A life on a lie

Lillia og Cynthia er 17 årigt tvillinger, pigerne er ikke helt normale.
For udover at de er adopterede så er Cynthia også kendt.
På få år har Cynthia fået hele verden til at fokusere på hestesport.
Men da en forfærdelig ulykke rammer må den 17 årige Lillia, bliver hendes verden vendt op og ned. Hun bliver sat på en umulig opgave som enten vil koste hendes liv eller ødelægge hende.
For hvad er man egentligt når ens liv lige pludseligt er bygget på en løgn og man ikke har nogen i sit liv længere.

4Likes
8Kommentarer
119Visninger
AA

2. Hippofobi og min død eller det min søsters

​Lillias synsvinkel

​Springene var stilt op på ridebanen endeligt efter halvanden time havde jeg fået sat dem alle op. Cynthia var endnu ikke kommet hjem så vidt jeg vidste. Der var endnu ingen paparazzier i gårdspladsen, det sagde i sig selv at hun ikkevar kommet hjem, for de fulgte hende altid tæt.

​Jeg smilede svagt over mit gode arbejde selvom episoden fra før i dag stadig stod klart i mit hoved. Min kind var rød, hævet og øm, men jeg skulle vel nok overleve, tænkte jeg næsten glad.

​Solen skinnede og stod højt på himlen, der var helt skyfrit og himlen var lyseblå. Jeg stod et øjeblik i mine egne tomme tanker og stirrede op i det blå. Jeg var alt for optaget af ingenting til at lægge mærke til at min søster var kommet hjem og havde sadlet op. 

​Med et hørte jeg et højt vrinsk og forskrækket hoppede jeg til siden hen mod hegnet der omkransede springbanen, mit hjerte galoperede i mit bryst mens jeg kiggede op på min søster som kom tættere og tættere på mig, på ryggen af det frygtindgydende væsen, hun kaldte en hest.

​Mit hjerte stoppede et kort øjeblik da udyret kom alt for tæt på mig. Så jeg pressede mig op i et hjørne af banen, nogle ville måske undre sig over min opførsel, men jeg undre mig over andres opførsel, jeg var rædselsslagen over for heste, jeg led nok også kraftigt af Hippofobi altså skræk for heste. 

​Min søster sprang af hesten og bandt hurtigt tøjlerne om det hvide stakit. Hun smilede stort til mig og kom over og gav mig et kram. Hun kiggede sig omkring på ridebanen kort efter. "Tak søs." Sagde hun glad. Jeg smilede svagt til hende. Hun takkede uden tvivl fordi jeg havde sat springene op.

​Kort efter kiggede hun alvorligt på mig, hun så ud som om hun ville sige en fra vores familie var død eller noget, i samme sekund kom jeg i tanke om det store tydelige mærke på min kind. Det var sikkert det, jeg bandede og svovlede for mig selv, hvorfor havde jeg endnu ikke fået det dækket til?

​I stedet for at sige noget om mærket efter Roberts hånd spurgte hun om noget helt uventet. "Er du sikker på at du ikke vil med ud at ride, du kan stadig nå at lære det?!" Jeg rystede kraftigt på hovedet, jeg ville under ingen omstændigheder op på sådan et monster. Hun så kort trist og endda lidt bedende ud men så lignede hun også snart sig selv igen. Sit glade selv. 

​"Det må du også selv om." Sagde hun på en gang glad og mut. Hun løb tilbage mod hingsten, Dag Dia hendes evige favorit, og svang sig op i sadlen. Jeg kiggede op til hende, på en gang var jeg lettet og grædefærdig over at hun ikke havde lagt mærke til mærket og over hvor dårligt jeg havde det. Jeg sukkede det var en del af livet som dørmåtte.

​...

​Der var gået et par dage siden jeg var blevet slået af Robert, lige nu var Robert, Jane og Cynthia ude og handle ind, om tre dage ville Juleferien starte, og helvede ville begynde. Ja, for mig var julen ikke lige noget, jeg blev altid hundset mest med der. 

Derudover var dalen vi boede i overhovedet ikke pyntet op eller noget. Træerne havde stadig blade og græsset var hverken mudret eller sjappet, i det store og hele kunne det lige så godt stadig have været sommer.

Jeg sad på skråningen ned til den dal jeg havde boet i de sidste fire år, Det var en halvdyb dal med en masse træer omkring i udkanten af dalen lå en lille sø også omkranset af træer, den store gård lå som en hvid plet i alt det grønne, som skulle have været hvidt af sne.

Laden lå til venstre for hoved huset og stalden, ridebanerne og foldene til højre. Om sommeren blomstrede der blomster omkring på engene som også var en del af dalen som Robert og Jane ejede. Hvis ikke det var fordi man nemt kunne se udkanten af London på den øverste del af ejendommen så ville man nok have troet at gården lå i midten af ingenting. I gårdspladsen holdt der to politibiler og... Vent hvad?? Hvorfor fanden var de der?

Jeg rejste mig hurtigt og børstede græs der muligvis stadig sad på min bukser af og begyndte så at løbe, snart efter et hurtigt løb ned til hoved huset stod der to politi folk foran mig med ryggen til.

"Det kan være hun ikke er hjemme." Sagde den mandlige betjent, bedrøvet. Det gøs, nu var jeg da først sikker, noget var frygteligt galt. jeg rømmede mig, så den kvindelige betjent vendte sig mod mig. Hendes brune hår bølgede om hendes skuldre og hendes øjne var bedrøvede, knuden i min mav strammedes ved synet af hendes ansigtsudtryk. 

"For fanden hvor de ligner hinanden." Mumlede den mandlige betjent lavt og rømmede sig så, han lignede en der håbede jeg ikke havde hørt hvad han sagde, men det havde jeg og jeg var ret sikker på at hvad end der var sket så havde det noget med min tvilling at gøre.

"Hej frøken, undskyld jeg forstyrre dem, men er du Cynthia James?" Spørgsmålet kom bag på mig, men de havde nok bare lavet en fejl på kontoret eller sådan noget, så jeg nikkede bare stille og tog imod hans udstrakte hånd. "Betjent. Holmes og dette er: Betjent-" Han slog ud mod den kvindelige betjent som hurtigt afbrød ham.

"Betina Björnson." Sagde hun sørgeligt. Jeg nikkede og skulle til at sige mit eget navn men kom i tanke om at de troede at jeg var min søster, men  inden jeg nåede at sige noget som helst navn var Betina begyndt at tale igen. "Cynthia," Hun kiggede mig dybt i øjnene før hun sukkede. "Robert, Jane og Lillia James har været i et alvorligt biluheld." Hendes ord trængte langsomt ind. De troede at jeg havde været i et uheld, men det måtte jo så være Cynthia???

Jeg nikkede og nikkede lidt mere og endnu lidt. "Og." Sagde ham Holmes i et sørgeligt tonefald. "Cynthia, Lillia hun døde af det." Hans ord trængte ikke ind i min hjerne, de ville ikke. Det kunne ikke være sket, det måtte ikke være sket. Der og først der trængte det ind og mine tåre løb ned ad mine kinder i store strømme.

____________________________________________________________________________________________

​Okay så døde Cynthia måske?? Politiet troede at Lillia var død og Cynthia hjemme hvorfor mon???

​Hvad synes i, historien starter på en måde egentligt først her?!!

​Når men jeg håber i kan lide movellaen, smid gerne lidt feedback, like eller favoritter.

​Jeg håber som sagt at i vil blive ved med at følge med i movellaen

​Tak fordi i har læst så langt, indtil videre, forhåbentligt.

-Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...