

’’Lovegood, Luna!’’ En pige som så anderledes ud fra resten gik hen til skamlen og satte hatten på hendes lyse krøller.

’’RAVENCLAW!’’ Lød det fra hatten og hun gik smilede ned og tog plads ved bordet.

’’Malfoy, Draco!’’ Malfoy slentrede koldt og roligt frem. Han fik med det samme sit ønske opfyldt.

’’SLYTHERIN!’’ råbte hatten før den nøde hans hoved. Malfoy fik ned og satte sin ved sine venner og jeg kunne se at de andre ved Slytherin bordet tog godt imod ham.

’’Potter, Harry!’’ Som han trådte frem, kunne jeg tydelig høre at folk begyndte at snakke.

’’Blev der virkelig sagt Potter?’’

’’Er det den Harry Potter?’’ Hatten blev sat på hans hoved og jeg så afventede på ham. Der gik lang tid før hatten endelig råbte dens svar.

’’GRYFFINDOR!’’ Harry rejste sig og gik rystede ned til Gryffindor bordet, bare jeg også kunne komme i det kollegium. Harry modtog det største bifald og Weasley-tvillingerne hylede:

’’Vi fik Potter! Vi fik Potter!’’ Da bifaldet var faldet ned, så jeg omkring mig. vi var få tilbage, ikke flere end syv.

’’Ruben, Eva Celest!’’ Jeg gik med usikre ben frem og satte mig. Tog en dyb indånding og satte hatten på mit hoved.

’’Du hører hvis ikke hjemme på Hogwarts, gør du? Men her er du, mellem mennesker som du ikke skulle kende. Men der er alligevel noget ved dig.’’ Hatten talte til mig, et var kun mig som hørte den.

’’Du er svær, men jeg vil nu alligevel tro at dit hjem er i Ravenclaw eller SLYTHERIN!’’ Det sidste kollegienavn blev råbt ud til eleverne og jeg tog hatten af. Hvorfor var jeg endt i Slytherin? Jeg kiggede mod bordet bag mig og så på Dumbledore. Han nikkede kort og smilte til mig, og formede med hans læber ord.

’’Det skal nok gå, der er en grund til altid.’’ Jeg vendte mig mod eleverne igen og gik ned og satte mig ved Slytherin bordet. Det var kun kommet et normalt bifald fra bordet, ligesom ved alle andre, undtagen ved Malfoy.

’’Weasley, Ronald!’’ Han var bleggrøn i ansigtet, men efter kort tid råbte hatten:

’’GRYFFINDOR!’’ Der var et stort bifald og jeg kunne se at Ron og Harry satte sig sammen, og blev lykønsket fra de andre brødre fra Weasley familien. Mit blik mødte Georges og han løftede let på skulderen. Som om han sagde, hvad kan man gøre ved det. Jeg kiggede væk. Professor McGonagall rullede listen sammen efter den sidste person var blevet fordelt og tog fordelingshatten med sig.

Dumbledore rejste sig og smilte venligt til os alle. Kan virkede glad for at vi alle var her. Men det der ikke slap mig var følelsen af blikke på mig.

’’Velkommen til endnu et år på Hogwarts! Før vi begynder vor festmiddag, vil jeg gerne have lov til at sige et par ord - de lyder således: Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat! Tak, det var alt.’’ Det var et lidt anderledes billede jeg fik af ham. Fadene på bordene var nu fyldte af mad, flere retter af mad dækkede bordene. Igen kunne jeg mærke blikke på mig og jeg kiggede omkring mig. Malfoy holdte øje med mig, de var hverken venlige eller onde hans øjne. Men det var ikke det eneste blik som jeg kunne mærke. Jeg ledte videre, og fandt blikket til sidst. Det kvindelige spøgelse, som gik ved navnet Helena, kiggede på mig. Hendes blik var uroligt og bekymret. Men hvorfor var hendes blik det? Spøgelsets hvisken nåde mine ører, men det hun hviskede ville jeg også spørge hende:

’’Hvem er du?’’ Jeg holdte hendes blik og hendes blik blev trist.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...