Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

5Likes
8Kommentarer
585Visninger
AA

3. Kapitel 2

Endelig kom dagen, hvor jeg skulle med toget. Den første september. Jeg var stadig ikke helt afklaret med mig selv, men jeg kunne ikke lade være med at glæde mig. Min far havde hjulpet mig med at pakke dagen inden og sad ved siden af mig i bilen.

’’Dumbledore har givet mig denne her som gave til dig.’’ Min far rakte mig en lille sølvring med fire sten. En var i rød, en anden blå, en tredje grøn og den sidste gul.

’’Den er så sød!’’ Jeg vendte og drejede den, den skinnede i lyset og jeg smilte.

’’Hvad er den til?’’ Min far smilte, mens han havde blikket rettet mod vejen.

’’Den er for at du kan komme til platform 9 ¾, jeg kan ikke komme med helt derind, så det må du selv klarer.’’ Jeg nikkede, det var forståeligt, vi var ikke troldmænd og det var kun på grund af Dumbledore at jeg kunne komme til Hogwarts som elev.

’’Vi er snart på King’s Cross, og vi er i okay tid.’’ Min far smilte og kiggede på mig.

’’Er du klar? Og har du husket det hele?’’ Min far var begyndt at se urolig ud. Jeg nikkede og kiggede om på bagsædet, Tira sad der omme og slikkede sig ren, mens min ugle Al sov i sit bur. Tira og Al, var blevet gode venner og var begyndt være lidt for gode venner når det gjaldt at lave ballade.    

’’Jeg er klar, og jeg tror jeg har det hele. Min uniform ligger i kufferten og min tryllestav i håndtasken. Jeg er ret sikker på jeg har det hele.’’ Min far små grinte og jeg begyndte også at små grine.

’’Det der har du, hvis efter mig.’’ Jeg nikkede og smilte, men samtidig huskede jeg også at jeg ikke længere virkelig vidste, hvem min mor havde været.

Efter lidt tid holdte bilen ind til siden og min far hjalp mig med mine ting og gik sammen med mig ned mod platformen. På vejen derned gik vi forbi en stor familie, hvor de alle havde rødt hår. Deres hår var lidt mere orange end mit, men jeg havde også selv rødt hår. Min far havde brunt hår. Min far førte an og ledte mig hen til den rigtige mur.

’’Så er vi her. Eva, lov mig at du tager dig af dig selv og passer på. Hvis der sker noget kan du altid kontakte mig med ugle, eller spørge Dumbledore.’’ Jeg nikkede roligt til ham, jeg var bange, men jeg vidste at dette var bedst for os begge. Nogle enkelte tårer trillede ned af mine kinder og min far tørrede dem væk.

’’Så så, det skal nok gå, du har jo Tira og Al.’’ Jeg nikkede og tog godt fast i vognen.

’’Det eneste du skal gøre er at løbe direkte mod muren der, så kommer du til platform 9 ¾ og derfra skal du bare på toget.’’ Min far kyssede mig på panden og så roligt på mig.

’’Vi ses i ferierne!’’ Jeg nikkede og løb mod muren.

 

Synet der ventede mig var utrolig og fuldstændig magisk. Et skilt med skriften Platform 9 ¾ tårnede sig op på muren og mindede alle om, at de var ankommet til det rette sted. Toget, som holdte der, var højrødt og et damplokomotiv, røgen fra den lade sig om os som en tåge der gav indtrykket af mystik og magi.

Mange mennesker stod og tog afsked med hinanden, døtre og sønner som havde kufferter og dyr. Familier på få og på mange. Jeg kiggede mig lidt om og så den rødfarvede familie komme igennem muren sammen med en dreng som jeg havde set før. Der var i alt 6 personer uden drengen som efter sigende skulle hedde noget med H, Henry? Harry? Moderen så venlig ud og var lettere tyk, hun holdte hånden på en lille pige, yngre end mig. Desuden gik de sammen med 4 rødhårede drenge, tydeligvis damens sønner. Tre af de rødhårede drenge forsvandt ind i toget og damen fik øje på mig.

’’Er du alene, lille ven?’’ Jeg nikkede, hun havde en venlig stemme.

’’Min far kunne ikke komme.’’ Damen smilte venligt og nikkede forståede.

’’Sådan var det også da jeg skulle på Hogwarts, øh det er så længe siden nu.’’ Hun havde et bredt smilt på hende læber og jeg kunne ikke selv lade være med at smile. Pigen kiggede på mig og smilte.

’’Jeg ville ønske jeg havde en søster, drengene er slet ikke sjove at være sammen med.’’ Jeg smilte til hende, jeg havde det ikke så godt med drenge, de gjorder mig en smule bange.

’’Fred? George? Er I der?’’ Damen kaldte på drengene og hurtigt kom der et svar fra dem.

’’Vi kommer nu, mor.’’ To af drengene kom ud af toget og løb hen til hende, de lignede hinanden på en prik.

’’Jeg går nu.’’ Jeg vinkede farvel til hende og gik mod toget, men en af tvillingerne ramte ind i mig.

’’Ups, det må du undskylde.’’ Jeg var blevet væltet, og kiggede på hans hånd som rakte ned mod mig for at hjælpe. Jeg tog hans hånd og han fik mig hurtigt på benene igen.

’’Det gør ikke noget.’’ Jeg kiggede ikke rigtigt på ham, men han holdte stadig fast i min hånd.

’’Det er ikke så tit man møder en med rødt hår som os.’’ Det var tydeligt i hans stemme at han smilte. Jeg kiggede endelig op på ham og nikkede.

’’Ja det er ikke ret ofte.’’ Jeg kiggede hurtigt væk igen, men jeg kunne huske, hvordan han så ud.

’’Jeg hedder George Weasley.’’ Jeg nikkede og svarede, mens jeg begyndte at gå mod toget.

’’Eva Celest Ruben.’’

‘’Vi ses Eva.’’ Jeg nikkede med ryggen til ham og forsvandt ind i toget med mine ting.

 

Togets gang var smal og jeg kæmpede mig igennem menneskemængden, mange af kupeerne var allerede optaget. Flere havde et mærke på deres uniform, med et dyr og en bestemt farve til dyret. Der var virkelig mange anderledes ting bare i dette tog. Jeg åbnede døren til en kupe, og så at drengen som havde gået med den rødhåret familie sad der.

’’Må jeg sidde herinde?’’ Drengen nikkede og jeg satte mine ting til rette og fandt uniformen frem, så jeg kunne gå ud på toilettet og klæde om.

’’Jeg kommer tilbage lige om lidt.’’ Drengen sagde ikke så meget. Jeg bevægende mig videre gennem gangen og fandt endelig toilettet og med lidt besvær fik jeg skiftet til uniformen. Jeg glattede folderne ud og bevægede mig tilbage mod kupeen. Toget var nu begyndt at sætte i bevægelse og det gjorder kun det at gå derinde besværligt og uelegant. Jeg åbnede kupe døren og satte mig derind ved siden af drengen.

’’Hej jeg hedder Eva.’’ Drengen smilte og tog imod min hånd.

’’Harry’’ Jeg smilte tilbage til ham og døren til kupeen blev skubbet op og den yngste af de rødhårede drenge trådte ind.

’’Er sædet optaget? Der er helt optaget de andre steder.’’ Harry rystede på hovedet og drengen satte sig overfor ham. Jeg kiggede på ham og smilte. Drengen smilte tilbage til mig. Og kiggede igen på Harry før han kiggede ud af vinduet. Han virkede til at ville spørge Harry om noget.

’’Hej Ron’’ Tvillingerne var tilbage og stod i kupédøren. Den ene dreng kiggede hen på mig og smilte.

’’Hej Eva.’’ Jeg smilte og han satte sig hurtigt ned ved siden af mig.

’’Vi tager ned i midten af toget, Lee Jordan har en kæmpe tarantel i en æske.’’ George nikkede og rejste sig modvilligt op.

’’Okay’’ Kom det stille fra Ron.  

’’Harry, Eva’’ kom det fra den anden tvilling.

’’Vi har vist ikke præsenteret os! Fred og George Weasley. Og det er Ron, vores bror. Vi ses lidt senere.’’

’’Farvel’’ Lød det fra os tre og tvillingerne lukkede døren efter dem.  

’’Er du virkelig Harry Potter?’’ Røg det ud af Ron. Harry nikkede og jeg var forvirret, meget forvirret.

’’Jeg troede bare at Fred og George havde fundet på det for at drille.’’ Ron pegende på Harrys pande. Harry viste et ar frem som var formet som et lynnedslag.

’’Er der noget særligt ved at være Harry Potter og havde det ar?’’ Ron så overrasket ud og nikkede voldsomt på hovedet.

’’Ja, Du-ved-hvem gav Harry det ar! Harry kan du huske noget derfra?’’ Harry rystede på hovedet og svarede.

’’Det eneste jeg kan huske er en masse grønt lys.’’ Jeg var endnu mere forvirret, og følte mig en smule dum.

’’Hvem er Du-ved-hvem?’’ Denne gang var det Harry der svarede mig.

’’Han hedder Voldemort, og han er en mægtig troldmand som bruger sine kræfter på at skade andre.’’ Jeg nikkede og kiggede ud af vinduet.

’’Er alle i din familie magikere?’’ Spurgte Harry, spørgsmålet var henvendt til Ron og jeg fulgte nysgerrigt med.

’’Øh ja, det tror jeg nok, men min mor har en grandfætter som er bogholder, ham snakker vi ikke så meget om.’’

’’Så må du da vide meget om magi allerede.’’ Lød det fra Harry og han så lidt misundelig ud.

’’Hvad med dig Eva?’’ Harry spurgte og Ron så nu også hen på mig.

’’Jeg ved ikke så meget, jeg har boet sammen med mugglere hele mit liv.’’ Harry nikkede forstående.

’’Så du er ligesom Harry på det punkt?’’ Jeg kiggede til siden og over på Harry.

’’Har du også boet sammen med mugglerne?’’ Harry nikkede, men sukkede også.

’’De var forfærdelige, jeg ville ønske, at jeg også havde tre troldmandsbrødre som dig Ron.’’  

’’Fem.’’ Sagde Ron og så lidt dyster ud. ’’Bill, Charlie, Percy, Fred og George.’’    

 

Klokken halv et høres en høj raslen uden for kupeen. Døren blev skubbet op, og en venlig dame med smilehuller spurgte, om de ønskede noget fra hendes kioskvogn. Harry spang op og gik ud for at kigge på hvad hun havde, alt imens Ron og jeg sad og kiggede lidt forlegen ud. Harry kom tilbage med favnen fuld af alt muligt slik. Efter en smule snak omkring min og Rons madpakke situation, delte Harry hans ny købte slik med os. Der var platugler, som var lavet af chokolade og ikke rigtige ugler. Deres pakker indeholdte kort man kunne samle og Ron manglede åbenbart Agrippa og Ptolomæus. Personerne på korte forsvandt en gang imellem væk for at komme tilbage efter noget tid. Harrys første kort var Albus Dumbledore, og jeg kiggede Harry over skulderen som han læste på bagsiden.

 

Albus Dumbledore, for tiden rektor på Hogwarts. Af mange anses han for at være den største troldmand i moderne tid. Dumbledore er især kendt for at have overvundet Mørkets Troldmand, Grindelwald, i 1949, for opdagelsen af tolv udnyttelsesmuligheder af drageblod og ikke mindst sit alkymistiske arbejde sammen med partneren Nicolas Flamel. Professor Dumbledore holder af kammermusik og bowling.

 

Efter noget tid var der ingen platugler tilbage og vi gik videre til multismagsbønner.

’’Dem skal I være forsigtige med, når der står multismagsbønner, skal man tale det helt bogstaveligt.’’ Selvom Ron advarede os, udvalgte han alligevel en grøn bønne og bed forsigtigt i den.

’’Aaaadr - der kan I bare se! Rosenkål.’’ Men det holdte os ikke tilbage fra at spise en bunke af dem, og det var ikke alt der var dårligt. Der var jordbær, løg, karamel, rosenkål, man kunne nævne alle de smagsfornemmelser som vi oplevende.

Døren til kupeen åbnede og en dreng kiggede indenfor. Han så virkelig fortabt ud og bekymret.

’’Har I set min tudse?’’ Drengen brød ud i gråd.

’’Han skal nok dukke op.’’ Sagde Harry. Drengen nikkede og forsvandt igen.

’’Gad vide, hvorfor han gider hidse sig sådan op.’’ Ron kiggede ned på sin rotte som lå og sov. Vi fortsatte med at hygge os med at spise slik og igen gik døren til kupeen op, denne gang var drengen sammen med en pige, og Ron skulle lige til at vise os lidt magi.

’’Nå, så du er ved at trylle? Lad os se, hvad du kan.’’ Pigen satte sig ned ved siden af Ron, og han så helt forskrækket ud.

’’Okay. Solskin, smørblomster, ostehjul, gør denne fede, dumme rotte gul.’’ Ron viftede med staven, men der skete ingenting.

’’Er du sikker på, at det er en rigtig besværgelse? Den er hvert fald ikke god. Jeg har selv øvet mig med besværgelser, og de er alle lykkes. Min familie kender ikke rigtig til magi, og det overraskede mig at får brevet til Hogwarts, jeg har læst alle bøgerne og det skulle være den bedste skole. Jeg hedder for resten Hermione Granger, og hvem er så I?’’ Hun sagde alt dette i en voldsom hast.

’’Jeg hedder Ron Weasley’’ Sagde Ron.

’’Jeg hedder Eva Celest Ruben’’ Svarede jeg.

’’Harry Potter.’’ Sagde Harry.

’’Jeg ved alt om dig, for jeg skaffede mig noget ekstra baggrundsmateriale.’’ Udbrød Hermione.

’’Er der nogen af Jer, som ved, hvilket kollegium I skal bo på? Efter hvad jeg har forhørt, er forholdene bedst ved Gryffindor. … Nå, men vi må hellere lede videre efter Nevilles tudse. Vi er jo snart fremme.’’ Pigen forlod os og gik med den tudseløse dreng.

’’Hele min familie har boet på Gryffindor, og jeg ved ikke, hvad de vil sige, hvis jeg skal bo et andet sted. Bare jeg ikke bliver indkvarteret i Slytherin, det var der Du-ved-hvem boede.’’ Ron så dyster ud og lidt opgivende.

Ron var begyndt at fortælle om et spil som hed Quidditch, men døren til kupeen blev åbnet igen. Denne gang var det hverken Neville, den tudseløse dreng eller Hermione Granger. Det var tre drenge, hvor af den ene havde jeg set den samme dag som jeg så Harry.

’’Er det sandt? Alle i toget taler om, at Harry Potter sidder i denne kupe. Det er altså dig, eller hvad?’’ Det var den blege dreng der snakkede.

’’Ja.’’ Harry svarede ham. De to andre drenge lignede regulære livvagter, de var dog tykke og så meget ondskabsfulde ud.

’’Det her er Crabbe og det er Goyle. Og mit navn er Malfoy, Draco Malfoy.’’ Ron hostede en smule og det kunne godt lyde som en fnisen.

’’Du synes måske, mit navn er morsomt, hva’? Jeg behøver vist ikke at spørge, hvem du er. Min far har fortalt mig, at Weasley familien har rødt hår, fregner og flere børn, end de har råd til.’’ Han vendte sig mod mig.

’’Du er vel ikke også en Weasley?’’ Jeg rystede på hovedet.

’’Jeg hedder Eva Celest Ruben.’’ Han kiggede mod Harry igen.

’’Du burde finde en bedre omgangskreds og det skal jeg nok hjælpe med.’’ Draco rakte hånden frem, men Harry ignorerede den.

’’Det kan jeg uden mærket selv, tak.’’ Draco Malfoy rødmede ikke ligefrem, men en let, lyserød gløden trådte frem på hans kinder.

’’Jeg ville passe lidt på, hvis jeg var dig, Potter.’’ Sagde han langsomt.

’’Du skulle jo ikke ende som dine forældre. De vidste heller ikke, hvad der var bedst for dem selv.’’ Harry og Ron rejste sig. Det hele var ved at gå galt, men heldigvis ville Goyle have noget slik og Rons rotte bed sig fast i Goyles finger. Hans skreg og de tre drenge forsvandt efter Goyle have fået kastet rotten af. Om de forsvandt på grund af fodtrinene der kom nærmere, eller om det var fordi de troede der var flere rotter gemt under slikket, var ikke til at vide.  

’’Malfoy familien var nogle af de første, som kom tilbage til vores side efter I-ved-hvem forsvandt. Malfoys far sagde at de var blevet forhekset, men min far tro ikke på ham. De har ikke brug for en undskyldning for at slutte sig til Mørkets side.’’ Hermione nikkede bekræftede af det Ron sagde, hun var kommet ind lige efter det med rotten, som nu lå og sov, skete.

’’Drenge, I skal til at skifte tøj, jeg har været oppe foran og spurgt om vi snart er der, og han sagde at i var tæt på.’’ Harry nikkede.

’’Går I piger ud, mens vi skifter?’’ Hermione rullede med øjnene og jeg nikkede og fulgte efter hende udenfor kupeen.

’’Jeg håber, vi kan blive venner.’’ Hermione smilte til mig og rakte hendes hånd frem mod mig, jeg nikkede smilede.

’’Ja, det håber jeg også.’’ Hermione grinte let og jeg smilte mere. Hun virkede lidt for klog, men måske var det bare, fordi hun ikke vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv. En stemme lød gennem toget:

’’Vi når frem til Hogwarts om fem minutter. Lad jeres bagage blive på toget. Den vil blive bragt til skolen.’’ Hermione vinkede farvel og jeg smuttede indenfor i kupeen igen og tog ligesom drengene noget slik i lommerne. Derefter bevægede vi os ud i gangen, hvor der blev mast og skubbet. Toget satte nu farten ned og standsede så. Alle sammen skubbede de mod døren for at komme ud. Jeg kom ud på en mørk perron, og aftenluften var kold og lidt bidende. En lygte blev tændt og en stemme jeg havde hørt før lød:

’’Førsteårselever! Førsteårselever går herover! Er du med, Harry!’’ Kæmpen som jeg havde set stod nu foran os og smilte til Harry.

’’Følg bare med mig - er der flere førsteårselever bagude? Pas på, hvor I går! Alle førsteårselever følger efter mig!’’ Vi fulgte alle efter ham på en smal sti, og til begge sider var der en mørke som var uigennemtrængelig.

’’Om et lille øjeblik får I Hogwarts at se, vi skal lige rundt i svinger her.’’ Råbte halvkæmpen.

Der lød et højlydt ’’åååh!’’ fra de første, som bredte sig til de bagerste som de også rundede svinget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...