Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

4Likes
3Kommentarer
1506Visninger
AA

8. Kapitel 7

Såeh, det her lyder nok lidt mærkeligt, men øh… Jeg falder i søvn på vej til Helvede. De eneste i toget, ud over os, er en fyr i jakkesæt med gedehorn og -skæg, en dame med et foruroligende smil og en gul, rødblomstret kjole, og en lille pige, der stirrer på mig med enorme øjne.
   Desuden har Nathaniel sin arm om mig og sidder og spiller Candy Crush på sin telefon. Det er svært at tro, at vi virkelig er på vej til underverdenen, og ikke et dejligt ferieresort oppe i nabostaten. Togets rolige rystelser og Nathans varme mod min hud gør mig rolig, og inden længe falder jeg i søvn.
   Jeg vågner, da det rykker lidt i toget. Søvndrukkent åbner jeg øjnene og ser mig omkring. Det er mørkt udenfor, men ret fremme kan der ses en rødlig glød. Jeg smiler skævt og betragter solopgan-gen lidt. ”Hvad var det for et ryk?” spørger jeg lavt Nathaniel.
   Uden at se på mig svarer han kort: ”Togulykken. Vi er krydset over til åndeverdenen.”
   Jeg rynker panden. ”Kan man tage toget til åndeverdenen?”
   Han nikker. ”Hvor skulle Helvede ellers ligge?”
   ”Øh… U-under jorden?”
   Nathaniel ler mildt og kysser mig på håret. ”Du er så sød.”
   Jeg vrisser af ham og vender tilbage til solopgangen. ”Har du nogensinde set så yndig en sol?” sukker jeg.
   Nathaniel ser ud af vinduet. Han ler igen. ”Åh, Maya… Det er Helvede.”
   Jeg spærrer øjnene op og slår hænderne mod ruden.
   Det røde lys er klart og mildt, men som vi kommer nærmere, bliver det klart, at det kommer fra en kæmpestor kløft.
   Vi suser over en bro, og jeg gisper forfærdet, da jeg ser det.
   I bunden af kløften, det, der et øjeblik virker som lysår væk, vrider sorte skikkelser sig i et inferno af flammer. På afsatser står væsner med haler, horn og vinger. De svinger piske og peger på de for-pinte sjæle.
   Et stykke væk står et slot i kløften. Det ligner stalagmitter, der rager op mod overfladen. Et væsen cirkulerer frem og tilbage over ilden. Det svæver på mægtige vinger, ligesom dem, de faldne på hos-pitalet bar. Apropos, gad vide, om den mand, der så det hele, er indlagt på psykiatrisk nu?
   ”Det er Abaddon.” Jeg ser spørgende på Nathaniel. Han nikker ned mod væsnet med vinger-ne. ”Skærsildens engel.”
   Mine øjne bliver næsten lige så store som pigens. ”S-S-S-Skærsilden?!”
   Nathaniel nikker. Jeg ser forfærdet på broen, vi kører over – den ligner én af dem, man ser fra gamle westernfilm. Dem, der er bygget af træ og nemt kollapser… ”Bare rolig.” Nathaniel stryger mit hår. ”Vi falder ikke ned.” Han siger det, som læste han mine tanker. Han sukker. ”Abaddon skulle vogte over Skærsilden for Vorherre, men han fik smag for at pine sjælene. En dag var det ikke nok, og han begyndte at hærge Jorden. Vorherre fratog ham hans plads i Himlen, og nu er hans straf at overvåge Skærsildens foretagende i al evighed.”
   Jeg ser ned på ham. Indimellem flyver den faldne engel hen til en afsats og river pisken væk fra slavepiskeren. Så går han løs på den stakkels dæmon(?), indtil han smider pisken ned i ilden, og væsnet må springe efter den.
   ”Det er her, alle ender,” siger Nathaniel dystert. ”Her brændes alt det onde væk. Det er ikke en straf, det er ligesom en ilddåb, inden man kan komme ind i Himlen.”
   Jeg nikker. ”Så… De lider ikke?”
   En hul, følelsesløs latter glider fra min kærestes læber, og et øjeblik falder en skygge over hans ansigt. ”Åh jo,” mumler han. ”De lider.”
   Da vi har passeret Skærsilden, når vi til en gold, øde ørken. Toget farer forbi tør, revnet jord. Skikkelser vandrer fortvivlede rundt og søger den mindste smule vand eller mad. De er udsultede og praktisk talt bare omvandrende skeletter. Der er ingen vagter her. Nogle af dem prøver at kaste sig ud foran toget, men de sendes bare tilbage til det sted, de startede. Nogle prøver at gå ud af ør-kenen. De går mod Skærsilden for at nå til sidste etape, men de går i cirkler.
   ”Her ser du de, der stjæler, flygter og misbruger andre.”
   Jeg ville gerne sige, at jeg har ondt af dem. Men de ser slet ikke menneskelige ud. Jeg kan ikke have ondt af dem, selvom jeg prøver.
   Vi kører længe gennem ørkenen. Solen står højt på himlen, og Nathaniel og jeg sidder og dele æg-gesandwichers, men vi ser på sjælene udenfor. Men efterhånden dukker planer op. Først er de tørre og døde, men inden længe farer vi gennem en skov. Trækronerne bugner af moden frygt, der næsten drypper af saft. Spiselige dyr som hjorte og kaniner er ikke generte her, og et øjeblik skal jeg til at spørge Nathaniel, om vi kører gennem Paradis.
   Men så får jeg øje på en sjæl, der prøver at plukke en frugt. Når den er lige ved at nå den, trækker grenen sig længere op. Plukkes frugten, rådner den omgående og bliver til støv. Enkelte prøver at spise den, mens den er på grenen, men i det øjeblik, saften rør deres mund, kaster de den op igen.
   ”Her er plads til snydere og de, der er besatte af had og jalousi.”
   ”Er had og jalousi så slemt?” spørger jeg lavt – primært fordi jeg (selvfølgelig) selv har haft disse følelser.
   Nathaniel ryster på hovedet. ”Nej. Had og jalousi, og de synder, de bringer med sig, brændes væk i Skærsilden. Men i skoven placeres de, der lader det besætte dem. Opsluge dem. De, der ikke kan komme videre i livet, fordi det blænder dem.”
   Jeg sukker og ser ud. Nok er det trist, men skoven er så smuk… Nathaniel tager min hånd. Han sidder med ryggen til vinduet. Han har sikkert set dette alt for mange gange. Det var nok derfor, han flygtede dengang…
   Skoven ser gradvist koldere og koldere ud. Ruden bliver kold, og inden længe dukker sne og is op omkring toget. Vi befinder os i en isørken. Der er hvidt så langt øjet rækker.
   Skælvende sjæle kryber i sneen og graver desperate efter varme. De kryber mod togskinnerne, der er varme, men tvinges væk, da de er for varme.
   ”Hvem er så uheldig at havne her?” spørger jeg lamslået.
   ”Ingen,” svarer Nathaniel. ”Ingen er ”uheldig” nok til at havne her. Hvad du ser her, er sjælene fra mordere og de utro.”
   Mine øjenbryn skyder i vejret. ”Er utroskab lige så slemt som mord her?”
   Nathaniel skæver til mig. ”Hvorfor lyder du så bange?”
   Blodet ilder op i mine kinder. Jeg krammer hans arm. ”Nathaniel, du ved da, jeg ikke ville være dig utro… Det er bare… Én ting er at tage et liv, noget andet er at…”
   ”Begge sager bryder usagt tillid mellem to mennesker. Jeg ser ingen forskel.”
   Jeg betragter ham, mens vi suser videre. Han ser dybt alvorlig ud. En skygge hviler over hans øjne. Han ryster lidt. ”Fryser du?” spørger jeg.
   Han ryster på hovedet, men trækker mig alligevel ind til sig. ”Nej…” Han smiler ikke helt overbe-visende og prikker mig på næsen. ”Jeg er bare nervøs.”
   Jeg nikker. ”Du har ikke ligefrem gode minder herfra – har du?”
   Han ryster igen på hovedet og kysser mig på panden. Han trækker mig ind til sig, og sådan sidder vi lidt. Jeg lytter til hans hjerteslag, mens toget ryster lidt i vindstødene udefra.
   Toget stopper for første gang i timevis. Udenfor er en lille perron, og jeg må se efter en ekstra gang for at være sikker på, at vi ikke er havnet i en lille forstad. Små huse står tæt pakkede – de er en smule skæve og gamle. Der er graffiti på nogle af murene. Blomsterne ser sære ud, som forvredne roser med sorte blade. Træerne er knudrede og langer ud med deres oldgamle grene.
   Jeg ser på manden i jakkesæt, der rejser sig og træder ud af toget. Pigen og damen følger efter, mens en stemme over højtaleren siger, at dette er endestationen. Nathaniel rejser sig og rækker mig sin hånd.
   Uden et ord leder han mig ud. Jeg spærrer øjnene op.
   Vi står på en skrænt. En vej går ned mod en storslået by. Hundrede gange større end New York strækker den sig længere end horisonten. Et enormt palads tårner sig op over alle de små, middelal-deragtige bygninger. Sort røg stiger op fra skorstene, den ser ikke særlig sund ud… Himlen er grå-rød og luften er en smule kølig. En sort flod deler byen op, gamle træbroer strækker sig over den.
   ”Det er ikke helt som jeg havde forestillet mig.”
   ”Det er ligesom jeg forlod det.” Jeg ser på ham. Han bærer et mærkværdigt, næsten afskyende udtryk. ”I byen bor Helvedesborgerne, ikke sjælene.”
   En vogn står ved vejkanten. Kusken har kraven slået op, men hans hoved mangler. Jeg knuger Nathaniels arm ind mod mig, mens vi går hen mod vognen. Den laksorte overflade får den til at lig-ne en gammel ligvogn, men den har da en vis grad af… klasse?
   Den hovedløse kusk bukker kort for Nathaniel. De to heste, der er spændt for, har et gråt skind, der er spændt tæt om deres skelet. Når de pruster, farer røg ud af deres næsebor, og deres øjne er sorte huller.
   Nathaniel holder døren for mig, og jeg sætter mig ind på lædersæderne. Han kommer ind til mig og sætter sig ved min side.
   Vognen sætter i gang, og vi kører ned ad stien. Jeg kan ikke dy mig for at se ud af vinduerne, mens vi kører gennem gaderne.
   Vejen, vi kører på, er bred, men den lader også til at være undtagelsen. Væsner med skæl, haler, vinger, horn og tentakler ser undrende på os. Nogle børn løber efter os og prøver at hoppe, for at se ind i vognen.
   Brønde står strategisk placeret. Vaskekoner går hen mod dem, men de trækker ikke vandet op – de hælder affald ud i dem.
   ”Brøndene fører ned til fangekældrene,” mumler Nathaniel, da han ser min undren. ”Det er dér, Lucifer personligt tager sig af det værste afskum fra jorden.”
   Jeg rykker ind mod ham. Det er ikke særlig behageligt at køre i vognen – underlaget er hårdt og lugten udefra er harsk. Så jeg begraver mit ansigt i Nathaniels bryst, så jeg kan indånde hans duft.
   Folk begynder at følge efter os. Der bliver talt mange tunger udenfor. Folk hopper og springer for at se os.
   ”Nathaniel,” mumler jeg. ”Hvad sker der?”
   Nathaniel trækker gardinet for i sin side og læner sig tilbage. ”Lucifer er kejser over Helvede. Ef-tersom jeg er hans eneste arving, er jeg prins her.” Hans stemme er så tør og uimponeret, men jeg måber.
   ”Du er prins?!” Jeg ryster på hovedet. ”Nej, glem det, nyt spørgsmål – du er den eneste arving til Helvede? En evighed her, og du har ingen søskende?”
   ”Selvfølgelig har jeg det,” svarer han dystert. Han er stille lidt. ”Jeg havde en del søskende. Men Vorherre besluttede, at hverken han eller Lucifer skulle have flere børn, da han planlagde Jesses fødsel. Så vi havde en lille… ”udrensning” her.”
   ”Udrensning?” Jeg krymper mig. ”Hvad mener du med det?”
   Han smiler ikke. Det tror jeg da i hvert fald ikke? Men der er et ubehageligt glimt i hans øjne. ”Er du bekendt med Hunger Games?”
   Jeg rykker lidt væk fra ham. ”Ja… Nathaniel, du mener vel ikke…”
   ”Den stærkeste overlever.”
   Han siger det med så ligegyldigt et tonefald. Hans ryg er rank og ansigtet er udtryksløst. Han har en T-shirt på fra en Queen-koncert og et bar cowboybukser, og alligevel ser han næsten truende ud. Et øjeblik gør den ubehagelige aura i vognen mig næsten syg, og jeg har lyst til at springe ud til mængden på vejen.
   Men i stedet prøver jeg et bedre samtaleemne af: ”Hvem er Jesse?”
   Nathaniel smiler, denne gang af fornøjelse. Han ser skævt på mig. ”Du husker vel min ven Jesse, ik’?” Jeg nikker. Jeg har aldrig mødt Jesse, men Nathaniel mødes med ham en gang om måneden på en israelsk café og restaurant, der er placeret Down Town Manhattan, enten for morgenmad, frokost eller aftensmad. ”Altså, lang historie kort, Jesse er Jesus, og vi mødes for at samle op på hinandens liv og sådan.”
   Jeg vidste ikke, man kunne tabe kæben, ligesom i de dér åndssvage komedier. Men det gør jeg altså. Bum, hold da op… ”J… Jesus som i Jesus Kristus?” Han nikker kort. ”Som i enbårne søn, undfanget af Helligånden, Jomfru Maria og alt dét?”
   Nathaniel nikker igen. ”Ja. Ham.”
   Jeg ryster forvirret på hovedet. ”Hvordan kender du ham?!”
   Nathaniel kløer sig i håret og ser væk. ”Jeg, øh… Jeg var hans, øhm… Barnepige…”
   Jeg må kvæle en latter, der i stedet kommer ud som en gryntende fnisen. Han ser olmt på mig og dasker til mig. Jeg ler, men i samme øjeblik stopper vognen.
   Jeg holder mit vejr, da kusken efter et øjebliks stilhed åbner døren for os.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...