Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

4Likes
3Kommentarer
1509Visninger
AA

5. Kapitel 4

Hans ar er væk. Der er ingen spor efter den mishandling, han har været igennem. Jeg hindrer mig selv i at række ud og røre ved den fine hud.
   ”Herren vil have Deres svar.” De lyshårede ser køligt på Nathaniel.
   ”Farmand er heller ikke særlig tålmodig,” fryder de andre sig.
   Nathaniel knytter næverne. ”Jeg har gjort alt hvad han har bedt mig om!”
   Én af de lyshårede fnyser. ”Ingen har bedt for dig i ti år. Du har ingen her, der elsker dig, så du må vælge.”
   ”Jeg har en, der elsker mig,” siger Nathaniel standhaftigt. Han skæver til mig. ”Maya,” mumler ham. ”D-du tog hen i kirken, ikke?”
   Jeg tøver. ”Nej… Du ved da godt at jeg ikke…”
   Han ser stift på mig. ”Fuck,” henånder han. Han synker en klump og prøver vist at se truende ud. ”Får jeg ikke 24 timer til at overveje mit svar?”
   De fremmede skal til at svare, da et lyn pludselig slår ned udenfor. Det burde ikke tordne om vin-teren, og jeg farer sammen. Jorden begynder at skælve. Jeg piver og griber fat om ham, indtil jord-skælvet er ovre.
   ”Hvad sker der?” spørger jeg med skælvende stemme.
   Nathaniel tager min hånd i sin og knuger den, så det gør ondt. Jeg bider mig i læben, men han har vist mere brug for det end jeg.
   ”24 timer,” siger de lyse småirriterede.
   ”12,” svarer de andre.
   Nathaniel nikker. ”Godt,” mumler han. ”Og skrid så!”
   ”Gæsterne” rynker på næsen. De vender sig om, folder vingerne ud og kaster sig ud i natten.
   Nathaniel sætter sig på hospitalssengen og holder hovedet mellem hænderne. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.
   Hans nabo ser på ham med enorme øjne. ”Hvad fanden i fucking helvede var det?!”
   ”Morfin,” sukker Nathan.
   Den anden mand ser på sin morfinpose og nikker. ”Det giver mening.”
   ”Nej, jeg skal bruge din morfin,” mumler Nathaniel. Han går hen og trækker droppet ud af man-den. Han steriliserer det med håndsprit og stikker det ind i sin egen arm. Men et lettet suk sætter han sig tilbage på sin seng.
   ”Nathaniel,” mumler jeg forurettet. ”Det er stoffer, du ikke har brug for.”
   Han ler gøende. ”Jeg har mere brug for dem end ham.”
   Jeg går hen og sætter mig ved hans side. Blidt stryger jeg hans arm og få ham til at se på mig. ”Na-thaniel… Hvad foregår der?”
   Han ser på mig med halvmatte, morfintyngede øjne. Han tænker lidt og sukker så. Og med et let nik vover han at sige: ”Min far er enehersker af Helvede, hvor jeg blev født for godt 4000 år siden, men flygtede fra med hjælp fra vor høje fucking herre i Himlen omkring år 0. Nu kommer englene og de faldne for at få mit svar om, hvorledes jeg vil trænes som engel i Himlen eller djævel i Helve-de.” Han ser afventende på mig. Jeg ser tilbage på ham.
   ”Det er vist nok morfin,” siger jeg hurtigt. Jeg skal til at fjerne droppet, men han undviger.
   ”Undskyld, Maya, jeg ville ikke rode dig ind i det her, jeg troede virkelig, at…”
   ”At hvad?” snerrer jeg.
   ”Kan jeg få min morfin tilbage?” klager manden fra biluheldet. ”Det gør altså lidt ondt…”
   ”Nej,” knurrer Nathan.
   Jeg slår blidt til ham. ”Hvad går der af dig?”
   Han tager nogle dybe indåndinger. Så trækker han droppet ud, steriliserer det og giver det til manden, der straks kontakter en sygeplejerske.
   Nathaniel rejser sig og griber fat om mig. Jeg skriger forskrækket, da han vakler lidt og sætter i løb. Han springer ud af vinduet. Mit hår blafrer om mig, jeg skriger af mine lungers fulde kraft.
   Men vi lander på jorden uden skader. Jeg ser forbløffet på Nathan, der sætter mig ned. Jeg skæl-ver lidt. Han har stadig kun hospitalstøj på.
   ”Lån mig din frakke,” siger han lavt.
   ”Hvorfor?” spørger jeg, mens jeg tager den af.
   Han tager den på og går hen mod vejen.
   ”Nathaniel, det er en damefrakke!”
   ”Det er en trenchcoat!” vrisser han. Han får nemt fat på en taxi og puffer mig ind. Han sætter sig ved min side. ”South station.”
   Taxichaufføren nikker og sætter i gang.
   Vi kører tyve minutter i taxi, for så at vente i akavet stilhed på en mørk station i to timer, omgivet af hjemløse og junkier. Derefter tager vi toget i tre og en halv time, for så at tage natbussen hjem til lejligheden.
   Vi har knap udvekslet tyve ord på hele turen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal spørge om. Det hele er så overvældende.
   Jeg sov i toget, men Nathaniel har været lysvågen i flere timer. Han går ind på værelset og skifter tøj. Så traver han mod hoveddøren, river den op og smækker den efter sig.
   Jeg farer sammen og løber efter ham, skønt jeg først lige er faldet til ro på sofaen. Jeg løber efter ham ned ad trappen, men når ham først nede i gården. Jeg ser rasende på ham. ”Hvad skal du nu?” Jeg slår ud i luften og slår armene om mig selv. ”Nathaniel, jeg er bange. Hvad foregår der? Hvem var de mennesker?” Tårerne presser sig på. Jeg er træt, jeg er bange og jeg er forvirret. Jeg begynder at hulke og klemmer øjnene sammen. Jeg vender ansigtet nedad.
   Nathaniel trækker mig ind til sig. ”Det her er alt sammen ét stort rod,” hvisker han. ”Du behøver ikke være en del af det.” Han kysser mig på håret. ”Tag hen til Peter og Eric, du kan blive hos dem, til du er klar til at tage hjem til Washington, det er jeg sikker på…”
   ”Forklar mig nu bare, hvad der sker!” bønfalder jeg skingert.
   Han synker en klump og knuger mig ind til sig. Han sukker og ser sig omkring. ”Ikke her. Kom.” Han tager min hånd og fører mig gennem New Yorks gader. Jeg kan ikke lide at være ude på dette tidspunkt, men Nathaniels ro ved at gå her i gadelygternes skær er smittende.
   Vi når et lille kapel. Han åbner døren og lukker den efter mig. Vi sætter os på de lune kirkebænke. Enkelte hjemløse sover på dem.
   ”De væsner på hospitalet er engle. De, med de mørke fjer, er faldne engle fra Helvede. Dem har min… min far er djævlen.” Han siger ”far” på samme måde som man taler om for gammel mad, man har glemt bagerst i køleskabet. ”Jeg løb væk hjemmefra for rigtig mange år siden.” Han tager mine hænder uden at se på mig. ”Men nu er jeg nød til at vælge, om jeg vil tage til Himlen eller Helvede.”
   Jeg hæver øjenbrynene. ”For real?” Han nikker. Jeg sukker og ser lidt tøvende på ham. Er han ble-vet skør? Nej, nej, jeg så jo selv deres vinger… ”Okay,” mumler jeg så.
   Han ser på mig med enorme øjne. ”Tror du på mig?”
   Jeg trækker på skuldrene. ”Jeg tror på, at dine ar er væk. På englen, jeg kaldte Legolas.” Nathaniel fniser lidt. ”Og på, at du overlevede at springe ud fra 5. sal.” Jeg stryger hans ansigt. ”Men jeg for-står ikke, hvorfor du så gerne vil have, at jeg rejser min vej?” Jeg aer hans hår lidt over hans øre. Det er blødt…
   Han tager min hånd og kysser den. ”Du kan ikke tage med til hverken Himlen eller Helvede.”
   ”Hvorfor ikke?” hvisker jeg. Jeg læner mig frem mod ham. ”Hvorfor skal du i det hele taget tage væk?”
   Nathaniel gnider sit ansigt. ”Det er… kompliceret, ah…” Han puster frustreret. ”Lucifer har brug for en arvtager, og jeg er den eneste, han kan bruge. Men Vorherre…”
   ”Altså Gud?”
   Nathaniel nikker. ”Vorherre er villig til at træne mig som engel.”
   Jeg smiler skævt. ”Hvad er så problemet? Du vælger vel engel, ikke?”
   Han ser besværet på mig. Hans øjne er blanke. ”Maya…” Hans stemme knækker over, og han gri-ber fat om mig. Han holder mig ind til sig i et stramt kram. ”Maya…” Han ser på mig. ”Engle må ikke elske dødelige.”
   Der går et øjeblik, før hans ord siver ind. Mine øjne bliver langsomt større. Jeg rykker væk og ser ned. ”Såh…”
   Han læner sig hen mod mig. ”Som engel vil jeg ikke kunne blive sammen med dig.”
   Jeg holder en hånd for munden og ser ikke på ham. Mit hjerte vrider sig og gør ondt, en knude strammes i min mave.
   Vil Nathaniel forlade mig? Jeg kan ikke kapere det. Jeg rejser mig op og ser på ham med det bed-ste smil, jeg kan mønstre. Tårerne driver ned ad mine kinder. ”Gør, hvad du mener er bedst,” siger jeg anstrengt. ”Jeg venter derhjemme…”
   Jeg begynder at gå. Han kalder på mig, men jeg sætter i løb. Jeg kan ikke. Jeg kan ikke se på ham lige nu. Jeg kan ikke klare det her!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...