Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1570Visninger
AA

15. Kapitel 14

Find det fundende, når månen viser skygger.

Jeg kunne ikke længere holde vejret og gipsende efter luft, kun for at luften slog mod mig i voldsom kraft. Jeg åbnede mine øjne.

Der var ikke længere vand omkring mig, der var ingen gang, vand så langt mit blik kunne se. Men dette var ikke det der overraskede mig mest. Jeg stod i en gade med huse omkring mig. Der lugtede af svovl og jeg holdte mig hurtigt for næsen. Jeg gik roligt hen ad gaden, hele tiden på udkig efter noget som kunne havde med den sidste linje at gøre. Men jeg ville faktisk gerne vide hvor jeg var endt henne. Jeg tog rolige skridt, flere gange gik jeg om mig selv for at få det hele med. De støvende gader der lugtede af svovl, de faldefærdige huse som så ud til at kunne styrte ned hvert sekund. Der var ingen mennesker, intet levende andet end rotter.

Jeg bevægende mig videre, jeg måtte finde ham. Han kunne fortælle mig den sandhed jeg ledte efter.

Mit blik vendte tilbage til sætningen; Find det fundende, når månen viser skygger. Hvad kunne det betyde, der var intet andet end skygger i dette sted. Der var kun en let mørke som skjulte den noget, og det måtte den. Mine skridt blev hurtigere og hurtigere. Jeg ville bare frem til mit mål nu. Der var så mange ting som jeg kunne havde set, hvis jeg ikke var gået så hurtigt forbi dem. Måske havde jeg set hvad der gemte sig i ruinerne.

Gaderne var som labyrinter, jeg kom aldrig hen til mit mål. Endte altid det forkerte sted, selvom jeg ikke viste hvor jeg skulle hen, eller hvor jeg havde været. Jeg satte mig ned og sukkede. Hvad skulle jeg dog gøre? Hvor var han? Hvordan skulle jeg dog finde det fundende, når der kun var skygger og ingen måne?

En enkel dråbe ramte min kind og jeg kiggede op, skyer dække nu overalt og langsomt begyndte de at græde. Dråbe efter dråbe ramte de mig og jeg så hvordan de trillede ned af mine fingre og kappe. Jeg rejste mig roligt og bevægede mig langs murerne af husene, endelig kom jeg til et hus hvor alle ydre vægge stadig stod. Jeg skyndte mig indenfor og lukkede døren efter mig.

Støvet lå tyk omkring de mange ting som stod uberørte hen. Det var et gammelhus og indretningen mindende om noget fra 1600 tallet. Der var mange tunge stofmøbler med tykke lag støv hen over dem. Man kunne næsten ikke se tæpperne som lå på gulvet, så grå og matte var de blevet. Lige frem for hoveddøren var en stor egetræstrappe. Der var mange ødelagte trappetrin og gelænderet var rustet til. Min hånd ledte hen ad væggen og endelig fandt den lyskontakten, og jeg trykkede den ind. Lysekronens svage lys lavede spøgelsesskygger gennem forhallen, og ind i de tætteste rum. Knirkene lyde kunne høres fra den øvre etage og mit blik rettede sig mod toppen af trappen. Jeg tror aldrig jeg ville havde gået der op, hvis ikke det var fordi jeg ville finde ham.

Hvert skridt jeg tog op af trappen, lavende ekko gennem huset, det var knasende lyde, som når sand skabets hen ad metal. Mine ben var tunge, mit åndedræt uroligt og hurtigt. For toppen af trappen delte gangen sig i to, højre og venstre. Lydene var blevet tydeligere. Højre. Jeg bevægende mig langs væggen, der var for mørkt til andet. Lysekronens lys nåde ikke her op, som var dette dens hemmelighed.

Rummet, jeg kom til, var tomt med undtagelse af de tunge og tykke gardiner som hæng for vinduerne. Men ud over dem stod et spejl midt i rummet, den var revnet, dog kunne man tydeligt se spejlingerne i det. Pludselig slog det ene gardin lidt fra og månens lys ramte spejlets revnet overflade. Men det mærkeligste var ikke det pludselige månelys, men hvordan det kun var revnerne som blev oplyst og ikke de store spejlflader. Det lignede lyn som slog gennem rummet, gennem spejlet. Jeg gik tættere og tættere på spejlet, jeg kunne ikke holde mig selv væk fra den. Jeg stod lige foran spejlet, men der var et spejlbillede at se. Der var kun månelyset i revnerne at se.

Jeg rørte let ved revnerne, hvordan kunne det lade sig gøre? Det var tanken som slog mig, som brevet fik en linje mere.

Et revnet spejl

 

 

 

Søg, hvor troldmænd ikke ser.

London

Led, hvor himmel og hav smelter sammen.

Dybet

Find det fundende, når månen viser skygger.

Et revnet spejl

 

 

 

Revnerne begyndte at lyse mere og mere, til sidst oplyste de hele rummet. Lidt efter lidt begyndte rummet at blive fyldt med møbler og hverdags ting. Der var intet støv og ingen lugt af indelukkethed. I hjørnet stod en gammel lænestol og i den sad en mand. Han havde lettere skæg, og skulderlangt mørkt hår.

’’Er du Sirius Black?’’ Jeg kiggede på ham, afventede. Han kiggede kort på mig og smilte så roligt efter længere tids stilhed.

’’Ja, det er jeg. Men jeg forventede ikke at blive fundet, du forstår nok at jeg er på flugt.’’ Jeg nikkede, vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare ham.

’’Hvordan fandt du mig? For hvis jeg må sige det selv, har jeg gemt mig ret godt.’’ Jeg nikkede, hvis ikke det havde været for Helena Ravenclaw ville jeg aldrig havde fundet ham.

’’Helena Ravenclaw gav mig et brev med ledetråde…’’ Jeg rakte brevet frem mod ham, og han tog det og kiggede på dets indhold.

’’Hvor meget stod der på brevet, da du fik det?’’

’’Der stod; søg, hvor troldmænd ikke ser. Led, hvor himmel og hav smelter sammen. Find det fundende, når månen viser skygger.’’ Sirius Black nikkede bare og så op på mig igen.

’’Så du tog til London, og derefter var du mærkelig nok til at gå ud i havet og endda ned under vandet… Hvordan kom du til London fra Hogwarts? Toget går jo ikke på denne tid?’’

’’En thestral gav mig et lift...’’

’’shhh - Stille’’ Sirius afbrød mig i min sætning.

’’… til London.’’

Der lød lyde fra etagen nedenunder og Sirius så uroligt rundt.

’’Der var ikke nogen eller noget som fulgte efter dig, vel?’’ Jeg rystede på hovedet.

’’Ikke hvad jeg ved af. Men jeg var ikke rigtig fokuseret på andet end at finde frem til dig…’’ Han nikkede bare og spidsede øre. Lydene kom tættere og tættere på os.

’’Vi må hellere se at komme væk, de der vil vi helst ikke møde.’’ Han rejste sig og bevægende sig hen til den ene væg.

’’Hvad er det der fulgte efter mig?’’ Han kiggede kort tilbage på mig og svarede.

’’De kaldes for Cuxaws. Nogle væmmelige væsner. Og ikke mindst farlige. Følg med mig…’’ jeg kiggede forbi ham og så at en gang var kommet til syne fra væggen. Jeg kunne ikke rigtig andet end at følge med ham, for jeg havde ikke rigtig lyst til at blive efterladt ved Cuxawserne. Men det forhindrende mig ikke i at se dem fra gangens åbning før den lukkede.

De var små væsner, omkring 1 meter maks. Deres hud var sygelig grålig og øjnene på størrelse med en dåse. Deres øre mindende om alfeøre fra de eventyrbøger som stod i mit værelse i London. De havde lange fingre med endnu længere og skarpere negle. Men det der gjorder dem så væmmelige var lugten, og deres udtryk i øjnene. De lugtede af svovl, og deres røde øjne var blodtørstige og glødende. Og det var også det som var det sidste jeg så af dem, da gangens indgang havde lukket.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...