Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1588Visninger
AA

18. Kapitel 17

Jeg var kommet tilbage til opholdsstuen og listede mig op ad trappen mod pigernes sovesal. Der havde ikke været nogle da jeg kom, men det var tydeligt at nogle var på vej ned fra drengenes sovesal. Jeg skyndte mig i skjul, men jeg havde ikke forventet at se en professor komme ned ad trappen. Det var professor Snape. Jeg holdte mig helt rolig, bange for at lave en lyd. Snape forsvandt ud af opholdsstuen og jeg skyndte mig videre op af trappen mod pigernes sovesal. De andre sov tungt og jeg listede forsigtigt hen i min seng og trak forhængene for. Jeg lagde dynen let hen over mig og tændte den lille lommelygte som jeg havde taget med den gang jeg pakkede. Den gamle læder bog holdte jeg frem i lyset og tog den nu ind.

Den gamle bog var indbundet i brunt læder. Det var stadig i god stand, men man kunne dufte at læderet var meget gammelt. Der var skrevet med guld på læder omslaget og det skinnede indbydende. Et commentarius de caelesti, var det som stod på den. Jeg kørte roligt fingeren over det, og det lyste forsigtig op. Jeg åbnede roligt bogen, men det som mødte mig var latin. Ikke det sprog man lære til daglig. Men lige som uden på, var det skrevet med guld. Det skinnede mildt som jeg kørte fingeren over skriften. Der var små billeder omkring sætningerne og de begyndte som små figurer og blev levende og bevægende sig omkring på siden. Jeg smilte som en lille kanin tegning hoppede fra den nederste linje og op til den øverste. Men mit blik faldt hele tiden tilbage på teksten.

Hodie me possedi amicus. Et surrexit me in nomine Celest. Jeg så roligt på teksten, men jeg kendte det navn. Det var det navn som havde fulgt mig fra min mor. Celest. Kunne det være min mors bog? Jeg lukkede den og tog den tæt ind til mig. Den blev langsom lidt varmere som om den vidste hvad jeg følte.

’’Eva!’’ Helenas ansigt var lige ved mit og mine hænder kastede bogen op og den ramte dynen, hvorefter den igen fandt ned på sengen.

’’Helena, hvad laver du her?’’ Hun så på mig med hovedet på skrå. Det var kun hendes hoved som jeg kunne se, resten af hendes krop var uden for dynen.

’’Fandt du Sirius Black?’’ Jeg nikkede til hende.

’’Jeg fandt også denne.’’ Jeg pegende ned på bogen og så at en stykke papir stak ud bagerst i bogen.

’’Hvad er der?’’ Helena så nu også på det lille stykke som stak ud. Jeg løftede bogen og tog det lille papiret ud af bogen, det var et brev. Men denne gang kunne jeg læse hvad der stod.

 

Jeg har ikke længe tilbage, jeg ved de er efter mig. Jeg har gemt min datter hos en muggler, han er rar og har vist sig at elske hende som hans egen. Jeg har besluttet mig at gemme mig langt fra min datter for at hun ikke skal komme noget til. Jeg lovende dig at beskytte hende, men jeg er den som bringer hende i farer. Jeg håber at vi alle kan blive en familie igen, men jeg ved at tiden ikke er inde. Jeg elsker dig, og håber at når dette brev når dig, vil du ud at finde vores datter og se om hun stadig har det godt. Kærlig fra din Celest.

 

Jeg kiggede på Helena og viste hende brevet.

’’Det er til din far.’’ Jeg nikkede, men brevet nåde aldrig frem til min rigtige far. Jeg kiggede igen på brevet. Hvorfor var hun i farer? Hvorfor kom brevet aldrig frem til min far?

’’Helena, hvorfor tror du at brevet aldrig kom frem?’’ Jeg kiggede på hende, men hun rystede på hovedet.

’’Der kan være mange grunde dertil, men nu ved du da at din mor elskede din far højt, og at der var en grund til at du var hos din nuværende far.’’ Helena havde ret, der kunne være mange grunde, men jeg kunne kun tænke det værste. Men hun havde også ret i det andet. Jeg havde en far derude som min mor havde elsket. Og det var tydeligt i brevet. Hun havde elsket mig og min far højt. Mit blik landende på sengen og jeg fik øje på en halskæde. Jeg lyste hen på den, der var tre bogstaver skrevet på sølvsten. C.E.L.

Helena så roligt på smykket og jeg gled fingeren hen over bogstaverne. C måtte være for Celest, E for Eva og L måtte være min far.

’’Jeg må finde ud af hvad der skete den gang, og hvem der er min far.’’ Helena Ravenclaw smilte og blinkede til mig.

’’Jeg er sikker på at du kan, du fandt Sirius, så mund ikke du kan finde din far. Men du må endelig komme til mig.’’ Helena forsvandt og jeg sad tilbage med bogen, brevet og halskæden. Jeg kunne ikke opgive min søgen, jeg ville finde min far. Jeg ville finde sandheden om hvem jeg var.

 

Morgenmaden stod på bordet, men der var meget snak, det var tydeligt at alle stadig var påvirket af det som der skete halloween aften. Jeg satte mig til bords og begyndte at spise som mit blik vandrende rundt til de forskellige border. Luna sat med nogle andre fra hendes kollegium. Mit blik vandrede videre og stoppede ved spottet med de tre venner. Harry, Ron og Hermione så forslået ud. Jeg havde hørt fra de andre, hvad der var sket den aften for nogle dage siden. Men jeg var stadig ikke helt indforstået med hvordan det kunne ske. Men samtidig havde jeg mine egne ting som jeg ville finde svar på.

Timerne gik langsomt og jeg kunne ikke fokusere på det vi skulle lærer. Det hele var ikke noget som havde med min far eller mor at gøre og blev hurtigt glemt. Snapes lektion var næsten lige sådan, udover at jeg måtte holde mig på tæerne for ikke at få flere problemer end nødvendigt. Endelig var lektionerne over, men det betød ikke hvile for mig, jeg gik direkte mod biblioteket, der måtte da være optegninger af fangerne i Azkaban.

Mit blik vandrende fra den ene bog til den anden, men intet. Der stod intet om fanger med fornavn der begyndte med L. Et suk undslap mig netop som jeg rundende hjørnet og stødte ind i Fred og George.

’’Sikke du sukker, men vigtigere, hvad er du ude på?’’ Fred så roligt på mig. Mens George smilte.

’’Jeg prøver at finde noget om en fange fra Azkaban der starter med L. Men jeg har ikke fundet noget.’’ De så kort på hinanden.

’’Det kan vi da hjælpe dig med, vi ved nemlig sådan slags informationer. Det er jo det som kan få os frem.’’ De svarede i kor og smilte venligt til mig. Selvfølgelig, de vidste de hvad der foregik.

’’Lad os sætte os bagerst, så skal du høre historierne fra Azkaban.’’ Det var tydeligt at de selv syntes det var spændende, som om det var en farer de selv havde villet stå over for. Jeg fulgte efter dem ned bagerst, men var lidt tilbage holdende, hvad hvis de spurgte om grunden til min søgen. Skulle jeg give dem sandheden, eller stikke dem en løgn?

Jeg sad for den ene ende af bordet, mens de to drenge sad for den anden. De så roligt på mig og begyndte så deres information.

’’Skal man vide noget om Azkaban, skal man vide hvem de alle var. Så lad os starte med de mest kendte og derefter gå efter dem med fornavne der starter med L.’’ Jeg nikkede jeg havde ikke rigtig mod til at gøre andet, for de så begge to så spændte ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...