Tertio (omskrevet)

(Omskrivning af Tertio fra 2014)
Mayas liv lader til at være stabilt - altså, indtil hendes kæreste Nathaniel bliver fundet dødeligt såret 350 kilometer fra deres lejlighed i New York. Den mand, hun deler sit liv med, viser sig at være en helt anden end den, hun først troede, og hun introduceres til en helt ny verden, der våger over vores - en verden fyldt med engle, dæmoner og hemmeligheder. Kan hun og Nathaniel klare de udfordringer, der følger med dem fra Himlen til Helvede? (Da jeg skriver på Word og bruger automatisk orddeling, vil nogle af ordene blive delt mærkelige steder. Jeg prøver at finde dem, men nogle slipper igennem kontrol. Bær over med mig <3)

4Likes
3Kommentarer
1515Visninger
AA

3. Kapitel 2

Midt om natten bliver jeg revet ud af min søde søvn, da Nathaniel pludselig farer sammen ved min side. Han sætter sig op og gisper efter vejret. Jeg ser på ham. Hans silhuet er svagt aftegnet af lyset udefra. Han skælver. Han knuger om en pistol. Hans øjne er store og vilde.
   Jeg rækker forsigtigt ud. ”Nathaniel,” mumler jeg beroligende. Min hånd rør hans hud.
   Han kaster mig ned i madrassen og presser pistolen mod mit hoved. Jeg skriger og klemmer øjnene sammen. Der går et øjeblik, før jeg åbner dem og rækker ud efter hans kind. ”Nathan, Nathan, min egen, det er mig, det er Maya.” Han blinker genkendeligt. ”Såh, skat, du havde bare mareridt.” Han fjerner pistolen. Jeg sætter mig langsomt op, mens jeg stryger hans kind. Han hiver efter vejret og får blanke øjne. ”Såh, såh, sh… Bare rolig… Jeg er her.” Jeg lægger min hånd på hans og tager våbnet fra ham. Jeg trækker ham ind til mig, så hans hoved hviler på min skulder.
   Nathaniel ser spøgelser. De hjemsøger hans drømme og gør ham paranoid selv i dagtimerne. Han sover med pistolen under sin pude. Det lyder måske farligt, men bare rolig – han ved det ikke, men den er ikke ladt. Han fælder aldrig en tåre. Jeg har set ham græde to gange – den ene gang var da vi så Wolfchildren, og den anden var da vi kørte galt på vej hjem fra lufthavnen. En lastbil drejede ind foran os, og da Nathaniel prøvede at undgå den, drønede bilen ned ad en skrænt. Jeg blev slået ud i nogle minutter. Da jeg vågnede, var han fuldstændig opløst af tårer, også selvom jeg ellers var okay.
   Vi går i seng igen. Nathan trygger sig ind mod mig, og jeg holder ham i mine arme. Han falder snart til ro, men jeg ligger og nusser hans hår. Hans hud er altid så kold, men han fryser aldrig. Det er vinter nu, og han går godt nok rundt med halstørklæde udenfor, men det er vist mere en mode-ting…
   Jeg ser på ham, mens han sover. Hvor er det bare unfair, at drenge har så lange øjenvipper, mens piger henvises til mascara.
   Da jeg først viste mine veninder billeder af Nathaniel, grinede de og sagde, at han var en total overscoring. Han har høje kindben og et ansigt, der på én gang er elegant, mørkt og mystisk. Han har den her ting over sig, én eller anden mystisk aura, der på én gang er dragende og frastødende. Måske er det det, jeg så godt kan lide ved ham?
   Jeg falder i søvn og vågner først igen klokken ni. Jeg kryber under dynen og prøver at falde i søvn igen, da jeg kommer i tanke om, at det er Nathaniels fødselsdag.
   Jeg skal til at vække ham med et kys, men mine læber rammer ingenting. Nathaniels plads er tom. Han står ofte op før mig. Han er et morgenmenneske, hvor irriterende det så end er. Jeg står op, ta-ger min morgenkåbe på og går ud af soveværelset. Straks rammes jeg af duften fra toasteren og ly-den af stegepanden.
   Jeg stopper op i døren til køkkenet og lægger armene over kors, da jeg ser Nathan stå med røræg på panden og avocadotoast på to tallerkener (jeg ved det, hvor originalt). ”Godmorgen,” siger jeg.
   Han ser på mig og lyser op i et smil. ”Godmorgen.”
   Hans stemme giver mig sommerfugle i maven. Jeg går hen til ham og lægger armene om hans mu-skuløse bryst. ”Det var jo mig, der skulle lave morgenmad til dig,” surmuler jeg.
   Han stryger mit krøllede hår tilbage og kysser mig på panden. ”Så må du stå tidligere op,” ler han.
   Jeg stikker underlæben ud. Han ryster smilende på hovedet og vender tilbage til sin madlavning. Det er også godt det samme, jeg er uduelig i et køkken.
   Vi sidder og spiser ved vores beskedne spisebord i køkkenet. Helt ubrugelig er jeg så ikke, for efter maden finder jeg en pakke fra det franske konditori, Nathaniel altid besøger i særlige anled-ninger, og putter et lys i en yndig lille muffin. Jeg sætter den foran ham og tænder lyset. ”Ønsk dig noget,” beder jeg.
   Nathaniel ser på mig med øjne, der er dybe og tænksomme. Så puster han lyset ud.
   Jeg læner mig frem og ser nysgerrigt på ham. ”Hvad ønskede du dig?”
   Han tager forsigtigt fat om mit ansigt. ”Hvis jeg siger det, går det så i opfyldelse?”
   ”Måske,” svarer jeg kryptisk og sætter mig på bordet, ”taget i betragtning af den måde, du kigge-de på mig…” Jeg tager frosting fra kagen på min finger og slikker det af.
   Nathan smiler og får en lille trækning ved næsen – det får han altid, når han får udsigter. Han støt-ter sit hoved med hånden og ser lidt på mig. ”Hvad kunne du da tænke dig, at jeg ønskede mig?”
   Jeg trækker på skuldrene og dasker til ham med foden. ”Det der din fødselsdag.”
   Han smiler skævt og nikker. Han læner sig frem mod mig og tager mine hænder. Jeg læner mig frem, så han kan hviske sit ønske til mig. ”Jeg ønsker at du gifter dig med mig.”
   Jeg farer sammen og træder forfjamsket væk fra ham. ”N-N-N-Nathaniel! Jeg, øhm, j-jeg er kun t-t-tyve, jeg er slet ikke klar til at blive gift, og jeg er jo stadig under uddannelse,” siger jeg og tager mig overvældet til hovedet, ”jeg kan ikke bare smide alt hvad jeg har i hænderne, det er faktisk slet ikke muligt, jeg har forpligtelser, o-og…”
   Nathaniels latter afbryder mig. Jeg ser på ham. Han tørrer en tåre væk fra sin øjenkrog. ”Åh, Maya… Da ikke nu!” Han smiler mildt til mig. ”Men på et tidspunkt?”
   Jeg lægger en hånd på mit bryst og kommer med et lettet udbrud. Jeg bukker forover. ”For fanden Nathaniel!” Han ryster på hovedet og tager en bid af sin muffin. ”Hvordan har du det ellers i dag?” Jeg kommer hen og lægger en hånd på hans pande. ”Ingen tømmermænd?”
   Han tager min hånd. ”Maya, du skælver jo…” Han ser bekymret på mig. ”Er tanken om at gifte dig med mig så forfærdelig?”
   Jeg synker en klump. ”Mhm… Nej…” Jeg trækker på det. ”Men jeg vil ikke giftes lige nu. Det er ikke dig, det er… det er bare ikke det rigtige tidspunkt.”
   Han ser lidt ned. ”Såh… Engang i fremtiden?”
   Jeg knæler foran ham. ”Nathaniel, min egen… I fremtiden. Når vi begge er blevet rigtig voksne. Når vi har lidt mere livserfaring og…” Nathans øjne er så fulde af bekymring og usikkerhed. Det er utrolig kært. Jeg stryger hans kind og tørrer frosting af hans kind. Han rødmer. ”Nathaniel.” Jeg drejer hans ansigt, så han ser mig i øjnene. ”Jeg vil gå med dig til helvede og hjem igen, hvis…”
   ”Det må du ikke sige!” Han afbryder mig, så snart ordene har forladt min mund. Jeg ser forskræk-ket på ham. Han sukker og tager fat om mit håndled. Han kysser min håndflade. ”Undskyld, det var ikke min mening at hæve stemmen.”
   Jeg rejser mig op og kysser ham på panden. Han piver lidt og holder mit hoved ind mod sit. Et øjeblik bliver jeg en smule svimmel, men så slipper han mig, og jeg får det snart bedre.
   Sandheden er vel nok, at Nathaniels mentale udfordring på sin vis påvirker vores forhold. Han er ikke voldelig, næh nej, den ene gang, han kom til at slå mig, mælte han sig selv til politiet, og jeg måtte bruge to timer på at forklare for politimændene på stationen, at det var mig, der havde for-skrækket ham.
   Han er dybt usikker på vores forhold, og det smerter mig til tider. Han gør så meget ud af årsdage og særlige lejligheder. Han er så bange for, at jeg forlader ham, og han gør sig så umage, når jeg er i nærheden, også selvom vi har været sammen længe.
   Jeg tager opvasken. Nathaniel sidder og tjekker nyheder på sin tablet – han ville gerne hjælpe, men jeg lader ham ikke gøre det. Sandheden er, at jeg godt kan lide, at han er afhængig af mig. Jeg kan godt lide, at det er mig, der skal stå for opvasken, tøjvasken, rengøringen og madlavningen, også selvom jeg ikke er god til at lege husmor. Det lyder gammeldags, mine venner ved det heller ikke.
   Bobler flyver rundt omkring mig, da Nathaniel dukker op bag mig. Han kigger nysgerrigt på det, jeg er i gang med, og jeg sender ham et advarende blik. ”Hvis du retter på mig, er der nul fødsels-dagssex,” snerrer jeg.
   Han rødmer så kært og stryger sin hage. Han læner sig fremad ind mod min ryg og hviler sin pan-de mod min nakke, mens han folder sine hænder foran mig. ”Mh… D-du behøver ikke give mig det, hvis du ikke har lyst…” Han er så sød. De første måneder af vores forhold var egentlig hemmelige, fordi jeg var mindreårig og han var 20. Jeg brugte delvis tiden på at finde ud af, om han overhove-det var interesseret i piger, for han var (og er) altid så forfjamsket, når det kom til sex.
   Jeg klapper ham på hovedet. ”Nu ikke hænge med mulen, du får aldrig noget, hvis jeg ikke har lyst.”
   Han ler mildt og kysser mig på kinden. Så går han ind i stuen og tænder for fjernsynet.
   Da jeg er færdig med opvasken, sniger jeg mig ind på soveværelset og tager en kasse fra min del af skabet. Jeg vidste godt, Nathaniel ikke ville på hotel. Han vil altid blive hjemme på sin fødselsdag. Så i år er jeg forberedt! Jeg reder vores seng med nyt sengetøj og stiller lys rundt omkring i rummet. Jeg skifter til et sort sæt, jeg købte til vores sidste årsdag. Det er lille og frækt, og sidst slog det Na-thaniel helt ud af den – det er den slags, han end ikke ville kunne købe til mig over nettet uden at rødme fra top til tå. Jeg tager en gennemsigtig, sort natkjole udover og tager den parfume på, Na-than gav mig til min fødselsdag.
   Jeg trækker et strømpebånd på og skubber mit hår og bryst lidt op. Så åbner jeg døren og kommer ind i stuen.
   Nathaniel er ved at se Ramsay’s Kitchen Nightmares og ser ingenting. Jeg lægger armene om ham og trykker mit bryst mod hans hoved. ”Er det en god episode?”
   Han tøver lidt, før han ser op. Jeg smiler til ham – han kan ikke se, hvad jeg er iført. Han smiler og ryster på hovedet.
   Jeg går om foran ham. Hans øjne bliver store og trækningen dukker op ved næsen. Jeg sætter mig overskrævs på hans skød og lægger mine hænder om hans nakke. ”Jeg har redt op til os. Skal vi ikke tage en lur?” Jeg vrikker lidt med mine hofter, inden jeg rejser mig op og vinker ham med mig, bare så han må rette på sine bukser, da de begynder at stramme.
   Jeg elsker at lege sådan med ham. Måske er det en smule manipulerende, men hvad så? Han vakler efter mig som en hund i trance. Jeg stopper op i døren og sætter hænder og fødder i hvert hjørne. Han smiler euforisk og rækker ud efter mig, men jeg undviger ham og læner mig op ad dørkarmen. Jeg løfter benet lidt, så han kan se strømpebåndet. Hans smiler smørret og knapper bukserne op.
   Jeg læner hovedet tilbage og spøger så sexet som muligt: ”Hvad ønsker fødselsdagsdrengen sig?”
   Han står og bevæger sig som om han ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv. Han skæver lidt tøvende nedad, hvor al hans blod nu er løbet hen. Så ryster han på hovedet og ser på mig. ”Fuck værdighed.” Han stormer mod mig og griber fat om mig med en dyrisk snerren. Jeg ler, da han be-gynder at suge på min hals.
   Nathan skubber mig bagover, så jeg lander på sengen. Han trækker sine bukser af og sukker lettet. Hans hænder glider op under min natkjole. Jeg gyser, da de kolde fingre griber fat under min BH.
   Han får lukningen på BH’en op hurtigere end de fleste fyre – det er hans hemmelige talent. Så trækker han sine boxershorts af, og skal til at trække mine underbukser ned, da der lyder en rumlen udenfor. Det er for sent til torden. Nathaniel løfter hovedet og lukker øjnene. Hans ansigt fortræk-kes i en frustreret grimasse. ”Jeg er nød til at gå,” siger han så.
   Han træder modvilligt ud af sengen og tager sit tøj på igen. Jeg sætter mig op og ser vantro på ham. ”Øh… Gå? Hvorhen?”
   Han ser tøvende på mig. ”Mh… Kirken.”
   Jeg hæver øjenbrynene. ”K-kirken?” Nathaniel er ikke ekstremkristen. Han er heller ikke sæsonkri-sten, men det er aldrig før hændt, at han pludselig vil i kirke i disse situationer. Jeg lægger armene over kors og udbryder rasende: ”Kirken?! Nu?!”
   Nathaniels ansigt er dækket af beklagelse, da han kommer hen og tager fat om mit an-sigt. ”Maya… Undskyld, men jeg er nød til at…” Han sukker anstrengt og ser ned på sin stådreng. ”Åh, Maya…” Han læner sig ind mod mig i et kys. Jeg lægger armene om ham. Jeg er klar. Jeg vil have ham, jeg vil…
   Det tordner igen. Nathaniel farer op og slår ud med hænderne. ”Jeg er nød til at gå!” Han lukker bukserne og tager nogle dybe indåndinger. Han prøver at falde til ro og forlader mig, inden jeg kan nå at sige noget.
   Jeg ser måbende efter ham. Det gjorde han bare ikke!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...