MIN virkelige verden

Jeg ved ikke længere hvad der er rigtigt og forkert, og den lille grænse man normalt ikke overtræder, har jeg allerede nu taget et kæmpe skridt henover. Jeg er ikke deprimeret, jeg er bare teenager- en teenager der ikke lærer af sine fejl, men det skulle jeg måske også lærer af. Jeg ved ikke hvornår nok er nok, og hvis man havde spurgt mine forældre for bare 1. år siden, så var jeg det perfekte idylliske barn. Og nu? De ved stadig ikke bedre. Velkommen til MIN virkelige verden. En verden hvor ingen er.

8Likes
6Kommentarer
967Visninger
AA

11. 27 August- Vinderen

Vinderen

 

Med den kolde vind i mit ansigt, der fik mine tåre til at føles mere modbydeligt end de allerede var, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på den gang jeg mødte ham. Og det gjorde stadig lige så ondt at tænke på den gang, som nu.

 

Jeg havde spottet ham på den anden side af disken. Jeg bed mig hårdt i min underlæbe, i håb om at han ikke kunne bemærke, hvordan jeg helt tydligt havde beundret ham.  Og uheldigvis var der ikke så proppet i lokalet, hvilket resulterede i, at han havde mulighed for at få et overblik over de personer der var her. Inklusiv mig. Men skaden var sket: han havde set mig. Set hvordan mit blik var klistret fast, imens jeg hældte kaffe op, set hvordan jeg bed mig i læben da jeg opdagede, at han opdagede det- og helt klart lagt mærke til den mørke røde farve mine kinder af påtaget mig, som var den et en rød frakke.

Alle vidste hvem Casper var: en trussetyv uden lige, en bad boy- men også en charmør der vidste hvad man ville høre. Han var farlig.

 

Dér stod hun- på den anden side af disken og bed sig i læben. Hun havde kigget på mig, det var jeg sikker på. Mine fødder var tunge som beton, i det jeg ville bevæge mig derop. Det var hende, mig og gutterne havde væddet om.

Væddemålet gik up på, at se hvem der først kunne komme i bukserne på hende- rygtet gik nemlig på, at hun var jomfru. Og det kunne være lidt fedt, hvis jeg kunne slå Martins antal piger han havde været sammen med: han var nu op på 7, og det samme var jeg.

Vi havde faktisk aftale at Lisette, som jeg er rimelig sikker på hun hedder, talte for to.

Jeg bevægede mig langsomt, men selvsikkert derop. Der var intet der sagde mig, at det jeg gjorde var forkert, og at jeg nok skulle stoppe imens legen var god. Jeg hungrede efter Lisettes mødom. Efter at vinde det skide væddemål: blive 200kr og en pakke cigaretter rigere. At drengene ikke blot så mig som en modstander, men som vinderen.

 

Jeg tørrede min tåre væk, og snøftede endnu en gang. Jeg sad og ventede på bussen. Jeg skulle snakke med politiet igen. De havde stadig ikke nok beviser, ellers prøvede de at overbevise mig om, at jeg mine ord og beskriver ikke var noget de kunne bruge imod ham: mine tanker og følelser var mit ord mod deres, og i denne kamp var det simpelthen bare ikke nok: det var ligegyldigt, og det samme var jeg. De havde endda sagt indirekte op i mit ansigt, at jeg var for følsom, at sådan nogen ting sker- og bare fordi jeg fortryder det, kan jeg ikke tillade mig, at kalde det en voldtægt.

Men de havde ikke været der. De havde ikke følt hvad jeg havde følt. De vidste ikke, at Casper ikke havde ignoreret ordet nej, eller når man råber efter hjælp, fordi man er omringet af drenge bag en legeplads, nøgen, at legen ikke er sjov mere.

 

Politimændene havde været så søde at tilbyde mig en kaffe. Så her sad jeg, tilbage lænet, armen over kors og nu snart med en varm kaffe på bordet. De havde endda fortalt mig, at hvad jeg skulle sige når Lisette skulle for retten.

De havde fortalt mig, at hendes beviser ikke var stærke nok, og at det her bare var én ud de mange situationer de havde været i. De fik et beskrevet det som om, at dette bare var endnu et af de tilfælde hvor pigerne, bare var kommet væltende ind og havde bedt om hjælp. De kunne intet gøre i disse situationer

 

Jeg følte at jeg druknede i bussen da jeg skulle hjem igen, men der var ikke flere mennesker end én gammel dame og en familie bestående af tre. Men det kiggede alle sammen på mig. Deres øjne borrede sig ind i mig. De vidste det alle sammen. At jeg havde løget. Casper havde ikke voldtaget mig. Jeg var en løgner uden lige. En pige der sikkert havde givet forkerte signaler, og havde bedt om det. Men havde jeg i virkeligheden det?

Jeg fik en klump i halsen. Bed mig hårdt læben, men denne gang for at undgå at græde. Var jeg måske bare overfølsom? Havde jeg bedt om det.

Mine tanker spolede tilbage på den aften på legepladsen, og nu flere gange jeg tænkte tilbage, nu dårligere fik jeg det.

 

Ordene stod klart, og mest af alt fordi det var løgn: ’’Lisette sagde selv ja.’’ ’’Hun ville gerne’’ ’’Hun havde aldrig antydet at det gjorde ondt, eller vi skulle stoppe’’- og hvis de ikke troede på det, måtte jeg bare fortælle dem, at vi var fulde og nu fortryder hun det sikkert. Den var stensikker havde min advokat sagt, intet kunne gå galt, havde han nærmest lovet mig, imens han stod op af væggen med hænderne i sine lommer.

Da jeg fortalte drengene om det, havde de givet mit et klask på skulderen, og med et skævt smil, sagt at jeg uden tvivl var vinderen. Men i et kort sekund havde jeg glemt hvad det egentlig var jeg havde vundet. 

 

Hej alle

Dette er en novelle jeg skrev i dansk, som jeg afleverede i læreren. 

Synes lidt den passede ind her, da det er noget der beskriver mig og mine tanker ( på en eller anden tosset måde:P)

Håber i vil skrive hvad i synes om denne, evt tanker og hvordan i ville tolke den. Det ville i hvert fald betyde meget.

-C 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...