Eva Celest Ruben: Muggler født

Hvem ville havde troet mig, når jeg fortalte dem det jeg oplevende da jeg var yngre. Det som førte mig til at kæmpe i Hogwartskrigen. Jeg ville aldrig selv havde troet det, og måske var det fordi jeg vidste at jeg var ’almindelig’. Den historie som jeg vil fortælle startede med et brev som en ugle kom med til min 11 års fødselsdag. I kender alle historierne, I har alle oplevet de mystiske ting som er sket omkring en men som vi bare slog hen. Selv jeg slog det hen. Men det er fordi jeg er muggler. Men denne historie er min og den er måske ikke lige så spændende som Harrys, men som muggler mellem fuldblod og halvblods magikere er et meget anderledes liv. Men dette er mit eventyr gennem et magisk univers som ændre hele mit liv. Hogwarts var et sted, hvor jeg mødte venner. Et sted, hvor jeg lod magien være en del af min hverdag. Dette er min historie om en muggler født.

Konkurrencebidrag: Battle of the Fandoms,
Fandom: Harry Potter universet
Mange af personerne får en rolle i novellaen

4Likes
14Kommentarer
1585Visninger
AA

13. Kapitel 12

Grønt lys fløj om ørerne på mig. Mennesker faldt en efter en, til der ikke længere var andre end en enkel pige tilbage. Skrigene var for længst ophørt.

 

Pigernes stemmer vækkede mig og jeg skyndte mig i tøjet, eller rettere i uniformen. Fredagen kunne kun blive bedre end i går. Jeg skyndte mig ned til Storsalen og satte mig til rette ved Slytherin bordet og tog noget morgenmad over på min tallerken. Jeg kiggede forsigtig hen mod Gryffindor bordet. Ron og Harry snakkede med hinanden, mens Hermione nægtede at bidrage i deres samtale. Det var tydeligt at over natten, havde hun hævet sig over dem. Jeg rystede på hovedet. Hun blev nok god igen på et eller andet tidspunkt, men lige nu havde jeg ikke tid til at bekymre mig og dem.

 

Klokken 10.30

Jeg bevægede mig roligt op mod Dumbledores kontor, jeg hadede virkelig den trappe. Den drejede rundt og rundt og rundt … og rundt. Endelig nåde jeg toppen og skulle lige til at åbne derind, da døren gik op og Professor Quirrel kom ud.

’’D-d-du må være R-R-Ruben.’’ Jeg nikkede bare og han forsvandt ned ad trappen.

’’Kom du bare ind Eva.’’ Dumbledores stemme mødte mig og jeg tog mig sammen og gik ind på hans kontor. Det hele stod som det havde gjort sidst, hvilket på en måde overraskede mig.

’’Hvad ville du snakke med mig om?’’ Jeg kiggede lige mod ham.

’’Jeg ville bare advare dig om at det ikke er en god idé at søge sandheden omkring den historie jeg fortalte dig. Det var ikke meningen at den skulle få dig til at opsøge farer, men at guide dig til at forstå at magi ikke altid er udefra.’’ Dumbledore foldede hans hænder og sukkede roligt.

’’Jeg tror aldrig jeg får ro med så mange elever som dig og Harry.’’ Jeg smilte.

’’Det er godt du kan hjælpe os når vi er i nød.’’ Dumbledore smilte roligt og rystede på hovedet af mig.

’’Det får mig til at tænke tilbage på de fire drenge, James, Peter, Remus og Sirius.’’ Dumbledore forsvandt ind i hans tanker, og jeg bakkede forsigtig hen mod døren.

’’Inden du går, vil jeg lige sige at du gør klogt i ikke at forfølge fortiden.’’ Jeg nikkede roligt, men jeg ville ikke love noget. For jeg kunne stoppe det historien havde sat i gang.

 

Timerne gik og det ene fag blev udskiftet med det næste. Aftensmaden dukkede op på bordet i Storsalen og jeg tog en stor bøf og lidt salat. Storsalen var godt flydt med elever og lærerne sat alle oppe ved lærerbordet. Det var et normalt syn med aftenhimlen over os, denne aften var månen klar og skinnede. Harry og Ron snakkede, mens at Hermione havde sat sig i den anden ende af Gryffindor bordet. Jeg kunne godt lidt gætte mig frem til årsagen til hendes utilfredshed med de to drenge, men jeg ville ikke blandes ind i det.

’’Det er utroligt at I ikke kunne få Filch til at fange Potter og Weasley.’’ Det var en hvisken, men jeg kunne tydeligt høre Malfoy.  

’’I er uduelige…’’ Jeg kiggede ned i bordet, jeg ville ikke høre deres samtale. Jeg skar et stykke af bøffen og tog det i munden. Det smeltede næsten på tungen.

’’Vi må bare finde en anden chance for at få Potter sendt afsted fra Hogwarts.’’ Det var tydeligt at Malfoy var fast besluttet.

 

Klokken var langsomt blevet mange, men jeg bevægede mig rundt på de hemmelige gange mod biblioteket. Der måtte jo være noget om byen eller Sirius Black et eller andet sted. Gangene var mørke og det hjalp ikke at jeg ikke kunne magi. Endelig kom jeg igennem de mange mørke gange og stod foran døren til biblioteket. Døren kunne med lethed skubbes op og jeg gik roligt ind, der var intet lys og alt var stille. Det var som om man var trådt ind i et univers af intethed, et tids løst sted. Mine fingre gled over ryggene på bøgerne, men intet tydede på det jeg havde hørt. Jeg bevægede mig længere og længere ind mellem reolerne og fandt til sidst aviserne. En efter en tog jeg dem op og kiggede dem igennem. Og lige der var aviserne: The Daily Prophet.

Den ene efter den anden nævnte Sirius Black.


Han var ikke længere i Azkaban, men på flugt. Han var ikke længere et sted jeg kunne, måske, finde frem til.


Han var en forbryder, en morder. Det var avisens beskrivelse. Men noget føltes forkert ved den beskrivelse.


Og han var blevet set. Nu skulle jeg bare finde ham.

 

Jeg gemte aviserne under trøjen og forlod biblioteket, og bevægede mig mod sovesalen for Slytherin pigerne. Døren gik op med et lille klik, men heldigvis vækkede den ikke de sovende piger. Jeg listede mig ind i sengen og trak det grønne forhæng for. Aviserne lå i mit skød og jeg åbnede den første.

’’Hej Eva, leder du efter Sirius Black?’’ Helena Ravenclaw kiggede ned på mig om smilte.

’’Ja, men der er ikke meget at gå efter.’’ Hun nikkede og smilte.

’’Måske kan jeg hjælpe dig. Men det bliver ikke let.’’ Jeg spidsede ører og kiggede på hende.

’’Kom med det.’’ Helena smilte roligt og satte sig på min seng.

’’I løbet af nogle dage vil der blive mulighed for at komme væk fra Hogwarts uden af nogen ligger mærke til det. Og dette skal du bruge hvis du vil finde ham. Efter du er kommet væk fra skolen, skal du åbne dette brev, der står lidt mere om hvordan du finder ham.’’ Han rakte sin hånd frem og i den var et rigtigt brev. Jeg tog den roligt fra hende og hun smilte kort før hun igen forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...