A life on a lie

Lillia og Cynthia er 17 årigt tvillinger, pigerne er ikke helt normale.
For udover at de er adopterede så er Cynthia også kendt.
På få år har Cynthia fået hele verden til at fokusere på hestesport.
Men da en forfærdelig ulykke rammer må den 17 årige Lillia, bliver hendes verden vendt op og ned. Hun bliver sat på en umulig opgave som enten vil koste hendes liv eller ødelægge hende.
For hvad er man egentligt når ens liv lige pludseligt er bygget på en løgn og man ikke har nogen i sit liv længere.

4Likes
8Kommentarer
154Visninger
AA

1. Slået

​Lillias synsvinkel.

​Hvis jeg skal sige det selv er jeg en ganske normal pige, med få rigtige venner og en helt normal hverdag.

​Men det skal jeg ikke, for folk har et eller andet med at beslutte ting for mig. Så ja ifølge alle andre er jeg den generte pige, med alt for lidt venner, som overholder alle reglerne, aldrig lyver, hende som er generel lyseslukker og som ikke bliver mobbet, men ifølge alle der ikke kender mig er det kun fordi min søster er kendt. 

Det sidste kan jeg måske give dem en minimal, lille bitte smule ret i. Min tvillingesøster Cynthia er populær til det inderste, derudover har hun et frygteligt temperament, så folk kommer sjældent på tværs af hende.

Klokken ringede lige pludseligt meget højt og rev mig ud af mine tanker om mit liv. Jeg kiggede op fra mit kladdehæfte og for en gangs skyld havde jeg næsten ikke fået skrevet noget. Jeg rynkede på næsen det kunne da ikke passe at vi allerede havde arbejdet i de sidste tyve minutter, kunne det? Jeg sukkede tungt før jeg rejste mig fra stolen. Jeg havde nok alligevel skrevet mere end de fleste andre i klassen.

Hastigt fik jeg samlet mine ting sammen og smed dem i tasken, jeg gad ikke være den sidste der var ude herfra. På få minutter var jeg ude fra klassen og ude på gangen. Jeg kiggede ned i gulvet og begyndte langsomt at gå hen imod mit skab som selvfølgeligt lå nede ad gangen så jeg skule presse mig op gennem mylderet af mennesker.

Jeg kiggede ned i det lysebrune trægulv hvor det vrimlede med fødder. Med et lå jeg nede på gulvet og et kort piget skrig fandt vej ud af min mund. Jeg lukkede overrasket min mund, sådan noget var bare ikke mig, men mere min søster. 

Jeg sukkede hørligt før en eller anden rakte mig en hånd. "Tak." Sagde jeg til personen foran mig, som havde hjulpet mig op og sikkert også gået ind i mig. Jeg kiggede op og til min overraskelse så jeg min søsters flirt eller hvad de nu kaldte det overfor mig.

"Det var så lidt." Sagde Jack muntert. "Jeg har faktisk ledt efter dig." Sagde han bagefter. Jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn, det kunne da ikke passe ingen ledte nogensinde efter mig. Med undtagelse af min bedste veninde og et par andre venner.

Med et gik det op for mig, det var ikke mig han ledte efter men Cynthia. Jeg skulle have vidst det med det samme, mig og Cynthia lignede hinanden på en prik, ingen kunne skelne os overhovedet. Jeg rystede på hovedet af ham og smilede kort. "Jeg tror du har fat i den forkerte tvilling." Svarede jeg ham undskyldende.

Han så kort forvirret på mig inden han nikkede og hans ansigtsudtryk ændrede sig til noget nær skuffet. "Vi ses sikkert, Lillia." Sagde han kort inden han gik videre gennem mængden af unge.

Jeg sukkede lysløst og bevægede mig imod strømmen. Det var ikke første gang folk forvekslede mig med Cynthia og ærligt talt ville jeg nogle gange ønske jeg var lidt mere som hende. Ikke meget, bare en lille smule. Jeg var endelig nået hen til mit skab som uheldigvis lå i den anden ende af skolen. Jeg følte mig virkeligt sløv i dag.

...

​Jeg var endeligt kommet hjem, Cynthia var taget hjem til en af hendes utallige veninder som jeg ikke havde navnet på. Så jeg havde måttet tage bussen hjem selv, i min familie var jeg nemlig den eneste der ikke havde bil. Begge mine plejeforældre og Cynthia havde en. Jane og Robert som mine plejeforældre hed havde sagt at det var nødvendigt at Cynthia havde en da hun jo skulle til stævner og så videre.

Sandheden var egentligt den at de elskede og forgudede hende og jeg var bare en mindre komplikation. Så man kunne godt sige at jeg var lidt ensom i min familie, men det generede mig ikke så slemt, længere. Jeg traskede ind ad døren og stillede mine sko på skoreolen, jeg havde ingen jakke på så jeg skulle ikke hænge den op på knagen som hang lige over skoreolen. 

Jeg gik igennem det matchende hus, alt var i sort, hvidt og rødt, og selvom der var rødt hist og her havde jeg fornemmelsen af at leve i en sort/hvid film, når jeg var hjemme. Det hele virkede lidt dunkelt, skræmmende og koldt på mig, men alle andre elskede huset. Jeg gøs ved tanken, de skulle bare vide hvad der foregik når der ingen var her.

Mine knogler frøs til is da jeg hørte stemmerne, de lød glade, lige indtil de så mig. Jane og Robert, min søster og mine plejeforældre, så på mig med afsky, så åbnede Robert munden. "Skulle du ikke lave et eller andet fornuftigt, Lillia??" Han så surt på mig. "Eller vil du bare stå der og dovne den hele dagen?" Jeg rystede kort på hovedet og vendte mig for at gå ind på mit værelse for at få fred for dem. 

En hård hånd greb fat i mig bagfra og før jeg vidste af det havde jeg fået en lussing. "Hvad tror du, at du skal, hva'?" Hvæsede han hårdt af mig. Tårerne sprang frem i mine øjne, det gjorde ondt i min røde kind og hans ord sårede mig. "J-Jeg ville lave mine lek-lektier." Svarede jeg ham, hulkende. 

Han rystede sukkende på hovedet. "Sæt din søsters spring op først." Snerrede han og lod mig gå, for denne gang. Jeg smed min taske lige inden for mit værelse og løb derefter ned mod stalden hvor springene stod. Tårerne rendte ned ad mine kinder i et væld. Jeg vidste ikke hvad jeg gjorde galt, det var jo ikke første gang de havde slået mig, misbrugt mig. For det havde de gjort lige fra starten, lige fra jeg var 13 og lige var blevet adopteret af dem.

Noget måtte jeg jo gøre forkert ellers ville de hverken slå eller misbruge mig, vel?! Jeg var så forvirret. Jeg havde aldrig sat mig op imod dem, jeg passede min skole godt og jeg var altid høflig. Jeg var som min elskede søster ud over jeg var ikke kendt, tjente penge, eller var vildt populær. Hvad var der dog galt med mig?? 

___________________________________________________________________________________________

Når hvad synes i så? Om min første movella??

​Dette første kapitel var nok lidt, meget kedeligt men nødvendigt for at få et indblik i Lillias liv.

​Please giv den en chance den skal nok blive mere spændende.

​Feedback er meget, meget velkomment og er værdsat fra min side.

​Håber i kan lide denne movella smid gerne et like eller favoritter.

​​Tak fordi du læser denne movella

​-Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...