Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

4Likes
3Kommentarer
1513Visninger
AA

10. Kapitel 9

Som om det ikke var akavet nok at møde sine svigerforældre, er maden i Helvede ikke ligefrem gourmet. På langbordet står fade med ting, jeg ikke engang bryder mig om at se på: Grågrønne ting, der ligner deforme kartofler, noget, der bevæger sig, levende blæksprutte og boblende muslinger. Jeg frygter for væsken i det sølvbæger, der står ved siden af min tallerken. Det er rødt og klart, men om det er vin ved jeg ikke…
   ”Er du ikke sulten, Maya?”
   Jeg ser varsomt på Lucifer. Han nikker mod min tallerken, og jeg smiler forsigtigt. ”Det er ikke lige den slags mad, jeg er vant til på Jorden…”
   Lucifer fnyser. ”Det her er Nathaniels livret.” Han ser på sin søn. ”Ikke sandt, Nathaniel?”
   Nathaniel under ikke sin far ét blik, men prikker bare til et stykke brød. Det er da brød… ik-ke? ”Det var. Det er længe siden.”
   ”Hvor længe siden?” spørger jeg nysgerrigt. Jeg er ikke helt sikker på, hvor gammel han er…
   Han trækker på skuldrene. ”Før jeg smagte pizza.”
   Pokkers… Apropos – Lucifer himler med øjnene og fnyser. ”Unge nu til dags!” Han knipser med fingrene, og straks iler dæmoner ind og ryder bordet. De erstatter ”maden” med et jordisk måltid bestående af salat, lammekød, dampende brød, smør, kartofler og pizzastykker.
   Min mave trækker sig sammen, og jeg indser først nu, hvor sulten jeg egentlig er. Jeg går straks i gang, men Nathaniel holder tilbage.
   ”Spis så Nathaniel, du får brug for alle dine kræfter i morgen.”
   Med munden fuldt af pizza ser jeg på Lucifer. ”Hvad sker der i morgen?” smasker jeg.
   Med slet nedladenhed skæver Lucifer til mig. ”Nathaniel skal i gang med sin oplæring.”
   En nerve sitrer ved min kærestes ene øje. Hans skuldre hæves og hovedet sænkes. Lucifer spiser videre, og jeg sidder og vipper med fødderne, mens jeg prøver at fange Nathaniels øje. Hans blik er slået ned og han spiser kun slet. Længe ytres ikke ét ord. Først da djævlen selv er færdig, bliver der ryddet af bordet.
   Lucifer rejser sig. Fjerkappen falder ned om hans skuldre, mens han med sine lange lemmer går hen til Nathaniel. Han læner sig ned mod sin søn og hvisker noget i hans øre. Nerven begynder at sitre igen. Han spænder i kæben og tager en dyb indånding.
   Så retter djævlen sig op og bukker en smule for mig. ”Jeg trækker mig tilbage. Hav en god nat.” Han forsvinder ud, og jeg ser tøvende på Nathaniel.
   Han er en smule grå i ansigtet og hænger lidt med hovedet. Jeg rejser mig op og smiler, da han løfter blikket mod mig. ”Kom.” Jeg rækker min hånd ud mod ham.
   Et halvhjertet smil fremtvinges kun for min skyld. Han rejser sig op, går rundt om bordet og læg-ger en arm om min skulder. Jeg lader min hånd hvile på hans ryg, mens vi går tilbage mod lejlighe-den.
   Nathaniel går i gulvet så snart han rammer sengen. Jeg finder to tandbørster på vores badeværelse. Da aftenritualerne er gennemført, skifter jeg til pyjamas og sætter mig ved vinduet, der viser ud mod Helvede.
   Jeg må tage nogle dybe indåndinger, før jeg alder tankerne svæve. Jeg er her. I Helvede. Jeg kan se isørkenen i udkanten af byen. En vulkan rejser sig endnu længere væk i den modsatte retning. Mørket er ved at falde over den middelalderlige by.
   Jeg laver en kop kakao på en kaffemaskine, der står på vores værelse, og pakker mig ind i et tæppe. Længe sidder jeg og ser mørket sænke sig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal føle eller tænke. Hvordan reagerer man i sådanne situationer? Burde jeg bare gør som Nathaniel og gå omkuld?
   Det her er en mærkelig verden, og jeg føler mig en smule alene. Nathans blide snorken kan høres gennem døren. Den minder mig om hjem og duften af vores hovedpude derhjemme.
   Jeg mærker et stik i brystet og blinker lidt ekstra gange. Jeg har muligvis en smule hjemve, men det skal ikke blive en hindring.
   Så jeg sætter mig over i sofaen og tænder for fjernsynet – ja, der er kabel i Helvede. Desværre er alle programmer dubbede med tysk tale, den eneste nyhedskanal er Fox News, så jeg ender med at se en spansk sladrekanal, hvor en amerikansk sanger undskylder for at have slået en fan. Jeg bliver hængende, for jeg kan lige så godt øve mit spanske. Min mor er fra Mexico, og hun forlangte, at jeg lærte spansk som lille, men jeg lærte det aldrig.
   Intervieweren stiller spørgsmål mens sangeren sidder med blanke øjne og et fjernt blik. Han taler nydeligt spansk, og jeg prøver at følge med på overskrifterne, der kører over den orange linje i bun-den af skærmen.
   Escándalo de cantante Americano – Acusado pues violencia y abuso de drogas – Morgan Le Fay disculpas.
   Morgan Le Fay… Jeg har hørt om ham. Han var meget i radioen for nogle år siden, men han er vist gledet lidt ud af rampelyset det sidste stykke tid. Det er en skam, for hans musik er meget for-skelligartet og egentlig ret god. Men så vidt jeg kan forstå, er han blevet taget med stoffer nogle gange nu.
   Jeg slukker Tv’et og rejser mig op. Jeg går ind i soveværelset og tager nattøj på.
   Sengetæppet er rart mod min hud. Nathaniel dufter godt – af kamille og føntørre. Som jeg lukker øjnene, mærker jeg hans hånd på min ryg. Han trygger mig ind mod sig, skønt han allerede sover, og begraver sin næse i mit hår.

Da jeg vågner næste morgen, er det svært at genkende den mand, der har sovet ved min side. Han er bleg og har skygger under øjnene. En lille rynke er dukket op ved hans næse, og den plejer egent-lig at indikere forkølelse og åndebesvær.
   ”Nathaniel?” Jeg skubber lidt til ham. ”Nathaniel, er du okay?”
   Han knurrer blidt og åbner øjnene. De er røde og blanke. Han sukker dybt. ”Fuck,” knager han råt. ”Jeg har det ad fuck til…”
   Kærligt lægger jeg en hånd på hans pande. ”Du er helt varm.” Jeg ser tænksomt på ham. ”Måske skulle du blive i sengen i dag?”
   Han lukker øjnene og ryster på hovedet. ”Lucifer bliver vred, hvis jeg ikke møder op.”
   ”Til din oplæring?” Nathan nikker. Jeg stryger hans kind. ”Han kan vel nok forstå at du er syg?”
   På trods af mine trøstende ord, ryster Nathan på hovedet. ”Nej… nej, hvis nogen skulle blive syg, skulle det være dig, du er ikke vant til svovldampene og…” Nathan sætter sig op. ”Og…” Han tager sig til hovedet og falder bagover tilbage i puderne. Han udstøder en klagende lyd og synker tørt.
   ”Er du tørstig?” Han nikker. Jeg rejser mig og henter lidt vand i vores lille køkken. Han drikker det og lukker øjnene. Han prøver at komme op, men hans koordination er helt til hundene. Han væl-ter næsten én af de fine lamper, og først da jeg finder en ispose og lægger den på hans pande, ligger han stille. ”Jeg siger til Lucifer, at du er syg,” lover jeg mildt. Nathaniel lader stadig ikke til at være helt vild med idéen, men eftersom han knap kan sidde op selv, giver dagens aktiviteter sig selv.
   Så jeg tager tøj på og går ud på slotsgangene. Jeg går langsomt og prøver at huske, hvor tronsalen ligger.
   En flok tjenestefolk kommer mod mig, og jeg skal til at spørge dem om vej, da jeg ser de røde skæl, der dækker deres krop. De har horn i panden, og en mærkværdig ild brænder i deres blik, da de ser på mig. Jeg går i en bue udenom dem og slår blikket ned.
   ”Maya?” Jeg farer sammen og ser hen ned ad gangen. Lucifer står og ser på mig. Han har militær-støvler og en blå træningsjakke på, der slet ikke passer til gårsdagens fremtoning. Han kniber øjnene lidt sammen og skuler til mig. ”Hvor er Nathaniel?”
   Jeg vrider mine hænder og snapper lidt efter vejret. ”H-han er på væ-ærelset,” stammer jeg. Jeg tager en dyb indånding og prøver at falde til ro. Jeg må være fattet, koncentreret.
   Lucifer snærer og skridter forbi mig. Jeg snurrer rundt og tripper efter ham, mens jeg kan høre ham mumle vredt for sig selv: ”Ungdommen nu til dags, de har ingen respekt for de ældre. Ær dine for-ældre, sikken en omgang vrøvl!”
   ”Øhm, hr. Lucifer, øh…” Jeg prøver at hæve min stemme lidt. ”N-Nathan er syg, jeg skulle sige til dig at…”
   ”Han er svag, det er hvad han er!” Lucifer slår døren til vores lille lejlighed op og brøler: ”NA-THANIEL! Kan du STRAKS komme herud!”
   Jeg ser ængsteligt frem over djævlens skulder. Nathaniel slæber sig frem i døren. Han er ligbleg og må støtte sig til dørkarmen. Han skuler til sin far, der skuler tilbage til ham. ”Dig!” snerrer han sam-menbidt. Han stønner og holder sin for munden, mens han peger på sin far. ”Du forgiftede mig!”
   Lucifer trækker på skuldrene. ”Du burde kunne klare lidt grønhalerod. Jeg er ærligt talt ret så skuffet over dig. Og kom så – træningen venter!”
   Nathaniel gnider sit ansigt og kæmper sig op. Han går truende hen mod Lucifer. Han hæver en næve og sætter farten op.
   Jeg når ikke at se, hvad der sker, men i næste øjeblik bliver djævlens støvle mast ned mellem Na-thaniels skulderblade. Lucifer holder fat om sin ene søns arm, så den er vredet helt om, og Nathaniel slår i gulvet med sin frie hånd.
   Uden et ord trækker Lucifer sin søn med i øret. Nathaniel vakler efter ham ned ad gangen, og jeg tripper forbløffet efter dem.
   Vi går helt ned i slottets krypt. Nathaniels øre er blevet helt rødt, men Lucifer holder det stadig mellem to af sine stærke, magre fingre.
   Djævlen åbner en jerndør og kaster Nathaniel ind. Han kaster ét blik på mig og siger: ”Dette ved-rør ikke dig.” Så smækker han døren i hovedet på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...