Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

4Likes
3Kommentarer
1508Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg tager mig af mine egne forventninger til Nathan og slukker så lysene. Jeg klæder om og prøver at falde til ro. Hvordan kunne han bare gå?! Og for kirken?! Ved han ikke, at vi lever i det 21. århundrede?! Det er ingen synd at hygge sig med sin kæreste på sin fødselsdag!
   Jeg kan ikke få ham ud af hovedet, så jeg pakker min fitnesstaske og låser døren efter mig. Jeg kan se hans nøgle på det lille bord i entréen, det har han rigtig godt af!
   Nede i den lokale hal klæder jeg om og går direkte til bokseområdet. Jeg har bundet mine brune krøller op i en hestehale og tager de røde handsker på. De går måske ikke så godt til min lyserøde sports-BH og de sorte yogabukser, men desto flere fyre der kigger, desto mere jaloux ville Nathaniel blive!
   Hvem prøver jeg at narre? Nathaniel bliver aldrig jaloux.
   Jeg har gået til boksning i ni år. Jeg holdt det hemmeligt i high school – at være i heppekoret og kunne slå de fleste af drengene ud i ringen faldt sjældent i god jord. I sidste ende var det boksning, der blev hos mig. Nathaniel går indimellem i ringen med mig, men han lægger altid en dæmper på sig selv. Det er så irriterende! Narren vil hellere ydmyges foran alle de mandlige tilskuere, der glor på min røv, end at tage imod én eneste sejr.
   Jeg slår løs på boksebolden, holder paraderne oppe og forestiller mig, at det er hans ansigt. Da jeg er træt af at slå løs, går jeg i bad og tager hjem. Der er gået en time, siden jeg forlod vores lille lejlighed, men han er stadig ikke hjemme.
   Jeg smider min taske i gangen og fnyser. Jeg tager vand fra hanen og tjekker min telefon. 9 UBESVAREDE OPKALD.
   Jeg hæver øjenbrynene. Vandet er et øjeblik gemt i mine kindposer. Så synker jeg det og tjekker min telefonsvarer.
   ”Hej Maya, undskyld jeg gik, men…” Jeg sletter Nathaniels sikkert lamme undskyldning, inden den er færdig.
   ”Hej, det er mig igen, øhm, vil du ikke møde mig ved kirken?”
   ”Hey, det her lyder sikkert mærkeligt, men øh, vil du ikke nok gå hen til den nærmeste kirke eller kapel, det er lige meget hvilken trosretning, bare gå derhen og bed for mit ve og vel, så har du reddet mit liv. Jeg elsker dig, hej…”
   ”Maya, er du i kirken? Jeg er hjemme, men der er låst, og jeg har glemt mine nøgler – det er ret vigtigt, ring, når du hører min besked.” Jeg rynker panden. Nathaniels stemme skælver en smule.
   ”Hvor er du henne?”
   ”Maya, vær sød at komme hjem!” Hans stemme er skinger.
   ”Åh Gud, Maya, de er her! De fandt mig! Du må ikke komme hjem, tag hen til Christen og bliv der, til du hører nyt!” Jeg spærrer øjnene op og skynder mig at lytte til den næste besked.
   ”Maya…” Jeg gisper og slår en hånd for munden. Hans stemme er hæs. ”Maya, hvor er du?” Han tager en hæs indånding. ”M-Maya, jeg er b-bange…” Han begynder at hoste. Telefonen bliver afbrudt.
   Med store øjne venter jeg, til digitaldamen i telefonen afspiller den sidste besked. ”Miss O’Connor, vi ringer til Dem angående mr. Montiara. De var det eneste nummer i hans telefonbog. Han er blevet bragt ind på sct. Louis’ Hospital – vær venlig at komme, hvis De har kendskab til ham.” Damen i telefonen spørger, om jeg vil slette beskeden.
   Tårerne driver ned ad mine kinder. Nathaniel… Min Nathaniel…

Såeh… Sct. Louis’ hospital… Øh, fun fact! Det ligger 3 timer og 40 minutters togkørsel væk – i Boston!
   Hvordan Nathaniel endte i nabostaten så langt væk på så kort tid, overgår min fatteevne. Men jeg iler til hospitalet, hvor jeg bliver bedt om at vente. Han er under operation. Operation! Hvorfor skal han opereres? Min Nathan har det fint!
   Men jeg venter.
   Og venter.
   Og venter.
   Mine negle er nedbidte, da en sygeplejerske endelig kommer hen til mig og beder mig følge med.
   Og dér ligger han. Det er blevet mørkt udenfor. Han har været på operationsbordet i timevis. Sygeplejersken fortæller mig, at nogle turister ringede 911. Han var blevet fundet med ryggen revet op og benene bundet sammen med jernkæder. Lægerne anede ikke, hvorfor han stadig var i live.
   Men dér ligger han. På stue med en motorcyklist, der var kørt galt uden hjelm. Han er så bleg som lagnet, han ligger på, og hans læber er grå som asfalt. Jeg ville ønske, han ville smile til mig og sige, at alt nok skulle gå, men morfinen i hans arm skulle nok sende ham langt væk i et stykke tid.
   Sygeplejersken forlader os. Jeg sætter mig på hans sengekant og tager hans hånd. Klokken er syv om aftenen. Det er mørkt udenfor, sneen daler lige så stille ned i lyset fra lygtepælene. Jeg har snakket med mine forældre og veninder. De har prøvet at berolige mig, men spørgsmålet stå ubesvaret.
   Hvordan havnede Nathaniel i Boston?
   Jeg ville ønske, jeg kunne spørge ham, men han ligger livløst med morfin i armen. Jeg stryger hans knoer. ”Undskyld jeg ikke tog telefonen,” mumler jeg. Jeg har allerede grædt alle mine tårer. Han er i live, og lægerne siger, han nok skal klare sig. Jeg tager en dyb indånding og kysser forsigtigt hans hånd. ”Jeg elsker dig.”
   ”Jeg elsker også dig.”
   Jeg farer sammen og springer væk. Nathaniel smiler skævt. Han har plaster på tindingen. Jeg holder en hånd for hjertet og bukker forover, for at få luft. ”Fuck dig!” snerrer jeg.
   ”Hov,” siger manden i sengen ved siden af Nathaniels. ”Du sku’ da ikk’ vågne endnu?”
   Nathan sender manden et afmålt blik og ser på mig. Hans øjne er knap åbne, men han ruller med skuldrene og drejer hovedet lidt.
   ”Nathaniel?” Jeg træder lamslået nærmere. ”Sygeplejersken sagde, du ville være ude flere timer endnu?”
   Nathan rynker på næsen og tager en dyb indånding. ”D-det har jeg ikke tid til…” Han rækker svageligt ud efter den lille fjernbetjening, der kan hæve sengen, men jeg griber den før ham.
   ”Hvad tror du egentlig, du har gang i?” spørger jeg spidst. ”Du skal hvile dig. Jeg henter en sygeplejerske…”
   ”Nej, Maya!” Nathaniel kæmper sig om på siden og op i en siddende position. ”Maya, vær sød…”
   Jeg tøver og vrider mine hænder. Manden fra biluheldet ser undrende på os. De fleste af hans lemmer er i gips. ”Hvem angreb dig?” spørger jeg lavt.
   Nathaniel undviger tøvende mit blik. Jeg kommer hen og sætter mig ved hans side. ”Politiet vil alligevel udspørge dig senere.” Jeg stryger hans ansigt. ”Så du dem? Hvordan havnede du i Boston?”
   Han bider i sine læber. ”Det… det kan jeg ikke fortælle dig.”
   Jeg himler med øjnene. ”Nathaniel, sig ikke du har problemer med? Hvem er det? En bande? Gangstere, rockere?”
   ”Nej, nej, det er lidt mere kompliceret…”
   ”Mafiaen?!” gisper jeg.
   Han ler overbærende og ryster på hovedet. ”Nej, nej…” Han sukker og tager min hånd. ”Maya, kan du gøre mig en tjeneste?”
   Jeg nikker og ser dybfølt på ham. ”Selvfølgelig kære, hvad?”
   ”Tag det næste fly til Washington. Bliv hos dine forældre, indtil du finder et sted at bo, og…”
   ”Nathaniel, hold nu op,” klager jeg.
   ”Det her er alvorligt, Maya!” Han ser strengt på mig. ”Du er nød til at gøre, som jeg siger, inden…”
   Glasset med vand på Nathaniels natbord begynder at skælve. Vi ser på det, jeg undrende, han frygtsomt. Manden i nabosengen rynker panden og ser mod vinduerne. ”Hvad i hele hule…”
   ”Maya, duk dig!”
   Nathaniel kaster sig mod mig. Vi havner på gulvet, netop som ruderne eksploderer, og vind og se suser ind i lokalet. Nathan ser op og trækker droppene ud af sin arm. Han prøver at holde mig nede, men jeg vrider mig fri og ser mod de knuste ruder.
   Syv væsner står og ser på mig. Jeg gør store øjne.
   Tre af dem har langt, hvidt hår og bærer fornemme, ensfarvede klæder. Deres ansigter er simple og synkrone, de ville være behagelige at se på, hvis ikke de da så så kolde ud. De sidste fire har mørkt hår med kunstige farver, de hænger lidt og minder mest af alt om oprørske voksenteenagere.
   Men det, der fanger min opmærksomhed mest, der de store vinger, alle syv har på ryggen. De fire med hvidt hår har hvide vinger, men voksenteenagernes ser lidt nussede ud. De er mørkere og har ikke det samme skær som de hvides.
   ”Hvad fanden,” mumler Nathaniels nabo.
   ”Er det det, der har holdt Dem her?!” hyler en voksenteenager. Han og hans venner bryder i hysterisk latter. De peger på mig. Nathaniel kommer på benene.
   De hvide sender dem nedværdigende blikke og stikker næsen lidt i sky. ”Det er tid,” siger den forreste værdigt. ”Ingen har bedt for Dem.”
   Nathan ser på mig. ”Var du ikke i kirken?” spørger han ildevarslende.
   Jeg ryster forsigtigt på hovedet. ”Jeg var i fitnesscenter,” mumler jeg.
   ”Herren venter ikke længere,” fortsætter de bevingede snobber. ”De skal afgive Deres svar.”
   ”Jaer, farmand er heller ikke så tålmodig længere,” vrænger én af de lusede.
   ”Farmand?!” Jeg ser på Nathaniel. ”Du sagde, dine forældre døde?!”
   Nathaniel sender mig et blik, der skriger ”Hold mund!”. Jeg krummer tæer og bøjer hovedet. Mit hjerte hamrer vildt. Hvad foregår der?
   ”De skal træffe Deres beslutning nu,” fastholder en snob. ”Herren har ventet længe nok.”
   ”Ja, hvad bliver det?!” nærmest råber en voksenteenager. ”Himlen eller Helvede?”
   ”Nathaniel, hvad sker der?” spørger jeg lavt. ”Hvem er de mennesker?”
   ”De er ikke mennesker,” mumler han som svar. ”Gå, nu.”
   ”Jeg går ingen steder, det her er sært nok til at blive…”
   De to parter foran os udveksler blikke. ”Kan I overhovedet se os?” spørger en voksenteenager med lille striber i håret.
   Nathaniel holder en hånd op. ”Et øjeblik.” Han vender sig mod mig. ”Maya, du skal væk, nu! Glem mig, tag hjem til dine…”
   ”Jeg kørte fire og en halv time i tog for at komme herhen, og så sender du mig væk igen?!”
   ”Det er ikke så simpelt,” svarer Nathaniel afholdt. ”Det er virkelig ikke sikkert…”
   ”Nu du pludselig er sådan et sludrechatol, så kan du jo fortælle mig, om det her var grunden til dit kirkebesøg?”
   Han slår ud med armene. ”Er du stadig sur over det?!”

   ”Måske har du ikke datet så mange kvinder,” svarer jeg spydigt, ”men det er ikke velset at man smutter i kirke lige inden sex!”
   ”Ej, gjorde du det?”
   Jeg ser på fyren med de lilla striber og holder en hånd op. ”Gider du lige? Det her rager ikke dig!” Jeg ser igen på Nathaniel. ”Hvad fanden går der af dig?!”
  Han krymper sig og ser sig forsigtigt omkring. ”Det…” Han sænker stemmen. ”D-der kom ting i vejen…”
   ”Og havde du fortalt mig om de ting, ville…” Jeg slår ud mod ”gæsterne”, ”Nickelback og Big Bang måske ikke være dukket op!”
   Mens de to parter indbyrdes begynder at skændes om, hvem der er Nickelback og Big Bang, tager Nathaniel mine hænder. ”Maya, vær nu sød…”
   ”Gu’ vil jeg ej!” udbryder jeg hidsigt og river mine hænder fri. ”Du kom sent hjem i går og havde rygsmerter, du blødte fra dine ar, hvilket altså ikke er helt normalt, at du ved det!” Min stemme er blevet skinger. ”Og så skrider du fra mig uden et ord! Det. Er. Fucking. Ikke. OKAY!”
   ”Maya,” klynker Nathaniel. ”Lad mig nu…”

   ”Hallo!” Én af de snobbede knipser med fingrene. ”Kan vi vende tilbage til det her senere?! Vi har et job!”
   ”Du holder bare kæft Legolas!” Den bevingede mand farer sammen og ser forvirret på sine følgesvende. ”Jeg føler mig snart som den bærende sten i det her forhold!” halvråber jeg.
   ”Det passer ikke,” forsikrer Nathan mig. ”Jeg elsker dig meget højt, og det er derfor du er nød til at gå!”
   En rystelse får hele hospitalet til at skælve. Manden fra biluheldets øjne er ved at trille ud af hovedet på ham af at stirre på ”gæsterne”. Jeg mister fodfæste, Nathaniel griber fat om mig og holder mig stående.
   De bevingede tilskuere sukker. ”Kan vi komme videre nu?”
   Jeg nikker tavst. Nathaniel puffer mig om bag ham og står med front mod de indtrængende. Jeg kan se hans ryg gennem hospitalstøjet.
   Den er helet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...